Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40198Visninger
AA

5. Too much

"Hallo?" Stemmen var hæs, så jeg kunne ikke høre hvem det var, og det gjorde mig virkelig utryg. "Hvem er du.." Min stemme var følsesløs, da jeg ligesom frygtede en hvis person, så jeg sagde det ikke så meget som et spøgsmål. Det var ikke ret smart af mig at snakke uden jeg anede hvem det var, men et eller andet fik mig bare til at gøre det. Måske fordi jeg var så inderligt vred på hende, og mest af alt havde lyst til at skælde hende ud. Forestil jer en meget stor vrede, som bare har siddet i mig i godt tre år, og bare ikke aner hvordan man skal få den ud, for den skal slet ikke gå ud over andre, kun hende.

"Rolig, det er bare mig!" Stemmen tilhørte Abbey, som fik mig til at sukke lettet. Et øjeblik troede jeg rent faktisk at det var min 'mor', eftersom hun havde 'skrevet' til Agnes. "Du skræmte mig, Abbey." Sagde jeg og små fniste. "Åh, undskyld, men du ringede aldrig igår, hvilket du lovede mig!" Sagde hun og prøvede at lyde som om hun var ked af det, men det endte bare med at hun begyndte at grine. "Ups.. Jeg glemte det!" Virkelig, jeg havde slået det helt ud af hovedet. "Men hvad var det så?" Sagde hun hurtigt efter, hvilket fik mig til at grine. Typisk hende.

"Min far er fundet sammen med en der hedder Anne... Mor til Harry Styles." Jeg små hviskede det, og sukkede stille. Der var lidt tavs i telefonen, før hendes stemme lød igen. "...Oh god.." "Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret om, imens jeg så døren gik mit værelse gik op, og Harry kom ind.

"HARRY FUCKING STYLES!" Udbrød hun så mine øre nærmest gjorde ondt. Heldgivis så det ikke ud som om at Harry havde hørt det, og det sukkede jeg lettet over. Harry sendte mig et blik som var let at aflæse, han ville nok have vi skulle afsted nu. Og nu hvor jeg skulle med, ville det være ondt hvis jeg gjorde at han kom forsent. "Jeg må løbe... Ringer senere, ses." Sagde jeg og lagde hurtigt på, og kiggede derefter på Harry.

"Vi skal afsted nu, babe." Sagde han, og jeg rejste mig hurtigt op. Babe? Jeg undrede mig en smule over hvor i alverden det kom fra, men jeg havde ikke engang lyst til at spørge.

Jeg tog hurtigt et par brune converse på, og gik derefter ud af døren med Harry. "Hvor bor du så, Styles?" Sukkede jeg imens vi gik ned af alle trapperne. "Ikke så langt herfra. Vi tager en taxa." Han åbnede døren imens han sagde det, og da vi kom ud, fik jeg det største chok. Ja, faktisk større end det jeg fik i morges. For der stod fotografer i nærmest hver eneste synsvinkel, og det skræmte mig herre meget.

"Ignorer dem." Mumlede han så kun jeg kunne høre det, og jeg fulgte med ham hen til en Taxa som ventede på os. Harry fik sagt hans adresse, og ellers kørte vi bare i en akavet stilhed. Eller, det tog faktisk kun et minut at køre derhen, så så meget stilhed var der heller ikke, og jeg undrede mig lidt over hvorfor vi tog en taxa?

Jeg steg ud af taxaen efter Harry gav chaufføren penge, og kiggede undrende på ham. "Hvorfor taxa?" Spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn. "Paparazzier," Mumlede han hvilket fik mig til at sende ham en grimasse. Paparazzier? Et minut? Helt seriøst, så slemt kunne det da heller ikke være.

Jeg fulgte med ham hen til hans hoveddør, hvorefter han låste døren op, for at gå ind. "De skulle gerne komme om lidt." Sagde han og lukkede døren efter. Jeg nikkede bare svagt, før han sendte mig et smil. - Intet drillende eller noget.. Kan i forstå jeg er forvirret? Det er som om, at han ligepludselig er en helt anden, end han var igår.

"Kom." Sagde han og viste vejen ind til stuen. Jeg kom et flot lakerede trægulv i møde, med et flot hvidt pelstæppe, som lå under deres stuebord. Ved siden af bordet stod der to lænestole, og bag bordet en hjørnesofa.

