Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40544Visninger
AA

16. So this is what I've done

Vi var kommet hjem, og sad og hyggede foran fjernsynet. Anne, Gemma og Harry var også taget med, og skulle også sove her. De havde gjort et par film klar til en film aften med popcorn, og lige nu så vi vidst Snow white and the hauntsmen. Jeg sad ved siden af Agnes i sofaen, som så småt var begyndt at falde i søvn, og jeg måtte indrømme, at jeg også sad og kæmpede for at holde mine øjne åbne.

"Bare gå ind i seng, Jess," sagde min far henne fra stolen af, som vidst havde lagt mærke til at jeg havde svært ved at holde øjnene åbne. Jeg nikkede og rejste mig. "Godnat så," smilede jeg, og de andre mumlede hvert at godnat og sendte et smil, som jeg gengældte.

Jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg bare kort havde haft smidt mine ting da jeg kom hjem. Jeg lukkede døren efter mig, og nød straks at være hjemme igen.

Jeg fik hurtigt en oversized t-shirt på, samt nogen shorts, som jeg så sov i. Jeg lage mig ned i min dejlige bløde seng, som jeg godt nok også havde savnet. Jeg lage dynen over mig, og der gik ikke lang tid, før jeg faldt hen.

***

Næste morgen vågnede jeg ved min telefon som bibbede. Jeg sukkede irriteret før jeg tog fat i den, og læste den besked jeg lige havde fået.

#Mød mig om et kvarter nede ved stranden. Hvis ikke du møder op så går det udover din nye kæreste - og hvis du fortæller nogen om vores møde eller hvis der dukker andre op, så går det også udover ham. Ses snart skat. -Mor#

Jeg kunne mærke hvor meget jeg egentlig begyndte at ryste, og tårene strømmede ned af mine kinder. Jeg var så bange for at tage derned. Men jeg vidste at jeg blev nød til det, for en ting jeg vidste var, at hun ikke skulle have lov til at gøre noget som helst mod Zayn!

Jeg kom hurtigt i noget tøj, og gik ud i gangen for at tage sko på, og i det jeg skulle til at gå kom Harry ud fra stuen og kiggede underligt på mig. "Hvor skal du hen?" Han løftede det ene øjenbryn, hvilket fik mig til at tøve. "Jeg skal bare ud og gå en morgentur.." Sagde jeg og åbnede dernæst døren, hvorefter jeg kunne mærke noget vådt der lød ned af mine kinder.

Flot Jessica, nu tror Harry da helt klart på dig..

Men han måtte ikke forhindre mig. For så ville det gå ud over Zayn - så jeg skyndte at sige noget inden Harry, "Bare sig det til de andre. Vi ses" Jeg lukkede døren efter mig, og skyndte mig at løbe ud af bygningen. Ingen eller intet skulle stoppe mig.

Jeg små løb hen mod stranden da det kvarter hun havde givet mig altså snart var gået. Nervøsiteten steg i mig, og mit hjerte bankede hurtigt i brystet på mig. Jeg så stranden foran mig, men kunne ingen se. Jeg fortsatte ud på stranden hvorefter jeg kiggede mig godt omkring - men der var stadig ikke nogen - af hvad jeg kunne se var jeg faktisk den eneste der var her.

Jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe min vej - jeg var bange, jeg var virkelig bange for hvad hun kunne finde på og vente tiden slog mig nærmest halvt ihjel.

Jeg satte mig i sandet, og kiggede udover havet. Her var stille, og det var kun bølgerne der gav lyd. Det beroligede mig en smule - hvis det overhovedet var muligt.

 

Harry's synsvinkel:

Jeg så Jessica sidde i sandet og kiggede ud over havet. Hun havde virkelig været helt ude af sig selv da hun gik, og det var det der fik mig til at følge efter hende. Jeg holdte utrolig meget af Jessica - jeg elskede hende faktisk, også selvom hun nok ikke elskede mig.. Men det er en anden sag.

Jeg nåede helt hen til hende, og satte mit på hug samtidigt med at jeg lage en hånd på hendes skuldre. Det gav et sæt i hende, og hun kiggede helt skræmt på mig. "Hvad laver du her?" Hun kom hurtigt op og stå på benene, og kiggede stadig skræmt på mig, som om jeg ville hende noget ondt.

"Jessica er du okay?" Spurgte jeg, og hurtigt nikkede hun. "Bare gå tilbage okay? Jeg kommer snart," sagde hun og skulle til at vende sig rundt, men hurtigt sagde jeg hendes navn. "Er der noget du vil snakke om?" spurgte jeg, men hun rystede bare hurtigt på hovedet.

