Min pæne lille dukke

Mennesker har forskellige interresser. Nogler udøver idrætter andre læser bøger. Men alle har vi leget med dukker som små, men for nogle er denne leg aldrig hørt op. Historien udspiller sig tilbage i 1800 tallet i det sydlige Amerika, hvor slavehandel stadig er tilladt. Her har en plantageejer en stor arbejdskraft af sort importeret slaver og en bestemt slave, holder han mest af. Hans egen personelige lille dukke. Slaven selv har affundet sig med sin skæbnen, men en dag anskaffer herren sig en ny "dukke". En dukke der for en gang vil ændre den ældres slaves tilværelse og holdinger.

2Likes
0Kommentarer
374Visninger

1. Blah

En tåre triller ned ad hendes sorte kinder. De mørke øjne er hævede og røde af den stille gråd. Hendes mørke hår er halvvejs sat op med et yndefuldt spænde i nakken. Men alligevel er håret uglet og lange totter af det krøllede hår er sluppet fri af spændet. Stille sidder hun og forsøger at kvæle sin gråd med sine beskidte hænder, hvilende i skødet. Den engang smukke, lyserøde kjole, som stopper lige over hendes fyldige barm, er blevet slidt og hullet og skidtet sidder i kager flere steder på stoffet.

En knirkende dør forstyrrer hendes gråd, og en hvid hånd skubber døren op. Det er hendes herre, Reinhard, hedder han. Men hun kalder ham kun for ”Massa”.

For mange år tilbage, var hun blevet ført til plantagen. Det stod endnu knivskarpt i hendes hukommelse. Hver dag kæmper hun desperat for at holde fast i mindet om sit hjemland. Hun var lige kommet igennem sin femtende sommer, da de mærkelige skibe kunne anes i horisonten. Lige som de fremmede satte deres fødder i det bløde, varme, afrikanske sand, spredtes lugten af død og ødelæggelse omkring dem. De havde slagtet alle i landsbyen, som kæmpede imod dem og kvinderne var blevet voldtaget. Hun selv var ikke blevet skånet. Hun knuger sine hænder omkring det slidte kjolestof, ved mindet. Stirrer trodsigt tilbage på den hvide skikkelse, som er kommet ind ad døren.

”Så, min egen. Nu ikke så trodsig!” siger en blød og velformet stemme. Det er nytteløst. Hun kan hverken stikke af eller løbe.

”Kom min kære!” hvisker stemmen blødt og lokkende

”Vi to skal rigtig hygge os”. Han tager fat i kæden omkring hendes hals. Trækker afsted med hende og ud i lyset. Hun glimter med øjnene og løfter en arm op foran ansigtet. Hendes ben er svækkede og ryster under hende. Hun har været spærret inde i mørket længe. Uger måske. Men tiden gik hurtigt efterhånden. Hun er vant til det. Det er ikke første gang hendes herre straffer hende. Mens hun forsøger at komme sig over det pludselige lys, hiver han hårdere i lænken, og hun falder til jorden med et tungt bump. Støvet, fra grusvejen, rejser sig i små skyer og skarpe sten borer sig ind i hendes håndflader. Hun ømmer sig og forsøger at komme op igen, men når det ikke, før slavehandlerens ansigt pludselig er foran hendes. Hans kolde, himmelblå øjne stirrer ind i hendes skræmte blik. En enkel lok af hans halvlange blonde hår hænger foran hans pande.

”Nu skal du ikke gå i stykker, min kære!” Hans hoved vender på skrå. Begge hans kraftige hænder tager fat om hendes arme og hjælper hende op at stå.

Tomt stirrer hun frem for sig, mens Massa roder rundt mellem de mange hundrede kjoler, som er hængt op, rundt om i værelse. Den ene kjole efter den anden bliver rykket ned fra sin knage. Han finder en yndefuld, blå kjole fra en af de mange knager. Hænger den på en bøjle ved siden af et spejl ikke langt fra hende. Uden et ord begynder han at lyne den gamle, slidte kjole op. Tager fat i de to stropper omkring hendes arme og trækker blidt korsettet af. Hun gør ikke modstand. Ved at han selv vil tage hendes tøj af og klæde hende på igen i nogle nye, smukke kjoler. Hun løfter sine arme og dækker sin bare overkrop, mens han binder båndet op på kjolen. Underskørtet falder ned, og hun står uden en trævl på kroppen. En stuepige er kommet ind med en balje varmt vand og sæbe. Massa samler sæben op og sæber hendes spinkle krop ind. Vasker skidtet og snavset af hendes spinkle krop.

