Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40542Visninger
AA

4. Overwhelmed

"Vi ses, Gemma!" Jeg gav hende et venskabeligt kram, og sendte hende derefter et smil. "Vi ses Jess, vi må helt klart finde en dag." Sagde hun og smilede tilbage til mig, mens jeg bare nikkede ivrigt på hovedet.

Aftenen havde været god, og mit indtryk på Gemma var utrolig godt. Vi havde siddet og snakkede stort set hele aftenen, grinet, og snakkede lidt mere. Jeg havde holdt afstand fra Harry, som havde været sammen med Agnes stortset hele aftenen. På en måde følte jeg lidt, at han prøvede at tage min lillesøster fra mig? Men det kom alligevel ikke til at ske. Det var Agnes og jeg's forhold for stærkt til. Det kunne ingen bryde - vi havde et helt særligt søster-skab til hinanden. Måske han også bare legede med hende, fordi han havde lyst? Lol..

"Jess?" Jeg blev revet ud af mine tanker ved at Harry gav mig hans hånd. "Jessica, tak." Jeg tvang et smil frem, men gav ham derefter hånden.. I det heltaget, hvorfor skulle min attitude være sådan overfor ham? Bare fordi jeg havde mine fordomme, kunne jeg da prøve at lære ham ordenligt at kende, i stedet for bare at dømme ham med det samme? Det var bare som om, at et eller andet stoppede mig hver gang.

"Vi ses Jessica, det var dejligt at møde dig." Anne sendte mig et varmt smil, og gav mig også hånden, som jeg tog pænt imod. "I lige måde da." Sagde jeg, og smilede venligt tilbage til hende.

Døren blev lukket, og nu var der kun Agnes, min far og jeg tilbage.

Gemma var allerede blevet til en af mine veninder - ikke fordi jeg havde ret mange. Abbey og Gemma var faktisk de eneste.

"Nå, hvad synes i så om dem?" Spurgte min far om og kiggede på os med et stort smil, som hurtigt smittede af. Jeg havde virkelig håbet på at denne aften ville blive fantastisk for ham, og så vidt som jeg kunne se, havde den været helt perfekt.

"Harry er bare den sødeste i hele verden," Sagde Agnes, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. Selvfølgelig, synes hun det. Men jeg havde ikke lyst til at fortælle dem om hvad jeg synes om ham. Desuden kunne jeg heller ikke dømme ham allerede, jeg havde jo ikke rigtig snakket med ham.

"Jeg kunne godt lide Gemma." Sagde jeg, og allerede nu små savnede jeg hende faktisk. Det havde været så hyggeligt, at snakke med hende.

"Super i kan lide dem, for jeg har faktisk aftalt med Anne at vi skal hen til dem imorgen." Fortsatte han og kiggede afventende på os. "Gemma skal desværre på arbejde, men.. Harry er der." ... Og der tror jeg at jeg holdte vejret i et par sekunder. Tak far, tussind tussind tak.

"Men far, imorgen skal jeg jo lege med Patricia." Agnes stemme lød yderst trist, og kiggede ned i jorden. Godt så, der røg alt håber for i det mindste en lidt god dag.

"Vi tager da bare hen og besøger dem en anden dag igen." Sagde han trøstende, hvilket fik Agnes til at smile en smule. Jeg vidste, at hun ikke bare kunne droppe at være sammen med Patricia, da jeg vidste at hun savnede hende ret meget, nu hvor de ikke var i skole og så hinanden hver dag. Ligesom Abbey og jeg.. Abbey. Abbey!

"Oooops, jeg har da vidst også en aftale med Abbey." Løj jeg og bed mig selv i læben, hvilket var en vildt stor fejltagelse. For pokker da også. Alle som kendte mig vidste da, at når jeg løj bed jeg mig i læben. Jeg prøvede hurtigt at redde den ved at smile, men både Agnes og min far stod bare helt tavse som om de ikke forstod noget.

