Det tabte rige

For længe siden samlede elementerne sig og skabte landet Nagalia. Imellem dem opstod en femte bindede kraft som tog form af en kvinde, elementarånden Taylana. I landet skabte hun fire leder, en for hver element og som kunne kontrollere det. Lederne havde til opgave at styre landet sammen og skabe harmonie med deres elementer.
Mange generationer senere har Greku, arving til Ildens element, overtaget det meste af magten i landet og slået de andre elementbærer ihjel. Det siges blandt folk at Grekus niece blev smuglet ud af slottet før katastofen og at hun stadig lever.
Men hvor er hun? Den sidste elementbærer som kan bringe elementerne tilbage i harmoni og stoppe krigen. og har hun det der skal til for at overtage et land i kaos?

2Likes
0Kommentarer
446Visninger
AA

2. Blodet i dine årer

”Sover hun stadigvæk?” spurgte en lys, drenget stemme.

Jeg kunne fornemme hans åndedrag blidt mod min kind. Alting var stadig sort og min hals føltes som en udtørret bæk.

Jeg måtte have vand. Da jeg forsøgte at sige ordet, ville lyden ikke rigtig med. Jeg prøvede igen og lagde mere luft i lunger. I det samme føltes det, som om nogen havde sat ild til dem. Det brændte og smerten jog igennem kroppen på mig. I stedet for ord, krampede jeg sammen i et hosteanfald.

”Er du vågen”? svarede drengestemmen forskrækket og jeg mærkede straks åndedraget forsvinde, hvor af der kort efter blev skubbet en blød og samtidig kraftfuld håndflade under min ryg

”Så så.. rolig nu.” Et bæger blev ført til mine læber og jeg mærkede den velsignede kolde væske skylle ned i min hals. Ivrigt slubrede jeg vandet i mig.

”Ikke drikke for hurtigt, det bliver du bare ked af senere” Drillede stemmen. ”Det kunne være du skulle prøve at slå øjnene op, lille sovetryne”

Det var først da, at jeg opdagede at det tunge mørke skyldtes at jeg endnu ikke havde åbnet øjnene og det var ikke helt nemt. De var til klistret i søvn, så da det lykkedes, måtte jeg blinke et par gange før det slørede ansigt blev tydeligt. Nemmere blev det ikke da solens skarpe lys, øjeblikkeligt blindede mig.

Det var altså blevet dag. Irriteret og gryntende satte jeg en hånd for øjnene og prøvede lidt at få søvnen væk.

”Hvem er du?” mumlede jeg hæst.

”He he… du mener vel hvem er i?” rettede stemmen, som jeg først nu fik sat ansigt på. Jeg stirrede lige op i et par klare skovgrønne øjne. Ansigtet var delt i et bredt smil der fyldte fra det ene øre til det andet, og afslørede et par unaturligt mælkehvide tænder. Selve ansigtet endte ud i en spids hage og et funklende slør af blondt silkehår indrammede det hele. Kun en smal skindsnor holdte den unge mands skulderlange hår bag ørene.

”I..?” Mumlede jeg mens jeg stadig var helt opslugt at hans fortryllende ydre.

”Ja… Vi er skam to, prinsesse” svarede en stemme i baggrunden. Ved siden af den unge mand, satte sig en anden, med samme spidse ansigt. Hans mørke hår var bare længere og sad i en stram hestehale. Et eller andet fangede min opmærksomhed ved den hestehale. Noget omkring ørene.

”I… I er elver!?” udbrød jeg forskrækket, da det gik op for mig og dermed også forklarede deres unge,smukke udseende. Alle de rædselshistorier jeg havde hørt i landsbyen dukkede pludselige op. Elver kan magi udover de kongeliges element betvingning. De bruger den til at trylle binde folk og få dem til gøre ting de aldrig nogensinde ville have gjort. Det var dem der havde startet krigen imellem kongerigerne og ville overtage hele landet. De var nærige og levede forevigt.

Den nytilkomne begyndte straks at grine: ”Det er godt observeret, prinsesse, men frygt os ikke.”

Jeg forstod ikke hvorfor han grinte, som han gjorde og en ting jeg forstod endnu mindre, var hvorfor han blev ved med at kalde mig prinsesse.

”Jeg tror vi skal lade hende hvile lidt endnu, Kiin.” Den mørkhåret smilte hen til elveren, der stadig holdt en arm om mig, iden han vendte ryggen til ”Det nytter nok ikk at forklare situationen nu.” Elveren Kiin kiggede i et øjeblik efter sin makker. I en elegant bevægelse vendte han hovedet i retning af mig og igen mødte jeg hans betagende grønne øjnene. Var jeg blevet tryllebundet af ham?

”Jordan har ret, prinsesse. Du burde hvile, Det har været en voldsom oplevelse du har været igennem” Jeg var helt opslugt af hans smil og perfekte rene hud, men en grim tanke sad stadig i mit hoved. En tanke, som end ikke en elvers magi kunne fjerne.