”Du bliver så tynd, min kære.” Massa gnubber svampen hen over hendes smalle talje, hvor hoften tydeligt stikker frem

”Du skulle spise noget mere.” Han fortsætter med at skrubbe, indtil han når hendes ansigt. De dybe, mørke søer i hendes øjne ser ligegyldigt tilbage. Livets gnist i hendes øjne er for længst slukket og kvalt, og der er intet andet at se end tomhed og følesløs had.

”Jeg kunne bedre lide dit blik dengang” siger han med et undrende udtryk i sit runde ansigt. Han tager en spandfuld vand og hælder den ud over hende. Går ud af rummet. Efterlader hende drivvåd og uden tøj. Men hun bliver stående i baljen med vand. Helt stille.

Hun kigger ud af de åbne vinduer, som står på række, hen langs yder væggen. Lyden af taktfaste hakker der rammer jorden når hendes øre gennem vinduet. Forsigtigt træder hun ud af baljen. Placerer sine fødder på gulvet og lister hen til vinduet. Udenfor står mekaniske, mørke skikkelser og hakker taktfast i den hårde jord. Nogle er hendes familie og andre er venner. Men på plantagen er der ingen nåde. Hvis maskinen bryder ned, er den intet værd i Massas øjne. Blandt de mange rækker, øjner hun sin storebror. Han har gjort så meget for hende. Passet på hende og sørget for at hun overlevede overfarten med skibet. Hver skive muggen brød, som hendes bror havde fået ombord, havde han delt i to og givet hende den ene halvdel. Han står der, som en slidt maskine i sine pjalter og udsultet. Hakker taktfast videre sammen med de andre. Stopper han, vil den nærmeste bøddel svinge sin tunge tyrepisk hen over hans knoglede rygsøjle.

”Du burde ikke stå henne ved vinduet, hvor andre kan se dig!” stemmen skærer igennem rummet, og hun vender sig forskrækket om. I tre skridt har han krydset det store værelse. Grebet hende i armen og rykket hende tilbage, så hun falder omkuld. Arrigt hiver han gardinerne for og vender sig mod hende. Han stopper op og stirre på hende. Rejser hende op og stiller hende foran spejlet.

”Du skal med i byen, i dag” fortæller Massa, mens han hiver et par hvide strømper op til hendes knæ og sætter dem fast med nogle seler. Blidt binder han det klokkeblomstblå kjoleskørt fast om hendes liv. Hun er stille. Han samler hendes tykke, skulderlange hår med et lille guldspænde. Placerer korsettets ærmer lige under hendes skuldre. Det er en fornem kjole, som kun rige, hvide damer får lov til at gå i. Det blå stof er løftet let ud fra hendes hofter og danner en klokke omkring hende. Plantageejeren fører en blød børste gennem hendes våde hår. Han nyder det. Det er hans yndlingspunkt. Mange gange har han glemt tiden, og hun har været tvunget til at blive stående og lade ham stryge børsten gennem sit hår.

Hestevognen skrumler hen over den støvede vej ind til byen. Hun sidder på forsædet og kigger ud over sumpen. Det slimede grønne vand er i bevægelse. Et par gule reptiløjne dukker op i overfladen. En sumpkrokodille. Dyret dykker igen. Sumpen er ingen frelse og fungerer som en slags voldgrav rundt om plantagen. Eneste flugtmulighed er den støvede landevej som først stopper efter et par mil. Hun tænker tilbage. Mange havde gjort forsøget og endda taget chancen ud i den mørke sump. Hendes anden bror havde gjort forsøget. Massa havde fanget ham igen. Men han tolererer ikke flugtforsøg. Så hendes bror var blevet smidt ud i sumpen. Nogle blodige rester af broderens plajter, var det eneste der var tilbage.

Solen står på sit højeste. Den brændende hede får støvet fra hestenes klaprende hove til at sætte sig i halsen og næseborene. Der er travlt i byen, folk mylder hen over de stenbelagte gader.