"Jessica, du tager med mig." Sagde han og kiggede bestemt på mig, og der havde jeg allerede tabt. "Fint." Svarede jeg koldt og sukkede.

Jeg plejede virkelig ikke at være denne her type som blev så let irriteret. Efter det skete, havde jeg faktisk opbygget selvtillid og selvsikkerhed igen. Det var svært, da situationen som sagt havde taget på mig, men det var lykkedes mig, efter at være gået til psykolog i et par år og været omgivet af min far og Agnes. Og så havde jeg selvfølgelig haft Abbey.

Jeg gik ind på mit værelse og smed mig irriteret på sengen. Hvorfor være så negativ? Måske var Harry en helt anden person? Jeg måtte lære ham ordenligt at kende, før jeg begyndte på at dømme ham. Jeg skulle være positiv, og ikke lade ham distrahere mig i at være mig.

Jeg kiggede op på mit ur som hang over mit tv, som viste 18. Jeg greb ud efter min mobil og gik ind på twitter. Jeg havde faktisk endda 119 følgere! Og det var vildt mange for mig. Altså 119 som gad følge mit liv og alle de random ting jeg nogengange skrev. Eller altid.

Jeg skulle til at tjekke mine mentions, da en banken lød på min dør. Jeg rettede derfor mit blik mod døren, "Kom ind?" Jeg halv råbte det, og lidt efter blev døren åbnet, hvor min far kom ind. Han lukkede døren efter sig, og satte sig på min skrivebords stol.

"Hvad så?" Jeg lage min mobil fra mig og kiggede afventende på ham. "Du behøver ikke tage med mig imorgen.. Jeg kan godt se, at det virker lidt underligt for dig.." Sagde han og kiggede ned i gulvet, inden jeg ivrigt rystede på hovedet. "Far, selvfølgelig vil jeg med dig." Jeg ville ikke svigte ham, og især ikke når det var noget som betød noget for ham.

"Men hvorfor.." Længere nåede han ikke, før jeg afbrød, "Far, undskyld, det var bare.." Sagde jeg og stoppede så automatisk... Ja, hvorfor var det egentlig, at jeg gjorde det? Han vidste da godt, at jeg aldrig reagerede sådan. "Ingenting." Jeg smilede til ham, i håb om at han ville lade det være. Jeg ville ikke uddybe mig, desuden havde jeg også fundet ud af, hvad jeg ville gøre.

"Okay.." Sagde han og gik lidt efter ud fra mig værelse igen. Jeg sukkede tungt, men besluttede mig så for at gå ud til de andre, som højsensynligt var i stuen.

Jeg gik ud mod stuen, og rigtigt nok sad de i sofaen og snakkede sammen, men deres snak stoppede da jeg kom ind. Jeg grinede let, og så dem i øjnene. "I behøver ikke at stoppe, fordi jeg kommer." Sagde jeg og slog mig ned i sofaen. "Det okay, vi snakkede bare lige..." Måden min far sagde det på, sagde at der var noget galt. Jeg kunne høre det, og se det på ham.

"Hvad er det?" Min stemme fyldte rummet og fik min far til at se på mig med et alvorligt blik. "Mor har skrevet til Agnes." Sagde han roligt, hvilket fik en knude til at danne sig i min mave.. Efter tre år.. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre lige der.

"Hvad skrev hun?" Min stemme var skrøbelig, og det fik Agnes til at kigge op, og lidt efter krammede mig, og det fik en af tårene til at trille ned langs min kind.

"Beskeden var tom" Agnes stemme var hæs, og mindst ligeså skrøbelig som min lige havde været - hvis ikke mere, og det fik mig til at presse hende længere ind mod mig. Det kunne bare have været en fejl, at hun sendte den. Ikk?

