Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40864Visninger
AA

17. I'm still alive

Jeg åbnede svagt øjnene, og mødte både Abbey, Zayn, Harry, min far, og Agnes ansigter, da de stod rundt om mig. "Hun er vågen!" Kom det fra dem allesammen i nærmest kor. Men vent .. Stod rundt om mig? Jeg satte mig hurtigt op og kiggede svagt rundt. Hvor var jeg? "Hvor er jeg?" Spurgte jeg forvirret med en lav og hæs stemme, hvorefter min far trak mig ind i et kram. "Skat, er du okay?" Jeg fik øjnekontakt med ham, og hans øjne lyste op af både sorg og bekymrelse, hvilket fik skyldfølelsen til at stige. 

"Jeg har det fint," svarede jeg bare - selvom jeg stadig havde det helt forfærdeligt. Det hele kom stille tilbage til mig. Jeg prøvede virkelig at gøre det.

"Åh, Jessica jeg har været fuldstændig ude af bekymring!" Kom det fra Abbey - hendes øjne var helt røde, og jeg kunne sagtens se, at hun havde grædt. På grund af mig.. Sikke en bedsteveninde jeg var. Klar på at gå fra alt og alle..

"Undskyld,-" sagde jeg og skulle ellers til at fortsætte, før Zayn lage sine arme om mig, og holdte mig tæt ind mod ham. Det fik trangen til at græde, til at poppe op. Hvis selvmordet var lykkes, ville jeg aldrig have følt det her igen. Igen - sikke en kæreste. Og sikke en datter og søster - hvad var jeg dog for et menneske?

En tåre trillede ned af mine kinder, og et hulk slap ud af mine mund, hvilket fik Zayn til at kramme mig lidt hårdere, "sch babe, det skal nok gå okay? Jeg er her for dig," hviskede han ind i mit øre, hvilket beroligede mig i et øjeblik, før hele min krop begyndte at ryste. "Jess?" Kom det fra Zayn, og lidt efter fra min far. Men tårene løb bare ned af mine kinder - jeg vidste at de prøvede at få min øjenkontakt, men det kunne jeg ikke! Jeg kunne ikke se dem i øjnene efter det jeg havde gjort. Jeg var et forfærdeligt menneske - hvorfor kunne jeg aldrig gøre noget som helst ordenligt?

"Jeg kalder efter en sygeplejerske," sagde min far med en stille stemme, men det fik alt inde i mig til at gå udbrud, og fik mig til at råbe op, "nej!" - jeg magtede det virkelig ikke lige nu. Alle kiggede et øjeblik på mig, helt tavse, imens jeg kom til at tænke yderligere tilbage. Harry. Han havde set alt det mellem min mor og jeg.. Vores skænderi.. Opdagede hvad jeg gjorde. Jeg måtte snakke med ham - lige nu, jeg ville have orden i tingene - i det mindste bare dem som var mulige at få orden i.

"Jeg mener, jeg vil først have lov til at snakke med Harry," sagde jeg og kiggede skiftevis på alles ansigter udover Agnes. Hun burde ikke være her. Hun skulle ikke se mig sådan her.

Min far nikkede forstående, og gik ud af døren efterfulgt af Agnes som sendte mig et kort smil. Abbey stoppede lige foran mig, og gav mig et kæmpe kram efterfulgt af et smil. Hendes øjne viste en helt masse ting, men det blev jeg afbrudt af, da hun hviskede nogen ting imens hun gav min hånd et klem, "jeg går ikke fra hospitalet," før hun gik ud af døren også. Det lettede faktisk en del, at selvom jeg havde været klar til at tage mit liv - og svigte alle i det, ville hun stadig være her.

Nu var det kun Zayn som stod herinde, men stadig kunne jeg bare ikke se ham i øjnene. Tårene begyndte at løbe igen, og med det samme lod Zayn to fingre vende mit ansigt, så vi langt om længe fik øjnekontakt. Hans brune øjne var helt blanke, og han så bekymret ud.

