Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40108Visninger
AA

6. You found me

Harrys synsvinkel

."JEG er ikke fan af jeres LATTERLIGE band, så gider i godt at tie stille, tak!" Jeg kunne se, at hendes blik faldt rundt på de andre drenge men undgik mig, og lidt efter rejste hun sig og gik ud i gangen. "Jessica!" Råbte jeg efter hende, i håb om at hun ville komme tilbage, men hun lukkede det bare totalt ude. "Jess, kom nu, det var bare for sjov." Sagde Louis, og lidt efter Niall også.

"Jessic.." Jeg skulle til at kalde på hende igen, inden jeg hørte et smæk med døren. Åh gud, det her var ikke meningen. Jeg havde faktisk glædet mig til denne her eftermiddag hvor hun skulle møde drengene, og jeg kunne være sammen med dem hele eftermiddagen. Det lyder måske en anelse underligt, når jeg jo ikke har kendt hende i ret lang tid, faktisk var det her kun anden gang jeg så hende. Men der var noget særligt over hende. Jeg vidste der var et eller andet hun ikke kunne lide ved mig, jeg kunne se det på hende når jeg kiggede på hende. Som om hun blev usikker.

"Det var ikke meningen..." Sagde Zayn og så bekymrende på mig. Jeg vidste, at han nok bebrejdede sig selv, da han startede det hele, og samtidigt ikke kendte hende. Ihvertfald ikke specialt godt.

"Hun kommer forhåbentlig tilbage, eller er taget hjem." Mumlede jeg, og overvejede faktisk om jeg ikke skulle tage ud og kigge efter hende, men jeg vidste ikke om idéen var særlig god. Hun havde siden igår, - som sagt - virket som om hun havde et eller andet imod mig. Men jeg bebrejdede hende ikke, det var måske svært for hende, at vi ligepludselig kom 'ind i hendes liv', jeg kendte hende ikke, så jeg vidste ikke om hun havde håbet at hendes mor og far ville finde sammen igen. Så jeg havde følt en del empati, istedet for at tage det til mig, og jeg ville desuden også meget gerne lære hende bedre at kende.

"Harry?" Liam daskede blidt til mig, for at få min opmærksomhed. "Ja?" Svarede jeg hæst hvorefter jeg fik øjenkontakt med ham. "Ikke vær bekymret." Han smilede varmt til mig, og jeg tror bare at det var bedst hvis jeg lyttede til ham. Hun var sikkert bare taget hjem.

 

Jessicas synsvinkel

Mine hænder rystede, og jeg lage straks min mobil ned i min baglomme for ikke at tabe den. Vidste hun hvor vi var? Jeg kunne pludselig mærke noget vådt mod mine kinder, og lod mine tåre få frit løb. Det var det her, jeg havde frygtet siden vi flygtede.

Jeg løb af sted, i fuld fart ned mod stranden. Jeg havde brug for at være alene og tænke. Selvom jeg selvfølgelig var en aneles bange. Hvis hun vidste min far havde fået en ny kæreste, når det først var blevet officielt idag, og de kun havde fortalt det til Harry og jeg, hvorfor skulle hun så ikke også vide hvor jeg var? Og hvad mente hun egentlig med at han var lykkelig, 'indtil videre'?

Jeg gik ud på broen, mens bølgerne fløj med fuld kraft ind mod bredden. Jeg satte mig ned på broen, mens min sko snittede vandet. Indtil videre? Hun skulle ikke gøre ham noget. Jeg ville ofre alt, for at hun hverken gjorde ham eller Agnes noget, endda mig selv.

En hovedpine skød frem i hovedet, og det føltes som om en knude dannede sig i min mave og udviklede sig til en stor smerte. En høj bølge trak sig ind, og gik mig til knæerne, hvilket hurtigt fik mig til at rejse mig. Jeg sukkede for mig selv, og derefter faldt tårene. En efter en ned af min kind, som gjorde dem kolde at blæsten.

