Overboard ~ {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 25 sep. 2015
  • Status: Igang
Det er svært at miste sin storebror som 14-årig, især når ens egen mor var morderen. Spørg selv Jessica Valentine, som nu er 17 år, og har måtte leve tre år med at flygte, sammen med sin 11-årige lillesøster Agnes, og hendes far, da deres mor ingen dom fik, og er på fri fod og leder desperart efter dem. De er oprindeligt fra Danmark, men flyttede så til London, hvor de endnu ikke (heldigvis) har hørt fra deres mor. Selvom det er tre år siden, lever de stadig hver dag i frygt for at blive fundet. Jessica føler et stort ansvar for sin lillesøster, og det har hun gjort lige siden de mistede deres bror. Men hvad sker der, når deres far finder sammen med en kvinde, hvis søn er den verdens berømte Harry Styles? Hvordan bliver forholdet mellem Jessica og Harry? Og hvad sker der så, når Jessica møder Harrys bedstevenner? Og det vigtigste: Finder deres mor dem?

273Likes
272Kommentarer
40907Visninger
AA

7. Awkward

"Der er ingenting.. Jeg blev bare irriteret." Løj jeg og tvang et smil frem for at overbevise dem. Som sagt ville jeg ikke have de skulle have det avide.. Jeg hadede at skulle se de var såret, for selvom de ikke sagde de var såret den gang, kunne man se det i deres øjne og garenteret kunne man også se det i mine. Og jeg hadede at se den sorg og angst i deres øjne, så det ville jeg nu undgå. Men det var vel heller ikke underligt, at de var såret?

"Jessica.." Jeg rakte den ene hånd kort op som tegn til at han skulle lade den ligge, hvorefter jeg traskede ind på mit værelse. Jeg kunne føle deres blikke på min ryg, men jeg ignorerede det og lukkede min dør efter mig. 

Og dette er så anden dag i træk jeg satte min teenager opførelse på. Jeg var træt af at skulle være til besvær på den måde, for jeg plejede normalt aldrig at være sådan. Jeg sukkede tungt før jeg smed mig i sengen, før min telefon vibrerede. Jeg tøvede lidt, men gik derefter ind på beskeden.

#Pas du hellere på med at rende rundt alene en anden gang.. -Mor#

Jeg smed hurtigt telefonen fra mig og satte mig op ligeså hurtigt, samtidig med at jeg tog mig til hovedet. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigt, og et lille skrig undslap mine læber, men jeg fortrød hurtigt. For pokker da, hvorfor skulle jeg pludselig være så ukontrolleret?

Min dør blev åbnede og Abbey kom hurtigt til syne, og der gik ikke ret lang tid før hun var henne ved mig og lage armene om mig. "Jess?" Spurgte hun og hendes bekymrende øjne borede sig ind i mine. "Hvad er der galt?" Spurgte hun og trak mig ind til sig hvorefter jeg kunne mærke jeg begyndte at ryste, men en lidt mere tryg følelse kom frem, men fyldte ikke nær så meget som den plejede. "Fortæl mig hvad der er galt, alt skal nok blive godt igen." Sagde hun, men tårene rendte bare afsted. Jeg kunne bare ikke fortælle hende det her, det ville være som at smide alt ansvaret hen på hendes skuldre.

"Det er ikke noget.." Mumlede jeg og snøftede kort. Hun svarede ikke, og jeg vidste hun ville lade det ligge, og det elskede jeg hun kunne acceptere. "Jeg er her altid for dig, okay?" Hun trak sig lidt væk fra mig for at se mig i øjnene, og jeg nikkede kort. "Tak." Jeg smilede før jeg gav hende et hurtigt kram igen.

"Jeg er ked af det, men jeg må løbe.. Skulle have været på job for en time siden." Hun fniste kort, og jeg kunne heller ikke lade vær. Havde hun virkelig ladet sig bekymre sig om mig istedet for at tage på arbejde? Aww.

"God arbejdslyst, Abbey! Og tak.." Sagde jeg kort, og hun vendte sig hurtigt om og sendte mig et varmt smil, før hun gik ud. Jeg lod mig dumpe ned på min kontor stol mens jeg sad og stirrede. Ude af kontrol til at foretage mig noget - jeg havde ikke lyst til noget lige nu.

