Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40111Visninger
AA

3. What is your problem?

Jeg rynkede lidt i panden og genkendte hurtigt navnet. One direction. Selvfølgelig havde jeg hørt om dem, jeg vidste endda at de boede her i London. Men det var ikke fordi jeg var fan og alt det der. Jeg kendte faktisk ikke noget af deres musik. Tror jeg ikke?

"Fedt nok," Mumlede jeg ironisk. Jeg havde mange fordomme til kendte mennesker. Der er mange af dem der er utrolig opmærksomhedskrævende, og hele deres liv er bare åh så perfekt.

Eller, jeg vidste ikke om det var perfekt, men hver gang man læste om kendte mennesker, eller hørte interwievs lød det sådan. Men alle kan vel have sin facade?

Men jeg ved det ikke, jeg har aldrig mødt Harry før, så jeg kan ikke dømme ham og hans familie på at han var verdens kendt og en af verdens største bands og alt det der.

"Giv ham en chance, Jess..." Mumlede min far, han kendte mine fordomme til berømtheder og sådan, så han vidste sikkert hvad jeg tænkte. Men i den her situation skulle jeg ikke tænke på mig selv, det her var noget, der betød noget for min far, og jeg ville nyde at se hans glade ansigt. Og hvem ved, måske han rent faktisk var en sød en?

"Selvfølgelig. Jeg skal nok hjælpe dig." Jeg sendte ham et smil, og kunne straks se glæden i hans øjne. "Super, vi skal bare bestille pizza!" Sagde han og skulle til at ringe, før jeg afbrød ham. "Seriøst?" Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede ham i øjnene. Pizza? Når hans flirt eller hvad hun var, og hendes familie kom til middag? God stil. Han stoppede op med det han havde gang i og sendte mig en grimasse.

Jeg grinte kort før jeg kiggede ham i øjnene. "Far, burde vi ikke lave lidt finere mad?" Sagde jeg, og løftede det ene øjenbryn. "Så kan vi vel bare finde et andet sted at hende fra?" Jeg fniste kort, og Agnes med, "Far... Læg mærke til at jeg sagde vi." Sagde jeg og han sukkede kort. "Jess, jeg kan ikke lave mad.." Sagde han og bed sig selv i underlæben.

"Far, jeg hjælper dig." Sagde jeg og gik hen og gav ham et kram, som tegn på det nok skulle gå. "Jeg hjælper også!!" Udbrød Agnes og kom hen og krammede med. Det var så her, at alle ville sige 'awww'. Hvis her altså var nogen.

"Lad os gå igang." Sagde jeg og strakte mig. Jeg følte mig endnu mere frisk efter kaffen, det var utroligt, at det hjalp hver gang. Men det er nok heller ikke så underligt, siden der er cofein i?

"Men hvad skal vi lave?" Spurgte han lidt efter, og rejste sig op fra sofaen af. "Hmm," Mumlede jeg og gik hen mod køleskabet. Jeg var ikke ligefrem verdensmester til det med mad og sådan.. Det var ingen i vores familie, men lad mig gøre det klart: I forhold til min far var jeg altså professionel, haha.

Ej men han var virkelig ringe til det..

"Tacos!" Udbrød Agnes lige pludselig ud i det blå, hvilket både tiltrak min fars og min opmærksomhed.

Nej Agnes, ikke Tacos. Jeg mener, det skulle da være en special ret, fin og sådan.. Eller? "God idé min pige." Sagde min far og begyndte at gå ud i køkkenet.

Hvad?

Jeg er tydeligvis den eneste der går op i det her, så jeg lader hellere fleretallet bestemme, eller noget. Men jeg kendte heller ikke til familien, det var bare mig og mine fordomme omkring kendte familier.

"Jeg laver kyllingen," Mumlede jeg, og gik efter min far ud i køkkenet. "Det behøver du ikke." Svarede han og sendte mig kort et smil, før han fandt en pande frem. Jeg grinte kort og hånligt, hvilket fik ham til at vende sig om igen, og kigge forvirret på mig.