Og nu spørger i sikkert, hvorfor vi har hendes nummer? Det har vi af den grund, at vi så kan se hvis det er hende der ringer eller skriver. Forstår i, hvis vi ikke havde hendes nummer og hun ringede, så ville vi højsensynligt bare tage den. Men hvorfra hun havde vores.. Eller hendes nummer, havde jeg ingen anelse om.

En kvalme steg lige pludselig i mig. Tanken om, at hun havde Agnes nummer gjorde mig utryg. Jeg kunne ikke lide det, kunne hun da for helvede ikke bare forstå, at vi ikke gad se hende? Selvom mit hjerte tiggede efter den gamle hende ville komme tilbage, ville det aldrig nogensinde komme til at ske. Hun dræbte vores bror, og har gjort så meget ved os. Hun gav os en uforglemmelig sorg ved at tage ham fra os. Men en ting hun også gjorde var, at tage hende fra os. Forstår i, min barndom var perfekt. Min mor var altid omsorgsfuld, og hjalp mig igennem så meget. Men det er ligemeget nu.. Helt ligemeget.

"Jessica!" Agnes stemme afbrød mine tanker, hvilket fik mig til at se forvirret på hende.

"Det er femte gang." Sagde min far pludseligt og rømmede sig. "Undskyld.." Tænk at jeg kunne være så væk i min egen verden, at jeg ikke ikke havde hørt dem.

"Det okay.. Men vi ignorere beskeden." Sagde min far igen, hvilket fik mig til at nikke svagt på hovedet.

 

"Hvad skal vi have til aftensmad?" Agnes stemme brød den deprimerende stilhed, og fik mig til at rette opmærksomheden mod hende. "Pizza?" Sagde hun lidt efter, hvilket fik mig til at grine. Det var et typisk Agnes-forslag.

"Ja, det kan vi godt." Sagde mig far, og grinte lydløst. "Piger?" Sagde han lidt efter igen, mens vi kiggede afventende på ham. "Vi klare det her sammen."

***

Jeg vågnede næste morgen ved at en solstråle ramte mit øje igennem mit gardin. Jeg greb ud efter min mobil som lå på sin sævanlige plads på natbordet, og låste den op. Klokken var allerede blevet 13, og det fik mig til at sætte mig hurtigt op i sengen. Gud! Så skulle vi jo være hos Anne og Harry om en time! Hvroignohg, hvorfor havde min far ikke vækket mig?

Jeg var hurtigt henne ved mit skab og fandt et par lyse cowboy shorts, et simpelt brunt og smalt bælte, en løs, men langærmet trøje som var cremefarvet.

Jeg smed tøjet i sengen, og klædte hurtigt om. Derefter åbnede jeg døren udtil gangen, men da et par grønne uventede øjne ramte mine, trådte jeg hurtigt et par skridt bagud og skreg ukontrolleret. Der stod Harry, og smilede drillende over hele ansigtet, hvilket irriterede mig grænseløst. 

"Jamen godmorgen Jess." Sagde han, hvilket fik mig til at sukke irriteret. "Jamen sikke en glædelig overraskelse, hej til dig også, Styles." Sagde jeg ironisk og skulle til at åbne døren ind til stuen da Harrys hånd lage sig på min arm, og hurtigt rev jeg min arm til mig.

"Undskyld babe.. De skulle lige have nogen minutter alene." Sagde han, hvilket igen gik mig til at sukke. Jamen herligt! Jeg gik hen imod toilettet, og lukkede hurtigt døren efter mig. Jeg blev nød til at gå i bad i aften, nu hvor min far ikke havde vækket mig i morges.

Jeg gik hen foran spejlet og tog min mascara frem, og lage det forsigtet på mine øjenvipper, og derefter tog jeg noget lipgloss på. Jeg lage det væk igen, og åbnede så døren hvor Harry stod.

"Jamen hej igen." Sagde jeg og lukkede døren efter mig. "Hvad skulle du?" Spurgte han nysgerrigt om, hvilket undrede mig. Hvad lavede man på et toilet?