"Det er så stuen," Mumlede han og prøvede at vise det med hans hænder. "Nej, virkelig?" Sagde jeg drillende og kiggede rundt på deres væge, og faldt over et maleri. Deres stue var virkelig flot indrettet, jeg ville klart ønske at det var vores stue. Harry grinte kort og hæst, men blev afbrudt af en banken på døren, som endte med at åbne hvor en helt masse stemmer pludselig kunne høres.

"Heey." Harry gik ud i gangen, og jeg fulgte stille med.  Jeg kunne se, Harry som gav dem alle et kram, og de var så højtrystet, at jeg ikke lige fangede hvad de snakkede om.

Da jeg kom ordenligt til syne, stoppede snakken og alles øjne landede på mig. Jeg fandt det faktisk temmelig akavet.

"Er det din nye kæreste, Haz?" Stemmen var drillende, og tilhørte en dreng med brunt hår og grønne øjne. Kæreste? Undskyld mig.. Hans blik faldt på mig, og derefter Harry.

"Kærester? Nej." Jeg grinte kort og falsk, men sagde ordene bestemt. Kærester? De skulle bare vide, hvad jeg syntes om ham. En dreng med lyst hår begyndte lige pludselig at grine, og jeg kunne heller ikke selv holde masken - hans grin var virkelig sjovt.

"Det er min mors kærestes datter." Sagde Harry igen og kiggede hen på mig. "Men hun er jo vildt pæn." En ny stemme fyldte rummet, og jeg rettede hurtigt min opmærksomhed mod en sorthåret dreng. Jeg ville nok have udbrudt et 'awwww', men det ville sikkert have lydt underligt, huh? "Tak," Mumlede jeg stille, og kunne langsomt begynde at mærke varmen i kinderne, som sagde alt om at jeg rødmede.. Jeg hadede at rødme!

"Hej, jeg hedder Liam." Endnu en brunhåret dreng, men med brune øjne dukkede frem og gav mig venligt hånden, som jeg straks tog imod. "Jessica, men kald mig helst Jess." Jeg havde nok ikke sagt det her før, men grunden til folk kalder mig Jess, er fordi jeg ikke bryder mig om navnet Jessica, så derfor kaldte de mig Jess. "Det må jeg da ikke kalde dig." Sagde Harry og stak underlæben ud, hvilket fik mig til at le. "Det er fordi det er dig." Sagde jeg og sendte ham et drillende smil, og hilste derefter på en lysthåret dreng, som igen begyndte at grine... Men denne her gang, røg sætningen altså bare ud af mig! Og jeg fortrød det faktisk en smule. "Niall." Sagde han, og lidt efter, og lidt efter havde den anden brunhåret dreng som hed Louis, og en sorthåret dreng - ham som faktisk havde sagt jeg var pæn! som hed Zayn, også hilst på mig.

"Hvis i ikke fangede det før, hedder jeg Jessica. Men bare kald mig Jess." Og hvis i ikke allerede havde fundet ud af det, var jeg ikke spor genert. I så fald ikke overfor dem her, jeg vidste det var de andre fire drenge fra One direction, det var tydeligt at se.

"Jessica.?"

Og tydeligt fordi der nærmest hænger plakater med dem på hver andet gadehjørne, så det var ret svært at undgå nogengange.

"Jess!"

Og grunden til, at jeg ikke var spor genert overfor dem var fordi, de ikke skulle tro at alle syntes at det var en livs oplevelse for hver og en, at snakke med dem. 'Hentydning til fans af bandet'.

"JESSICA!" Med et sæt blev jeg revet ud af mine tanker og kiggede hurtigt over på Niall. "Huh?" Sagde jeg, og af en eller anden grund begyndte de alle at grine. Havde jeg været så meget inde i mine tanker? Det var typisk mig, bare at lukke omverdenen af, og være helt inde i mine egne tanker.

"Det var tredje gang vi kaldte." Sagde Harry med en drillende stemme. "Hvad så?" Sagde jeg og sukkede kort. "Skal vi spille fifa?" Spurgte Niall og jublede nærmest af glæde, som om jeg allerede havde svaret. Den dreng virkede som en der var hyper konstant. Og så spørger de en pige om hun vil spille fifa? No way.

"Har jeg overhovedet et valg?" Jeg sukkede igen og kiggede på Niall som stak underlæben ud for sjov. "Nej det har du ikke." Sagde Louis og styrtede ind mod stuen, som om han allerede vidste hvor tingene stod. Men han var vel van til at være her?

Niall fulgte hurtigt med, og lidt efter gik Liam og Zayn med. Jeg sukkede bare tungt, og skulle til at gå med, inden Harry tog fat i min arm. Jeg trak ivrigt armen til mig, og kiggede undskyldende på ham, da det ikke var ondt ment.

