Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40298Visninger
AA

11. Thousand feelings

En af solens stråler gik lige igennem revnen i gardinet henne fra vinduet, og blændede mig. Det var morgen, og jeg havde en fantastisk følelse indeni. Det var igår - igår Zayn og jeg kyssede hinanden.  Dog må jeg sige, at da vi kom ind igen, blev drengene helt forvirret over at min humør lige pludselig var så godt, dog havde de sagt at Harry havde lagt sig til at sove da de kom ind, så ingen vidste endnu hvad der var med Harry.

Men nu hvor vi taler om Harry - så er han faktisk stået op, da rummet udover jeg var helt tomt. Jeg gabte dybt, inden jeg rejste mig og strakte mig. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, og gik hen til skabet. Jeg lod mine øjne skimte tøjet på hylderne, før jeg tog fat i noget: En sort lang top, højtaljede shorts i sorte med sølv lynlås foran, samt endnu en hvid (men gennemsigtig) top.

Jeg traskede træt ud fra værelset, og ind mod køkkenet hvor nogen stemmer kunne høres. Harry sad ved bordet og kiggede nærmest fustreret ned i sin mobil - og fjernede ikke blikket -, mens de andre drenge lavede morgenmad. Altså lige udover Louis og Niall som åbenbart stadig sov eller så noget. De var ihvertfald ikke her.

Stilheden bredte sig da jeg kom herud, men Zayn sendte mig automatisk et stort stort smil, og jeg kunne ikke lade vær med at smile ligeså stort tilbage igen, og tænke tilbage på aftenen igår på stranden. Men dér lå Harrys blik på mig, men hans blik så stadig fustreret ud. Jeg kiggede automatisk på ham, og undrede mig over hvad der kunne være galt. Jeg var faktisk begyndt at holde af ham. Har jeg fortalt det? Nå, men det var jeg altså. Så det vil sige, at jeg også bekymrede mig om ham.

"Harry? Er der noget galt?" Spurgte jeg og bed mig i læben, men hans blik lå igen på hans mobil igen, og jeg sukkede tungt. "Harry,-" "-Nej, der er ikke noget galt." Sagde han og jeg blev faktisk en smule forskrækket over hans bestemte, men kolde tonefald. "Harr-" "Nej." Jeg tog mig til håret med den ene hånd, men fjernede den hurtigt igen - hvorfor så hård? Det var ihvertfald ikke Harry. Ikke fordi jeg skulle gøre mig special klog på det, da jeg ikke havde kendt ham specialt længe som sagt, men .. Jeg kunne allerede sige, at det ikke var sådan han plejede at opføre sig.

Jeg kiggede op på Zayn og Liam, men jeg kunne kun lige få øjenkontakt med Zayn, som bare trak på skuldrene. Jeg sukkede kort, før jeg satte mig ved bordet, overfor Harry og tog min mobil frem. Twitter time!

Jeg gik ind på min twitter, og straks ind under mentions som var blevet fyldt op. Nok stadig efter Harrys tweet. Men selv 10 mentions var meget for mig. Jeg var ikke van til mere end bare én!

Jeg fokuserede på minementions, begyndte at læse nogen tweets.

#@niallersprincessx: Can you please follow me, Jessica?x# Jeg smilede let, og fulgte hende hurtigt før jeg læste videre.

#@_hipsta_please: Who the fuck are @JessicaValentine?!#

Nu jeg tænkte over det.. Vidste de vel ikke hvem jeg var? Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor de er så interesseret i det, da endnu flere tweets om hvem jeg var, dukkede op.

#@anonymous_directioner: Why are @JessicaValentine together with our boys in Ireland? If she touch the boys....#

Jeg løftede et øjenbryn. Hvis jeg rørte dem? Ups.

Jeg kunne ikke lade vær med at side og slippe et lille fnis ud over mine egne tanker - helt forever alone. Piger, jeg havde kysset selveste Zayn Malik. 

Og med det fnis, fik Liam og Zayn til at kigge undrene på mig. Men også kun dem, Harry skænkede mig ikke engang et eneste blik.