"Far, vi ved begge, hvordan det går når du laver kyllingen......" Sagde jeg og hentydet stærkt til at alle de gange, hvor de var brændt på og ødelagt. "Jeg laver kyllingen." Min stemme var bestemt, og derefter rakte jeg ud efter det kylling filet, min far lige havde stilt frem på bordet.

"Så skære jeg salat," Sukkede han og rev et skærebrat frem, og rakte mig det. Jeg skar kylling filen i passede størrelser, og lage dem derefter på panden og over kogepladen.

"Hvad skal jeg hjælpe medd?" Agnes dukkede op ved siden af mig, og kiggede facinerende ned på panden. "Du kan dække bord." Foreslog jeg, og hun smilede strakt og nikkede ivrigt.

"Her," Jeg åbnede skabet og greb fat i et par tallerkener og kom pludselig i tanke om, hvor mange vi egentlig var.

Agnes, far, Gemma, Anne, Harry og jeg. Så derfor trak jeg seks tallerkener ned, og derefter 6 glad, og lage dem på køkkenbordet, hvor hun begyndte at stille nogen ind af gangen.

"Din kylling, Jess." Sagde min far, hvilket hurtigt fik mig til at vende mig mod panden igen. Jeg sukkede lettet, da jeg troede at det ville have været brændt på, men heldigvis var det falsk alarm.

"Jeg har styr på det daddy," Sagde jeg, og lage kyllingen hen i en skål, da de nu var færdige. "Smukt, ikke?" Jeg så sikkert for sjov stolt ud, hvilket fik min far til at sende mig en grimasse, fordi jeg egentlig bare blærede mig en smule med, at jeg kunne lave kylling. Haha.

Jeg rakte Agnes skålen, som hun satte ind til det dækkede bord. Lidt efter, havde min far også skåret salaten, og lagt grøntsagerne op i skåle, så det hele var klart, udover vi skulle varme nogle tacos.

"Hvor mange tacos?" Spurgte jeg, og hev nogen ud af en tacos pakke."12.. Ikke?" Spurgte han, og rakte Agnes en skål med ærter. "Yup." Svarede jeg kort, og tog hul på den anden pakke også. 6 tacos i hver.

***

Bordet var dækket, og maden stod nu på bordet. Nu manglede vi bare gæsterne, som gerne skulle komme inden for 5 minutters tid, hvis de altså kom til tiden.

"Tak, piger." Sagde min far og gav Agnes og jeg et kram. "Så lidt, far." Sagde jeg og smilte stort til ham. "Så liiidt!" Svarede Agnes lidt efter og smilte ligeså stort som jeg. Nu handlede det bare om at være positiv. 

Lidt efter bankede det på døren, og min far var hurtigt om og åbne, og straks nogen stemmer høres ude fra gangen af, som hilste på hinanden.

Agnes og jeg var ret asociale og sad i stuen, foran vores telefoner og spillede... Positive, ja.

"Skal vi gå ud og hilse?" Min stemme var lav, så kun hun kunne høre det, hvorfor, ved jeg egentlig ikke. Hun nikkede og rejste sig op, og gik ud i gangen efterfulgt af mig.

Inden jeg nåede at se på dem alle sammen, kom en brunhåret kvinde hen til mig og rakte hånden mod mig. "Anne." Smilede hun, og jeg tog straks imod hendes hånd. "Jessica." Sagde jeg venligt, mens hun gik hen til Agnes som stod bag mig. En pige på omkring min højde - og nok også min alder, rakte også hånden hen imod mig, "Gemma." Sagde hun og smilede venligt til mig. Hun lignede lidt Anne, hendes hår var bare glattere og en lille smule længere. Hendes smil var faktisk veldig sødt. "Jessica." Sagde jeg og slap hendes hånd.

Til sidst kom en dreng med krøllet, brunt hår hen til mig, og igen blev en hånd - ret stor hånd, rakt imod mig. "Harry." Sagde han, og smilede høfligt til mig, men af en eller anden grund, var jeg tæt på at fnyse. Hans øjne lyste op af selvsikkerhed, men venlig som jeg nu var, tog jeg imod den.