"Lage make-up." Svarede jeg lidt for koldt, hvilket jeg hurtigt fortrød. Det var jo netop meningen, at jeg skulle give ham en chance. Jeg kunne bare ikke gøre for det, det var som om det kom automatisk. "Hvorfor?" Sagde han, hvilket fik mig til at bide mig i inderlæben - og nej, jeg behøvede ikke have løjet på grund af jeg bed mig selv i læben, jeg kunne også gøre det fordi jeg blev nervøs. Og det var hvad jeg var, på en eller anden måde.

"Det..." Jeg stoppede lidt mig selv, "For at føle mig lidt pæn..." Sagde jeg og kiggede væk, men kunne stadig føle Harrys blik på mig.

"Du behøver ikke make-up for at blive smuk.." Hans stemme var rolig, og der var intet drillet i denne her gang, den var mere behagelig, men den fik mig til at rødme og til ikke at ane hvad jeg skulle gøre.

"Tak.." Sagde jeg og sendte ham et venligt smil. Se! Denne her gang kom jeg ikke med mine sarkastiske bemærkninger.

'Øjeblikket' blev afbrudt af døren til stuen som gik op, hvor min far stod. "Harry, Jess, kom lige ind, vi skal lige fortælle jer noget!" Sagde han, og Harry gik straks hen imod ham, og jeg fulgte nysgerrigt med. "Godmorgen smukke." Sagde min far da jeg gik forbi ham, hvilket fik mig til at skule til ham for sjov.

Jeg satte mig i sofaen ved siden af Harry, da Anne sad overfor, hvor min far skulle side ved siden af hende.

"Så.." Startede min far og kiggede skiftevis på Harry og jeg. "Vi er sammen." Sagde Anne lidt efter, da stilheden tog over. Jeg stivnede indeni, og anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Altså.. Det var da godt, men jeg vidste ikke rigtig selv hvordan jeg havde det med det. Som sagt, kendte i nok grunden. Bare på grund af det der skete lige før, betyder det ikke at jeg synes han har været irreterne. Men lige nu handlede det ikke om mig.

"Jamen.. Tillykke!" Sagde jeg lidt efter, og gik hen til Anne for at give hende et kram, og derefter hen til min far for at give ham et også. Harry havde også sagt tillykke, og lidt efter pressede de læberne mod hinanden, hvilket fik mig til at rynke i panden, da jeg skulle til at sætte mig i sofaen igen. Heldigvis så kun Harry det, hvilket fik ham til at grine.

"Forresten, Jessica?" Sagde han lidt efter, hvilket fik mig til at se på ham. "Mh?" Svarede jeg lidt efter, og kiggede afventende på ham. "Vil du med hjem til mig? Nogen af mine venner kommer lige om lidt." Sagde han, og indeni sukkede jeg virkelig. "Øhm." Sagde jeg og prøvede at finde hjælp hos min far, som bare sendte mig et 'sig-nu-ja' blik."Selvfølgelig vil hun det." Sagde min far lidt efter, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. Tak far, så sød du er i dag.

Jeg skulle til at åbne munden, men nåede ikke længere før jeg kunne høre min mobil ringe, helt inde fra mit værelse af, og jeg satte hurtig farten op og nåede ind på mit værelse og tog imod opkaldet.

------------------------------------------------------------------

Hvorfor valgte Harry ligepludselig, at ligge sit 'drillende' jeg væk overfor Jessica? Hvem mon ringer? Og hvordan mon det kommer til at gå, når Jessica skal møde drengene?

- Skriv gerne hvad du synes om kapitlet, om det var for langt, eller hvad du tror der kommer til at ske :)

Btw, hvis i synes det gik for hurtigt med Anne og Jessicas far, så skal i huske på, at Jessicas far havde fortalt Jessica og Agnes om, at de havde noget sammen, han havde bare først fortalt dem om hende den dag.

 

Hele kapitlet er ikke rettet igennem - undskyld, havde ikke lige haft tid. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...