”Her, min egen, bind denne her fast til dit hoved” han rækker hende en matchende, blå kyse, med lyseblå blonder i kanten. Hun tager fat i kysen med sine hvide, behandskede hænder. Uden et ord binder hun en sløjfe af det lyseblå stof under sin hage og lader sine hænder falde tilbage til deres plads i hendes skød. Massa rykker hårdt i tømmerne. Vognen sagtner farten og holder så stille.

”Nogen der vil købe denne sydafrikanske perle!?” en kraftig mand i fine røde og hvide klæder står og råber oppe på en lille træplatform. Ved hans side står en smuk, ung pige. Pigens tøj er revet itu og et tykt reb er bundet om halsen. Den sorte piges korte hår dækker for ansigtet. Massa parkerer vognen og rækker en støttende hånd op til hende. Roligt træder hun ned af trappen. Han går forrest, hen mod platformen, hvor manden endnu står og råber.

Lad mig se hendes ansigt!” råber Massa tilbage til den råbende mand på platformen. Tager nogle faste skridt hen til pigen. Med et hårdt greb om pigens kæbe, tvinger han hendes hoved op. Pigens sorte øjne, slår gnister og vreden er let at tyde. Tænderne er sammenbidte og der er kun had at spore i pigens kønne, lille ansigt. Hun havde haft det selv samme udtryk i sine øjne, da hun første gang ankom. Alene og adskilt fra dem hun kendte, blev hun udstillet på platformen. Hendes lasede pjalter lugtede fælt og de blev revet af hende, inden hun blev sat på scenen. Massa studerer pigen længe, inden han undrende siger

Hvor er hun!?”Hm… hun kunne blive en nydelig dukke. Hvad siger du min kære?” Han vender sig mod hende og hun kigger ud fra kysens skygger. ”Kan du opdrage hende?” igen stirrer han forventningsfuldt over på hende. Svagt nikker hun, men hendes ansigt er gemt i kysens skygge.

”Jeg byder 60 dollars!” han finder en lille læder pung frem og løfter den i vejret. Ingen andre har lyst til at byde over.

Den kraftige mand lusker om bag platformen med den rasende pige. Massa følger med. ET bundt seddeler bliver hevet op af Massas læderpung. Han takker og overlader rebet, om halsen på pigen, til Massa. Pigen stritter imod og vil ikke lade sig slæbe af sted, som en anden hund. Frihedens glød sidder endnu i pigens øjne.

”Slap af. Ellers bliver det værre” forsøger hun at berolige pigen. Hun var selv modvillig, da Massa købte hende. Pigen er rasende og spytter i jorden. Hun sparker ud efter Massa. Hurtig som et lyn vender han sig og griber i hende kæben. Ubesværet løfter han hende op fra jorden

”Så så, min dukke. Nu ikke så vild. Ellers kan jeg ikke bruge dig!” hans kolde, blå øjne er blevet mørkere. Pigen holder op med at kæmpe. Han slipper sit tag og sætter hende forsigtig ned på jorden. Uden videre tanke rykker han i rebet. Modvilligt følger pigen med. Ved kareten, binder han rebet fast bag på med en stram knude. Pigen kommer usikkert op at stå igen. Massa svinger pisken hen over hestenes ryg, og vognen sættes i gang. Det gælder om ikke at falde.

Pigen kæmper for at holde tempoet. Hun kan høre hende snuble flere gange, når hendes bare fødder rammer en sten. Men hun fortsætter. Vognen skrumler ind over gårdspladsen. Hun bliver siddende i kareten, mens Massa går om til pigen. Roligt kommer han tilbage til kareten. Hjælper hende ned fra vognen og fører hende om bag ved. Pigen sidder op ad vognen. En hånd er mast mellem rebet og hendes hals.

”Du tager dig af hende, søde” kommanderer Massa og slipper så hendes hånd

”Husk hun skal være i ordentligt stand”. Med faste skridt skråner han over gårdspladsen og forlader dem. Han går ind gennem hovedbygningens dør og forsvinder ind i huset.