"Zayn,-" "-sch," hviskede han, da allerede min stemme var knækket over ved første ord. Han trak mig ind til sig og plantede et kys ved mit øre. Jeg trak vejret dybt, før jeg fik sagt noget uden at knække helt sammen, "undskyld,", min stemme var skrøbelig, og derefter kom tårene igen. Lige nu vidste jeg ikke hvad jeg mest skammede mig over - om det var, at jeg havde prøvet, eller om det var, at det blev opdaget og dermed ikke var lykkedes.

Zayn trak sig fra mig igen og kiggede forstående ind i mine øjne og lod derefter hans læber ramme mine. Det var ubeskriveligt, i det sekund, lykkedes det mig endelig at tænke på noget andet end smerten indeni, der var så mange følelser i kysset, at det igen - slet ikke var til at beskrive. Vi blev afbrudt ved at det bankede på døren, og Harry kom ind. Hans øjne var røde, og ellers ikke til at aflæse.

Jeg kiggede på Zayn som hurtigt gav min hånd et tryk, og sendte mig et opmuntrene smil før han gik ud.

Harry havde ikke rigtigt kigget på mig endnu, men satte sig på en stol som også stod på værelset.

"Harry..." Sagde jeg, og i dét jeg sagde hans navn, var alle de ting jeg ellers ville have sagt før, forsvundet. Der kom ingen ord ud. Men heller ingen tåre. Jeg sad bare og stirrede ud i luften, med en tomhed indeni.

"Harry, undskyld. For alt det du har set," fik jeg fremstammet, efter en meget lang tavshed.

Tavsheden lage sig igen, og der kom ingen ord fra ham, han sad bare helt stille og stirrede tomt ud i luften, hvilket fik mig til at snøfte. Han var skuffet - såret. Alt på grund af mig! Hvordan kunne jeg være så egoistisk, at lade ham opleve dette, og så derefter bare vælge at tage en masse piller i håb om at dø? Jeg vidste da forhelvede at han ville komme hjem! Jeg var en stor skuffelse i mig selv. Hvorfor valgte jeg ikke bare at kæmpe? Være bare lidt stærk istedet for at vise mig så svag! Mine tanker angreb mig, og imens tårene trillede, lod jeg mig sænke ned under dynen igen, og tog den op over mit hoved, hvorefter hulkene kom - et efter et forlod de min mund, og lod flere tåre rende ned fra mine øjne, men blev afbrudt af Harrys hånd der lage sig på min skulder.

"Jessica, jeg er ikke skuffet over dig," sagde han, som om han havde læst mine tanker. Jeg bed mig hårdt i læben for at hulkene ikke skulle slippe ud, imens han satte sig på sengen, og langt om længe sagde han noget igen, "Jeg er bare bekymret for dig. Hvis jeg bare havde eksisterede på, at du skulle blive hos mig istedet for at løbe hjem.. Eller var kommet bare lidt senere ind ad døren og ikke opdaget-" "-Harry det er ikke din skyld!" Sagde jeg frustrerende, og trak dynen ned fra mit ansigt og satte mig op i sengen. Han skulle da ikke bebrejde ham selv, det kunne på ingen måder være hans skyld!

"Harry.. Du må aldrig bebrejde dig selv for det, okay?" Min stemme var mere bestemt den her gang, men stadig lidt hæs og stille. Jeg vendte mit blik mod gulvet og sukkede for mig selv. Jeg kunne ikke finde ud af mine følelser lige nu. Det hele snurrede rundt. Og jeg var stadig i tvivl om hvad jeg havde håbet aller mest på - at jeg aldrig havde valgt at tage pillerne, eller jeg havde håbet, at de virkelig ville æde mig op.

Tårene trængte sig på igen, men jeg samlede alle mine kræfter, for at holde dem inde. 