Jeg gik ned fra broen, og satte mig på en bænk som stod helt bagerst på stranden. Jeg satte mig på den, og kiggede rundt. Der var ingen mennesker til syne, og det gjorde mig lidt utryg. Hvis i ved hvad jeg mener. Men jeg var ligeglad, jeg kunne ikke gå hjem. Jeg havde brug for at være alene - få blæst tankerne ud af hovedet.

Og det sagde jeg lidt for hurtigt, for jeg kunne svagt se to piger som stod henne ved broen. Og det lignede herre meget de piger, som havde stået ved Harrys hus.. Var de fulgt efter mig? Egentlig gjorde det mig ikke noget som sådan, så jeg valgte bare at ignorere det. Hvem ved, måske kunne de godt lidt at tage på stranden når det blæser så meget og er så.. Koldt?

Her sad jeg. I tynd trøje og shorts, mens den kolde blæst hele tiden kunne mærkes på min krop, og den fik mig til at ryste fuldstændig. Minder kinder var mindst ligeså frosne, og man skulle ligefrem tro mine tåre var frosset til is.

Jeg var død træt. Min krop føltes tung og udmattet, mens hovedpinen var blevet værre. Jeg ville nok være gået hjem, men jeg magtede ikke rigtig at rejse mig.

***

Nialls synsvinkel

Jeg skulle til at spille fifa imod Harry, da hans telefon pludselig valgte at afbrøde det. Typisk Harrys mobil! "Harryyy" Jeg stak underlæben ud og så trist på ham, før han forlod rummet og snakkede videre.

"Hvem vil sååå spille med mig?" Jeg kiggede på Zayn, Louis og Liam som hver sad med deres mobiler, og det så ikke rigtigt ud som om de hørte mig. Jeg sukkede dybt, "Jorden kalder ONE DIRECTION." Udbrød jeg og grinte af mig selv. Når de ikke ville underholde mig, måtte jeg da underholde mig selv, ikke?

De alle kiggede op fra deres telefoner på samme tid, hvilket fik mig til at smile. "Hve.." Længere nåede jeg ikke før Harry kom ind i stuen igen, med sin jakke i hånden, hvilket tiltræk alles opmærksomhed. Hans blik så alvorligt ud, og han kiggede ferm og tilbage på os alle 4.

"Jessica er væk." Mumlede han og trak sin jakke på. Jeg kunne se på ham, at han var bekymret, hvilket jeg udmærket forstod. 

"Og hun gik herfra for cirka tre timer siden." Sagde han og lynede sin jakke. "Kan hun ikke være hos en veninde?" Spurgte jeg om, og Harry kiggede straks på mig. "De har ringet til hende. Hun har ikke set hende." Svarede han, før stilheden bredte sig.

"Men ihvertfald, går jeg ud og leder efter hende." Sagde han og drejede sig rundt for at gå ud i gangen igen. Straks rejste vi andre os, Harry havde vel ikke troet vi ville sidde her imens, vel?

"Vi tager med." Sagde Liam og lage en beroligende hånd på hans skulder, men det tog Harry sig ikke af. "Harry, vi skal nok finde hende. Hun er sikkert bare ude og få noget luft." Sagde jeg og tog min jakke på, da det så ret koldt ud udenfor.

"Men hun plejer aldrig at være ude og gå selv, og slet ikke i så lang tid, det siger hendes far." Sagde han, før vi alle styrtede ud af døren. Der var noget underligt ved det, tre timer var ikke såå meget, men jeg kendte hende jo heller ikke, så jeg vidste selvfølgelig ikke om der var en grund til at de blev så bekymret.

"Vi deler os, så går det hurtigere." Sagde Louis, og jeg nikkede mig enig. "Niall og Harry, også os andre?" Forslog han, og vi alle mumlede et 'ja', og gik hver for sig.

"Hvad med parken?" Forslog jeg og prøvede at følge med i Harrys hurtige skridt. Han svarede ikke, men satte kurs mod parken.

"Ingen Jessica." Mumlede han og gik længere ind i parken, for at se nærmere. Han sukkede tungt, og da jeg skulle til at åbne munden for at sige noget til ham, kom to piger gående hen mod os. Deres øjne blev store hvilket fik mig til at smile. Fans.

