Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40863Visninger
AA

18. I need to tell you something

Tiden var gået forholdsvis hurtigt, og idag var det 2 dage siden selvmordforsøget, og siden mødet med min mor. Så det ville altså sige, at det var imorgen jeg skulle møde hende.

Jeg havde snakket med psykologen på sygehuset, men havde hurtigt fået hende til at give op, da jeg ikke havde så meget at sige, da jeg jo alligevel ikke kunne fortælle over halvdelen af det jeg var ked af. Så hun havde sikkert bare tænkt, at jeg var sindsyg.

Siden jeg var kommet hjem, havde både Zayn og Abbey været her en del, og det var faktisk først nu her, at hverken Abbey eller Zayn var her.

Det var eftermiddag og jeg sad ude i stuen med Harry og så en film, men blev afbrudt af mine mobil der fik en sms . nemlig min.

Jeg ved ikke om jeg var specielt nervøs, da jeg ikke havde fået nogen beskeder fra hende siden den dag jeg mødte hende.

Jeg greb ud efter min mobil og fik et kæmpe chok, da jeg læste beskeden, hvorefter Harry hurtigt skænkede mig et spørgende blik. Det var rent faktisk fra hende af.

"Er du okay?" Spurgte han, imens jeg læste beskeden igennem endnu en gang:

#Selvmordsforsøg? Virkelig? Er lidt overrasket må jeg sige, jeg havde troet du havde mere styrke end det. -Mor# 

Harry lænede sig ind over mig for at se hvad det var jeg læste, og normalt ville jeg ikke have tilladt ham at læse mine beskeder, men jeg følte ikke at jeg kunne være bekendt at holde mere hemmeligt for ham, efter hvad han havde oplevet.

"Er det hende, Jessica?" Alvorligheden var ikke til at tage fejl i i hans stemme, og jeg nikkede bare roligt uden at fjerne mit blik fra skærmen.

Harry låste forsigtigt min mobils skærm og lage en hånd på min skulder.

"Jessica.." Startede han, imens jeg lod mit blik falde til jords. "Du må ikke lade hende kontrollere dig.. Tror du ikke at du bliver nød til at fortælle din far om det her?" spurgte han roligt om, men jeg rystede bare ivrigt på hovedet. Jeg ved ikke om det var det bedste at gøre, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre det. At fortælle dem, alt det her.. Men samtidigt ville jeg ikke holde det hemmeligt mere. Men hvad ville hun gøre hvis hun fandt ud af at jeg fortalte det? Jeg følte at hun konstant overvågede mig, på en eller anden underlig og syg måde. Og det er virkelig skræmmende.

"De er din familie.. De fortjener at vide det efter alt det her Jess," sagde han og jeg vidste, at han lige nu prøvde at få min øjenkontakt. Stille og roligt drejede jeg mit ansigt for at kigge ham i øjnene, og jeg vidste udmærket at han mente det her.

"Jeg mener det Jessica, hvis ikke at du siger det, så siger jeg det," sagde han, og en kold følelse ramte mig i samme sekund ordene forlod hans mund. Det kunne han da ikke bare? Hvad tænkte han på?! "Harry, jeg prøvet at beskytte min familie!" Udbrød jeg, selvom jeg inderst inde godt var klar over, at jeg nok blev nød til at tage samtalen. Men alligevel, var der noget andet inde i mig, som kæmpede mod mig, fordi jeg gerne ville skåne dem for mere smerte.

"Og det er nøjagtigt det, du vil gøre ved at fortælle dem det. Hun har bedt dig om at vælge imellem to personers liv, Jessica." Sagde han med en alvorlig stemme, hvorefter jeg bare nikkede. jeg vidste jo godt, at han havde ret - men som sagt, var der noget inde i mig som havde så svært ved at skulle gøre det.

"Jessica, jeg skal nok hjælpe med at fortælle det. Det skal nok gå," trøstede han og sendte mig et smil, som jeg stille gengældte.

"Fint," sagde jeg stille og gav et lille suk fra mig. Hvad kunne det værste være? Det kunne vel umuligt blive værre, end det var nu? Vel?

"Jessica, træk vejret," sagde Harry og lod sin hånd stryge mig hen over ryggen. Jeg rejste mig hurtigt op, og før jeg vidste af det, kom et stort hulk ud af mine læber.

"Jess..." Kom det fra Harry, men jeg cuttede ham af før han nåede at sige mit navn og fortsatte ind mod mit værelse og lukkede døren i. Jeg smed mig i min seng, og trangen til at græde var ufattelig stor. Men af en eller anden grund kom tårene ikke ud, af en eller anden grund kunne jeg ikke. Jeg havde også grædt så meget på det seneste at man ikke skulle tro jeg havde flere tåre tilbage.

Der blev stille banket på min dør, hvorefter den blev åbnet og Harry kom til syne. Jeg sukkede stille, hvorefter han lukkede døren efter sig og kom hen til mig.

