Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40249Visninger
AA

10. Different moods.

Jessicas synsvinkel:

"Letmælk? Minimælk?" Spurgte jeg afventende mens Zayn tænkte. Jeg sukkede for sjov og åbnede glad døren ind til kølerummet med mælk. "Minimælk," fnes han da jeg tog fat i Letmælken. Jeg sendte ham et surt blik - for sjov selvfølgelig, og tog fat i to liter minimælk. "Naarh, du hvor jeg tænker over det-" "Det bliver minimælk Zayn!" Afbrød jeg som om jeg kunne læse hans tanker og lage mælken ned i vognen. Han stak underlæben ud, som bare fik mig til at fnise og gå videre.

Jeg kunne godt lide at være i Zayns selskab, han er venlig at snakke med og generalt bare en rigtig sød dreng, fyr, mand - kald det hvad i vil.

Vi havde købt lasagne, så det var det vi skulle have til aftensmad.

"Jessica?" Jeg stoppede brat op, og ventede til Zayn kom op ved siden af mig, og gik så videre. "Mh?" Spurgte jeg og kiggede på ham. Hans læber førte op i et smil, og jeg kunne ikke selv holde mig fra at smile tilbage hvilket morede Zayn og fik ham til at grine imens jeg bare sukkede og rystede på hovedet af ham. "Vil du have et lift?" Spurgte Zayn og stoppede vognen og jeg vidste straks hvad han mente. Men det kunne han godt glemme - der gik mennesker omkring og jeg var da 17!

"Nej, nej.. Glem det," sagde jeg og kørte en hånd igennem mit hår. Uden jeg nåede at blinke var Zayn henne ved mig, tog fat i mig, og løftede mig op i vognen, og da jeg skulle til at skynde mig ned fra den, begynde han at køre vognen en anelse hurtigt. "Zayn, stop det!" Mumle-skreg jeg, hvilket fik ham til at finde det mere sjovt.

"Stooo..." Jeg stoppede hurtigt mig selv og kunne mærke rødmen stige, da en medarbejder af butikken pludselig stod foran vognen. Åh gud, det her skete bare ikke. Zayn fandt det tydeligvis sjovt, da jeg kunne høre ham fnise bag mig. Damen sagde noget på svensk og hvis jeg skulle bedømme hendes tonefald var det nok en god idé at jeg hoppede ned fra vognen. Så det gjorde jeg, imens rødmen stadig sad i kinderne. Damen så ikke specialt smilende eller glad ud - hun gik bare videre imens hun holdte blikket på os. Til sidst kiggede hun væk og gik en anden vej.

Da hun var gået, kunne både Zayn og jeg ikke holde masken og begyndte at grine, selvom det havde været herre pinligt. "Det gør du aldrig igen," sagde jeg grinende, men Zayn svarede ikke, blot grinte ham sammen med mig.

***

Vi havde betalt for vores vare, og sommerhuset var til syne, omkring 200 meter fra hvor vi gik. Vi havde gået og snakket og grint, og det havde bare gjort mig generalt i rigtig godt humør.

Da vi nåede døren gik vi ind, og drengenes stemmer var slet ikke til at tage fejl af. "ZAYN? JESSICA?" Halv råbte Louis inde fra stuen af, han havde sikkert hørt døren gå op. Han farede herud med Louis bag, og hjalp os med varene.

"Hvordan kan det tage jer over en time?" Spurgte Niall spørgende og så nærmest hel trist ud. "Jeg var ved at dø af sult," forsatte han bagefter inden vi nåede at svare. "Undskyld, Jessica var bare blevet så træt, at jeg skulle køre hende rundt i en vogn og så blev vi stoppet af en medarbejder og-" "HVAD??" Udbrød jeg med et smil på læben. "DU bare mig op i vognen og kørte mig rundt i butikken!" Sagde jeg og prøvede at se trist ud - men det var umuligt lige nu. Jeg nød denne fantastiske følelse jeg havde indeni lige nu, udelukkende glad. "Sad du i...?" Sagde Louis før det gik op for ham og begyndte så at grine af mig. Jeg satte mig opgivende ned i stolen og havde en indre kamp med mig selv for at lade vær med at udbrøde et grin. "Det ville jeg såmænd gerne have set," sagde Liam over fra sofaen af, hvor Harry sad ved siden af - hel tavs med hovedet nede i sin telefon. Det lignede ikke ham, langt fra. Mon om der var noget galt? Den måtte jeg tage med ham senere.

