→ Give your heart a break {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2012
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Alt gik i stykker, da den dengang så livsglade Louis Tomlinson havde fundet sin kæreste – Eleanor Calder – efter hun havde valgt at tage en ende på sit eget liv. Den dag skulle forandre alting; Louis kunne ikke bære’ tanken om sit livs største kærlighed havde forladt ham på sådan en måde, så han drak sine sorger væk. Louis fik ødelagt sit liv godt og grundigt; lidt mere for hver dag der var gået. Han endte med at blive smidt ud af bandet One Direction. Det hjalp ikke sport. Louis blev i besiddelse af rigtig hårde stoffer; intet blev bedre! Nu er Blair Styles – Harrys lillesøster – kommet for at hjælpe sin bror, som er så ulykkelig over hvad hans engang bedsteven gør ved sit liv. Vil Blair være i stand til at hjælpe Louis? Og kan han overhovedet reddes?

53Likes
65Kommentarer
4852Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Hans krop var presset op imod min, mens han hviskede nogle utydelige, men skræmmende, rod til mig. Jeg prøvede at fokusere på alt andet, end hvad der egentlig forgik, men det var nærmest umuligt, da hans læber ramte mine. Et indvendigt skrig slap løs. Jeg begyndte at slå ud med armene, men han gav ikke efter. Jeg var fanget, og den her gang ville ingen redde mig - ikke engang Louis.

”Blair, vågn nu op.” hørte jeg min bror sige. Han prøvede at gribe fat i mine arme, da jeg slog hysterisk ud i luften med dem. Hans kolde berøring fik mine øjne til at slå op med et sæt, hvor det første mit blik mødte var Harrys bekymret, men alligevel beroligende, smil. Et lettet støn fandt sin vej ud af mine læber, da jeg indså, at det kun havde været et mareridt. Præcis, den samme som jeg havde haft de tre sidste nætter. Jeg kunne simpelthen bare ikke få den aften ud af hovedet. 
Tårerne begyndte langsomt at danne sig i mine øjne, men jeg måtte ikke lade dem komme ud. Ikke foran Harry, men det var næsten umuligt for mig at holde dem inde, så jeg kastede bare mine arme om ham, så han ikke kunne se de få tårer der forlod min øjenkrog.
”Havde du et mareridt igen?” mumlede han, mens jeg stadig holdte hårdt fast om ham. Jeg prøvede at holde min stemme over kontrol, imens jeg lavmælt fik sagt et lille ja. Min bror afsluttede krammet, før jeg nåede at tørre mine øjne, men han virkede ikke spor overrasket over at jeg græd.
”Du behøver ikke at være bange mere, Blair.” sagde Harry roligt, mens han sendte mig et lille smil. Præcis ligesom Louis havde gjort – den nat.
”Jamen, hvad hvis de finder mig, og hvad med Louis?” mumlede jeg. Selvom Louis helt klart havde overmandet de tre fuldvoksne mænd, så kunne de jo let komme efter ham igen. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg havde rodet ham ud i flere problemer end dem han i forvejen var i.
”Louis er en stor dreng. Han kan godt passe på sig selv. Du derimod er min søster, så dig skal jeg nok beskytte.” sagde Harry. Et lille smil dukkede frem på mine læber, hvor jeg derefter trak min bror ind i endnu et kram. ”Tak.”

