En kamp for frihed

Vi befinder os i det caribiske øhav. Englænderne opsætter nye kolonier hver dag langs kysten, men kongen har kun formål med de kolonoier og det er at udnytte deres resourcer til at tjene flere penge og dem der ikke vil afgive de høje skatter, må enten afsone deres straf i fængsel eller flygte.

Men i det korrupte kaos, hvor højtbelønnede generaler står kongen nær, stiller enkel kvinde skikkelses sig op og giver kamp tilbage. Morgana er datter af den tidligere guvnør i kolonien, New Port. Men grundet faderens forsøg på at indfører demokratiske løsninger og bedre velfærd i kolonien, blev han dømt til døden og Morgana placeret hos en fattig familie. Som ung kvinde forklæder hun sig som dreng og rejser ud på havet. Her opdager hun at store dele af kongens indkrævede skatter er et let bytte. Morgana begiver sig nu ud på sit livs rejse som pirat, hvor hun kæmper for sin fars drømme. Hun bliver en slags Robin Hood til vands, men selv personer med de ældeste drømme kan blive fanget...

0Likes
0Kommentarer
207Visninger
AA

1. Er det en lykkens dag?

 

Stille løftede den kolde morgenvind støvet fra den tæt stuvet plads i byen. Solen var knap nok stået op endnu. En måge skreg i det fjerne. Ingen sagde noget.

Ingen ville sige noget.

Spændte øjne var rette mod træplatformen forenden af pladsen. De var tilskuere.

”Er du sikker på vi gør det rigtige?” tvivlen omklamrede den dybe mandestemme. Han kiggede ud ad vinduet mod pladsen, hvor han havde frit skue til den store platform. Henne ved vinduet stod en rank unifornmklædt mand på samme alder og nød udsigten. Med kolde blå øjne, hvis dyb var lige så mørkt som farven i det ugæstfrie hav, drejede den uniformklædte hovedet og stirrede direkte på manden.

”Vi her for at beskytte den Royale flåde. Så længe den slags mennesker sejler på havene, vil hans Majestæt aldrig få ro og orden på dette gudsforladte sted” Hans stemme var skarp som et piskesmæld og munden snerpede sig sammen til en smal streg igen, da han vendte hoved mod pladsen. Idet solens stråler nåede op over den høje mur, begyndte en taktfast trommen udenfor.

”Draaaam Dam! Draaaam Dam! Draaaam Dam!” Dødsmarchen. Den sidste melodi en dødsdømt hører inden han møder sin skaber. Begge kunne de se, hvordan menneskemængden blev skubbet til side af soldater, så der blev dannet en bred sti. Imellem soldaterne gik den dømte.

Manden gik hen til den uniformklædte og fulgte med bedrøvet øjne den dødsdømtes skridt mod platformen.

Vinden tog til og fik det grove reb, der dinlgede over platformen, til at knirke. Himmelen blev farvet i gullige og rødlige morgen farver.

Soldaterne var ikke just venlige og skubbede brutalt den dømte fremad, mens de masede folk ud til siden. Den dømtes tøj var i laser og tykke kager af skidt og møg hang i det. Med en beskidt sæk over hovedet tumlede den dømte sig frem ad.

Ingen sagde noget.

Flyttet sig kun lydigt, som den dømte kom nærmere. På vej op ad trapperne snublede den dømte og bøddlen greb straks fat i nakken og flåede personen op på platformen.

Deroppe blev det tydeligere. Det lasede tøj der flagrede vildt i vinden, sad løst om overkroppen og afslørerede personens sande identitet. En kvinde.

”Åh.. Nu ikke tage det så tungt, Mr. Smith. Der findes mange andre og hundrede gange bedre kvinder end den tøs derude.”Den uniformklædte stirrede smilende ud på scenariet på den anden side af ruden. Vel tilfreds med sin opgave og har set frem til dette øjeblik længe.

”Du ved ikke hvad du har gjort, Arthur! Hende her er ikke bare en simpel lovbryder. Hun er meget mere end det” svarede Mr. Smith koldt tilbage uden at fjerne øjnene fra platformen. Ude af stand til at gøre noget, stirrede han blot forhåbningsfuldt ud på kvinden mens hand gnavede på sin tommelfingernegl. Inderste inde håbede han som mange andre på et mikrael. Men i denne verden findes ingen mirakler.

Morgana Ellonoir Magdalena Hutson” En lille, spinkel mand på platformen med en traditionel hvid paryk, begyndte at råbe op. Foran sig holdte han et fint gulligt dokument. ”Du er idømt for grov bestjæling af regerings ejendom, Mord og opfordring til oprør mod regerings styreform på en ulovlig måde. Heraf den alvorligste forbrydelse, Pirateri! Du er dømt af en lovlig godkendt dommer ret, som har givet dig dommen: Hængning indtil al liv har forladt legemet. Om så rebet knækker eller ej!” Hans støvler gik til knæene og videre op ad benet klædte rene hvide gemacher ham. Den guldtrådet blå uniform sad perfekt.

Nogen sidste ord inden dommen bliver udført!?” Spurgte manden højt, mens to at vagterne begyndte at lægge løkken af det harske reb omkring hendes tynde hals. Så lille og spinkel. Det var tydeligt at hun ikke havde fået de sædvanlig dagsrationer i fængselet. Den tredje to sækken af hendes hoved. Vinden tog straks fat i det skulderkorte blonde hår, som hang i fedtede klumper. Kager af skidt sad fast i hendes engang så kønne ansigt.

Ja! Hvis frihed koster mig livet, så betaler jeg prisen! Men Ingen.. Ingen skal lade sig undertrykke af en korrupt og magtbegærlig regering!!” Hendes kraftige stemme rungede arrigt igennem den tætte menneske mængde.

Hun var en taler. En der kunne få folk til at lytte. De krystalklare, blå øjne, kunne få lokket en enhver mand til sig, selv en mand som Smith. Hendes råb fik en chokeret bølge til at brede sig imellem mængden.

Var din mund, din hore! Må Gud se din sjæl nådig!” Hårdt trampede den lille uniform klædte mand i platformens gulv. Viftede vagterne væk inden han stillede sig ved håndtaget.

Menneske mængde var endnu forstenet. Rørte sig ikke. Stirrede blot på den dødsdømtes spinkle og udsultede skikkelse, som havde havet og morgensolen i ryggen.

Lad folket være frit! Ingen undertrykkelse eller bestjælning af andres ejendom. Vi har ret til friharrrrgghhh.... ”

Hendes kraftige stemme døde pludselig ud i et angstfuldt og smertende skrig, da den lille, uniform klædte mand ubarmhjerteligt trak i håndtaget.

Lemmen under hendes fødder forsvandt. Et uhyggeligt knæk, da rebet strammes om hendes hals. Og stadig… Kæmpende og desperat efter jordkontakt sprællede de små fødder vildt i luften.

Smith kiggede væk. Kunne ikke klare synet. Arthur smilede fornøjede og begyndte at grine. Med et vendte han sig fra vinduet og gik mod døren.

”Så.. nu er det overstået. Det var jo ikke så slemt, Mr. Smith” Med rolige skridt gik han ud og lukkede den knirkende trædør efter sig. Med tårevædet øjne vendte Smith igen blikket mod den stille skikkelse forenden af rebet.

Hun kæmpede ikke længere. Det tvistede reb drejede langsomt hendes skikkelse rundt. Langt ude over havet hørtes en ensom måges klageskrig, mens morgensolens stråler farvede himlen i dybe, røde farver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...