"Hvad er så sjovt?" Sagde Liam og smilede, før jeg vendte mit blik op mod ham. "Bare noget på twitter," mumlede jeg, men smilede stort tilbage.

#@update_1d_world: The boys are on holday in Ireland with @JessicaValentine. Who she is, aren't we sure about yet. We'll tweet about it later.#

Wauw. De fans havde da næsten mere styr på drengenes liv, end jeg har på mit eget..

Da jeg rullede længere ned, var et billede blevet lagt ud - og jeg blev nød til at bide mig hårdt i læben for ikke at vælte ud i latter. Det var et billede af Zayn og jeg i supermarkedet - mig der sidder i vognen helt skræmt, med Zayn der styrer vognen.

Jeg gik ind på min profil, og skrev et tweet:

#@JessicaValentine: Hey guys, thank you so much for following me. I'm just enjoying my holiday in Ireland with the boys. Lots of love x#

Jeg sendte tweetet, før jeg lukkede twitter ned, og Niall der kom til syne i døren. Jeg fik først et chok, da han virkelig så træt ud.

"Godmorgen," mumlede han og jeg blev helt forbavset over, at han ikke var totalt hyper eller noget andet. "Jamen godmorgen Niall," sagde jeg og han gik hen og satte sig ved siden af mig. 

"Er man lidt træt?" Spurgte jeg om, og han nikkede svagt. "Jeg kunne ikke sove i nat," fortalte han og stak underlæben ud. "Årh," sagde jeg og stak også underlæben ud for at få ham til at tro jeg havde medfølelse, før jeg begyndte at grine. "Hey, hvad?" Spurgte han om, men jeg ignorerede bare og grinte videre.

Min mobil begyndte at bibbe, hvilket fik stilheden til at brede sig derefter - min mobil fungerede stadig efter igår. Først stivnede jeg, men kunne stadig mærke folks blikke på mig. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at selv Harry kiggede op fra sin mobil og hen på mig. Men det var lige meget nu, for jeg vidste udmærket hvem der skrev. 

For en sikkerheds skyld, tog jeg min mobil frem, og jeg kunne se på nummeret straks at det var hende. Jeg gad ikke se beskeden. Jeg kunne bare ikke.

Jeg slugte den klump jeg havde i halsen, og selvom jeg vidste at jeg ville lave endnu et nummer ud af dette, rejste jeg mig, dog stille og roligt, og gik med faste skridt ud af døren. Jeg måtte bare være alene, når hun skrev påvirkede det så meget, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ville bare væk med mine tanker, og lade vær med at lade det gå udover drengene.

 

Zayns synsvinkel:

Det ville ikke hjælpe at spørge hende, om der var noget galt, så jeg opgav allerede, og fulgte hendes skridt ud mod gangen, og døren som smækkede.

Jeg var så inderligt nysgerrig - nysgerrig over hvad der fik hende til at reagere sådan der. Det måtte være en der skrev. Men hvem, havde jeg ingen idé om. Og jeg skulle nok finde ud af - det skulle jeg. Det måtte jeg, og det ville jeg. Men jeg måtte tale hende til det - jeg kunne ikke bare tage hendes mobil og rude i hendes sager. 

Ingen sagde et ord. Ingen gjorde noget, eller bevægede sig ud af sin stilling. Det var mig der afbrød den - jeg ville ikke lade Jessica være alene. Jeg følte en trang til at være hende nær, og især når jeg kunne mærke der var noget galt. Og lad os blive enige om, at det er tydeligt, at der er et eller andet hun går inde med.

Jeg gik ud af døren, selvom jeg kunne høre drengene kalde mit navn. Men jeg ignorerede det, og spekulerede over hvor hun kunne være gået hen, før det slog mig: Stranden. Da hun fik en besked igår, fandt jeg hende dernede, og jeg tror nu ikke ligefrem hun kender så mange andre steder bare lige sådan at gå hen til.

Jeg fortsatte ned til stranden, og så Jessica sidde i sandet. Nøjagtigt som igår, hvor alt endte godt. Ihvertfald i mit hoved. Jeg kunne godt lide Jessica. Hun var en sød pige, og der var bare et eller andet, der gjorde mig så glad, når jeg var i hendes selvskab.