"Hej." Mumlede den ene pige og bed sig hårdt i læben. "Hej piger, vi har desværre ikke tid til at snakke, vi ledder efter en.." Prøvede jeg at sige roligt og smilede venligt til dem.

"Hvordan ser hun ud?" Spurgte pigen som stod ved siden af hende den anden. "Brunt langt hår, shorts, converse, langærme..." Svarede Harry men blev derefter afbrudt af .en af pigerne. "Gik hun ud fra dit hus for.. Et par timer siden?" Hun rettede sit blik mod Harry som nikkede.

"Hun er på stranden.. Hun ser ud til at fryse en del og ser ret forstreret ud." Mumlede hun og pegede i den retning, som stranden lå i.

"Tak for hjælpen." Sagde Harry og krammede dem begge, hvilket fik dem til at smile så bredt som muligt, før jeg gjorde det samme. "Vi må løbe, tak for hjælpen piger!" Sagde jeg før jeg løb efter Harry som var gået meget i forvejen - fans var altid nyttige og venlige!

Vi var hurtigt nede ved stranden og kiggede os omkring. Vi gik lidt længere ud, men fik ikke lige øje på noget. "Harry hun er her et sted." Sagde jeg og prøvede - ligesom Liam - at lægge en beroligende hånd på hendes skulder.

"Harry, Niall!" Jeg kunne høre Zayns stemme, og med ét vendte både Harry og jeg os om, hvor Zayn, Liam og Louis stod ved en bænk.. Og var det ikke Jessica som lå der på bænken? Selvfølgelig var det hende!!

 

Jessicas synsvinkel

Jeg kunne pludselig høre nogen stemmer omkring mig, og faktisk nogen af de stemmer, jeg ikke lige var mest i humør til at snakke med.

"Jess" Blev der sagt igen, og jeg åbnede stille mine øjne, hvorefter jeg kunne høre Zayn kalde efter Harry og Niall. De måtte være her på stranden også. Hvordan havde de egentlig fundet mig?

"Jessica, du fryser jo." Sagde Zayn og lage sin trøje omkring mig. Nu hvor jeg tænkte over det, frøs jeg virkelig meget. Men ikke nær så meget som først, for nu havde jeg ligesom vænnet mig til kulden, og jeg kunne ikke mærke mine fingre, så frosne var de.

"Jessica, du har skræmt livet af mig." Sagde Harry da han nåede herhen hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigt.. Skræmte jeg livet af ham? Hvorfor? Hvorfor bekymrede de sig egentlig for mig? Ingen af dem kendte mig jo egentlig? Hvorfor ledte de efter mig? Hvorfor bekymrede Zayn sig for om jeg frøs? Kunne han ikke være ligeglad, jeg skred jo bare på en så latterlig måde?

Jeg rejste mig op, og kunne mærke hovedpinen fra inden jeg faldt i søvn, dunke i mit hoved igen, og mærke svimmelheden. Et øjeblik kunne jeg ikke stå på benene, men Harry var hurtig til at gribe fat i mig. Jeg stod hurtigt på mine egne ben igen og kiggede ind i Harrys grønne øjne, som viste bekymring. Som sagt, forstod jeg ikke hvorfor han var bekymret for mig?

"Hvorfor ledte i efter mig?" Spøgsmålet fløj ud af munden på mig, og de alle kiggede på mig. "Din far ringede, vi alle blev bekymrede for hvor du var henne." Sagde han hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn. Jeg har jo kun været væk et par timer?

"Og hvad tænker du på? Falde i søvn på en bænk, også når det er SÅ koldt?" Sagde Harry hvilket fik mig til at fnyse. Kunne han ikke være ligeglad? Han kendte mig for pokker da ikke! Han var ikke min bror eller min far.

"Jeg tager hjem." Min stemme var kold, og selvom drengene ikke rigtigt fortjente at jeg snakkede så koldt, kunne jeg ikke lade vær. Harry skulle ikke tale til mig så bebrejdende, det ville være noget andet hvis han rent faktisk kendte mig.