"Det ville du sikkert," svarede jeg Liam lidt efter, hvilket fik ham til at smile. Da der et kort øjeblik var stille, fyldte Harrys stemme rummet. "Din mobil har haft ringet, og Louis tog den for dig," sagde han og jeg slog hurtigt øjnene op. En der havde ringet til mig? Kunne det have været Abb... Mine tanker blev afbrødt af Louis som om han havde læst mine tanker, "Ukendt og privat nummer," sagde han og satte sig på armlænet på sofaen.

"Ukendt nu... Nej vel.." Sagde jeg rent automatisk og frygtede hvem det var. Og de havde taget den. Hvad blev der sagt? Jeg skulle have svar. Nu.

"Hvad sagde hun?" Min stemme blev seriøs, og jeg kunne mærke at noget af den glæde jeg lige havde haft, blev lavet om til en meget bekendt følelse - frygt.

"Personen sagde ikke noget." Sagde Louis igen, og det gjorde det skam ikke bedre. "Sagde ikke noget? Baggrunds lyd?" Spurgte jeg men han rystede bare på hovedet. "Intet." Sagde Louis igen, og jeg skulle virkelig beherske mig selv for hverken at græde, eller blive totalt vred. Vred over at hun ringede og styrede mig på den måde. Men jeg måtte beherske mig, jeg ville ikke have at det skulle ødelægge det her.

"Er alt okay?" Zayn trak mig ud af mine tanker med hans blide stemme, hvilket fik mig til at ryste langsomt på hovedet. Smil nu Jessica, du skal ikke give dem mistanker om noget! Men at smile var svært lige nu - meget svært, og især fordi jeg bare ikke kunne være glad selvom jeg blev nød til det.

"Undskyld, jeg må lige gå på toilet.." Sagde jeg og afbrød tavsheden og fik alles opmærksomhed rettet mod mig - udover Harrys som stadig var rettet mod sin mobil.

Jeg låste toilet døren efter mig, og min ryg gled langsomt ned af den låste dør bag mig. Jeg trak mine ben op til mig, og lage mine arme om dem, og lage mit hoved ned på, og skjulte mit ansigt. Tårene gled ned af mine kinder - uden tilladelse, også selvom jeg var alene. Det skulle da for pokker ikke påvirke mit humør! Hun skulle ikke påvirke mit humør. Jeg skulle have ladet vær med at sætte flyvtilstand fra.

Agnes. Hun dukkede pludselig op i mine tanker, og fik kuldegysningerne frem. Hvad nu hvis.. Hun havde fundet hende? Hun kunne da have gjort alting ved hende så! Far. Var de okay?

"Jessica?" Zayns rolige stemme lød ude foran døren imens han bankede på toiletdøren. Jeg tørrede tårene panisk væk far mit ansigt, og prøvede at 'vaske' mine øjne så de ikke var røde. Det lykkedes, men til gengæld sad mascaraen nu under øjnene. Og det gik heller ikke, så ville han da ihvertfald vide at jeg havde grædt.

Jeg greb udefter noget toilet papir og forsigtet gjorde jeg den våd og tørrede det væk. "Jess.." Zayn bankede igen på, men jeg ignorerede det. Jeg åbnede lige om lidt. Nu hvor jeg tænkte over det, skulle jeg faktisk på toilet, hvilket fik mig til at gå hen til toilettet - sjovt nok.

"Jessica kom nu ud," nu kunne jeg også høre Harrys stemme, og Zayn og Harry som lavmælt snakkede sammen. Dog var deres stemmer lidt hårde, men det tog jeg mig ikke af. Jeg gjorde hvad jeg nu gør, efter et toilet besøg og låste døren op og fik dem til at stoppe deres snak.

Jeg bed mig kort i læben før jeg kiggede på Harry. "Kan vi snakke?" Spurgte jeg om, og sendte Zayn et undskyldende blik, hvorfor hel nøjagtigt, vidste jeg ikke.

