→ Give your heart a break {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2012
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Alt gik i stykker, da den dengang så livsglade Louis Tomlinson havde fundet sin kæreste – Eleanor Calder – efter hun havde valgt at tage en ende på sit eget liv. Den dag skulle forandre alting; Louis kunne ikke bære’ tanken om sit livs største kærlighed havde forladt ham på sådan en måde, så han drak sine sorger væk. Louis fik ødelagt sit liv godt og grundigt; lidt mere for hver dag der var gået. Han endte med at blive smidt ud af bandet One Direction. Det hjalp ikke sport. Louis blev i besiddelse af rigtig hårde stoffer; intet blev bedre!
Nu er Blair Styles – Harrys lillesøster – kommet for at hjælpe sin bror, som er så ulykkelig over hvad hans engang bedsteven gør ved sit liv. Vil Blair være i stand til at hjælpe Louis? Og kan han overhovedet reddes?

53Likes
65Kommentarer
4872Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Det var nu fire dage siden vores lille fest – og det var også fire dage siden, jeg havde set Louis. Min bror havde heller ikke hørt fra ham. Jeg kunne nemt se at han var lidt bekymret, for hver gang han prøvede at ringe til Louis, så gik den direkte til telefonsvareren. Selvom min bror havde været ret hård imod Louis den aften, så holdt han stadig rigtig meget af ham – også selvom han prøvede at skjule det. Jeg brød mig ikke om at se min bror sådan. Han virkede så deprimeret. Jeg ville gerne prøve at få min brors tanker lidt væk fra Louis, så jeg havde planlagt en lille film aften sammen med Niall, Zayn og Liam. En succesfuld aften, hvis jeg selv skulle beskrive det. Min bror virkede så glad – og det lignede at han havde fået Louis skubbet ud af sit system.

***

Jeg lå oppe i sofaen med min mobil i hænderne, imens lyden fra en gyserfilm spillede i baggrunden. Drengene var faldet i søvn – for lang tid siden. Det plejede normalt at være mig, som lagde sig til at sove først – og det var ikke, fordi at jeg ikke havde lyst, for det havde virkelig. Jeg kunne bare ikke. Hvilket egentlig var underligt. Jeg plejede normalt at falde i søvn på rekordtid, men denne nat ville mit sind ikke tillade det. Jeg lod mit blik glide over på det lille vækkeur, som stod på stuebordet. Klokken var lidt i fem. Et lille suk undslap mine læber, før jeg forsigtigt satte mig op i sofaen. Jeg havde det egentlig ret varmt, så jeg gik hen til det store vindue i stuen for at sætte det en smule på klem. Jeg trak gardinerne fra – og uden at overdrive, så var jeg ved at falde ned på gulvet af forstrækkelse. En mørk skikkelse kunne ses ude på gaden. Selvom huset var godt låst af, så løb mine tanker nærmest løbsk og jeg måtte indrømme, at jeg var en smule bange. Jeg ville så gerne trække gardinet for, hvorefter at løbe hen til min bror for at fortælle ham det, men jeg stod som sømmet fast til gulvet.
Skikkelsen, som jeg stærkt regnede med var et menneske, kiggede over på selve det vindue, som jeg stod foran. Hans øjne mødte mine – og så var der ingen tvivl om hvem det var. Louis. Vi stod i nogle få sekunder med øjnene låst fast i hinandens, før Louis hurtigt vendte sig om og forsvandt, men så let skulle han ikke slippe fra mig. Heldigvis havde jeg allerede nogle jogging bukser, samt en sort top på, så jeg fik bare hurtigt stukket fødderne ned i mine sorte Converse, før jeg lydløst forlod huset.