"Vent lige, jeg tager med." Sagde Harry og gik efter mig, og sagde noget andet til drengene. Hvad ved jeg ikke, men de fulgte ihvertfald ikke med.

Jeg stoppede op og kiggede på ham. "Hvorfor bekymre du dig for mig?" Min stemme var stadig kold, hvilket kom bag på mig. Jeg kunne se han tænkte lidt, før han svarede. "Det gjorde vi alle. Din far, din veninde.." Jeg gik med hurtige skridt videre og fortsatte mod byen, hvor jeg boede, med Harry i hælende.

Af og til var der blitzer, men jeg var lidt ligeglad. Jeg var forvirret, og lod mit dårlige humør fra beskeden gå ud over folk som faktisk havde brugt tid på mig, eller holdte af mig. Det var også dumt at gå derned. Min far vidste, at jeg aldrig gik alene i London, og slet ikke i så lang tid, på grund af hende, det var måske lidt latterligt at have levet i frygt.. Men ser i, hun skrev jo til mig, hun vidste hvor vi var, og vidste åbenbart at min far havde fået en kæreste.

Jeg gik op i opgangen, og små løb op af trapperne, selvom min krop var helt smadret. Jeg gik ind af døren, hvor Abbey stod. Da hun så mig kom hun straks mod mig og lage armene om mig. "Jessica, hvor har du været" Det var ikke så meget et spøgsmål, det lød mere en konstatering om at hun havde været bekymret, hvilket lage sig som en varm følelse.

"Undskyld..." Sagde jeg og trak mig lidt væk fra hende, for at se hende i øjnene. "Det er okay, jeg var bare bekymret." Sagde hun og lidt efter kom min far ud i gangen også. "Jessica?" Hans stemme lød fast, og gjorde mig forskrækket. "Far, undskyld.." Jeg kiggede lidt væk fra ham, før han snakkede igen. "Hvad fik dig til at gøre det? Du ved ligeså godt som jeg, at du aldrig går alene i London, og slet ikke i nu, fire timer." Det kom faktisk lidt bag på mig, at jeg havde været væk i fire timer. Jeg havde kun regnet med højest to.

"Hvad er der sket?" Jeg bed mig i læben, jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle ham om beskeden, nu hvor han var lykkelig. Jeg ville ikke have at de skulle leve i frygt, som sagt ville jeg ofre hele mit liv for ham og Agnes, og for at vi har det på plads, Abbey. Men hvad skulle hun også gøre hende?

"Altså hjemme hos mig.." Jeg kunne høre at Harry skulle til at fortælle situationen hjemme hos ham .Selvfølgelig troede han det var det, men så latterlig var jeg ikke, at forsvinde i åbenbart fire timer, på grund af det.

"Glem det Harry, det har intet med det at gøre.." Min stemme blev mere skrøbelig, hvilket fik Abbey til at kramme mig. Hendes kram lage sig altid som en varm og tryggende følelse, men denne gang hjalp det ikke så meget.

"Hvad sker der, Jessica?" Jeg sank den klump jeg havde i halsen, før en ny blev dannet. Jeg kunne ikke fortælle det. Jeg ville ikke have dem til at blive ligeså såret. Jeg skulle nok få styr på det.. Jeg ville ikke have dem til at leve i frygt mere. Jeg var overbeskyttende, jeg havde passet så meget på dem siden dengang. Jeg følte på en eller anden måde, at jeg havde det største ansvar.

 

------------------------------------------------------------------

Har ikke nået at rette hele kapitlet igennem, så undskyld hvis der er stavefejl! Så, hvorfor tror i det er så vigtigt for hende, ikke at fortælle det? Og tror i, at hun ender med at fortælle en anden det, eller at det bare bliver til en hemmelighed som kommer til at gå hende på konstant? Og tror i, at hun bliver kontaktet mere?

-Tak til jer som læser. Det betyder rigtig meget! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...