”Han er din herre nu,” siger hun roligt på engelsk og følger Massa med øjnene. Hun sætter sig ned på hug ved siden af pigen, som stirrer ondt tilbage. Hun løsner pigens reb om halsen og befrier hendes hånd. Pigen rykker straks ind under vognen. Hun sukker bedrøvet. Taler på sit gamle, afrikanske sprog. Pigen bliver beroliget kravler forsigtig frem. Hun fortæller pigen, at der ingen flugtmulighed er. Hun er fanget og den hvide mand er hendes herre. Hun skal kalde ham Massa.. Han gør hende ikke noget, så længe hun opfører sig pænt. Hun tager sine handsker af og rækker en sort hånd hen mod pigen. Smiler, som for at fortælle at hun er der. Pigen kommer ud.

”Kiela” siger hun og tager imod hånden.

”Jeg skal nok tage mig af dig, Kiela” nikker hun venligt.

Hun vasker Kiela i en varm balje vand. Hun redder Kielas korte, krøllede hår og klipper det kortere. Det krusede hår ender ved Kielas øre.

”Hvor gammel er du?” spørger hun mens hun fortsætter klipningen.

”Fjorten sommere” svare Kiela på afrikansk. Hun nikker og smider et håndklæde omkring Kiela. Fører hende over i hovedbygningen og op ad trappen til første sal, hvor omklædningsrummet befinder sig. Let banker hun på trædøren og en stemme svarer

”Kom ind mine kære.” Hun trækker ned i håndtaget og puffer Kiela ind først, før hun selv går ind og lukker døren efter sig.

”Er hun blevet vasket og renset?” spørger Massa og kigger undersøgende på Kiela.

”Ja, min herre.” svarer hun nejende og puffer Kiela længere ind i rummet, indtil hun står foran spejlet. ”Nydeligt!” han lister rundt om Kiela. Rører ved hendes korte krøllede hår. Dufter til hende. Lader sine hænder glide hen over hendes spinkle krop. Kiela står stille, som hun har fået besked på, Men stirrer stadig trodsigt på ham. Kiela kan ikke lide hans berøring.

”Aha!” siger han så og stormer hen til knagerne. Hiver en stige frem og klatrer et par trin op. Når den øverste kjolerække. Hiver par kjoler tilbage på knagen og når frem til knaldrød, kjole. Der er sat fine hvide sløjfer på yderskørtet og underskørtet er kridhvid. Det yderskørt er trukket en smule fra foran, så det hvide underskørt er synligt. Fine, hvide blonder og mønstre snor sig omkring på korsettet.

”Denne her vil være passende!” siger han ivrigt og smilende. Han farer ned af stigen og hænger kjolen på ved siden af spejlet. Kiela stritter lidt imod da han forsøger at tage håndklædet fra hende. Hun slår over i afrikansk. Beroliger Kiela og håndklædet falder til gulvet. Massa begynder at klæde Kiela på. Han hiver et par hvide sokker op til Kielas knæ. Med øvede hænder binder han underskørtet og lyner korsettet fast. Kjolen passer perfekt og de puffede ærmer dækker Kielas skuldre.

”Hvor nydeligt. Perfekt. Yndefuldt!” udbryder Massa og smiler af glæde og stolthed. Hans blå øjne lyser op som et lille barn, der netop har fået en gave. Hun kigger undersøgende på ham. Forsigtig, som kronen på værket, løfter han en stor kæde op fra det lille bord ved siden af spejlet. Spænder den omkring Kielas smalle hals. Tavst følger hun sin herres bevægelser, da han også sætter en kæde om hendes hals. Han smiler lykkeligt og tager fat i deres kæder. Trækker dem ud af værelset og videre ud på gårdspladsen. Han fører dem om bag ved huset. Følger en gammel, nedtrådt sti i græsset ind mellem de høje træer. Det er hans yndlings tur. Hun har gået denne tur med ham mange gange før. Stien snorkler sig ind mellem træerne og fører til sidst ud til en åben plads, med udsigt ud over sumpen.

”Hvor er her smukt. Synes i ikke?” han vender sig og ser spørgende på Kiela og hende. Kiela kigger undrende på hende, som for at forstå.

”Jo, min herre. Udsigten er vidunderlig” siger hun og får Kiela til at bukke. Han smiler og trækker dem så tilbage gennem skoven.

De kommer forbi mændene, der stadig taktfast pløjer den sumpede jord. Mudderet sprøjter op omkring dem og deres pjalter er helt søllet til.

