→ Give your heart a break {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2012
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Alt gik i stykker, da den dengang så livsglade Louis Tomlinson havde fundet sin kæreste – Eleanor Calder – efter hun havde valgt at tage en ende på sit eget liv. Den dag skulle forandre alting; Louis kunne ikke bære’ tanken om sit livs største kærlighed havde forladt ham på sådan en måde, så han drak sine sorger væk. Louis fik ødelagt sit liv godt og grundigt; lidt mere for hver dag der var gået. Han endte med at blive smidt ud af bandet One Direction. Det hjalp ikke sport. Louis blev i besiddelse af rigtig hårde stoffer; intet blev bedre! Nu er Blair Styles – Harrys lillesøster – kommet for at hjælpe sin bror, som er så ulykkelig over hvad hans engang bedsteven gør ved sit liv. Vil Blair være i stand til at hjælpe Louis? Og kan han overhovedet reddes?

53Likes
65Kommentarer
4851Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Der stod jeg så; ude foran min bror – Harry Styles’ – hus. Det var godt nok lang tid siden, jeg havde set min storebror.
Sidste gang jeg så ham var vidst juleaften 2011; snart tre år siden. Det havde været en af de bedste juleaftner i hele mit liv.

Et smil gled frem på mine læber, når jeg tænkte på hvor glad min bror ville blive for at se mig igen. Vi havde altid været så tætte, selv når vi var flere tusinde kilometer fra hinanden. Han var den typiske beskyttende bror, som altid skulle vide alt der forgik i mit liv. Det var også okay, for mit liv var ikke spor spændende, men alligevel elskede han at lytte til hvad jeg lavede. Det elskede jeg ham for.

Jeg blev rystet ud af mine tanker, da mit blik fangede en fyr iført en bordeauxfarvet hættetrøje, komme styrtende ud fra brors hus. I starten troede jeg selvfølgelig at det var Harry, så da han bare passerede mig uden som så meget at kigge på mig, rev jeg fat i hans arme. Jeg hev hårdt, så jeg fik ham vendt om; men de øjne jeg mødte var langt fra min brors. En sær følelse skylede hen over min krop. Mine øjne var ligesom låst fast i hans. Han var påvirket af noget; det var ikke svært at se, fordi hans pupiller var helt ubeskrivelig store. Efter hvad der føltes som evigheder rev han sin arm til sig. Selvom jeg ikke havde et greb om ham mere, så fulgte min øjne ham stadig. I hvert fald indtil han var ude for rækkevide. Da jeg ikke kunne se ham mere, fik jeg mig selv skubbet ham ud af mine tanker.

Han havde forladt døren åben, så i stedet for at banke på, så gik jeg bare ind. Jeg gik langsomt igennem min brors hus. Jeg blev lidt overrasket over hvor flot en indretningsstil han faktisk havde. Jeg fandt min bror inde i stuen, som var så stilfuld. Jeg havde jo regnet med at det ville ligne en losseplads, men igennem hele huset havde jeg ikke set noget rod overhovedet. Det var så indtil jeg kom ind i stuen. Der var noget knus glas på gulvet. Jeg kunne nok gætte mig frem til at det var fra en vase, da der lå nogle blomster også. Harry var i gang med at samle de store skår op. Han rejste sig op – og fik endelig øje på mig. Han blev vidst overrasket, for de glasskår han lige havde samlet op, røg ud af hans hænder og blev knust igen. 
”Blair!” nåede han lige at råbe, før han smed sine arme om mig. Jeg havde savnet min brors kram.
”Hvor har jeg har savnet.” mumlede min bror med hovedet begravet i min skulder. Jeg trak ham lidt væk.
”Jeg har også savnet dig, storebror.” sagde jeg. Et ligeså stort smil som der var på mine læber, dukkede frem på Harrys. Uden han havde bedt om hjælp, satte jeg mig ned på hug og begyndte at samle glasskår op. Det samme gjorde Harry. Jeg lagde mærke til at der var en lidt trist stemning.
”Harry, er du okay?” spurgte jeg. Harry kiggede op på mig. Mine øjne borrede sig ind i hans; det var han ikke. Det kunne tydeligt ses. Han prøvede at sende mig et forvirret blik, som om han ikke anede hvad jeg snakkede om, men jeg kunne nemt se smerten bag hans lille facade. Harry svarede ikke på mit spørgsmål, men rakte ud efter blomsterne. Jeg tog nogle servietter oppe fra bordet, hvor vasen var faldet ned fra. Jeg begyndte at tørre det resterende vand op, imens jeg stadig prøvede at få Harry til at fortælle mig hvad der gik ham på.
”Du ved da at du kan fortælle mig alting.” sagde jeg. Harry kiggede på mig, hvorefter han gav mig et lille nik, men stadigvæk forblev tavs. Det er irriterede mig selvfølgelig at han ikke gad fortælle mig det, men jeg lod være med at grave mere i det.
”Det er Louis.” sagde Harry lavt.

