Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40868Visninger
AA

8. These effects

Jeg vågnede op ved et sæt, da lyset i stuen blev tændt og jeg farede op og stå på mine ben. Det var Niall som havde tændt lyset, og han så kort forskrækket ud, før han smilede bredt og grinede lydløst.

"Godmorgen til dig også, Jess," sagde han og begyndte så at grine kort. "Niall forfanden.." Sagde jeg og tog mig til hovedet før jeg selv begyndte at fnise. Det mindede mig om Zayn som også havde forskrækket mig, bare i nat. Som sagt var jeg enormt god til at blive forskrækket.

Da stilheden kom frem igen kiggede jeg tilbage hvor den eneste der stadig sov var Zayn. De andre drenge's madresser var tomme, og det samme med sofaerne. Gud, havde de mon set at jeg havde sovet med Zayn? Det måtte de have gjort. Det her var så akavet. Hvis jeg ikke forklarede ville de måske tro noget forkert, men hvis jeg forklarede ville det være totalt akavet... Sove med ens 'pap' bror's bedsteven fordi man blev bange efter at have set gyserfilm? En 17-årig?

"Øh.." Jeg borede mine negle ind i min håndflade, og kiggede hen på Niall som begyndte at grine. Han tænkte sikkert hvorfor i alverden jeg havde sovet med Zayn. "Nå, har du så sovet godt?" Spurgte Niall om og begyndte at grine endnu mere. Jeg himlede med øjnene før jeg gik hen til ham og trak ham med ud af stuen, og ind i køkkenet hvor en masse stemmer kunne høres.

Agnes kom hurtigt styrtende hen imod mig og krammede mig. "Godmorgen, Agnes." Smilede jeg og krammede hende tilbage. "Har du sovet godt pus?" spurgte jeg om og hun nikkede imens hun smilede sit søde lille smil.

"Din telefon har ringet et par gange," sagde Harry og bed ivrigt i hans bolle. "Ringet?" Spurgte jeg undrende om og og fat i min mobil. Det var sjælendt, at min mobil ringede, men det kunne jo tænkes at det var Abbey.

Jeg låste min telefon op, og stivnede ved navnet, "Mor". 2 ubesvaret opkald fra hende.. Jeg brød mig ikke ret godt om det her, og hver gang hun prøvede at kontakte mig, gjorde det kun den indre vrede jeg havde til hende, større - hvis det overhovedet var muligt. Men udover det, gjorde hun mig bange som helvede, og så utrolig bekymret for om hun ville gøre nogen noget.

"Jessica?" Sagde Harry, og langsomt fjernede jeg mit blik fra mobilen, og hen til ham. Jeg kiggede spørgende på ham, og han rejste sig hurtigt op og gik med faste skridt hen imod mig, hvilket fik mig til at træde et tilbage. Han stillede sig ved siden af mig, og jeg låste hurtigt min telefon.

"Hvad?" Sagde jeg måske en smule hårdt, og fortrød det hurtigt. "Hvad er det?" Sagde han bekymrende, men mit hjerte blev ved med at pumpe hårdere i mit bryst. "Ingenting." Min stemme var kold og følsesløs, men alligevel høj og bestemt, og jeg var træt af den effekt - især på Harry. Og alle kiggede forvirret rundt. Niall, Liam, Louis, Anne, Agnes, min far - og Harry..

Jeg vendte mig om, og ind kom en træt Zayn som hurtigt smilede blidt til mig da han fik øje på mig. Et par blandede følelser kom frem i mig, og han fik mig automatisk til at smile tilbage. Da han gik forbi mig rystede jeg på hovedet og sukkede. Et kort øjeblik havde jeg glemt episoden fra før. Et kort øjeblik, var der kun Zayn og jeg.

Jeg gik ind i stuen, hvorfor ved jeg egentlig ikke. Mit humør var pludselig steget en smule, blot efter et smil. Jeg lage mig i sofaen og lod mine tanker få frit løb, og de landede på episoden med min mobil. Og jeg fik pludselig dannede et spøgsmål; Hvis jeg havde taget telefonen.. Hvad så? Hvad ville der så ske? Hvad ville hun sige? Gøre? Hvor er hun egentlig? - Okay, måske lidt flere end blot et spøgsmål. Jeg havde så mange spøgsmål som stod i kø for at komme ud. Og jeg hadede det, jeg kunne jo alligevel ikke få dem besvaret... Vel?

"Jessica?" En velkendt stemme fyldte rummet og afbrød stilheden. Jeg rejste mig lidt op fra sofaen, og kiggede hen på Zayn som hurtigt smilede. 

"Hvad så?" Sagde han og satte sig ved siden af mig. Jeg vidste udmærket hvad han hentydet til - de havde sikkert fortalt om det der skete, inden han kom. Ellers havde han selv hørt det inde fra stuen af?