***

Jeg kiggede mig en enkelt gang i spejlet. Havde nemlig endelig taget mig sammen til få noget mere passende tøj på, efter jeg havde rendt rundt i mit nattøj de seneste par dage. Jeg havde virkelig ikke haft nogen lyst til at gøre noget ud af mig selv, men jeg besluttet mig for at tage hen til Louis, så jeg var sådanset nød til at gøre mig selv i stand. Jeg havde stadig Louis læderjakke, og siden min bror ikke ville aflevere den tilbage, så måtte jeg jo tage sagen i egne hænder. Jeg vidste godt hvor Louis boede, da jeg havde meget diskret spurgt Niall om det. Jeg kunne jo sagtens have spurgt min bror, men han ville bare have fattet mistanke. De måtte ikke vide, at jeg havde tænkt mig at besøge Louis. Jeg skulle nemlig holde mig langt fra den narkoman, havde Harry sagt til mig, men han bestemte ikke over mig – og jakken tilhørte jo Louis. Jeg fik skrevet en lille seddel, hvor derpå stod at jeg var taget ud for at købe slik til i aften. Vi skulle nemlig have endnu en film aften. Denne her gang havde min bror planlagt det for at få mig på andre tanker. Det skulle nok blive hyggeligt.
Jeg fik slæbt mig selv nedenunder, hvor jeg hurtigt fik mit overtøj på, før jeg forlod huset for første gang i næsten tre dage nu. Følelsen var vidunderlig. Jeg elskede at være udenfor. Jeg gik ofte lange ture – især om aftenen, men det var vist slut nu. Ville nok aldrig finde på at gå alene i Londons gader, når jeg vidste der var mennesker som ham derude. Selvfølgelig fandtes der sådan nogle mennesker over alt, men jeg var aldrig blevet jagtet af nogen i New York. Jeg havde fået min hætte stoppet godt over hovedet, så ingen ville genkende mig. Jeg orkede virkelig ikke nogen skrigende fans til at løbe efter mig eller derimod nogle journalister som satte deres næser, hvor de ikke skulle være, og det skulle jeg nok regne med at de ville gøre, hvis de så Harry Styles søster komme gående med Louis Tomlinson, det udstøde bandmedlem af One Directions’ jakke. Jeg fik hurtigt låst døren af, før jeg langsomt begyndte at gå i den retning, som min mobils GPS ledte mig. Ifølge den ville det tage mig seksogtredve minutter at gå derhen, men det var jo også fint nok. Jeg havde godt af at gå en ret lang tur, og min bror ville sikkert bare tro, at jeg ikke kunne beslutte mig for hvilket slik, jeg ville købe.

Jeg nåede endelig over til Louis – efter kun seksogtyve minutter. Hans hus var egentlig utrolig pænt. Altså, selvom han er en arbejdsløs narkoman, så havde han vel stadig en stor del penge fra dengang han var på toppen af sin karriere medmindre de var blevet brugt op på stoffer. Det ville ikke have overrasket mig.
Jeg stod længde, og beundrede huset. Det så virkelig flot ud, hvilet kom en smule bag på mig. Jeg troede han ville bo i en forladt kælder, som en lille – og ynkelig – eneboer, men sådan var det ikke. Han havde også en virkelig flot, sort Porsche stående i hans indkørsel. Efter jeg havde betragtet huset i nogle få minutter, besluttede jeg mig endelig at give mig hen imod hoveddøren, men for at komme derhen skulle jeg forbi en stor port, som der desværre var låst. Heldigvis, havde jeg min mobil med. Jeg kunne jo bare ringe til ham, så ville han sikkert lukke mig ind. Jeg fik hurtigt fundet Louis nummer under mine kontakter og fik trykket ring op.  Jeg havde fået nummeret ved at pille lidt ved min storebors mobil, hvor jeg stødte på en masse grimme beskeder fra Louis, men min bror var heller ikke helt uskyldig. De havde skrevet nogle virkelig lede ting til hinanden. Han tog den ikke. Han havde sikkert taget ned til en af sine narkoman venner, og var i gang med at fylde kroppen med det modbydelig stads - eller også sov han. Det ville jo ikke skade at ringe endnu en gang, vel? Jeg fandt nummeret frem igen. Han tog den heller ikke.
Tredje gang er lykkens gang. Jeg prøvede til sidste gang, men det virkede heller ikke som om, han havde tænkt sig at tage den, men da jeg så lige skulle til at lægge på, hørte jeg Louis lettere irriteret stemme.