Der blev kort banket på min dør - igen, hvor Harry kom ind. "Havde jeg sagt at du måtte komme ind?" Min stemme var kold og følsesløs hvilket jeg fortrød en smule. Han fortjente egentlig ikke at blive talt i, i den tone, men kender i ikke det, når i har en vrede eller en fortration, som du ikke kan komme ud med, og nogengange lader det gå ud over andre?

"Undskyld." Mumlede jeg lidt efter og kiggede undskyldende op på ham. Det så ikke ud som om, at han havde taget den anden kommentar til sig, og gik bare med faste skridt hen og satte sig på min seng.

Jeg prøvede bare at ignorere, at han var her og fortsatte med at stirre tomt ud i luften. "Hvad er det så?" Harrys stemme brød stilheden og jeg vendte langsomt mit hoved hen mod ham. "Hvad er hvad?" Jeg kiggede forvirret på ham selvom jeg udmærket vidste hvad han hentydet til.

Han sukkede, "Hvis det ikke var episoden hjemme fra mig af, der fik dig til at være væk i de timer, hvad var det så?" Jeg bed mig lidt i læben og kiggede væk igen. "Det ligemeget," Mumlede jeg bare lavt, men kunne se ud af øjenkrogen at han ivrigt rystede på hovedet.

"Det er det jo ikke, Jessica! Jeg er her jo, kan du ikke bare fortælle mig det?" Sagde han og sukkede lidt efter da jeg ikke reagerede. "Jessica, jeg ved det er underligt for dig.. Jeg kender dig ikke ordenligt og jeg beder dig om at fortælle mig noget som dette. Men jeg er her stadig for dig." Jeg følte kort en tryggende følelse indeni, men den gik hurtigt væk igen. Jeg havde mest af alt trangen til at fortælle ham om det hele, og lade vær med at stå til ansvar for det selv. Men det ville ødelægge alt. Jeg vidste jo ikke engang om jeg kunne stole på ham. Og som sagt, ville jeg ikke lægge ansvaret på andres skuldre.

"Det skal du ikke tænke på." Jeg tvang et smil frem, men han så bare alvorligt på mig. Jeg sukkede, "Jeg mener det. Det skal nok gå.." Sagde jeg og rejste mig og strakte mig for at vise det ikke skulle gå ham på.

"Lad os gå ud til de andre.." Sagde jeg, og det fik ham til at reagere og rejse sig, hvorefter vi gik ind i stuen hvor min far og Anne sad, samt Agnes som åbenbart var kommet hjem. Hun styrtede hen til mig og holdte mig ind til hende. "Hvor har du været?" Var det eneste hun mumlede hvilket gav mig skyldfølelse. Kunne jeg ikke have undgået at tage væk i så lang tid, det ville trods alt have virket mindre hemmelighedsfuldt? De vidste jo nu, at der var noget galt. Og.. Var Agnes ikke hos en veninde?

Istedet for at svare knurrede jeg hende bare indtil mig. Jeg kunne ikke lide at hun skulle være bekymret for mig, jeg var bekymret for hende. Tanken om, at hun måske kunne finde på at begynde at sende beskeder angående Agnes også, kom frem og gav mig kuldegysninger. Jeg havde svært ved at overskue det, men jeg måtte være stærk og tage det som det kom.

"Gud, er klokken allerede halv syv?" Spurgte jeg og min far nikkede langsomt på hovedet. "Drengene kommer over og spiser.." Sagde Harry og kiggede på mig som om det gjorde mig noget. "Okay." Jeg prøvede at smile så godt jeg nu kunne, for at virke glad. Det var jo ikke deres skyld jeg bare lige pludselig forsvandt, og desuden havde jeg heller ikke som sådan noget imod dem som sådan. "Gemma?" Spurgte jeg og kiggede på Harry som grinte kort. "Hun tog hjem til sin kæreste." Sagde han hvilket fik mig til at stikke underlæben ud. Havde jeg forresten fortalt, at Gemma allerede var blevet min veninde? Hihi.