"Jessica.." Sagde jeg og slap hans hånd, men han holdte stadig fat i min. Han smilede lumsk til mig, hvilket fik mig til at sende ham en grimasse. What the...

"Slip, tak." Sagde jeg og prøvede at lyde venlig, men det gik vist ikke special godt. Han slap heldigvis min hånd, men sendte mig et drillende smil, før han gik forbi mig, og forsatte ind i stuen til de andre. Tsk, jeg har tilbragt et halvt minut i hans selvskab, og noget siger mig allerede nu, at han er pisse irreterne.

***

Vi sad rundt om bordet, og var lige blevet færdige med at spise middagsmad. Harry sad overfor mig, og af og til havde han sendt mig et par drillende smil, hvorfor, anede jeg virkelig ikke.

Ellers havde mit indtryk på Gemma og Anne faktisk været veldig godt.

"Tusind tak for mad." Sagde Anne og lænede sig roligt tilbage i stolen. "Tak for mad." Smilede Gemma og kiggede rundt på Agnes, min far og jeg. "Ja, tak for mad." Sagde Harry efterfulgt, hvilket min far bare smilede af. "Det var da så lidt!" Sagde han og holdte en øjenkontakt mellem Anne og ham.

Anne og min far havde af og til smilt til hinanden, og det var virkelig sødt. Jeg kunne se i øjnene på min far, at han virkelig følte noget særligt for Anne. Hvor lang tid de havde kendt hinanden og set hinanden, anede jeg ikke. Jeg fik trods alt først nyheden af vide idag.

Vi begyndte at rydde af bordet, imens en god stemning var omkring os. Gemma og Agnes sad og snakkede ved bordet, og af og til grinte de, hvilket jeg kun var glad for. Anne og min far stod ude i køkkenet og skyllede tingene af, imens de af og til også grinede, mens Harry og jeg bare rød af bordet.

Jeg tog fat i dressingen, og vendte mig om, men landede lige pludselig ind i en hvis dreng, med krøllede brunt hår, lidt højere end mig, og et provokerne smil på læberne. Kan i selv gætte hvem? Harry Styles. Ja, ham. Det var så her, at alle fans ville gå amok at stå så tæt på ham, men jeg tog mig bare til skulderen og ømmede mig. "Av." Min stemme var kold, og jeg gik derfor udenom ham. "Det må du undskylde." Sagde han efter mig, men jeg ignorerede det bare. Jeg anede ikke hvad hans problem var, men på den her time havde han virkelig forstået at pisse mig af.

Da jeg havde lagt dressingen i køleskabet, gik jeg hen til Gemma og Agnes som var midt i en samtale - om hvad, ved jeg ikke.

"Jeg skal lige på toilettet." Sagde Agnes og styrtede ud mod toilettet, mens Gemma og jeg bare fniste kort.

"Nå, hvad er du så for en?" Startede hun, og jeg smilte bare venligt til hende. "Ehm" Startede jeg og tænkte lidt over det. Hvad jeg var for en? "Jessica Valentine." Svarede jeg, men fortrød det hurtigt. Det var nok ikke lige det hun mente, Jessica.

Gemma grinte kort, og jeg rødmede lidt, men grinte så med. "Hvad laver du så dagligt?" Spurgte hun interesseret om, "Intet særligt, faktisk. Hænger ud med min bedsteveninde, er herhjemme, skolee eller nede og nyde byen." Svarede jeg og bed mig i inderlæben, imens hun nikkede, "Hvad med dig?" Spurgte jeg, inden hun åbnede munden for at svare: "Egentlig lidt det samme. Jeg er sammen med mine veninder, hjemme ved familien, arbejder, skole. Sådan noget." Svarede hun og smilede bredt.

Jeg skulle til at spørge hende om hendes alder, før en hvis drenge-stemme lød i hele huset. Han kom styrtenede ind i stuen med Agnes på hans ryg, imens han sagde en lyd, som om han var en flyvmaskine. Jeg sukkede stille, men kun jeg kunne høre det.

Jeg var tydeligvis den eneste, han havde noget imod. Hvad var hans problem? Elller ... Hvad var mit problem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...