Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
42629Visninger
AA

2. Welcome to my life.

"Jessicaaaaa!" Agnes skingere stemme lød i mit øre, hvilket straks fik mig til at sætte mig op i sengen af ren forskrækkelse. Agnes begyndte at grine af mig hvilket fik mig til at skule til hende for sjov.

"Helt ærligt!" Udbrød jeg, før hun begyndte at grine, og der kunne jeg heller ikke lade vær. Hun var noget af det skønneste nogensinde.

Jeg tog fat i min pude, og jeg styrtede efter Agnes, som løb skrigende væk fra mig. Selvom hun var 11 og jeg var 17, kunne vi være de mest latterligste og barnligste personer. Men jeg elskede det. Og i forhold til mange andre søskende i den alder, var vi meget nærre. Efter min bror døde.. Har jeg bare altid følt en stor trang til at beskytte hende, og det vil jeg nok altid have. 

"Nej Jessica, stop det!" Sagde Jessica og kastede sig i sofaen hvor min far sad og drikkede sin sædvanlige morgenkaffe og læste sin morgenavis, og fik et kæmpe chok. "Piger, hvad foregår der?" Sagde han, hvilket fik mig til at grine. Som han dog tog tingene seriøse. Jeg smed puden fra mig og begyndte istedet at kilde hende. Og så kildesyg som hun var, sparkede hun ud i luften, og fik helt tåre i øjnene af at grine så meget.

Jeg trak mig væk, for at lade mit grin komme ud. "Det var altså ikke fair." Sagde Agnes og stak underlæben ud, og prøvede at se fornærmet ud. "Det var helt fair, du vækkede mig klokken..." Jeg stoppede mig selv, og kiggede hen på uret, som hang bag min far, og forsatte så, ".. Klokken freaking 11!" Og lage ekstra tryk på 'freaking'. Selvom det alligevel var godt, at hun vækkede mig nu, men shh.

"Ja, men det var far der sagde det!!" Sagde hun hurtigt og prøvede at lyde uskyldig. "Det godt, søde." Jeg grinede kort, og rejste mig herefter op, for at gå ud i køkkenet. Det var faktisk som sagt, godt nok at jeg var blevet vækket nu, for jeg skulle være sammen med min bedsteveninde, Abbey klokken 12. Hun er faktisk den eneste, som kender til mit liv. Jeg mener, min mor, min bror.. Eller, jeg nægter faktisk at kalde hende min mor.

Men jeg har bare efter vi flygtede, haft virkelig svært ved at have tillid til folk, og knytte mig til dem. Men Abbey og jeg har nu været bedsteveninder siden jeg kom hertil, og vi har altid kunne stole på hinanden.

 

Jeg åbnede køleskabet, og sukkede dybt. Som sædvanligt, havde vi ingenting. "Faaaar.." Sagde jeg så kun jeg kunne høre det, og kørte en hånd igennem mit hår. Så måtte jeg bare tage en bolle med i hånden når jeg skulle gå, sværere var det ikke.

Jeg gik ud på badeværelset, og lage min dagelige neutrale make-up, som egentlig bare bestod af mascara, en lille smule øjenskygge, og så glipgloss. Jeg lavede et luft kys til mig selv i spejlet og smilede, før jeg gik nynnende ind på mit værelse.

Hvis i altså ikke har lagt mærke til det, er jeg virkelig frisk idag. Jeg elsker at være i det her glade humør. Jeg har skam af og til haft nogen perioder, hvor jeg skulle kæmpe en kamp med tårene, og tro mig den periode var jeg stadig i af og til. Både på grund af min bror, men også på grund af at det var min mor, og hun stadig er på fri fod. Jeg husker stadig beskede hun sendte til mig, og ordene sidder limet fast i min hjerne..  #Jeg skal nok finde jer.# ... Jeg var bange, det er jeg stadig, det er vi alle sammen. Derefter flyttede vi til London. Også har hele situationen også bare gjort et eller andet ved mig. Det sidder bare i mig, og det vil det altid gøre. 

Men grunden til hun ingen dom fik, var at der ingen beviser var. Hvilket er vildt latterligt. For nu lever vi i frygt.