Vi gik ind på vores soveværelse, og jeg lukkede døren efter. Tavsheden tog over, og der gik omkring 30 sekunder, før Harry afbrød den. "Hvad så?" Spurgte han og hentydet ikke til hvorfor jeg ville snakke, men mere til situationen før. Han var ikke dum, det var ingen af drengene, de kunne da se der var noget galt. Og det vil sige, at det med at beherske mig selv, var jeg ikke så god til alligevel.

Jeg rystede på hovedet, "nej, det er mig der spørge dig, hvad er der?" Man kunne se at han ikke havde forventet hvad jeg ville spørge om, så han kiggede bare underligt. "Harry.. Jeg kan mærke det," mumlede jeg, men han svarede ikke. "Der er ikke noget galt Jessica." Svarede han lidt efter, men jeg vidste at det ikke var rigtigt. "Harry lad nu være..-" "Nej Jessica, lad selv vær og fortæl mig hvad der sker! Jeg kan se at du pludselig bliver ked af det. Og det er ikke kun idag," sagde han og jeg bed mig hårdere i læben. Hvad skulle jeg svare?

"Pigeproblemer.." Mumlede jeg mens man tydeligt kunne se rynkerne i Harry pande. Løgn. "Pigeproblemer?" Gentog han og jeg undgik øjenkontakt. "Ja.." Sagde jeg igen, og endnu engang var det Løgn. Rynkerne blev tydligere imens jeg sukkede dybt.

"Også til dig.. Hvad sker der?" Spurgte jeg og tavsheden lage sig kort, "der er ingenting," sagde han koldt hvilket undrede mig en del. Han plejede ikke at være sådan. Det var bare ikke ham. Eller, nu skulle jeg ikke gøre mig klog på ham, og nu indrømmer jeg det bare. Jeg er glad for at jeg har ham som pap bror okay? Igen har han ikke været min papbror i special lang tid, men han har været der for mig, og selvom jeg ikke vil indrømme det kan jeg godt lide ham. Hvis i forstår hvad jeg mener? Ikke lide lide men lide. For mange detaljer..

"Kom lige og sig hvis der er noget du vil snakke om," jeg smilede blidt til ham, og åbnede derefter døren da han nikkede. Jeg gik ud til de andre, og håbede inderligt ikke de havde lagt mærke til at jeg var ked af det.. Men igen, de drenge var altså ikke dumme. Så hvis Zayn og Harry havde regnet den ud - havde de garenteret også.

Jeg satte mig ned i stolen jeg sad i før, og Harry kom ind efterfølgende. "Hvem laver mad?" Spurgte Louis og kiggede rundt, men stoppede ved mig. "Hallo, jeg brænder altid maden på!" Forsvarede jeg - og det var rigtigt, det gjorde jeg virkelig. "Kvinder kan altid lave mad." Sagde han igen hvilket gav mig en trang til at grine. "Fint, så gør jeg det." Sagde jeg og fnes kort. I min familie var vi altså bare ikke gode til det der med at lave mad. Eller, lad mig se det på den lyse side, jeg er bedre end min far!

***

Og her kom jeg.. Med et brændt fad lasagne i min ene hånd. Drengene sad ved spisebordet og ventede på at jeg skulle komme ind med maden. Jeg var ret flov ved at skulle give dem det her, men Louis havde protesterede på at jeg skulle lave det, selvom jeg havde sagt at jeg ikke kunne, og wollah... 1-0 til mig.

Jeg nåede stuen og satte fadet på en bordskåne. "Wollah" Sagde jeg sarkastisk og smilede blidt til min næsten sorte lasagne. Jeg satte mig på min plads, hvor Zayn sad på min ene side, og Niall på den anden. De kiggede tomt på den og jeg kunne ikke lade vær med at fnise. Men straks hældte Niall op, og derefter tog de andre knap så meget.

"Det tog godt nok sin tid med det mad, Jess!" Sagde Niall inden han tog en bid af lasagnen. "Ja de-" ... Længere nåede jeg ikke før Niall spyttede biden ud og søgte efter mælken. Vi alle stirede på ham, og da han havde drukket noget mælk sukkede ham.

"Det smager forfærdeligt, Jessica." Sagde han hvilket fik os allesammen til at grine. "Det var jo det jeg sagde!" Forsvarede jeg, men det fik de andre til at grine endnu mere.