"Hvad så hvad?" Sagde jeg smilede i håb om at han lade det ligge. Han grinte kort, inden hans øjne borede sin ind i mine. "Hvad er der galt, Jessica?" Og med de ord.. Så ja, sneg en tåre sig ned over min kind, og det var så lidt det der ikke skulle ske.

Zayn tørrede min tåre væk og træk mig ind i et kram, hvor et hulk forlod mine læber ... - Godt gættet, det skulle så heller ikke være sket. Zayn trak sig lidt væk og kiggede mig så i øjnene. "Tal til mig," sagde han selvom jeg følte det underligt, jeg havde trods alt ikke kendt ham i ret lang tid.. Det vil sige en dag.

Jeg bed mig selv nervøst i læben og så væk. Jeg ville ikke lyve overfor ham. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Men jeg ville heller ikke fortælle sandheden - den ville bringe alt for meget drama op og køre, og desuden kunne han heller ikke gøre noget.

"Det skal du ikke bekymre dig om. Undskyld." Fik jeg formuleret, og prøvede at holde resten af mine tåre inde, og tvang et smil frem. "Jessica, selvfølgelig skal jeg det," sagde han, og endnu en tåre fandt sin vej ned af min kind. Og jeg sværger, at det var en smutter.

"Tak Zayn, men jeg kan ikke fortælle det.. Undskyld." Sagde jeg ærligt, og i det øjeblik jeg havde troet han ville blive fornærmet over at jeg ikke kunne fortælle det til ham, trak han mig ind i et kram. "Okay.. Men kom og sig til, hvis der er noget du vil snakke om." Sagde han, og jeg nikkede svagt og taknemmeligt. "Endnu engang, tak Zayn.." Mumlede jeg og han smilede igen - blidt, til mig, og jeg kunne ikke lade vær med at gengælde det.

Først da jeg fik en saltsmag i munden, vidste jeg at tårene havde taget overhånd, og løb ukontrolleret ned af mine kinder. Jeg var så forvirret fortiden. Vi havde levet i frygt og sorg for at blive fundet. Hver dag har vi levet i freaking frygt. Frygt for at blive fundet af hende, og frygt for hvad hun ville gøre eller finde på. Jeg SÅ da hun dræbte ham... Jeg har aldrig fået talt ud omkring mine følelser, jeg har altid været god til at smide de negative tanker væk. Jeg er træt af at hun skal styre mig på den måde, og få mig til at reagere sådan hver gang, især når jeg vælger at holde det hemmeligt, og de andre ikke aner hvad der forgår. Jeg føler rent ud sagt, at jeg svigter dem på en eller anden måde, og det hadede jeg at gøre.

Zayn strøg mig over kinden og prøvede at få min øjenkontakt - men det kunne jeg bare ikke lige nu. Tankerne overtog alt.

På grund af hende, er jeg rædsenslagende for at gå alene.. På grund af hende, er jeg bange for mørke - da jeg aldrig kan vide hvem der kan være i blandt. På grund af hende, er jeg bange for at møde nye folk - i frygt for at hun har kontakt med dem eller at de kan være ligesom hende. På grund af hende er mit liv blevet ændret totalt,

Harry kom ind i stuen, men stoppede brat op da han så Zayn og jeg. Jeg tørrede ivrigt mine tåre væk, og træk mine ben hen til mig. Harry sukkede før han satte sig hen i sofaen, imellem Zayn og jeg - og ligesom Zayn, prøvede han at få min øjenkontakt. Men jeg kunne ikke holde til øjenkontakt lige nu, især ikke, når jeg vidste at min mascara sikkert sad under øjnene.

"Jessica, kig på mig," sagde Harry men mit blik forblev stadig på min håndflade. Hvorfor jeg kiggede på den, aner jeg ikke, nok bare for at have et eller andet at kigge på.

"Jessica." Han sagde det lidt hårdere end før, og jeg kneb hurtigt mine øjne sammen. Jeg måtte tage mig sammen. Jeg åbnede dem igen, og kiggede Harry ind i øjnene. Hans øjne lyste af bekymring, og fik mig til at bore mine negle ind i min håndflade - igen.

"Jessica..." Han nåede ikke længere før jeg afbrød stille. "Jess..." Rettede jeg, selvom det var dumt af mig. Sidst han kaldte mig det, rettede jeg ham til at skulle kalde mig for Jessica. Han sukkede og kiggede kort væk fra mig, hvorefter jeg drejede mit hoved til at kigge et andet sted hen. Fnoihgntoihn, dig Jessica. De folk som faktisk er bekymret for dig, skal du altid gøre et eller andet ved.

Harry lage sin hånd under min hage, og drejede mit ansigt så han så lige ind i mine øjne igen, som sikkert viste sorg. En sorg, der ikke var meningen skulle komme ud eller vise sig for nogen andre. En sorg der skulle holdes hemmelig, men hele tiden mislykkedes.