"Jess, jeg har eventuelt en plan," sagde Harry hvorefter jeg lod mit spørgende blik møde hans. Noget sagde mig, at det her ville blive svært.

***

Jeg vågnede ved min mobil som jeg havde sat alarm på - præcis til nu, klokken 6:45 om morgenen.

Jeg kunne mærke på hele min krop hvor træt og energiløs jeg var, men der var ikke noget at gøre. Jeg rejste mig op, og tog noget hurtigt tøj på, hvorefter jeg lage noget make-up og redte mig hår. Jeg gik hen til mit natbord igen, for at tage min mobil og gå ud i gangen. "Godmorgen Jessica," sagde Harry imens jeg tog mine sko på. "Godmorgen," mumlede jeg stille, hvorefter han lage en hånd på min skulder. "Det skal nok gå," sagde han og sendte mig et smil og gav mig en lille kvadratisk mikrofon jeg skulle have liggende i min lomme. Jeg hurtigt nikkede, og lage mikrofonen i lommen hvor den skulle være, før jeg gik ud af døren, og fortsatte ned at trapperne og ud af opgangen. Nu skulle jeg bare skynde mig ned på stranden hvor jeg garenteret blev mødt af en person der er skyld i mit deprimerende humør lige nu. Min mor.

Jeg måtte bare stole på Harry og min's plan. Og hvis ikke den lykkedes, går alt tabt.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, da mine sko ramte sandet på stranden. Jeg var ikke klar - langt fra, men jeg blev nød til det.

Min mor stod allerede ved det aftalte sted, og lidt efter stod jeg henne hos hende.

"Hej," sagde hun og sendte mig et smil som gav mig kvalme. Jeg nikkede bare og kiggede væk, hvorefter hun rømmede sig. "Jeg undskylder mit gode humør, du har jo vidst været en del igennem de her dage, har du ikke skat?" sagde hun igen med den samme provokerne glade stemme. "Mere end du nogensinde kommer til," hvæsede jeg af hende, hvorefter hun bare gav en kort latter fra sig, som igen irriterede mig mere end noget andet.

"Som du nok ved, står vi jo ikke her for sjov. Du har vidst noget du skal give svar på," sagde hun og jeg kiggede kort ned i jorden, hvorefter jeg tog mig sammen til at lade mine øjne møde hendes. De var præcis som jeg huskede dem. De var røde, og så iskolde ud. Og som altid, lignede hun en der var helt væk. Erindringerne kom lige pludselig tilbage til mig. Jeg kan huske hvor mange gange jeg har kigget hende i øjnene og set dem køre rundt. Være rødsprængte. Se ondskabsfulde ud. Der var intet nyt i det. Men alligevel fangede det mig et øjeblik.

"Jeg kan ikke træffe den her beslutning, mor." sagde jeg og kom hurtigt til mig selv efter at være fanget af mine tanker. Sætningen kom ud med en opgivende og trist stemme - jeg lød så svag. Men det var ægte. Det var sådan jeg havde det.

Igen kiggede jeg ind i hendes øjne, som så præcis ud som før - den her gang kunne man bare se vreden så tydeligt i dem. Det skræmte mig faktisk. "Så er du vel klar over hvad der sker, søde Jessica?" sagde hun med sammenknebende tænder imens hendes ansigt blev rødt. Jeg trak på skuldrene, "hvad er det der sker, mor?" spurgte jeg dumt om, selvom jeg udmærket godt vidste det. Men det var her, Harry og min's plan spillede ind. Hele vores møde kunne høres igennem mikrofonen i min lomme, hvor Harry samt noget politi lyttede med. Og de skulle have beviser.

"Der sker det, at du skal vinke farvel til den kæreste, samt din søster," sagde hun endnu vredere end før. Og hvis ikke hendes ansigt var rødt før, så var det ihvertfald rødt nu. Og det skræmte mig virkelig.

"Hvad er det du vil gøre?" Jeg vidste at mine spørgsmål provokerede hende, og på en eller anden måde, så nød jeg at irritere hende, men på en anden måde var jeg også helt vildt bange for det.

Et lille falskt smil formede sig på hendes læber, "jeg vil få dem til at forsvinde. Præcist ligesom din bror. Tage glæden fra dig og dit liv, PRÆCIST som du tog glæden fra mit!" sagde hun, og i den sidste sætning kunne vreden tydeligt høres.

Jeg nikkede stille, og lidt efter kunne jeg se et par politi biler komme kørende med fuld fart herned, hvorefter nogen betjente susede ud af bilerne. "Hvad i alverden?!" Råbte min mor og kiggede hen på mig med et skræmt blik, hvorefter vreden blev mere og mere synlig. "DET ER DIG!" skreg hun, og formede en knytnæve med sin hånd, men nåede ikke længere før to betjente tog fat i hende. Hun skreg, sparkede og slog ud efter mig og betjentene, selvom jeg stod nogle meter fra hende.