Jeg løb ud på vejen, hvor jeg fik øje på Louis for enden af gaden. Jeg nåede knapt at se ham, før han drejede oppe ved hjørnet og han var ude for rækkevidde. Den forfærdelige kulde gav mig lyst til at styrte ind i huset igen. Tilbage i varmen i stedet for det kolde vintervejr, men jeg begyndte dog alligevel at løbe efter ham. Jeg ville gerne vide hvad han lavede foran min brors hus. Jeg ville have svar.
 Da jeg – ligesom ham – fik drejet oppe ved hjørnet, så fik jeg øje på endnu en lang gade. Meget længere end den anden var. Louis var ikke til at se nogen steder, men jeg var dog alligevel ikke alene. Nogle stemmer lidt længere væk kunne nemlig tydeligt høres. Min nysgerrighed tog over, så jeg begyndte langsomt at gå op ad den mørke gade, som kun var oplyst af nogle enkle gadelygter. Jeg burde nok vende om, men hvis nu det var Louis. Det var jeg nød til at vide. Stemmerne blev højere, jo længere ned ad gaden jeg gik. Pludselig nåede jeg ned til en rundkørsel, hvor jeg kom i et sammenstød med en lille flok mænd. Det var sikkert deres stemmer, som jeg havde forfulgt. Måden de bevægede sig på – og det faktum at den ene havde en øl flaske i hånden fortalte mig at de helt klart var langt mere end beruset. Jeg skyndte mig at træde et par skridt væk, og kiggede undskyldende på dem. De virkede ikke rigtig sure, men der var et eller andet underligt over dem. Den måde de stirrede på mig.
”Undskyld, jeg så mig ikke for.” mumlede jeg, hvorefter jeg prøvede at gå uden om dem. Jeg havde bare lyst til at komme væk – hurtigst muligt, men fyren som jeg var gået ind i, greb hurtigt fat i min top og fik revet mig tilbage. Sjovt nok, så kæmpede jeg ikke i mod. Hvis jeg gjorde, så ville han sikkert også blive sur. Aggressiv var en let ting at blive, når man havde alkohol i blodet.
”Det gør ikke noget, skat.” mumlede han med en lidt hæs stemme. Jeg sendte ham et lille smil, før jeg igen prøvede at gå videre, men han lod mig ikke slippe væk. Jeg lod mit blik glide rundt omkring mig. Jeg var helt alene – med dem.
”Hvad laver en flot pige som dig her ude helt alene?” spurgte han, og lod en enkel finger glide langsomt ned af min nøgne arm, imens han studerede min krop. Jeg åbnede min mund for at svare, men jeg kunne ikke få et ord ud. Han fjernede sin opmærksomhed fra mig i nogle få sekunder, hvilket nok var mit tegn på at stikke af. Han havde stadig hårdt fat i min trøje og jeg kunne da umuligt løbe væk uden at blive trukket tilbage igen, så jeg lod mit ansigt glide ned til hans håndled, hvor jeg hurtigt lod mine tænder borer sig ned i hans hud. Et smertefuldt råb fløj ud gennem hans læber, før han hurtigt rev sin arm til sig igen. Jeg fik hurtigt drejet om på benene og så styrtede jeg ellers bare ned ad gaden, imens jeg lod nogle højlydte skrig ryge ud.
Mændene jagtede mig, men jeg var selvfølgelig langt hurtigere end en bunke gamle, fulde mænd. Da jeg havde løbet flere hundrede meter ned af gaden, så valgte jeg at dreje. Måske ville det forvirre dem. Dog, til min forstrækkelse så var det ikke en ny gade, som jeg kom ind på. Nej, det var en blink gyde. Jeg troede stadig, at de var langt bagud, så jeg vendte mig om og skulle lige til at løbe videre, men de havde åbenbart allerede indhentet mig og stod nu og dækkede min eneste vej ud. Jeg var skrækslagen, og de grinede bare alle lumsk af mig, mens de langsomt trådte tættere på mig. Jo nærmere de kom, jo længere gik jeg bagud. Til sidst kunne jeg mærke min krop ramme enden af gyden. Jeg havde ingen steder at løbe hen. Jeg kunne umuligt løbe forbi dem, når de var så mange. Min krop rystede, mens de fortsatte med at komme tættere på mig. Til sidst var hans krop presset helt op imod min, imens hans venner stod bag ham – parate til at gribe fat, hvis jeg skulle prøve at undslippe. Min ryg var helt mast op af den kolde stenmur, men kulden var mit mindste problem lige nu. Han lod sine iskolde hænder placerer sig på mine kinder, imens han førte sit ansigt læber tættere på mit. Til sidst var vores læber kun nogle centimeter fra hinanden.
”Fanget.” hviskede han, før han hurtigt lod sine læber angribe mine, men han nåede knapt at røre dem, før han blev trukket væk fra mig. Jeg kiggede op, hvor mit blik ramte en brunhåret fyr med læderjakke. Ja, det var Louis. Han nænnede mig ikke det mindste blik, før han gik til angreb på de andre. Tingene gik så hurtigt. Jeg kunne slet ikke forstå det. Mine ben gav efter, og jeg gled ned på den kolde jord. Selvom jeg tydeligt kunne høre Louis råb, at jeg skulle stikke af. Jeg valgte bare at ignorere det og kravlede i stedet for over i det nærmeste hjørne. Jeg lod mit ansigt skjule sig i mine knæ, imens drengene fortsatte med at slå løs på hinanden.

