Det tabte rige

For længe siden samlede elementerne sig og skabte landet Nagalia. Imellem dem opstod en femte bindede kraft som tog form af en kvinde, elementarånden Taylana. I landet skabte hun fire leder, en for hver element og som kunne kontrollere det. Lederne havde til opgave at styre landet sammen og skabe harmonie med deres elementer. Mange generationer senere har Greku, arving til Ildens element, overtaget det meste af magten i landet og slået de andre elementbærer ihjel. Det siges blandt folk at Grekus niece blev smuglet ud af slottet før katastofen og at hun stadig lever. Men hvor er hun? Den sidste elementbærer som kan bringe elementerne tilbage i harmoni og stoppe krigen. og har hun det der skal til for at overtage et land i kaos?

2Likes
0Kommentarer
429Visninger
AA

3. En hvisken fra den anden side

Normalt ville man sige jeg vågnede næste morgen, men det var ikk mit tilfælde. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten. Nærmere ligget ubevægelig og stirrede op i trækroner og med et intenset blik set daggryet give dem et gyldent skær.

Hvad skulle jeg gøre? Hvem var jeg? To hovedspørgsmål, som konstant havde rumlet i mit hovedet. Kunne jeg stole på Kiin og den anden elver? Var alt hvad jeg var opvokset med virkelig kun en løgn? Jeg ville ønske at Andora stadig var her. Hun ville i det mindste kunne fortælle mig sandheden, det vidste jeg.

Jeg sukkede og klemte øjnene hårdt sammen. Prøvede at tvinge mig selv til at sove. Men det havde jeg allerede forsøgt. Virkede ikke. Da jeg åbnede dem igen, stirrede Kiin direkte på mig. Det gav et sæt i mig. Nu gjorde han det igen. Det der med bare at stirre på mig.

”Hva' glor du på?” Spurgte jeg irretet.

”Åh undskyld, Prinsesse. Jeg ville bare tjekke om du stadig sov. Det var ikke min hensigt at vække dig” Han vendte rundt med det samme og begyndte at fumle med bålstedet.

”Jeg har ikk fået lukket et øje i nat” svarede jeg gnavent til hans ryg, mens jeg satte mig op. Gned mine øjne og kiggede rundt om bålet.

”Jeg vil tilbage” Det røg ud af mig uden at have tænkt tanken først. Men det var som om ordene gav mig en styrke og beslutsomhed. ”Jeg vil tilbage til huset” Gentog jeg med mere kraft og stirrede på Kiins nedbøjede ryg. Ordene havde rigtigt nok chokeret ham og langsomt rettede han sig og stirrede på mig.

”Der er ikk noget at vende tilbage til Prinsesse...” Hans stemme var hul og jeg kunne ikk helt finde ud af om det var en overbeskyttende eller advarende tone han havde i stemmen.

”Hvis jeg skal tro på jeres ord, vil se mit hjem igen...” et sted inden i mærkede jeg en gammel flamme af trodsighed vende tilbage, mens jeg holdt en kort pause: ”og min mors grav.” Kiin stirrede på mig med store øjne og så ud til at søge efter modargumenter. '

”Prinsessse...”

”Du skal ikk kalde mig det!” afbrød jeg skarpt. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at berolige temperanmentet lidt: ” Mit navn er Sira og før jeg drager med jer vil jeg gerne tilbage.”
”Sira.... Hør nu her det er for farligt og vi har ikk tid til at gå tilbage...”

”Hvad forgår der her?” Det var den anden elver, Jordan, som kom gående udfra skoven med frisktfanget morgenmad.

”Det er Prinses... jeg mener Sira, som vil tilbage til gården og se den inden hun drager med os, forklarede Kiin kort og slog opgivende ud med armene. Jordan var stille. Stirrede først på Kiin så mig. Der var en lang stilhed iblandt os uden nogen afbrød den.

”Nuvel da...” Sagde Jordan kort og gik over til sit sovetæppe, som han med det samme pakkede sammen. ”Så går vi nu.” Kiin måbede, mens jeg straks begyndte at rulle mit eget lille leje sammen.

”Jordan.. er det ikk alt for farligt at vende tilbage?” Kiin havde stilt sig bag Jordan, som ikk stoppede med at pakke: ”Jo, men hvis vi gør det hurtigt i daggryt er der ikk fare for at soldaterne vender tilbage” Det gav et ryk i mig. Soldaterne? Mente han Grekus soldater som slog min mor ihjel og brændte gården?

”Se at få pakket dine ting Kiin. Jo hurtigere vi kommer afsted jo hurtigere kan vi få det overstået.” Kinn trak opgivende på skulderene og begyndte at pakke sine egene ting sammen og få dækket bålstedet til.

”Mener du Grekus soldater?” Spurgte jeg lettere chokeret.

”Ja” svarede Jordan kort uden videre bemærkninger.

”Men hvorfor skulle de vende tilbage til gården nu hvor de har brændt den ned?”

Jordan sukkede ”Der er en grund til at de har brændt gårdene ned alle de steder som de forventede du opholdte dig. Som ildens elementbærer, kan ilden ikk gøre skade på dig. De ved at du ikk er død selvom gården er brændt og derfor nok vil vende tilbage” Han tog sin oppakning og smed på ryggen og forsvandt så i lysningens tættest buskads.

”Han har ret Prinssesse. Det er for farligt at gå tilbage til gården” Kiin havde også fået sin oppakning smidt på ryggen og gik i samme retning som Jordan. ”Er du klar?”