Hun gav dog ikke op så let, men skreg og råbte og gjorde alt for at kæmpe imod de to store betjente der havde fat i hende "SLIP MIG!" skreg hun gennemtrængende og fortsatte med at råbe "NEJ, SKRID!" og bankede sit hoved frem og tilbage, mens hun igen prøvede at slå og sparke ud efter dem. Et øjeblik slappede hun helt af, og fik øjenkontakt med mig,

"Det er ikke slut, Jessica!" Råbte hun efter mig, imens hendes rasende, røde øjne kiggede ondt ind i mine. En masse tårer samlede sig i mine øjne - ikke fordi hun havde sagt hvad hun havde sagt, men fordi det langsomt gik op for mig, at det her rent faktisk var min mor. Min mor som skulle have været der for mig siden den dag jeg blev født, og min mor som skulle have været der for mig lige nu, og have vugget mig frem og tilbage og trøstet mig - præcist som en mor skulle gøre... Men istedet stod jeg overfor min mor, som var en morder, der vil dræbe betydningsfulde mennesker bare for at såre mig..

Tårene samlede sig, igen og igen, og til sidst kom hulkene ind over, og pludseligt faldt jeg langsomt ned i sandet og brød sammen der... Græd alt min smerte ud, som gemte sig bag min store facade. Lige indtil et par hænder ramte mine skuldre, og bøjede sig ned til mig.

"Jessica, det er okay," Harrys stemme lød bekymrende og oprigtig, og fik mig til at kigge på ham. "Det hele er okay. Du behøves ikke at gå rundt og være bange mere," han sendte et forsigtigt smil, og hjalp mig op og stå.

"Det er min mor det der..." Hviskede jeg stille og kiggede ham i øjnene, selvom mine øjne sikkert var helt våde og blogsprængte.

Harry lage sin hånd på min ryg og bevarede øjenkontakten, "din mor har det ikke godt. hun kan ikke tænke klart, ellers havde hun aldrig handlet som hun har gjort. Tænk på din far og Agnes - dem har du, og de vil altid være der for dig," sagde han kærligt, før han blev afbrudt af min mor som råbte henne fra politibilen af, og lidt efter, var den på vej væk.

Zayn kom løbende hen og omfavnede mig hvilket gav mig et smil på læberne, som han hurtigt gjorde større ved at ramme mine læber mod hans.

Imens vi stod sådan, var der så mange følelser indeni. Sorg blandet med glæde. Ulykkelighed, blandet med lykkelighed. 

Han fortsatte kysset, imens vi flettede fingre. Jeg fangede mig selv i at stå og smile, imellem kyssende, hvilket gjorde, at jeg nærmest glemte alt det der lige var sket.

Det fik mig også til at indse nogen ting, - nej, jeg havde ikke en kærlig og omsorgfuld mor, som mange andre børn og teenagere havde. Nej, jeg har ikke haft den bedste fortid. Men i det mindste, kan jeg lave min fremtid om, lige fra dette øjeblik af. Jeg havde min far, min dejlige søster, nogen dejlige venner og en hel fantastisk kæreste som jeg elskede overalt på jorden. Og de allesammen havde bevist, at de var der for mig i medgang og modgang. Og det var netop det, som fra nu af skulle holde mig oppe. Det var min familie. Og de elskede mig, som jeg elskede dem. Og dem ville jeg aldrig miste. Det her var mig og mit liv, og jeg skulle nok klare den, med alle de fantastiske mennesker som stod bag mig.

 

---------------------------------------------------------

 

Hej allesammen!

Endelig fik jeg publiceret kapitlet, som jeg også vil afsløre, var det sidste. Jeg er simpelhen  SÅ glad og taknemmelig for alle de læsere jeg har fået på denne historie, det betyder så meget for mig. Og ikke mindst tusinde tak for alle jeres søde kommentare, - det at skrive gør mig glad, og letter mig, da en del af det jeg skriver om, har jeg selv oplevet.

Og endnu en ting jeg lige vil skrive er, at jeg har haft en rigtig svær periode, og jeg har fået rigtig meget hjælp som jeg har haft brug for de sidste mange måneder, og det er derfor jeg ikke har haft så meget tid og overskud til at skrive. Men da jeg sad og skrev videre på kapitlet kom jeg i tanke om hvor glad det egentlig gjorde mig. Så derfor har jeg besluttet mig for, at jeg vil til og skrive meget mere!

- Hvad syntes i om historien? Slutningen? Kapitlet? Skriv MEGET gerne en kommentar med ris/ros, det hjælper mig rigtig meget, da jeg meget gerne vil blive bedre, for jeg går virkelig meget op i at skrive, og ligger meget arbejde i det. :)

 

xx, elsker jer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...