"Jessica.." Harrys stemme var også hæs, hvilket fik ham til at hoste. "Jeg er her for dig," sagde han, før han trak mig ind i et kram, som fik en tåre til at trille ned af min kind igen. Han trak sig væk lidt efter da det bankede på, og sendte mig et smil. "Jeg elsker dig," sagde han, hvilket fik mig til at smile. Jeg elskede også ham - som en bedsteven, som en papbror.

"Iligemåde, Harry," sagde jeg svagt, før en sygeplejerske kom ind.

Harry sendte mig et smil, før han gik ud af døren.

"Jessica Valentine," sagde hun, og jeg nikkede stille. "Ifølge maskinerne, banker dit hjerte som det skal, men jeg vil gerne høre hvordan du har det." Sagde hun, og jeg nikkede igen stille. "Fint," sagde jeg, og det havde jeg fysisk, men psykisk var jeg helt nede.

"Føler du træthed? Svimmelhed?" Spurgte hun efter, men jeg havde da lige sagt, at jeg havde det fint? "Nej, jeg har det fint," sagde jeg igen, hvor hun så nikkede. "Vi har tilkaldt en psykolog, som kommer om.." hun stoppede for at se på sit ur, hvorefter hun fortsatte, "om en halv times tid, for at snakke med dig," sagde hun, men straks protesterede jeg. "Jeg har det fint!" Sagde jeg hårdt - jeg havde ikke lyst til at snakke med en psykolog, intet kunne alligevel hjælpe mig. Jeg var fuldstændig ødelagt indeni, men det var jo intet nyt - ingen kunne hjælpe mig, og for at være ærlig, magtede jeg heller ikke at forsøge at få 'hjælp'.

"Jeg tror, det ville være en god idé, lige at få talt med en," fortsatte hun, men jeg rystede bare ivrigt på hovedet. "Det vil jeg ikke," sagde jeg bestemt. "Det kan du jo lige tænke over," hendes stemme var rolig, men den irriterede mig helt vildt. Havde jeg ikke lige sagt, at jeg ikke ville?

Jeg nikkede bare, i håb om at hun ville gå - hvilket hun gjorde. "Sig til, hvis der er noget du mangler," sagde hun inden hun gik ud af døren.

Jeg rejste mig op, og gik rundt på det lille værelse i frustration. Tankerne om mødet med min mor, kom frem, hvilket fik en klump til at sidde i min hals. Jeg kunne have være væk nu, hvis bare jeg havde sørget for at låse mit værelse, kunne det være, at jeg ikke stod her lige nu. Hvis jeg dog bare havde sørget for at gøre det ordenligt!

Jeg vendte mig om, og så et aflangt spejl hænge på væggen, hvorefter jeg bare stirrede tomt ind i spejlet. Jeg blev ved med at stirre, men det var som om, at jeg ikke kunne kende mig selv længere. Jeg var som fremmede for mig selv. Jeg var et monster. Jeg havde da forhelvede prøvet at dræbe mig selv! Og tænk, at så mange havde set mig være i den tilstand, efter jeg tog de piller.. Mennesker jeg holdte af. Agnes havde set det.. Min lillesøster. Hvilken forfærdelig storesøster var jeg ikke lige?! Tænk hvis jeg havde gennemført det, så havde hun vokset op med vidnen om, at hendes mor var fuldstændig sindsyg og havde myrdet hendes storebror, hvorefter vi så flygtede, og hendes søster havde begået selvmord? Hvad tænkte jeg på?! Jeg var fandme ved at blive ligeså sindsyg som min mor..

Vreden indeni var slet ikke til at styre. Jeg kendte ikke den her side af mig selv, mine tanker gik amok. Jeg blev mere og mere vred af at kigge på mig selv.

Jeg knyttede min hånd, og trangen til at lade den ramme spejlet, og lade det falde i tusinde stykker, var så stor. Føle smerte udenpå, for den indeni var alt for stor lige nu. Jeg kunne ikke holde alle de her tanker ud. 