Jeg åbnede mit skab, og fandt et look som bestod af et par sorte gemacher, nogen 'slidte' cowboy shorts, og en løs sort trøje, og et par lange smykker.

Jeg gik derefter ud på badeværelset igen, og lavede en sidefletning. Mit hår var altså pænt langt, så fletningen gik ned til under mit brystet.

Jeg greb ud efter min mobil som lå på bordet, for at se på klokken, og fik et chok da jeg så det. Allerede fem minutter i tolv?! Så langsom? Det lignede mig ellers ikke. Jeg tog med det samme mine sorte converse på, og løb ind i køkkenet og tog en bolle, og løb ud i gangen igen. Totalt stress!

"Farvel!" Udbrød jeg og smækkede døren hårdt i efter mig. Heldigvis var der ikke så langt derhen, da jeg allerede boede inde i byen. Jeg løb ned af alle trapperne, og sprang hvert andét over.

Jeg rev døren op, og løb op ad gaden, men måtte til sidst stoppe for at få vejret. Det var lige om hjørnet, men så god form var jeg heller ikke i, og jeg vidste at jeg snart måtte tage mig sammen, og lave om på det.

Og rigtigt nok, lige om hjørnet stod min yndige, lyshåret bedsteveninde og smilede efter mig, og gjorde tegn til et kram, som jeg hurtigt tog imod.

"Abbey!" Sagde jeg imens. Jeg havde virkelig savnet hende. Hun havde været på ferie i to uger nu, så det var et godt stykke tid siden, jeg sidst så hende, da det også var sommerferie og vi begge havde haft en del at se til.

"Jeg har sådan savnet dig." Sagde hun og trak sig ud af krammet og smilede til mig, og det smittede straks af.

"Jeg har virkelig også savnet dig." Sagde jeg, før vi gik ind på Starbucks, for at bestille kaffe. "Forresten, Jess?" Sagde hun og kiggede underligt på mig, hvilket undrede mig lidt. Havde jeg gjort noget dumt? Jeg kiggede spørgende på hende, mens hendes blik faldt på mig, og derefter ned på bollen som jeg stadig havde i hånden. Bollen! Jeg havde haft så travlt, at jeg havde glemt alt om den.

"Ups.." Mumlede jeg og tog straks en bid af den, før hun små grinede. Jeg elskede virkelig hendes grin, det var sådan et helt specialt et, og det fik altid mig til at grine med, fordi det var så sødt.

"Det sædvanlige?" Spurgte hun, mens jeg nikkede ivrigt. Hun gik hen til disken, mens jeg satte mig ned ved at bord. Abbey og jeg var stamkunder her, så hun vidste liige hvad jeg ville have.

Jeg gnaskede den færdig, og det passede lige med at Abbey kom og satte et krus med kaffe foran mig, og satte sig overfor mig.

"Hvad så? Er der sket noget særligt mens jeg har været væk?" Spurgte hun interesseret om, imens hun tog en tår af sin kaffe. Jeg rystede på hovedet, det havde faktisk været ret kedeligt uden hende. Eller, jeg havde selvfølgelig haft et par hyggelige familie dage, men de sidste to uger havde mit humør svinget. Jeg havde været trist, men alligevel glad.

"Næh." Sagde jeg og tog en slurk af min kaffe. Jeg var faktisk virkelig træt, så kaffen skulle nok hjælpe lidt på det. "Fortæl om din ferie!" Jeg kiggede smilende på hende, og ventede straks på at hun skulle fortælle om den.

"Der er så meget at fortælle. Men tro mig.. Thailand er luksus!" Sagde hun og lage ekstra tryk på luksus. "Jeg har tid nok, fortæl!" Sagde jeg og kiggede afventende på hende, og da hun skulle til at åbne munden afbrød min ringende telefon.

Jeg sukkede irreteret af telefonen, og kiggede undskyldende på Abbey, og trak derefter min telefon frem. Det var min far.