"Det er okay." Sagde jeg, men det fik ikke Harry til at reagere. "Sig det nu, Jessi.. Jess." Han sagde Jess tydeligere fordi at han skulle til at sige Jessica, som jeg jo lige havde bedt ham om ikke at kalde mig. "Det kan jeg ikke.." Sagde jeg, og kiggede stadig i hans øjne, og denne gang viste de bekymring blandet med en skuffelse. Sikkert skuffet over jeg ikke kunne sige det, og selvom jeg mest af alt havde lyst til at omfavne ham og fortælle ham det hele, gjorde jeg det ikke. Bare.. Nej.

"Hvorfor kan du ikke bare sige det?" Sagde han lidt hårdere end før, hvilket fik Zayn til at sige hans navn, men Harry ignorerede det bare. Han skulle til at åbne munden igen, da jeg intet ord sagde, men så rejste Zayn sig. "Kom Harry, jeg tror det er bedst, hvis at vi lige lader hende være alene i lidt tid.." Sagde Zayn, men Harry kiggede stadig ind i mine øjne. Jeg slugte den klump jeg havde i halsen, før han rejste sig - men uden at afbryde øjenkontakten. Jeg blev faktisk en smule bekymret, men hans øjne lyste stadig af bekymrelse, og det kunne jeg ikke lade vær med at smile over. Det var så sødt.

"Harry," mumlede Zayn og slog ham blidt på skuldreren for at få hans opmærksomhed. "Jeg kommer om lidt," sagde jeg roligt, før Zayn lavede et nik imens han smilede.

Også sad jeg her. Helt alene, med alle mine tanker tilbage. De tanker jeg ville slippe for. Men nogengange var det ligesom bare som om, at de gik i udbrud.

Jeg sukkede tungt, før jeg gik ud af stuen. Da jeg gik forbi køkkenet stoppede snakken og alle blikke kunne føles på mig. Jeg ignorerede dem bare, og fortsatte ud på badeværelset. Jeg fjernede mascara resterne, og lage straks et nyt lag.

Jeg sukkede endnu engang, før jeg gik ind i køkkenet til de andre. Der var helt stille, og af og til skænkede de mig et blik. Jeg sukkede - igen, "Undskyld, okay? I behøver ikke stoppe snakken fordi jeg kommer.." Sagde jeg, men det fik dem stadig ikke til at sige noget. Jeg sukkede og greb ud efter min mobil. Jeg måtte ringe til Abbey og søge et andet sted hen - jeg havde alligevel fucket alt op her. Men det var vel forståeligt, at de intet kunne forstå lige nu.

"Hvad skal du?" Sagde min far da jeg var ved at gå ud fra køkkenet. "Hjem til Abbey," sagde jeg koldt og bed mig hårdt i læben. "Nej." Sagde min far hvilket fik mig til at stoppe op og nærmest stivne. Nej? Jeg var da forfanden sytten år, og hvorfor i alverden nej?

"Hvad?" Min stemme var følsesløs og jeg blev nærmest skræmt af mig selv. "Abbey, drengene vil gerne spørge dig om noget." Sagde han og jeg kiggede automatisk på Harry.

"Vi har lejet et sommerhus i Irland, hvor mig og drengene skal være en uge. Også var det jo, at vi tænkte om du måske ville med?" Sagde han forsigtet men smilede så til mig... Havde de lige spurgt mig, om jeg ville med dem på deres ferie??? Efter alle de negative sider de efterhånden havde set af mig? Selvom mit humør havde været vildt dårligt, kunne jeg ikke lade vær med at smile. "Nu smiler hun jo! Det klær dig," sagde Liam og smilede til mig, og jeg kunne ikke lade vær med at små fnise kort.

"Ej tak hvor er i bare søde! ... Hvornår er det?" Spurgte jeg om imens mit smil stadig sad der. "Imorgen tidlig. Mandag til Mandag," sagde Harry igen og jeg kunne stadig ikke lade vær med at være begejstret over at de ville have mig med.

"Ej, virkelig, tak.." Sagde jeg og løb nærmest hen til Harry for at starte med at give ham et kram. En tryggende følelse lage sig også om mig, og gjorde mig hel varm indeni. Ikke samme følelse som for eksempel når Zayn krammede... Hvad?

Jeg rystede tanken om mig, og lod glæden ligge omringe det negative i mig lige nu - ja sådan kunne min følelse altså bedst beskrives lige nu!

------------------------------------------------------------------------------------

Fornæmmer vi gnister imellem Jessica og Zayn? :-D

Og sødeste, søde læsere! I skulle have set mig idag da jeg så min movella ligge på forreste sider under mest populære movella'er. Det kan godt være, at den ligger i bunden på første side, men for mig er det virkelig stort! Så tussind tak, i redder virkelig mine dage for tiden. xx

- Og så vil jeg også lige undskylde for først at have ligget et kapitel ud nu. Men jeg har simplehen haft så meget at se til for tiden. Der sker så meget nyt i mit liv, så jeg håber i forstår mig, og jeg regner ikke med der vil gå ligeså lang tid igen! Tak igen! :-) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...