Slåskampen fortsatte i hvad der føltes som evigheder, men til sidst kunne jeg godt se at Louis var ved at få overmandet dem. To af dem havde allerede stukket af, mens Louis forsatte med at prøve at få den sidste til at give op. Det var også den samme person, som havde haft sine læber på mine lige før. Louis virkede så stærk i forhold til ham. Louis havde ikke en eneste skramme, imens han – den anden –s' ansigt var smurt ud i blod. Det så forhåbentlig mere voldsomt ud end det i virkeligheden var.
Endelig valgte han at give op, så han skyndte sig væk med en lille smule hjælp fra Louis fod. Louis lænede sig op af muren, imens han lod sine hænder kører igennem hans hår. Det gjorde han kun i et par få sekunder, før han kom i tanke om, at jeg stadig sad sammenkrølet nede i hjørnet. Han skyndte sig hen til mig, hvor han greb fast under armene på mig og fik trukket mig op på benene igen. Hvis jeg selv beskrive det, så tror jeg at jeg var i chok. Jeg rystede i hvert fald, og anede ikke hvad jeg skulle gøre af mine tanker.
”Blair.” sagde Louis og kiggede bekymret på mig. "Er du okay?"
Jeg kiggede bare på Louis i nogle få sekunder, før jeg langsomt rystede på hovedet. Jeg var ikke okay. Louis nåede lige at komme med et enkelt suk, før han trak mig ind i et varmt kram. Jeg havde ikke rigtig set det komme, men jeg blev alligevel ikke forskrækket. Jeg følte mig bare tryk, nu hvor Louis havde kommet til undsætning. Underligt nok, da det kun var et par dage siden, han havde skræmt livet ud af mig, da han dukkede op til Harrys fest. Det var dog ikke nær så slemt som dette. Jeg lod mit hoved hvile på Louis’ skulder i nogle sekunder, da jeg faktisk var blevet en smule søvnig nu. Jeg var nok bare udmattet efter det, jeg lige havde gået igennem.
Louis stoppede krammet, hvorefter han hurtigt vendte sig om for at rive sin mobil op. Han tastede et nummer op, hvilket jeg stærkt regnede med var Harrys. Jeg gættede rigtigt. Louis begyndte at forklare det hele, bortset fra det faktum at Louis var grunden til at jeg havde forladt huset. Mens Louis stod med sin mobil oppe ved øret, tog mine følelser ligesom over. Jeg var så forvirret. Jeg kunne ikke rigtig forstå hvad der lige var sket – og tanken om hvad der mon ville have sket, hvis Louis ikke var kommet… skræmte mig virkelig. Tårerne begyndte langsomt at forme sig i mine øjne. Jeg prøvede at holde dem inde, men nogle enkle fandt deres vej ud af min øjenkrog og gled ned af mine kolde kinder. Da Louis fik øje på det dette, begyndte han trøstende at ae min kind med hans tommelfinger, mens han stadig snakkede med Harry.

”Okay.” var det sidste Louis sagde, før han lagde på. Han lagde sin mobil ned i lommen igen, og lod så sin opmærksomhed falde tilbage på mig. Jeg stod lænet op af muren med hovedet hængende ned mod jorden. Jeg græd ikke længere, men jeg var stadig bange og forvirret, og det vidste Louis godt. Han lagde sin hånd under min hage og løftede det forsigtigt op, så vi nu stod med ansigterne vendt imod hinanden.