"Hallo?" Sagde jeg imens jeg tog endnu en slurk af min kaffe. "Jessica, du bliver nød til at komme hjem. Jeg skal fortælle Agnes og dig noget." Min fars stemme lød i røret, mens jeg bare sukkede tungt. "Kunne du ikke bare have sagt det inden jeg tog afsted?" Han kunne da ikke mene, at jeg skulle tage hjem nu. Jeg havde virkelig set frem til at skulle være sammen med Abbey igen efter lang tid.

"Nej, nu." Svarede han, hvilket fik mig til at sukke - igen. "Helt ærligt, jeg er lige sammen me.." Længere i min sætning nåede jeg ikke før jeg blev afbrudt af min far, "Jess, nu, for min skyld. Det er vigtigt for mig." Og med de ord, kunne jeg ikke sige nej. Og så undrede jeg mig også ret meget over, hvad i al verden det var. Men hvorfor han ikke bare kunne sige det over telefonen eller senere, det vidste jeg såmænd heller ikke. "Fint." Jeg lage på, og fugtede mine læber med min tungespids, før jeg kiggede på Abbey.

"Undskyld, Abb. Min far vil have mig hjem nu, da han åbenbart skal sige et eller andet vildt vigtigt til Agnes og jeg som ikke kan vente." Jeg smilede skævt til hende, mens hun nikkede forstående til mig. "Det okay, vi finder bare en anden dag - snart!" Sagde hun, før vi krammede hinanden hen over bordet.

"Vi ses." Sagde jeg og vinkede smilende til hende, og åbnede døren udtil, men blev afbrudt af Abbey's stemme som fyldte hele Starbucks med hendes 'hviske-råben'. "Ring til mig når du har fundet ud af hvad det vildt vigtige er!" Sagde hun og lavede tommel-op. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise, Typisk Abbey og hendes nysgerrighed.

Jeg lavede tommel-op tilbage til hende, og lukkede døren efter mig, og forsatte rundt om hjørnet, og ned ad gaden.

Jeg var faktisk virkelig nysgerrig også. Hvad kunne være så vigtigt? Plus at det var noget, der var så vigtigt for ham?

Jeg åbnede døren ind til opgangen og forsatte op af trapperne til jeg nåede min hoveddør og åbnede den. "Hjemme." Sagde jeg og fik straks min sko af og gik med hurtige skridt ind i stuen hvor ham og Agnes allerede sad i sofaen.

Deres blikke lå på mig, så jeg valgte bare at sætte mig over ved siden af Agnes.

"Hvad så?" Sagde jeg, og blev en smule nervøs for hvad det kunne være. Min første tanke var.. Hende.. Havde hun skrevet? Eller værre endnu.. Været her?

"Piger, jeg har en, jeg synes i skal hilse på lidt senere." Sagde han, som om han blev en smule nervøs.

"En dame?" Spurgte Agnes hurtigt om efter, hvilket fik ham til at nikke kort.

"En dame?" Gentog jeg og kiggede på ham. "Ja. Hun hedder Anne." Tilføj han og kiggede afventende på os. "Hun kommer til middagsmad med sine to børn, så måske i kunne hjælpe mig med at lave mad?" Han tøvede lidt, før jeg sendte ham et smil. Han havde ikke rigtigt været sammen med nogen siden det skete. Så jeg var da klart glad på hans vegne. Hvad skulle jeg ellers være?

"Selvfølgelig." Mumlede jeg, og kørte en hånd igennem mit hår, - dårlig vane.

"Hvad hedder hendes børn?" Spurgte Agnes om, efter lidt stilhed. "Harry og Gemma." Svarede han og, "Men der er vidst noget med ham Harry kommer lidt senere." Fortsatte han og lænede sig bag over i sofaen.

"Han er nemlig i studiet." Sagde han, hvilket undret mig lidt. "Studiet?" Spurgte jeg forvirret om og løftede det ene øjenbryn. "Ja." Han satte sig ordenligt igen og kiggede skiftevis på Agnes og jeg.

"Han er Harry. Harry fra det verdensberømte One direction."

 

----------------------------------------------------

Det her er min helt nye movella, så det ville betyde virkelig meget hvis i ville skrive en kommentar til, hvad i synes om den. Om movella'en 'indtil videre', eller hvis jeg kan gøre noget bedre! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...