"Og nu hvor vi er godt igang med at give informationer, skal de også på date i aften." Harry grinte lydløst og nikkede hen mod min far og Anne, hvilket jeg ikke kunne lade vær med at fnise lavt over. Hvor bedårende alligevel.

"Hvornår kører i?" Sagde jeg og tog fat i Agnes hånd. "Vi skal faktisk køre nu." Sagde Anne og kiggede på min far som en konstatering. "Gud!" Svarede han og gik hurtigt ud i gangen.

Anne var klædt i en flot rød kjole som gik til omkring knæene, mens hun havde sorte, ret gennemsigtige gemacher på, og en flot halskæde.

Og min far havde valgt at tage sit fine jakkesæt på... Altså far, du er så charmerende.

På næsten ingen tid stod han allerede i døren til stuen. "Så, jeg venter egentlig kun på dig." Sagde han med både sko og jakke på, hvilket fik os andre til at grine.

Anne rejste sig og gik ud i gangen, og hvis jeg ikke tog meget fejl tog hun garenteret også sine sko og jakke på - hvad ellers?

"Vi ses unger!" Anne stod i døren til stuen igen og vinkede. Agnes, Harry og jeg sagde alle 'ses' og lidt efter blev døren lukket i.

"Hvornår kommer drengene?" Jeg satte mig hen til Agnes som sad og kiggede ind i tv'et. Hun så vidst Disney Channel, men jeg vidste ikke hvilken serie.

"I løbet af en halv time," Sagde han og satte sig hen i sofaen hvor Agnes og jeg sad - lige ved siden af mig. "Okay," Mumlede jeg og sukkede indvendigt. Jeg magtede bare virkelig ikke støj lige nu.

Det bankede på døren ikke ret lang tid efter og jeg sukkede let. "Eller i løbet af fem minutter," Sagde Harry og smilede til mig, for derefter at gå hen til hoveddøren. "Hvilke drenge?" Agnes stemme var hæs, og fik mig til at kigge på hende. "Harrys venner." Smilede jeg til hende, og hun nikkede før hun krammede mig. Jeg savnede Agnes. Vi plejede at være meget mere sammen end hvad vi lige havde været de sidste par dage. Alt sammen på grund af.. Hende og egentlig også lidt Harry. Men jeg bebrejdede ham ikke, tvært imod, jeg bebrejdede blot hende.

De støjende og grinende stemmer kom nærmere, og pludselig kom de fire andre drenge til syne i stuen og da de så mig, stoppede de snakken og overgloede mig nærmest. "Ehm" Sagde jeg og bed mig selv i læben, "Hej Jessica." Sagde Liam og sendte mig et varmt smil, hvilket smittede af. Ham havde jeg faktisk intet imod, det havde heller ikke været ham, som havde irriteret mig da jeg skred tidligere idag.

"Hej Liam." Svarede jeg venligt, og jeg kunne hurtigt mærke Agnes hånd ligge sig i min. Jeg var sikker på, at hun var genert. Hun var den der generte type, og det var faktisk ret sødt.

Lidt efter hilste de andre drenge også på mig, og jeg hilste på dem igen. Jeg skulle nok sige senere, at jeg ikke var sur på dem eller noget. Jeg havde vist mig som en opmærksomhedskrævende tøs, og det indtryk ville jeg ikke give dem.

"Og hvem har vi så her?" Niall kiggede på Agnes, og jeg kunne se hendes kinder blev røde, hvilket fik mig til at smile bredt. "Agnes." Svarede hun usikkert, og Niall smilte stort, og resten af drengene præsenterede sig også overfor hende.

Jeg rejste mig fra sofaen, og skulle til at gå ud på toilettet, da en hånd blev lagt på min skulder, og jeg vendte mig om og kiggede direkte ind i nogen brune øjne, som borede sig ind i mine. Det var som om at alt stod stille et kort øjeblik, før Zayn åbnede munden. "Hvad skal du?" Spurgte han og fastholdte øjenkontakten. Troede han jeg ville stikke af igen eller så noget? "Bare på toilettet." Sagde jeg, og han fjernede hurtigt sin hånd. "Nårh.." Sagde han og vi grinte begge, før jeg gik ud på toilettet.