Der var stilhed et øjeblik, og derfor lage jeg mærke til en dame lidt fra os. Det undrede mig faktisk en smule at der var nogen på stranden på denne her tid - klokken var kun 7, og det undrede mig derfor også lidt hvorfor Jessica havde så travlt med at komme ned på stranden på denne her tid.

Damen var faktisk utrolig tæt på os nu, men hun gik sig sikkert bare en tur. Der kom et hulk fra Jessica, og derfor var jeg hurtigt henne ved hende og lage derfor ikke mærke til damen mere. Jeg lage mine arme om Jessica og trak hende ind i et kram. "Sch, det skal nok gå," hviskede jeg stille lige ud for hendes øre, hvilket bare gjorde at der kom flere hulk fra hende.

Jeg trak mig lidt fra hende, og det sidste jeg nåede at se var et bat der med fuldt kraft ramte mig i hovedet.

 

Jessica's synsvinkel:

Harry trak sig lidt fra mig, og inden jeg nåede at sige noget faldt han om på sandet. Jeg gav et gisp fra mig og vendte mig hurtigt om imens jeg hurtigt nærmest faldt bagud. Mit hjerte slog hårdt i brystet, og alt inde i mig gik i udbrud, da jeg mødte et velkendt ansigt som jeg ellers havde gået sådan at håbet på aldrig at se igen. Det var godt nok hende der havde bedt mig om at komme, men jeg må indrømme at jeg stadig bare havde håbet lidt på at hun ikke ville dukke op. Men det var hun, og hun havde fucking slået Harry med et bat! En psykopat, det er hvad hun er..

Jeg kom hurtigt tilbage til mig selv og fløj ned ved siden af Harry. Jeg ruskede i ham imens jeg sagde hans navn, men jeg fik intet svar. Jeg lage mine hænder ved hans hjerte, og der gik en lettelse igennem mig da jeg kunne mærke hans hjerte banke.

"Rejs dig forfanden op pigebarn," kom det fra hende - min mor. "Du har da forhelvede slået ham ned!" Kom det fra mig, med sådan en styrke at det kom helt bag på mig. Hun havde dræbt min bror - sin egen søn, og jeg havde frygtet hende i årvis. Vi havde flygtet helt til London i håb om at hun ikke ville kunne finde os - men nu stod hun foran mig, og jeg råbte og bandede af hende.

"Snak pænt til mig," snerrede hun, men lige nu kunne jeg slet ikke styre mig - jeg var helt oppe i det røde fælt og al den indre vrede jeg havde haft til hende gik i udbrud nu. "Hvor skulle jeg? Så vidt som jeg ved skylder jeg dig ikke en skid!" Råbte jeg, men kiggede tilbage til Harry da der kom en lyd fra ham, "hvad sker der?" han havde åbnet sine øjne og rejste sig nu op. 

"Hvem sker der?" sagde han forvirret og kiggede på mig men jeg trak bare på skuldrene og kiggede hen på hende igen. "Hvad er det du vil?" Spurgte jeg, og hendes kolde øjne var slet ikke til at aflæse. Jeg anede ikke hvad det var hun ville.

"Hvorfor er han her?" Hendes stemme var hård, mens hun pegede koldt hen på Harry, som bare så mere forvirrede ud end aldrig før.

"Det var ikke med vilje! Han fulgte efter mig, jeg ville bede ham om at gå, men nåede det ikke før du.. Ja" Sagde jeg og hentydede til hvad hun havde gjort. Men det rørte hende ikke. Hele denne her situation gjorde mig så ked af det. At se ens mor stå overfor en, for første gang i så lang tid, være så hård og kold, og det, at vide, at hun har sendt mig beskeder, der har gjort mig så bange og ked af det.. Og at det er hende som har dræbt min bror.. Det gør virkelig ondt.

"Hvad skal jeg bruge det der til? Du ved, hvad der vil ske nu-" "-NEJ!" råbte jeg højt, måske så højt at det både kom bag på hende, men også Harry. Hun nikkede bare, hvilket fik det hele til at gå over kanten. "Du gør ham ikke noget!" Skreg jeg, imens tårene løb ned af min kind. Harry rejste sig op og stillede sig ved siden af mig, imens han strøg mig over ryggen. Men det fik mig til at gå ivrigt nogle skridt bag ud, og fik mig til at hulke.