Jeg kiggede hen på Zayn, som tog en bid og jeg kunne se på hans ansigts udtryk at han synes det var ligeså forfærdeligt. Måske er min far blevet bedre til at lave mad end mig? Ellers er vi bare lige dårlige.

"Det okay, Zayn," grinede jeg da han prøvede at sluge det, og prøvede at beherske ham selv for ikke at spytte det ud igen.

"Tak for mad.." Mumlede Harry som slet ikke havde rørt sin lasagne. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise, og samtidigt blive en smule pinlig over min madlavning.

"Har vi ikke noget andet?" Sagde Niall opgivende og kiggede samtidigt undskyldende på mig, men jeg kunne stadig ikke lade vær med at grine.

***

Vi havde fået ordnet det med maden, og endt op med bare at tage noget brød som aftensmad. Lige nu sad vi og hyggede med et spil kort hvor vi spillede fisk.

"Zayn... Alle dine 3'ere." Sagde jeg, imens han lod som ingenting. "Zayn." Vrissede jeg for sjov, hvilket fik ham til at himle med øjnene og kaste tre 3'ere hen til mig. Jeg begyndte at fnise og række tunge til ham, også spurgte jeg ham igen. "Zaaaayn?" For sjov skulede han til mig imens jeg bed mig i læben for ikke at grine. De andre rundt omring fniste og små snakkede, imens Harry bare stirrede koldt og følsesløst på Zayn. Zayn lage heldigvis ikke mærke til det. Jeg forstod ikke rigtig Harry fortiden. Det var som om at han var totalt imod, at Zayn og jeg snakkede så godt sammen.

"... Dine konger?" Sagde jeg og smilede blidt men hans øjne skulede stadig til mig. Der gik lidt tid før han gjorde noget, før han arrigt smed kortene hen foran mig. Jeg begyndte igen at grine, hvilket fik Harry til at rejse sig op og fik os alle til at stoppe så vi var helt tavse. Alles blikke landte på ham, og han kiggede kort rundt på os, før han en dør smækkede inde på værelset.

Det var sikkert min skyld. Hvis jeg ikke havde været med, ville det sikkert ikke være sket. Egentlig kunne jeg ikke se, hvad jeg skulle have gjort, men jeg bebrejdede mig stadig. "Hvad sket der li-" Sagde Louis men min mobil vibrerede og afbrød. Mine hænder rystede da jeg låste den op, og da jeg så hvem det var fra kylede jeg min telefon ned langs gulvet hvilket fik dem alle til at kigge forvirret på mig. Men jeg var ligeglad. Jeg rystede, og mine tanker faldt fuldstændig sammen i hovedet på mig. Jeg blev pludselig helt bange for mig selv. Godt nok havde jeg haft det forfærdeligt før, men lige pludselig væltede alt rundt i hovedet på mig, og jeg vidste at jeg måtte komme væk lige nu. Jeg skulle være alene, det havde jeg brug for.

Jeg rejste mig, og selvom jeg kunne føle alles blikke på mig, gik jeg med hurtigt skridt ud af døren og smækkede den efter mig. Mine bare fødder ramte græsset og jeg gik straks ned mod vores lille havelåge som førte ud til stranden. Mine fødder ramte det bløde sand, og jeg lod mig falde ned i sandet. Og stirrede ud over vandet, som slog små, beroligende bølger.

Bebrejdelsen tog over. Jeg var taget væk fra min far og Agnes selvom jeg fik alle disse beskeder fra min mor. Hvem ved, måske havde hun fundet frem til dem? Hvem ved hvad der er sket hjemme i London? Hvem ved, hvad min mor har i tankerne? Og hvad kunne der være galt med Harry? Hvorfor fulgte jeg ikke efter ham, eller gik ind til ham som han altid plejer ved mig? Hvorfor får jeg ligepludselig alle de her tanker?

En tåre trillede ned langs min kind, og jeg trak hurtigt mine ben op til mig og holdte mine arme rundt om dem. Jeg kunne mærke en smerte indeni, og den blev større og større. Jeg blev pludselig også bange for at være alene her på stranden. Jeg fik sms'erne. Tænk hvis hun var i nærheden?