”Hvad er der?” vrissede han. Det var vist et lidt dårligt tidspunkt, jeg havde fanget ham i. Han var sikkert optaget. Jeg fik lyst til at lægge røret på, men i stedet for lod jeg bare være med at sige noget. Måske skulle jeg ikke være gået her over. Han sagde jo, at jeg skulle få en af drengenes mænd til at aflevere den. Det var nok ret dumt gjort af mig. ”Hallo?” hørte jeg den samme stemme sige. Han lød ret utålmodig.
”Hej Louis. Det er Blair. Harrys søster.” mumlede jeg lavt. ”Jeg har din jakke.”
Louis svarede mig ikke, men kunne høre ham viste noget til nogle andre og kunne også høre deres stemmer i baggrunden. Louis' havde sikkert besøg af en bunke af hans narkovenner og var i fuld igang med at skjule det hvide stads. 
Jeg ventede stadig på Louis svar, men pludselig lagde han på. En lettere irriteret følelse sneg sig frem i min krop, men den forsvandt hurtigt, da et lille klip fra porten hørtes. Jeg tog fat i det guldbelagte håndtag, hvorefter jeg skubbede svagt til porten, som nu gik op. Jeg sørgede for at lukke porten efter mig, så der ikke ville komme nogle nysgerrige fans snigende ind bag mig. Jeg gik hen til døren, som jeg hurtig fik banket på. Jeg nåede lige at fjerne hætten fra mit hoved, før døren sprang op. Det var Louis.
”Jamen da, sikke en dejlig overraskelse.” sagde han med et lidt frækt smil på læberne, imens han stod lænet op af dørkarmen. Han så egentlig ret forfærdelig ud, men så alligevel ikke. Det var svært at forklare. Alt så forkert ud, men alligevel fandt jeg ham tiltrækkende. Hans hår var uglet og fyldt med sved, ligesom hans nøgne overkrop. Knægten havde sikkert taget for mange stoffer – troede jeg, men da jeg så skimte en pige i baggrunden, som var i gang med at stoppe sin lyserøde trøje overhovedet faldt brikkerne sammen. Jeg havde afbrudt dem, hvilket fik mig til at rødme en smule. Det var klart. Jeg skulle ikke være kommet. Louis fik hurtigt øje på mine halvrøde kinder, hvilket fik ham til at grine.
”Bare rolig. Vi var alligevel næsten færdig.” sagde han, og gav min kind et lille strøg med sin finger, hvilket fik mig til at træde et lille skridt bagud. Gad vide hvor den finger havde været. Louis gav mig et lidt forvirret blik, men det blev afbrudt, da pigen dukkede op ved siden af ham. Hun så langt bedre ud end Louis lige nu. Hendes hår var også en smule uglet, men det havde hun skjult godt ved at sætte det op i en hestehale. Hendes makeup var tværet lidt ud, men det overraskede mig ikke. Hun havde nogle lårkorte shorts på, samt en lyserød trøje, som var så nedringet at hendes patter var ved at falde ud derfra. ”Er du klar til at gå?” spurgte Louis og sendte hende et lille smil. Pigen nikkede, hvorefter hun sendte ham et lille smil. Louis grinte kort, før han trak hende ind i et lille kys. Jeg bare der, vidste ikke rigtig hvad, jeg skulle gøre af mig selv. De begyndte langsomt at udvide kysset foran mig. Sikke et farvel kys. Jeg troede også, jeg fangede Louis sende mig et kort blik, mens hans hænder var på hendes hofter, hans læber på hendes. Da jeg ikke kunne klare den akavede stemning mere, hostede jeg som et tegn på min utålmodighed. Louis afsluttede kysset, hvorefter pigen gav mig et irriteret blik. Louis tog fat i hendes kinder og fik rettet hendes opmærksomhed i mod ham. Han sendte hende et kort smil og gav hende et lille kys på kinden. Det virkede egentlig meget romantisk, men ikke for mig. Det var bare forkert at stå at kigge på, så jeg trippede i stedet for bare med foden, imens jeg lod som om jeg kiggede på murstene under mig. Endelig besluttede pigen at gå sin vej. Louis bød mig indenfor, men jeg ville helst bare aflevere jakken og så forsvinde igen, men efter en længere diskussion fik Louis mig endelig lokket ind i hans hjem. Han gik bare ind, men lod døren stå åben, hvilket nok var et tegn på at jeg skulle følge med.