"Du behøver altså ikke spille med, hvis du ikke vil." Han lød så storebror agtigt, hvilket et kort øjeblik varmede mit lille hjerte,

"Det okay." Jeg smilede svagt, og gik ind mod de andre, som vidst allerede havde fået startede spillet op. Som det så ud, var det vidst Niall og Louis som spillede, så jeg slog mig ned i sofaen, hvor Zayn sad på den ene side af mig, og Harry som slog sig ned på den anden side.

"HA!" Udbrød Niall da han vidst scorede, og Louis sukkede. "Det er altså ikke fair." Mumlede han og smed stikket. "Lou, du kan ikke forlade mig nu." Niall gjorde som han havde gjort ved mig før - stak underlæben ud og kiggede hen på Louis. "Du snyder!" Udbrød han og stak underlæben ud akkorart som Niall gjorde. Gud, hvor var de underlige, men det kom bag på mig, at de virkede så nede på jorden.

"Så lad mig spille mod Niall." Sagde jeg lidt efter, hvilket fik alle til at kigge på mig. Huh? "Udfordrer du, Jessic.. Jess mig?" Han kiggede på mig og formede sin mund som et o, hvilket fik mig til at grine. "Ja, jeg udfordrer dig, Niall Horan." Sagde jeg og rakkede ud efter stikket.

"Såå.. Du fan?" Spurgte Zayn undrende om, hvilket automatisk fik mig til at lave en grimasse. Det spurgte de mig bare ikke om. "Nej." Sagde jeg koldt, og trykkede på nogle knapper på stikket, men Niall havde pauset.

"Er der noget du skjuler?" Sagde Louis drillende, hvilket fik mig til at knibe øjnene kort sammen. "Nej." Svarede jeg kort igen - mindst ligeså koldt som før. "Aaarh, er du nu sikker?" Fortsatte Niall hvilket fik en vrede til at begynde. Forstod de ikke et nej? Jeg trak mine tidligere ord tilbage om, at de virkede som nogen der var helt nede på jorden.

"Du er faan." Sagde Louis drillende, hvilket var den sidste der skulle til, før min vrede gik i udbrød. "JEG er ikke fan af jeres LATTERLIGE band, Så gider i godt at tie stille, tak!" Udbrød jeg, mens jeg kiggede rundt på Zayn, hvorefter Liam, Niall og Louis, og jeg nåede ikke Harry, før jeg rejste mig, og gik hårdt ud i gangen, hvorefter jeg hurtigt tog mine sko på, og jeg stoppede ikke, selvom jeg kunne høre dem kalde mit navn inde fra stuen af. Jeg fortsatte bare, og gik derefter ud af døren. Jeg reagere måske ret kraftigt, men det pissede mig virkelig af. Det eneste som bekymrede mig ved at gå, var Harry. Jeg ved ikke hvorfor, men noget indeni ville bare ikke såre Harry, og jeg ved ikke, om han tog min sætning til sig. Jeg mente det trods alt ikke så hårdt.

Jeg sukkede, og gik ud fra hans hus, hvor jeg så en pige på omkring min alder sammen med en veninde, ville jeg skyde på. "Hvem er du? Hvad er der sket?" Lød det fra pigen, og da jeg skulle til at åbne munden, valgte jeg bare at holde den lukkede og gå videre. Jeg skulle ikke forklare hende om det, det ville være latterligt.

Jeg trak min telefon op af lommen, og så at jeg havde fået en ny besked. Jeg klikkede mig hurtigt ind på den, men der stod ikke, hvem den var fra, beskeden var bare tom.

#Nårh, så far har fået ny kæreste? Så er han da lykkelig ... Indtil videre. -Mor#

Jeg gispede kort og var nær ved at tabe min telefon. Hvad mente hun med det? Ville hun gøre ham noget? Havde hun fundet ud af, hvor vi var? Og desuden, hvordan i alverden kunne hun tillade sig, at kalde sig den titel, som min mor?

 

-----------------------------------------------------------------------------------

Så kom der et nyt kapitel. Først vil jeg gerne sige tak til alle jer, som læser og liker, og får jeres kommentare. Det gør mig virkelig glad, og betyder rigtig meget!

Bliv endelig ved med at skriv kommentar, er der noget der kan gøres bedre.

Så!: Hvad synes i om hendes reaktion? Hvad synes i om den besked, hun har fået fra sin mor? Hvad tror i nu, hun vil gøre?

- Vær opmærksom på, at nogen af kapitlerne godt kan blive i andre's synsvinkel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...