 

Zayns synsivnkel

"Hvad skete der lige?" Louis kiggede forvirret rundt på Niall, Liam og jeg som nu var de eneste sammen med Louis der sad tilbage. Og jeg spurgte mig selv om det samme: Hvad skete der lige?

Harry sad inde på værelset, hvad der var med ham, anede jeg ikke. Jessica var gået - gået som gået ud af hoveddøren hvilket vil sige jeg faktisk ikke aner hvor hun er, og hvad der var med hende, var jeg heller ikke helt klar over. Og hvorfor hun smed med sin mobil. Kunne det have været en sms? opkald?

Jeg kom straks i tanke om det underlige opkald fra tidligere, og da vi fortalte hende om det, blev hun hurtigt helt trist.

"Jeg finder Jessica. Så går i ind til Harry," mumlede jeg, og inden de nåede at svare, rejste jeg mig og gik ud af hoveddøren. 

Jeg gik ud i haven, og fandt hurtigt ud af, at hun i hvertfald ikke var her. Da jeg skulle til at vende mig om, så jeg hurtigt omridset af en person sidde ude ved stranden. Om det var Jessica, var jeg en smule usikker på, men hvem skulle det næsten ellers være, som sad lige der klokken 00?

Jeg sukkede inden jeg gik ud på stranden, men forholdte mig tavs og rolig, og kunne se hende sidde hel sammenkrøbet. Et lille snøft kom fra hende, hvilket gjorde mig trist på en eller anden måde.

Jeg gik hen til hende, og satte mig overfor hende, og prøvede at få øjenkontakt med hende, men ligenu var det umuligt. Der måtte virkelig været noget galt.

"Jessi-" "Hvad er der?" Sagde hun en smule hårdt, men skrøbeligheden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. "Snak med mig," mumlede jeg, og satte mig hen ved siden af hende. Jeg ved ikke, om det var for meget for hende at jeg ligefrem 'bad' hende snakke med mig, det er jo ikke fordi at jeg har kendt hende i specialt langt tid, men det var også en af meningerne med at invitere hende med, at vi alle kunne lære hende bedre at kende. Faktisk var det Harry der var kommet med forslaget, hvilket nok ikke var ret underligt, men vi alle havde slet ikke været et kort øjeblik i tvivl - vi var helt med på idéen.

Hun prøvede at åbne munden, men ud kom der kun hulk. Jeg kunne mærke at hun prøvede at stoppe, men på en eller anden måde følte jeg empati med hende.

Jeg strøg hende over ryggen og trak hende tættere på mig, og kunne mærke at hun rystede. Der måtte virkelig være et eller andet slemt. Hun virkede som en ret.. Selvsikker og bestemt pige. Det eneste jeg 'vidste' omkring hendes hverdag var, at hun ikke så sin mor. Hvorfor, vidste jeg ikke.Og jeg vidste heller ikke om det havde noget med det at gøre.

Endnu et hulk fandt vejen ud igennem hendes mund, hvilket fik mit greb om hende til at blive strammere. "Shh," sagde jeg lige ud fra hendes øre, og fortsatte, "jeg kan mærke at der virkelig er noget. Men ligemeget hvad det er, skal det nok gå." - og stadig lige ud fra hendes øre. "Du kan fortælle mig det, hvis du har lyst," hviskede jeg og lod min hånd kærtegne hende kind blidt, og dér, fik vi øjenkontakt. Hendes øjne var blanke, og lyste op af sorg, men også skrøbelighed.

Vi kom tættere og tættere på hinanden, kort inden hendes pande lå mod min, og pludselig skete det. Hendes læber mod mine, og jeg kunne ikke lade vær med at smile imens.

 

---------------------------------------------------------------------------------

Så skete det! :-D

Samtidigt er der sket en del i dette kapitel, jeg håber ikke, at i synes det hele går for hurtigt. Men det er også en af grundene til at Jessica lige pludselig brøder sammen - hun er forvirret, men også bange.

Men skrev meget gerne jeres mening om movella'en indtil videre, om kapitlet eller hvad i tror der kommer til at ske. Det betyder altid så meget at få en kommentar med på vejen! ♥

Og TUSIND tak igen igen igen til alle jer læsere, der følger med i min movella, det betyder rigtig meget for mig! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...