Jeg satte mig på hug foran hende, men hende hoved var begravet ned i hende arm. Hun græd ikke højlydt, men om tårene trillede kunne jeg ikke svare på.

"Jess?" Mumlede jeg og tog stille fat i hendes hånd og gav den et klem. "Hvad så?" prøvede jeg, men intet svar.

Et hulk lød fra hende, hvilket bare fik mig til at klemme hendes hånd hårdere end før - men stadig blidt. Jeg bed mig kort i læben, og var i tvivl om hvad jeg skulle gøre.

"Kig på mig," sagde jeg, men uden held. Jeg sukkede let, før jeg gentog. "Jessica, kig på mig." Sagde jeg, før hun trak sin hånd til sig og tørrede sine tåre væk, for derefter at se mig i øjnene.

"Hvad?" Hun prøvede at sige det hårdt, men skrøbeligheden var ikke til at tage fejl af. "Hvad sker der?" Spurgte jeg om, og kunne slet ikke aflæse hendes øjne.

"Ikke noget," hendes stemme lød kold, og hun fjernede sit blik fra mig, og kiggede til siden.

"Jess-" "Zayn, der er for pokker ikke noget," vrissede hun, og det skræmte mig en smule, og jeg blev med det samme forvirret. Jeg vidste at der var noget. Hun kunne ikke bilde mig ind, at der intet var galt.

Jeg kiggede kort væk, for at overveje hvad jeg skulle sige, før hun lage sin hånd på mig skulder for at gå min opmærksomhed. "Undskyld," mumlede hun og kiggede ned i jorden. Jeg løftede et øjenbryn. Undskyld? For hvad?

"For hvad?" Spurgte jeg, og hun trak vejret dybt. "At jeg er sådan," svarede hun, og tegnede cirkler med sin finger i sandet. "Hvordan?" 

Hun kiggede op på mig og tog sig til hovedet, og jeg kunne ikke lade vær med at smile, og det så hun. Hun grinte svagt og kort, før hun kiggede på mig.

"Fordi jeg var så hård i tonen. Du ville jo bare hjælpe," sagde hun, men kiggede væk fra mig igen. Det gik hende virkelig på, det her. "Det skal du ikke undskylde," sagde jeg, men hun svarede ikke på det.

"Skal vi gå en tur her ved stranden? Det kan nogengange få tankerne væk," foreslog jeg, og hun nikkede svagt. Jeg rejste mig, og hun gjorde det samme, før vi gik hen langs bredden.

Stilheden imellem os bredte sig - men det var ikke noget jeg syntes var specialt akavet.

 

Jessicas synsvinkel:

Jeg følte mig lidt flov. Flov over, at jeg bare vrissede sådan af Zayn, når han bare ville hjælpe. Og flov over, min opførelse. Jeg må indrømme, at jeg havde været tæt på at fortælle Zayn det. Men jeg havde ikke gjort det, for det kunne jeg simplehen bare ikke. Desuden vidste han ikke engang noget om hende eller at jeg havde mistet min bror. Det ville tage for lang tid, og jeg vidste at jeg ikke kunne holde til det uden at græde. Og det gik over min grænse at græde foran andre. Selvom jeg havde grædt overfor Zayn. Men det havde også været ret flovt.

Jeg gik sammen med Zayn langs stranden, og lod mine tanker tage over.

Jeg var nysgerrig efter hvad der stod i den besked. Men samtidigt gad jeg ikke vide det. Jeg ville ikke vide det, men nysgerrig var jeg stadig.

Desuden vidste jeg heller ikke hvorfor Harry var sådan, og jeg var lidt bange for, at jeg på en eller anden måde var grunden. jeg ved ikke hvordan, men bare.. Når jeg snakker til ham, er han så kold og afvisende.

Jeg savnede Abbey. Jeg plejede at fortælle hende alting, bare ikke dette. Men måske jeg alligevel skulle havde gjort det? Hun er så lyttende, og har altid gode råd, og jeg ved at hun ikke kunne finde på at lade mig stå alene om det.