"Hvad er det du vil? Kan du ikke bare fortælle mig, hvad fanden det er du vil med mig?! Der må jo være en fucking grund til du vil mødes!" Råbte jeg, og både sorgen og vreden tog over på samme tid. Jeg kunne slet ikke styre mig lige nu - jeg var ude af kontrol.

"Ja, nu du nævner det. Lad mig komme til sagen," sagde hun og hostede kort, før hun fortsatte: "Ser du, Jessica. Det var jer der ødelagde min glæde. I ødelagde min fucking livsglæde igennem så mange år! Efterhånden som årene gik, fik jeg det værre. Det forhold, som andre børn plejer at have til deres mor.. Det havde i til jeres far. I hadede mig nærmest!-" "-Nok fordi vi voksede op med en mor der var væk næsten hver dag! Du var altid så mærkelig når du kom hjem om aftenen. Om du var på et eller andet aner jeg ikke. Vi har jo aldrig rigtig lært dig at kende? Du var der aldrig!" Sagde jeg med en hel del kraft i stemmen, men igen - rørte det hende slet ikke. Hun så bare helt kold ud, som hun havde gjort igennem det hele. "Han gav os alt det vi ikke fik fra vores egen mor.." Hviskede jeg og kiggede ned i sandet. Det var virkelig hårdt at sige det her. Ansigt til ansigt med min mor..

"Det er endten Agnes eller ham," lød det fra hende, og lige i det det kom ud, var det som at få hjertet revet over. "Hva-a-d mener du?" Stammede jeg, og begyndte at ryste. "Jeg mener, at du skal vælge imellem din søster eller kæreste's liv. Og hvis du eller ham fortæller det her til nogen, går det ud over dem begge. Forstået?" Sagde hun, og jeg kiggede langsomt op på hende. "Men hvorfor?" hviskede jeg, imens tårene fandt sin sædvanlige vej ned af mine kinder.

"Fordi Jessica. Jeg vil tage glæden fra jer, ligesom i gjorde fra mig," sagde hun lavt, men stadig bestemt. Men jeg var slet ikke i stand til at svare. Jeg var færdig. 

"Mød op her om 3 dage og giv svar. Og på samme kompromis - hvis ikke du møder op, ved du hvem det går ud over," jeg kiggede op på hende, nok med øjnene fyldt med tåre, men hun begyndte bare at grine. At grine. At fucking grine af mig!

"Vi ses om 3 dage klokken 7, præcis her, og præcis klokken 7. Farvel." Sagde hun før hun vendte sig om for at gå væk.

Da hun endelig var gået, brød jeg sammen i sandet. jeg begyndte at hulke og skrige, samtidigt at tårene flød ned af kinderne på mig. Jeg kunne sku da ikke det her! Hvordan kan hun tillade at gøre som hun gør?! Jeg kan sku da ikke vælge hvem der skal fucking DØ! Det er ikke dukker, det er levende mennesker..

Harry satte sig straks på hug ned foran mig, og lage to fingre under min hage, for at løfte mit ansigt op. Hans øjne var fyldt med bekymring og sorg, men jeg kunne slet ikke styre det her lige nu. Jeg måtte bare væk. Gøre et eller andet! Jeg ville ikke eksistere mere, jeg ville virkelig ikke!

"Undskyld," min stemme var skrøbelig, men stadig bestemt. Jeg vendte mig rundt, og små løb væk fra stranden og satte kurs mod lejligheden.

Jeg vidste præcist hvad der skulle ske, når jeg kom ind ad døren - jeg var slet ikke i tvivl. Jeg kunne ikke klare den her smerte indeni. Den her været her siden min bror døde og vi flygtede. Men lige nu var den vokset endnu større - uholdelig! At stå foran sin mor ansigt til ansigt og vide hvad hun har gjort, og hvad hun vil have mig til at gøre.. At vide jeg skal træffe et valg imellem Zayn og Agnes liv! Det kunne jeg bare ikke.

Jeg åbnede døren, og da der var helt stille, fortsatte jeg ud på toilettet og låste døren efter mig. Jeg valgte mig selv.

Jeg åbnede ivrigt skabet og tog fat i pilleglasset med sovepiller nede i. Hvis jeg døde nu, ville den daglige smerte være væk. Og så behøvede jeg ikke at træffe et valg. For jeg valgte mit eget liv - ikke deres...

Jeg hældte en masse piller ud i min hånd, imens at tårene stille trillede ned af mine kinder. Det ville snart være slut. Alt sammen. Jeg ville ligge mig til at sove, og aldrig vågne igen. Aldrig høre Agnes søde lille stemme og mærke hendes kram igen. Ikke have Harry hos mig. Eller mærke Zayns læber mod mine igen.