 

"Hvad skal vi have til aftensmaaad?" Spurgte Niall og kiggede på Harry som så kiggede over på mig. Han sendte mig et spørgende blik, men jeg trak bare på skuldrene. Jeg anede intet om hvad vi skulle have, det var ham der havde inviteret hans venner, en eller anden idé måtte han da have.

"Pizza?" Foreslog jeg og bed mig selv i læben, og afbrød stilheden. "Den er jeg med på!" Sagde Niall straks og fik mig til at fnise kort. Det var han vel!

De andre erklerede sig enig, så vi gav os egentlig bare til at bestille pizzaen.

***

"Åh, jeg er mæt." Sagde Niall og lænede sig tilbage i stolen. "Du har også spist en hel pizza... PLUS, det halve af min." Grinede Zayn, og vi andre kunne ikke lade vær med at grine med, selv Niall grinede med. Hvor var han dog alligevel bare bedårende!

"Skal vi ikke se gyserfilm i aften?" Sagde Louis lidt efter og brød tavsheden. "Jo!" Svarede Zayn som den første men jeg rystede bare på hovedet. "Ikke mig." Sagde jeg og bed mig selv i læben. Jeg hadede gyser, jeg var for bange til sådan noget!

"Kom nuu." Sagde Niall og så bedende på mig, men jeg smilede bare og rystede på hovedet. "Jeg skal nok passe på dig!" Sagde Zayn og jeg grinte nervøst. Jeg havde aldrig set en gyserfilm. Enkelt. Men nej, jeg turede ikke. Sådan var jeg bare, selvom det faktisk var reeet pinligt.

"Øhm.." Mumlede jeg og selv Agnes prøvede at overtale mig. Der var så mange aftner hvor hende og far havde set gyser, imens jeg havde planlagt noget andet. Jeg kunne simplehen ikke!

"Vi finder en, der ikke er så slem så." Sagde Liam og smilede bredt til mig. "Fint.." Sagde jeg og fortrød straks mine ord. Fint? For pokker da, Jessica!

 

Vi fik hurtigt ryddet bordet af, og straks tog Agnes nogen gyserfilm frem, som vi efterhånden - åbenbart, havde en del af. Det var ikke noget jeg sådan gik rundt og tænkte på.

"Den her!" Sagde Niall og trak en film op af en kasse, men jeg kunne ikke se hvilken. Det var nok heller ikke en jeg kendte.

"Scary movie?" Sagde Harry og kiggede på kasetten. "Den sætter vi på!" Sagde Niall igen og de andre erklerede sig enig, mens jeg holdte mig lidt i baggrunden.

"De alle satte sig godt til rette i sofaen, mens Zayn havde hentet en sække pude frem. "Jeeeessica!" Udbrød Niall, og jeg gik straks hen imod dem. "Mhm?" Mumlede jeg selvom jeg udmærket godt vidste, hvad han ville. "Vi starter filmen nu." Sagde han og trykkede på play, og gispede hurtigt, da jeg havde troet noget uhyggeligt ville komme frem.. Men der kom egentlig bare en reklame. For en comedie. Akavet..

De andre begyndte at grine højt, og igen kunne jeg mærke varmen i kinderne, som afslørede at jeg klart rødmede. "Sæt dig ved mig." Sagde Zayn, og tøvende 'satte' jeg mig i sækkepuden. Eller, jeg halvt sad og halvt lå nærmest, og faktisk ret tæt på Zayn hvilket fik mit hjerte til at springe et slag over, men det blev hurtigt afbrudt, da filmen startede, og jeg prøvede at koncentrere mig om filmen, men sommerfuglene kom langsomt frem i maven.

 

"ARG!" Jeg skreg højt, og af ren refleks, trak jeg mig tilbage i sækkepuden så jeg røg ind i Zayn, som grinte kort, før endnu et skrig undslap mine læbere, men heldigvis lavere. Filmen havde været igang i godt en time, og jeg var allerede blevet skræmt utallige mange gange.

Jeg holdte mig for øjnene, og fandt det her forfærdelig akavet. Jeg skulle til at skrive igen, men istedet trak jeg mig hårdt tilbage, så der nu ingen afstand var imellem Zayn og jeg. Zayn lage sin hånd på min arm, og det beroligede mig en smule, og mit hjerte hamrede afsted - både på grund af filmen som havde skræmt mig som pesten, men også på grund af Zayns blide og afslappende berøringer.