Men det ligemeget nu. Nu havde jeg ikke lige muligheden.

Tanken om, at hun kunne være i London lige nu, eller have været efter Abbey, Agnes eller min far kom hurtigt frem og fik mit hjerte til at sætte farten op, og jeg brat stoppede op.

Zayn stoppede også op, og hans bekymrende øjne prøvede at fange mine. Og lige i dét jeg ikke anede hvad jeg skulle foretage mig, tog Zayn fat i min hånd, og nu bankede mit hjerte så kun 100000000 gange i sekundet, og sommerfulgende i min mave sprang. Det var som om, alt indeni mig lettede og jeg lige pludselig kun tænkte positivt.

Jeg ved ikke hvordan jeg så ud i hovedet, men Zayn fandt det ihvertfald sjovt, og grinede kort, og jeg kunne ikke lade vær med at grine med. Mit humør blev FULDSTÆNDIG ændret. 

 

Harrys synsvinkel:

"Hvor bliver de af?" Hørte jeg mig selv spørge om - og det var det første ord jeg havde sagt efter Jessica var stået op.

"Måske de bare snakker," sagde Liam og Niall nikkede svagt. "Om hvad?" Min stemme var hård, hårdere end den plejede, og det skræmte dem nok - for sådan var jeg ikke. Sådan plejede jeg ikke at være. Og sådan ville jeg heller ikke være, og især ikke på vores ferie.

"Jeg går ud og kigger efter dem." Sagde jeg og rejste mig, "er du sikker på, at det er en god idé?" Spurgte Niall om, hvilket fik mig til at vende mig om mod ham. "Hvorfor ikke? De snakker jo bare," sagde jeg, og gik videre ud af døren. Jeg ved, at når jeg kom hjem og kiggede tilbage ville jeg fortryde min opførsel så meget. Men sådan måtte det være.

Da jeg stod og kiggede mig omkring og ikke rigtig kunne forestille mig hvor de skulle være udover stranden, gik jeg derned. Jeg satte mine fødder i sandet, og kiggede til venstre, og derefter højre, hvor jeg fik hvad jeg havde ledt efter. Jeg havde måske bare forestillet mig et lidt andet syn.

Jessica og Zayn gik hånd i hånd. De holdte i hånden. De holdte fucking i hånden.

Jeg blev sur, meget sur, og gik derefter den anden til venstre. Jeg var så sur, men stadig - selvom jeg ikke gad indrømme det, også lidt såret.

Lad mig fortælle jer en hemmelighed. Hele grunden til, at jeg er sådan her, er fordi jeg er misunderlig. Misunderlig på Zayn. Jeg har set ham og Jessicas blikke, og deres store smil til hinanden. Og på de her få dage, har jeg følt noget for Jessica. Noget som jeg ikke burde føle overfor min 'papsøster'. Men følelserne var der. De var hurtigt kommet, og selvom jeg først havde prøvet at holde det skjult for mig selv, gik det ikke. Jeg kunne godt lide Jessica. Hendes smil, den måde hun er på. Selvom jeg ikke havde vist det, gør det ondt når hun er ked af det. Ligesom den dag, hvor hun var væk. Jeg var hurtigt om at komme ud af døren, og det eneste jeg var i stand til, var at finde hende. Og det var derfor, jeg også gik med hende hjem for at sikre mig at intet skete hende.

Men det kunne være ligemeget nu. Hun havde det ikke på samme måde. Kun overfor Zayn. Og Zayn havde det garenteret omvendt, overfor min papsøster.

 

-----------------------------------------------------------------------

Oooog, DRAMA!

Hvad tænker i om, at Harry faktisk har følelser for Jessica? Og tror i, at Jessica vil finde ud af det, eller om Harry bare prøver at skjule det? Og hvis Jessica finder ud af det, hvad tror i så, hun vil sige til det? Og hvad tror i egentlig, at Jessicas mor er ude på? Og hvad mon der står i beskeden?

 

Jeg undskylder for den lange ventetid - der har bare været så meget. Som altid; Tusind tak til jer som læser xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...