Et hulk slap ud af mine læber, og jeg åbnede munden og tog et par piller ind i munden, og skyllede dem ned, dog med besvær. Det gjorde jeg et par gange, så jeg ikke længere havde nogle piller i mine hænder.

Jeg vidste at jeg snart ikke ville have noget energi tilbage, jeg vidste det måske snart ville være slut..

Jeg stillede glasset tilbage i skabet så det lignede at der ikke var sket noget.

Jeg låste døren op, og skulle til at gå ind på mit værelse, da jeg hørte hoveddøren gå op. Jeg fortsatte ind mod mit værelse - jeg kunne ikke klare at skulle se ham i øjnene lige nu. Ikke efter det jeg lige havde gjort. Jeg måtte bare være alene - få ro, og forsvinde.

Alle følelserne i mig lige nu var blandede - men snart var jeg væk - og smerten ville også forsvinde. 

Jeg begyndte at vadre rundt da jeg kom ind på mit værelse, og min krop føltes tungere end aldrig før. Alt snurrede rundt.

Jeg nåede min seng, men Harry var hurtigt herinde. "Jessica? Hvad har du gjort?!" Sagde han højt, som om han allerede havde gennemskuet mig. Jeg rystede bare på hovedet imens jeg smilte. "Harry, jeg har det fint. Jeg er bare træt. Jeg må hvile mig efter det der lige er sket," min stemme var svag, og jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne. Kvalmen steg, og jeg kunne føle Harrys bekymrende blik på mig.

"Hvorfor ser du så dårlig ud?" Spurgte han, og det fik skyldfølelsen frem. "Jeg har det bare dårligt. Jeg er træt Harry. Jeg må .. sove" sagde jeg, men jeg kunne knap nok snakke mere. Jeg havde ikke kræft nok til det.

"Jessica?!" Råbte Harry, men jeg havde slet ikke kræfter nok til at svare. "Jeg får fat på din far og ringer til Zayn," sagde han, hvilket gjorde mig mere urolig - hvis det overhovedet var muligt. "Nej," sagde jeg, og selvom jeg havde forestillet mig det som et råb, kom det kun ud som et svagt nej.

Pludselig så jeg min far herinde,  Anne, Harry - men heldigvis ingen Agnes. Hun skulle ikke være her. Hun skulle ikke se mig sådan her. 

Pludselig kom der flere herind. Zayn, og hvis jeg ikke tog fejl de andre drenge også. "Jessica hvad har du gjort?" Zayn kom helt hen til mig og tog fat i min hånd og prøvede at få øjenkontakt med mig. Men det kunne jeg ikke. Det var jo slet ikke meningen at de skulle finde ud af det her! 

"Har du taget noget?" Kom det fra min far, og den sætning gjorde ondt. Var det så tydeligt at se? "Jeg ringer efter en ambulance," hørte jeg Anne sige, jeg ville protestere, men jeg havde ikke kræfter til det.

"Vi må have hende ud til toilettet," kom det fra Liam, som også stod med tåre i øjnene. Det samme med Niall og Louis. Det gjorde ondt at se dem med tåre i øjnene på grund af mig. Udelukkende på grund af mig.

Jeg blev hjulpet ud til toilettet, og fik stukket to fingre i halsen, hvorefter at alt kom op. Der var en masse stemmer omkring mig, men jeg kunne ikke høre efter hvad der blev sagt. Jeg var i min egen verden. "Undskyld," hviskede jeg stille, og pludselig blev alt sort. Jeg kunne stadig høre stemmer omkring mig, mærke når folk tog fat i mig. Men jeg anede ikke hvad der foregik, og var for svag til at åbne mine øjne. Det var nærmest svært for mig at føle, om jeg var mest død eller levende.

---------------------------------------------------------

223 faste læsere - TUSIND TUSIND TAK. :'D

Igen, undskyld for ventetiden, den kommer der nok til at være nogle gange - men jeg glemmer ikke movellaen! Jeg skriver faktisk tit på den, men der går desværre noget tid imellem kapitlerne, men jeg gør mig aller bedste for at gøre kapitlerne spændende. :)

Men hvad synes i om kapitlet? Forstår i Jessica's pludselige valg eller var det bare egoistisk? Og hvad kommer der mon til at ske nu?

Så er der jo snart sommerferie - god ferie til alle! x

ps, tak til min bedsteveninde Maya for at have læst dette kapitel igennem inden og hjulpet mig x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...