 

Filmen sluttede, og jeg lage straks mine hænder på mit hjerte, da alle drengene rejste sig fra sofaen nu, plus Agnes. Jeg rejste mig også, og min far og Anne var kommet hjem for omkring en time siden, og var gået direkte i seng. 

"Godnat." Sagde Agnes og krammede mig blidt, hvilket fik mig til at smile. "Godnat prinsesse." Sagde jeg og strøg hende kort over håret, før hun gik ud fra stuen. Tænk hun kunne sove nu efter den gyserfilm! Men alligevel, klokken var 3 midt om natten.

"Jeg sover på denne her sofa!" Sagde Niall og smed sig i en af sofaerne, før jeg strakte mig. "Jeg går også i seng nu.. Godnat." Sagde jeg og vendte mig om. "Tør du?" Sagde Louis for sjov, hvilket fik mig til at sende ham en grimasse. Men han havde ret, turede jeg egentlig? Oog, svaret var nej.

"Godnat Jess." Harry var hurtigt hende ved mig, og gav mig et ret så akavet kram. Ikke lige noget jeg havde regnet med, men altså! Et 'aaaaw' lød fra nogen af drengene, som fik mig til at smile. Mit indtryk af Harry var blevet anderledes, ret meget anderledes, hvis nogen skulle være i tvivl.

De andre drenge mumlede også godnat, og jeg fik mig hurtigt smidt i sengen efter jeg havde skiftet til nattøj. Der var mørkt, meget mørkt som der plejede. Men denne gang kunne jeg ligesom se skrækbillederne for mig, og jeg trak min dyne helt over næsen, og mine ben længere op, så jeg lå helt sammenkrøbet på ryggen.

Jeg lukkede øjnene i, men hver gang kom bare endnu et skrækbillede frem. Tag dig sammen Jessica. Du er for pokker da 17 år! Jeg sukkede da jeg totalt opgav at sove, og trak hurtigt dynen af mig og løb nærmest hen til min kontakt for at tænde lyset. Men som det så ud, var pæren gået, og en panik steg i mig. 

Jeg gik ud fra mit værelse af, hvor blot en stilhed kom mig i møde. Jeg tog bare en byd indånding, før jeg bevægede mig ud i køkkenet, og tændte lyset. Jeg tog fat i et glas, men tabte det næsten ud af hånden af forskrækkelse, da en hånd lage sig på min skulder. Jeg lage hurtigt glasset væk fra mig og kiggede ind i de samme brune øjne som jeg havde gjort tidligere idag.

"Zayn forfanden." Hviskede jeg og grinte lydløst, mens han bare grinte lavt. "Er du bange?" Spurgte han og jeg nikkede stille. Det var jeg jo, og det var nok ikke så svært at se.

"Du må gerne sove ved mig." Sagde han nervøst, og jeg blev hurtigt usikker. "Jeg bider ikke." Han grinte lavt, og jeg nikkede så. "Okay.." Sagde jeg så, og fuldte med ham ind i stuen hvor jeg kunne høre et par snork, hvor de kom fra, vidste jeg ikke. Men de var der.

Jeg lage mig ned ved siden af ham på hans madras - som altså kun var en en-persons, så det var igen en akavet ting. Han gav mig noget af hans dyne, og en tryghed lage sig straks over mig, og der gik ikke lang tid, før trætheden tog over, og jeg faldt hen.

 

--------------------------------------------------------------------------

Jeg undskylder meget over, at dette kapitel er kommet meget senere, i forhold til de andre. Dog er jeg meget usikker på, hvornår det næste udkommer, da resten af min weekend og næste uge mandag-fredag, har jeg noget jeg en del jeg skal. Men måske udkommer der et i mellemtiden! xx Tusind tak til jer som læser!

- Skriv meget gerne en kommentar til, hvad du synes om dette kapitel. Hvad synes i om Harry og Jessicas forhold, som hurtigt ændrede sig? Eller måske om Jessicas frygt for Gyser film? Haha, tak igen xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...