Jeg kendte godt Louis – eller jeg kendte ham ikke rigtigt, men jeg vidste hvem han var. Han var et tidligere medlem af min brors band. Han blev smidt ud fordi han var i besiddelse af stoffer. Han kom endda i fængsel. Det vidste jeg, fordi det var min bror, som betalte hans kaution. Louis var min brors bedsteven. Deres venskab ændrede sig dengang Louis gjorde. Jeg kan huske dengang de stadig var med i x-factor. De var så glade for hinanden. Jeg sad tit på webcam med min bror sent om aften. Louis kom tit brasende ind og kastede sig over Harry. Altså på den fjollede måde, som kun bedstevenner kan gøre. Det skete ikke mere. Harry talte sjælendt om Louis. Det var som om at han prøvede at glemme ham.

”Han kom her over.” mumlede Harry.
”Var det ham som gjorde det her?” spurgte jeg, imens jeg kiggede ned på blomsterne. Harry sendte mig et lille stift smil, hvilket måtte betyde ja.
”Han havde taget et lille andet lort. Hans pupiller var enorme, Blair. Han var ikke sig selv.” sagde han. Min bror lød helt trist. ”Han er ikke sig selv.”
Det slog mig lidt ihjel indeni at høre min bror talte sådan. Harry havde altid holdt rigtig meget af Louis; følesen var gensidig. De havde altid været der for hinanden.
 Jeg kan huske engang, hvor Louis og jeg havde talt i telefon i flere timer. Han var bekymret for Harry.

”De er virkelig lede imod ham, Blair.” sagde Louis. Han lød næsten ligeså bekymret, som jeg var.
Det var snart en halv time siden vores samtale var begyndt. Louis ringede tit til mig, når tingene gik helt galt for Harry. Ligesom dengang han gjorde det forbi med Caroline; han var knust.
”Han gider ikke engang tale med mig om det.” mumlede Louis. Han var nød til at tale lidt lavt, fordi han var i samme lejlighed, som min bror. De boede sammen.
”Bare giv ham noget tid, Louis.” sagde jeg. Jeg prøvede at lyde optimistisk, men Louis kunne sikkert høre at det gik mig lidt på.
”Jeg ville ønske du var her. Harry savner dig.”

Det havde gjort ondt på mig, da Louis havde sagt det. Det var snart tre år siden. Dengang var jeg lige begyndt på min lægeuddannelse, så jeg kunne ikke bare rejse. Jeg ville gerne være der for min bror mere end noget andet, men jeg vidste at hans venner ville tage sig godt af ham. Jeg ringede tit til dem for at høre om alt var okay med min bror, når han havde lydt’ lidt trist i vores telefonsamtaler. Harry havde ingen ide om at jeg stadig gjorde det. Det var normalt Louis, jeg ringede til, men siden at han aldrig tog min opkald, så begyndte jeg at ringe til Liam.

”Han ville tilbage i bandet. Det faktisk lidt sjovt, for det var kun et par dage siden han sagde han aldrig ville se os igen.” mumlede Harry, imens han pillede lidt ved sit hår. Jeg sagde intet. Jeg lyttede bare. Min bror havde brug for at få talt ud.
”Jeg sagde nej. Jeg kunne se skuffelsen i hans øjne. Det var som jeg havde stukket en kniv i hans ryg. Jeg havde svigtet ham. Jeg kunne ikke klare at se ham sådan, så jeg sagde at hvis han droppede det pis, så havde han måske stadig en chance.” Hans stemme knækkede lidt, men han prøvede at skjule det ved at gøre sin stemme lidt dybere.
”Han blev virkelig sur, Blair. Jeg prøvede at køle ham ned, men jeg fik kun gjort ham vredere. Jeg havde villet tage min hånd på hans skulder, men han langede ud efter mig. I stedet for at ramme mig, så kom han til at slå vasen ned. Han gik helt i panik bag efter’ – og styrtede væk.” sagde Harry, hvorefter han udmattet lagde sit hoved skjult ned i sine hænder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...