→ Give your heart a break {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2012
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Alt gik i stykker, da den dengang så livsglade Louis Tomlinson havde fundet sin kæreste – Eleanor Calder – efter hun havde valgt at tage en ende på sit eget liv. Den dag skulle forandre alting; Louis kunne ikke bære’ tanken om sit livs største kærlighed havde forladt ham på sådan en måde, så han drak sine sorger væk. Louis fik ødelagt sit liv godt og grundigt; lidt mere for hver dag der var gået. Han endte med at blive smidt ud af bandet One Direction. Det hjalp ikke sport. Louis blev i besiddelse af rigtig hårde stoffer; intet blev bedre! Nu er Blair Styles – Harrys lillesøster – kommet for at hjælpe sin bror, som er så ulykkelig over hvad hans engang bedsteven gør ved sit liv. Vil Blair være i stand til at hjælpe Louis? Og kan han overhovedet reddes?

53Likes
65Kommentarer
4853Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, men ikke fordi jeg var glad for at se ham. Nej, mere fordi at hans pupiller var ligeså store, som de havde været i går, hvilket måtte betyde at han havde taget noget. Jeg var egentlig ret bange. Jeg havde været omkring stofmisbruger før, selv når de var ekstrem påvirket, så jeg vidste at de kunne være helt forudsigelige, men selvom Louis så ekstrem rolig ud, så kunne jeg ikke lade være med at skælve en smule. Jeg prøvede at smække døren i, men Louis satte sin fod imellem, så jeg ikke kunne få den lukket. Jeg åbnede modvilligt døren igen, hvor mine øjne mødte hans. Han så selvsikker ud, men alligevel så ulykkelig, imens han stod der, lænet op af dørkarmen.
 ”Jeg troede nok det var dig, Blair.” sagde han’ og sendte mig kækt smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, så jeg smilede bare nervøst tilbage til ham.
”Rygtet siger, at I holder en lille fest her.” sagde Louis, hvorefter han prøvede at stille sig på tæer, så han kunne se over hovedet på mig. Jeg gik lidt længere ud, så jeg kunne lukke døren bag mig. Jeg samlede mod – og åbnede endelig munden.
”Uh, ja. Vi kunne jo også holder vores egen lille fest her ude. Kunne vi ikke?” spurgte han, imens han gik lidt tættere på mig. Jeg tog en hånd op på hans bryst, for at standse ham. Jeg skubbede ham blidt væk. Fyren kunne ikke gøre for at han opførerede sig sådan. Det var stoffernes skyld. 
”Louis, gå.” sagde jeg. Ikke koldt, men mere advarende. Han skulle ikke være her. Drengene ville ikke blive glade for at se ham, især ikke når de alle var i den tilstand; Louis høj på stoffer og resten så fulde at de knap nok kunne gå.
Louis blev stående, prøvede at se lige så selvsikker ud, som han havde gjort før, men hans øjne fortalte en helt anden historie; Han var såret, men det ville han selvfølgelig aldrig indrømme overfor mig. Jeg brød mig ikke om at gøre andre kede af det, så jeg gik et skridt tættere på Louis. Han kiggede ned, så hans ansigt var skjult for mig.
”Er du okay, Louis?” spurgte jeg, men han nåede ikke at give mig et svar, for pludselig kom min bror ud. Han gik lidt ustabil, så jeg greb fat i ham, så han ikke skulle falde. Det havde jeg dog ikke behøvet at gøre, for i det sekund han fik øje på Louis, stivnede han. Louis kiggede også op; deres øjne mødte hinanden. Jeg havde svært ved at læse dem. De virkede så vrede, men alligevel ikke.
”Hvad laver du her?” sagde Harry koldt, imens hans hår blafrede i vinden. Det slog mig selvfølgelig lidt ihjel at se dem sådan.
”Jeg kom for at se din søster.” sagde Louis, igen og sende Harry et drillende smil. Jeg kiggede op på min bror, som ikke så særlig glad ud for Lous' svar. Det var alkoholen, der styrrede min bror nu, så kort efter Louis havde fået de ord ud af munden, skulle min bror lige til at springe på ham, men jeg reagerede hurtigt og greb straks fat i ham og knuede ham tit ind til min krop, bare for at stande ham fra at hoppe på Louis.
”Harry stop.” råbte jeg. Jeg blev lidt chokeret over min bror kunne finde på at slå, men jeg kunne ikke bebrejde ham. Der var så meget vrede i hans øjne, han havde selv svært ved at få vejret, efter hvor ophidset han blev. Louis kørte en hånd igennem sit hår, før han begyndte at grine hånligt af min bror.
”Ingen vil have dig her, Louis. Hvorfor går du ikke bare?” sagde Harry koldt. Han virkede så alvorlig, men alligevel vidste jeg godt, at han løj. Harry ville ønske han kunne invitere Louis ind, så de kunne fjolle rundt sammen ligesom i de gamle dage, men det var ligesom fortid nu. Hvis de alligevel valgte at lukke ham ind, så ville han – Louis – ikke turde. Han havde ikke lyst til at være en del af alt det her. Han ville bare væk fra dem, men når de ikke tog kontakt til ham mere, så manglede han opmærksomhed. Det var svært at forklare Louis, da jeg ikke kendte ham så godt. Jeg kendte ham kun ud fra det min bror havde fortalt om ham i går – og der var meget. Hans øjne fortalte jo også en masse, der var så mange følelser blandet i dem. For eksempel som nu; Louis prøvede at holde sin lille facade kørende, men han så alligevel helt knust ud. Det lagde Harry ikke mærke til. Vreden gjorde ham blind.
”Okay, jeg går.” sagde Louis. Jeg kiggede på ham, men jeg kunne ingen følelser se på ham. ”Men jeg kommer tilbage.”
Jeg beholdte mine øjne på ham i et sekund, hvor jeg bagefter kiggede på min bror. Louis sendte mig et lille smil, hvorefter han tog sin hånd op på min kind og aede mig forsigtigt. Jeg tænkte slet ikke over, at fjerne hans hånd, da mine øjne var låst fast i hans. Jeg kiggede forvirret på ham, prøvede at læse ham, men det var umuligt. 
”Vi ses snart.” sagde han  – og fjernede sin hånd. Han grinede lidt, før han sagde farvel til Harry og forsvandt. Det var først der, jeg fandt ud af hvor koldt det egentlig var udenfor. Jeg stod jo udenfor i et af mine korteste par shorts – og selv uden sko!
”Du fryser, Blair! Kom med ind.” sagde min bror. Han lød ædru, men det var han selvfølgelig langt fra. Dog alligevel havde Harry en sær trang til at beskytte mig; imod alting! Min bror hev mig med indenfor, hvor de første vi mødte var Niall og Zayn. Harry begyndte at fortælle dem om det der var sket med Louis. De virkede ikke særlig overrasket.
”Det er da også bare typisk ham.” mumlede Niall, som stod lænet op af væggen med en næsten tom flaske vodka i hånden. De andre drenge var tydeligvis enige i ved hvad Niall sagde.
”Nå fuck det. Fuck ham.” sagde Harry. Han tog flasken ud af Nialls hænder og kastede den hen på væggen, hvorefter han forsatte ind i stuen med Niall og Zayn følgende bag ham, som om intet var sket.
 

// Næste kapitel kommer muligvis ud i morgen - er ikke sikker på om jeg kan nå det, men skal nok forsøge :-) MYS.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...