Jeg hævede min hånd, og da jeg skulle til at bruge mine kræfter på at smadre spejlet, var der pludselig en som tog fat i den. Jeg prøvede desperart at få den fri, men personen der holdte mig, var for stærk. Jeg gav op efter lidt tid, og lod mig sænke ned på gulvet, og så kom hulkene igen. Og tårene. Det hele. Jeg havde det værre end aldrig før.

Jeg kiggede hurtigt bagud, hvor jeg så Zayn med et nedtrykt ansigt, og kiggede bekymrende på mig. Det var ham, som havde holdt mig fra at smadre spejlet. Tænk, at jeg var så væk i mine egne tanker, at jeg ikke engang havde lagt mærke til at han var kommet ind.

Jeg lage mine arme om hans hals, og pressede mig ind i hans favn. "Zayn, jeg ved ikke hvad jeg laver, jeg.." jeg stoppede op, og begyndte bare at hulke og græde - helt ude af mig selv.

Han svarede ikke, men lage istedet bare hans arme om mig, og kyssede mig på kinden, imens han stille vuggede mig frem og tilbage. Alt indeni, gik i udbrud. Jeg var så ked af det, og kunne ikke finde ud af noget som helst.

"Z-zayn?" stammede jeg, og han trak sig lidt fra mig, for at kigge mig i øjnene. "Jeg må væk, der kommer en psykolog for at snakke med mig," sagde jeg, og hans blik var ikke rigtigt til at tyde. "Det synes jeg, du skal tage imod," sagde han roligt, men jeg alt for uenig, hvilket han vidste godt kunne se.

"Skat, hvad har du at miste?" sagde han blidt, men jeg svarede ikke. Ja, hvad havde jeg egentlig at miste? Udover tid. Jeg kunne ikke tro på, at noget som helst skulle ændre sig, ved at snakke med nogen. Jeg kunne ikke hjælpes. Og jeg kunne ikke sige for meget.

Imens stilheden stod på, kunne jeg høre en sms bibbe ind på min mobil. Jeg tørrede mine øjne igen og snøftede kort, før jeg rejse mig op. Zayn rejste sig også, og kiggede mig ind i øjnene. "Vil du ikke nok?" bad han, og pludselig var jeg i tvivl. Hvorfor var det så vigtigt for Zayn?

"Jeg kan ikke hjælpes, Zayn," hviskede jeg og prøvede at forklare, men kunne straks se sorgen i hans øjne. "Selvfølgelig kan du det. Hvis du selv vil hjælpes," hviskede han tilbage, og jeg nikkede bare svagt.

Igen lage han sine arme om mig, og krammede mig hårdt, imens han hviskede beroligende ting i mit øre såsom: "Alt skal nok blive godt igen," "Jeg er her for dig," "Jeg elsker dig,", og jeg kunne ikke lyve mig fra at sige, at jeg fik et lille smil på læben.

Han trak sig ud af krammet, og placerede et kys midt på min mund, som hurtigt blev udviklet, før døren åbnede sig og den samme sygeplejerske kom ind.

---------------------------------------------------------------------

Det har kapitel, er meget omkring Jessicas følelser som hun har meget svært ved at finde ud af. Måske var dette kapitel ikke så spændende, men jeg gør mit aller aller bedste for at gøre vært kapitel spændende og godt, så vent til næste! :D

 

Jeg ville blive rigtig glad, hvis i ville skrive lidt om hvad i synes om movellaen indtil nu - evt. hvad i kan lide, og hvad der kunne gøres bedre. Tak på forhånd!

 

Og som en sidste ting, ville jeg blive utrolig glad hvis i ville læse mine One shot's: Little Girl In A Big World - One Shot, eller min helt nye: I've been gone for so long - One Shot. Det ville betyde utrolig meget. :')

 

- Håber i alle har en rigtig god sommer -

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...