Godt nok, var huset virkelig flot, når man kiggede ude fra gaden af, men når man kom der ind, så var det en helt anden historie. Hans hus lignede virkelig noget der var løgn. Et typisk hjem ejet af en narkoman. Jeg fulgte efter ham ind i stuen, som stadig var ret rodet, men så slemt var det heller ikke. Det lignede lidt Harrys stue efter vores lille fest i sidste uge, bortset fra pulveret på glasbordet.
”Jeg regnede ikke med at få gæster, så jeg har ikke lige fået gjort huset i stand.” mumlede Louis, imens han fjernede noget tøj fra sofaen. Han satte sig ovenpå på armlænet, og kiggede så tilbage på mig, som forblev stående oppe.
”Bare roligt, Blair. Vi gjorde det ikke her, men i køkke –” jeg valgte hurtigt at afbryde ham.
”Jeg er ligeglad.” mumlede jeg. Louis begyndte at grine, da han tydeligt kunne se at det gjorde mig utilpas at høre om det. Jeg rakte ham hans læderjakke, som egentlig var den eneste grund til jeg var kommet. Louis kiggede på jakken og derefter på mig. Det var ligesom minderne fra tirsdags skyllede ind over hans tanker, præcis som de gjorde hver gang jeg kiggede på jakken.
”Hvordan har du haft det?” spurgte Louis med en lidt bekymret tone i stemmen.
”Jeg har det fint.” svarede jeg. Jeg puttede et falsk smil på læberne, ligesom jeg plejede at gøre når Harry spurgte om hvordan jeg havde det, men han vidste normalt godt jeg løj – og det samme gjorde Louis.
”Bare fortæl mig det.” mumlede Louis, imens han tændte en af sine halvrøgede cigaretter. Jeg forblev tavst. "Mariedt?" gættede Louis.
Jeg nikkede, mens jeg kiggede ned på mine fødder. Igen, gav tanken om det der skete mig lyst til at græde, men jeg holdt tårerne inde. Jeg følte mig virkelig svag, hvis jeg skulle til at græde igen efter jeg også havde gjort det i morges.
”Det tænkte jeg nok” sagde Louis, mens han havde sin cigaret i mellem læberne. Det så ikke spor tiltrækkende ud.
”Du ved vel godt at du ikke behøver at være bange mere.” sagde Louis, imens han kiggede mig i øjnene. Han havde vidst lige taget stoffer før jeg kom; enorme pupiller. Jeg begyndte at grine lidt.
”Du aner ikke hvor mange gange, jeg har fået det af vide.” sagde jeg og smilede til ham. ”Louis, det er jo ikke sådan noget man bare glemmer. Lige meget hvor meget jeg prøver at slippe af med dem, så vil minderne jo forblive i mine tanker i rigtig lang tid.”
”Jeg ved hvordan du har det.” mumlede Louis, mens han lod sit hoved hænge ned mod gulvet, imens han stadig havde cigaretten i hånden. Hans ansigt blev skjult af hans hår, som var blevet en smule længere. Det lignede nemlig at det ikke var blevet klippet i årevis, men så slem var det ikke.
”Hvad mener du?” spurgte jeg lidt forvirret. Louis kiggede op mig med et sørgmodigt blik i øjnene.
”Glem det.” sagde han hurtigt, og tog et sug af sin cigaret. Han prøvede at få skiftet emne, men jeg var opsat på at finde ud af, hvad det var han mente.

// Så fik jeg endelig skrevet femte kapitel færdig. Hvad synes i - og hvad tror at Louis mente? :-) MYS.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...