”Hvordan går arbejdet?” henvender Massa sig til den nærmeste bøddel. Han kigger ud over rækken af sorte mænd, der pløjer jorden. Bøddelen svinger sin pisk og lader den ramme et tilfældigt offer, som for at vise sin chef at han har styr på det hele.

”Udmærket, sir. Med lidt held kan arbejdet være færdigt til aften”. Massa nikker bekræftende og kigger ud over rækkerne.

”Fint. Fornemt, bare fortsæt arbejdet” han klapper bøddelen på skulderen. Vender sig smilende mod dem og går videre med hende og Kiela.

Dagene flyder igen sammen og månederne går hurtigt. Tiden forsvinder og hver dag er der en ny kjole. Hun sidder nu, igen spærret inde i mørket. Hun har været ulydig. Hendes ryg smerter efter piskens berøring. Krummet sammen henne i et hjørne af rummet, forsøger hun at kvæle smerten og den lydløse gråd. Kiela sidder ved hendes side. Aer hende forsigtig hen over armen og stirrer ind i hendes hævede øjne med en mystisk glød i sine øjne.

”Jeg en hemmelighed” forsøger Kiela på engelsk. Trækker sig lidt tilbage og sidder på hug. Kiela stirrer nysgerrigt på hende. Fører begge hænder ned omkring sin opsvulmet mave.

”Mit barn” siger Kiela og venter spændt på en reaktion. Hun kigger op. Hendes gråd er stoppet. Studere Kielas alvorlige ansigt og får bekræftet sandheden. Det er efterhånden tre måneder siden Kiela ankom til plantagen.

”Mig væk! Flugt” Kiela kigger alvorligt på hende. Spørger hende med øjne om hun vil med.

”Det kan vi ikke. Det er umuligt!” hendes krop ryster og bare tanken skræmmer hende.

”Men… Mand hjælpe” Kiela kigger undrende på hende.

”Glem det, Kiela. Du skal igennem sumpen først. Inden da har krokodillerne ædt dig” hun gemmer sit hoved i armene. Lukker øjnene og lader mørket overtage.

 

Døren indtil skuret, bliver knirkende skubbet op. Massa træder forsigtig ind i rummet. Hans øjne søger noget i rummet, kan hun se.

”Hvor er hun henne?” spørger han så endelig, da det går op for ham hvad der mangler. Hun kigger sig omkring. Undersøger det tomme rum. Pludselig opdager hun et lille hul i trævæggen overfor og Kiela mangler.

”Hvor er hun!?” Massa stemme hæves en tak og raseriet begynder at farve hans ansigt. Hun ryster forvirret på hovedet. Men raseriet har ingen nåde. Han slæber hende ud af skuret, liggende på jorden.

Hvor er hun!?” råber han højt mens han sparker voldsomt til hende. Raseriet har ingen ende. Hendes usle krop tager imod hvert eneste spark. Det føles som timer inden slagene stopper. Han retter sig op og kigger ned på hende. Retter lidt på jakkesættet og stryger nogle løse lokker tilbage. Han vender sig om og går mod sit kontor. Hun bliver liggende. Smerten breder sig i hendes krop. Tåre triller ned ad hendes forslået ansigt og blander sig med støvet på den tørre gårdsplads. Solen er lige nået op over trætoppene. Det svage lys farver toppene i gullige farver.

Det halve af plantagen blev sat på eftersøgningen. Hun sidder med ryggen mod væggen, indtil træskuret. Hendes herre har ikke sat hende tilbage i skuret. Han havde for travlt. Travlt med at sætte eftersøgningen i gang. De har nu ledt det meste af dagen og solens aftenstråler varmer hendes kinder. Det minder hende om hendes gamle hjemland, hvor solen brænder hver dag. Hun smiler lykkeligt. Rygtet er allerede spredt til hele plantagen. Det eneste som er fundet fra Kiela, er en trævl af hendes mørkeblå kjole, som hun havde haft på. Tårer begynder at trille ned ad hendes ansigt og for første gang i lange tider, græder hun fra sit hjerte. Hun græder for friheden, som Kiela husker, men som hun slev har glemt. For hun vil aldrig blive andet end sin herres dukke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...