”De er væk, Blair. Du behøver ikke at være bange mere.” sagde han. Louis sendte mig et opmuntrende smil.
”De ville– ” prøvede jeg at hviske, men Louis valgte hurtigt at afbryde mig. ”Jamen, det skete ikke. Du har overhovedet ingen grund til at være bange, Blair."
Han snakkede meget stille og roligt til mig, hvilket fik mig til at slappe af. Jeg nikkede bare, før jeg sendte ham et lille taknemlig smil, mens jeg prøvede at varme mine arme ved hjælp af mine hænder.
”Årh. Hvor er mine manere? Her.” mumlede han, hvorfefter han hurtigt tog sin læderjakke af og gav mig den på. Et enormt smil gled frem på mine læber, da varmen fra hans jakke overtog min krop.
”Tak Louis – og ikke kun fordi at du gav mig din jakke, men fordi du reddede mig.” sagde jeg og smilede lettet tilbage på Louis.
”Det var ikke noget..” sagde Louis og kiggede væk. Typisk mænd, de kunne aldrig bare tage imod en kompliment.
”Nå, men jeg lovede Harry at mødes med ham oppe på hjørnet, så vi må nok hellere gå.” sagde Louis. Jeg nikkede og begyndte hurtigt at gå foran Louis for at komme hen til min bror. Louis gik bare i et normalt tempo bag mig.

Da jeg endelig fik øje på min bror, så kunne jeg ikke rigtig gøre andet end at styrte op i hans arme. Zayn, Niall og Liam var der også, hvilket jeg havde det helt fint med. Min bror gav uden tvivl de bedste kram, så jeg havde det helt forfærdeligt igen, da han trak mig væk fra sig.
”Er du okay, Blair?” spurgte Harry. Jeg havde det bedre end før, men jeg var stadig en smule rystet over alt det her, men det kunne jeg ikke fortælle Harry. Jeg ville ikke gøre ham mere bekymret end han var i forvejen, så jeg lod bare et falsk grine slippe ud, mens jeg nikkede på hovedet og forsikrede ham at alting var i orden – på grund af Louis. Harry kiggede over på Louis. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, så han kiggede bare taknemligt på ham, mens han kørte en hånd igennem hans ellers så flotte krøller.
”Jeg ved det godt, Harry.” sagde Louis stille, men sendte min bror et lille smil. Det samme gjorde Harry.  Jeg begyndte at tage jakken af for at aflevere den tilbage, men Louis stoppede mig.
”Behold den. Der er stadig et stykke til at du er hjemme, og drengene kan bare få en til at aflevere den tilbage. Det er et af frynsegoderne ved at være kendt. Vi ses, ikke?” sagde Louis, og blinkede sødt til mig, før han vendte sig om og gik væk.
Der var en tavs stemning i mellem os andre. Det var som om ingen af os, vidste hvad vi skulle sige, men det valgte Niall at afbryde med sin latter. Det var sikkert Louis lille replik om frynsegoderne ved at være kendt, som havde fået ham til at grine, hvilket også fik os andre til at grine og selv Louis grin kunne svagt høres, da han egentlig kun var nået nogle få meter væk. Det var egentlig overhovedet ikke sjovt, men Niall fandt jo det meste som Louis sagde underholdende, så selvfølgelig begyndte han at grine – og bare det faktum at Niall gjorde det, fik os andre til det. Det var en super rar følelse, at høre drengene grine sammen igen, men det var en meget kort fornøjelse og Louis forsvandt snart ud af rækkevidde.

Vi begyndte langsomt at gå hjem ad. Jeg holdt fast i Harrys arm, mens mit hoved lå på hans skulder. Jeg havde mine øjne lukket, så jeg håbede bare at jeg ikke ville gå ind i noget. Jeg var faktisk heller ikke bange, for min bror skulle nok beskytte mig. Det tog kun nogle få minutter før jeg var hjemme. Jeg slap min bror hurtigt og styrtede op af trapperne. Jeg nåede kun at råbe et enkelt godnat, før jeg smækkede døren i – og smed mig sengen. Stadig med Louis jakke på.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...