Jeg begyndte at tvivle på om det var en god beslutning jeg havde taget, men jeg vidste også at skulle jeg nogensinde komme til at stole på disse elver var jeg nødt til at vende tilbage. Hurtigt spændte jeg de sidste remme og fulgte så efter Kiin.

 

 

Morgensolen havde efterhånden kravlet et godt stykke på himlen. Jordan og Kiin havde båret mig så langt fra huset som muligt for at undgå at soldaterne skulle finde os hvis de kom tilbage. Efterhånden som vi kom tættere på begyndte jeg at kende skovens træer og stier.

En ukendt og skarp lugt at brændt træ begyndte også at kradse i næsen. Vi kunne ikk være langt væk. Både Jordan og Kiin virkede til at være meget mere på vagt end før og pludselig ophørte skoven. Jeg genkendte straks skovkanten som den tættest på laden. Men det var også alt jeg kunne kende. Da jeg drejede hovedet var alt jeg kunne se af mit barndomshjem forkullede rester. Fra ruinerne af stalden steg en svag røg stadig og der stod ikk andet end de bærende tagstolper tilbage af hovedhuset. Som et opsprættede skelet på et dødt dyr.

Jeg havde forventet det. Og dog... Så ramte syntet mig som et lyn fra en klar himmel.

”Herover Sira” Det var Kiin der trak mig let i skulderene og trak mig over gårdspladsen. ”Vi begravede hende lige bagved hovedhuset.” Som vi passerede hen over gårdspladsen kunne jeg se størknet blodpletter hist og her på brostene. Nok fra vores husdyr.

Vi gik rundt om hovedbygningen og tilbage mod skovbrynet. Både Kiin og Jordan stoppede.

”Hun ligger lige bag de første træer. Bare gå ind du burde ikk kunne overse graven” sagde Kiin og skubbede mig svagt i retningen. Usikkeret gik jeg igennem krattet og fortsatte i retningen Kiin havde skubbet. Hvad forventede jeg at møde? Hvilke svar ville jeg få? Jeg tog en dyb indånding og var uklar i hovedet. Ganske som Kiin havde sagt, lige bag de første træer trak en klynge af dem sig til side og skabte en naturlig lille lysning. Meget lille og nu med en høj i midten. Havde de mon flyttet træer med magi? Jeg gik over til højen og en fin gravsten markerede tydeligt:

 

Her hviler Andora Thorvaldsdatter

Beskytter af Nagalias ægte arvning

Må elementarånden Taylana se hende i nåde.

 

Jeg faldt sammen på knæene og lod tårene trille. Selvfølgelig var det elverne som havde rejst stenen. Hvordan kunne teksten give mig noget bevis? Jeg hulkede ustyrligt, mens jeg holdt hånden på min mors grav. Jeg var bange. Mere bange end nognsinde før og anede ikk hvad jeg skulle. Hvad var rigtig og hvad var forkert?

Lyt til dit hjerte mit barn....”

Det gav et ryk i mig og jeg holdt straks op med at hulke. Var det hende kvinden igen. Nej, jeg kendte den stemme. Forvirret søgte jeg med blikket imellem træerne, men så ikk hendes skikkelses.

Spar dig besværet, Sira. Du kan ikk se mig. Jeg er en del af vinden, træerne og vandet nu. En del af dig min skat”

”Mor!?” Råbte jeg fortvivlet. Jeg var sikker på at det var hende. Overbevist om at det var Andora. Men....

Rolig...”

En svag vind strøg igennem skoven og jeg kunne næsten mærke Andoras blide kærtegn mod mine kinder. Hun var her, selvom jeg ikk kunne se hende.

Din rejse er først lige begyndte og mange farer venter dig forud. Men du, Sira, er den eneste der kan rette op på Nagalias skæbne. Vi har ikk meget tid. Der er så mange ting jeg gerne ville fortælle dig, men det er forsent nu. Jeg overlader den opgave til andre.”

”Men mor. Hvordan ved jeg at disse elver ikk vil mig noget ondt?”

Kiin er en trofast ung elver. Han har et hjerte af guld og føler for os mennesker. ”

Jeg forstod. Det Kiin havde fortalt var sandt. Jeg var ikk en blodforræder, men den eneste der kunne rette op på elementernes balance og stoppe Greku før han ledte hele landet til undergang. Aldrig havde jeg stået over en sådan byrde i hele mit liv og for et øjeblik kunne jeg mærke den tunge vægt på mine skuldre. Et helt lands vægt.

”Vil vi nogensinde se hinanden igen?” spurgte jeg mens mit blik var fastlåst på gravstenen.

Det vil vi. Når tiden er inde, men nu må jeg vende tilbage. Du har en lang rejse for dig, husk at jeg altid vil være en del af dig, Sira Nagalia...”

Den svage vind løb igennem skoven igen og fik trækronerne til livligt at danse. Jeg lod vinden kærtegne min hud og trak den dybt ned i minde lunger. Nu vidste jeg hvad jeg måtte gøre og før jeg forlod graven satte jeg mig på knæ og bad til Taylana om hendes nåde og velsignelse for min mors sjæl. Med graven i ryggen gik jeg tilbage mod Kiin og Jordan.

Begge stirrede de intenst på mig. Deres blikke afventede et svar.

”Jeg er klar... Klar til at følge jer.” svarede jeg

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...