”Hvor er min mor?”

Jeg kunne straks se at spørgsmålet ikke behagede ham at svarer på. De lyse bryn i hans pande rynkede sig og øjnene trak sig let sammen til en sorgfuld mine i det han kiggede væk.

”Jeg beklager… Men der var intet vi kunne gøre…”

Han lagde mig ned på puden igen og trak tæppet over mig. Jeg lod mærke til at solens lys skinnede igennem trækroner.

Tårer kneb sig frem i øjnkrogene og et sted vidste jeg jo godt at der intet var at gøre.

At hun var væk… Vandret til den anden side.

Men jeg havde ligesom håbet på at alt bare var en ond drøm. At det hele snart ville blive godt igen. At jeg ville vågne op i min egen seng og høre Andora råbe igennem huset, at jeg skulle huske at fodre hønsene og kigge til koen.

Jeg sagde intet. Lå bare på puden og lod tårerne trille ned langs kinderne. For træt til at råbe eller hidsige mig op. For træt til at rejse mig og storme væk fra disse elver.

”Hvil dig. Snart vil alting blive forklaret…” Kiin lod hånden glide hen over mine øjne og i det samme forsvandt lyset. Det var ikke det samme tunge mørke som før. Jeg mærkede hvordan mit åndedræt langsomt blev roligere og mørkets lune arme omfavnede mig. Denne gang var det nærmere et beroligende og varmt mørke, som holdte om mig og beskyttede mig…

 

Jeg vågnede ved at en ugle tudede i det fjerne.

Med et sæt satte jeg mig op. Hivende efter vejret som om jeg havde været ude og jagte hønsene. Efter et par minutter fik jeg endelig beroliget mig selv og svagt huskede jeg hvor jeg var og hvordan jeg var endt der.

Jeg skimtede ud i mørket. Langsomt vænnede mit syn sig til det og et stykke væk lå to store bylter. Sandsynligvis elverne.

Jeg anede stadig ikke hvem de elvere var, men en ting var sikkert; Jeg kunne ikke stole på dem. Godt nok havde de ikk gjort mig fortræd og var da stadig ikk helt tryllebundet, men det var bedre at komme væk og tilbage til landsbyen.

Forsigtigt og skælvende kom jeg på benene. Jeg var stadig ikke helt frisk i hovedet, for alting begyndte at svimle for mig og det gik kun langsomt fremad. Det eneste lys der trængte igennem skovens tætte kroner var et svagt måneskær og det jeg kunne se blev ikke bedre af at træerne ikke stod stille. Det var faktisk lidt mærkeligt, for selvom jeg var svimmel, bevægede træer sig ikke så meget. Jeg fortsatte med at kæmpe mig fremad. Støttede min udmattede krop til hvert træ jeg mødte. Hvor var jeg på vej hen?

Ingen anelse, bare væk. Jeg anede ikke hvor lang tid jeg bare fortsatte med at sætte den ene fod foran den anden, men pludselig flyttede et af træerne sig unaturligt. Jeg havde nogenlunde fået kontrol med mit tåget blik og kunne meget tydeligt sige at det træ gik. Straks stoppede jeg op ved træet jeg havde lænet mig op ad.

Var der ulve i den her skov? Eller andre vilde dyr?

Nu kunne jeg også høre noget rodede op i skovbunden. Uglen tudede igen i det fjerne. Det føltes som nogen hældte en spand iskoldt vand ned langs ryggen på mig og en urolig skælvende gik igennem kroppen. Mit slørede blik gennemsøgte skovbunden efter mulige våben.

Der var intet.

Hvis jeg nu bare stod stille, ville dyret så overse mig? Hvis det overhovedet var et dyr. Skoven var blevet mærkeligt stille. Jeg kunne tydeligt hører mit eget rystende åndedrag. Hvordan kunne det undgå at hører mig?

”Hvor er du på vej hen prinsesse?” Med et trådte et af træerne ud fra mørket og dets lange barkede skikkelses skrumpede ind til et slankt genkendeligt legeme, med et spidst ansigt, lange ører og lysende blondt hår.

Jeg skreg og tumlede bagover.

”Shhhhh… Rolig nu” Skikkelsen bevægede sig hurtigt hen til mig ” Det er bare mig, Kiin”

Da jeg havde fået skreget det værste chok af mig, stirrede jeg måbende på ham. Jo, jeg kunne godt se at det var ham. Men hvor vovede han at komme listende på den måde.

”Hvad bilder du dig ind!?” sagde jeg skarpt og vredt Du havde næsten skræmt livet af mig! Må elementernes gudinde brænde dig til døde, hvor længe har du fulgt efter mig!?” Mine hænder begyndte at gløde og jeg kunne mærke blodet pumpe igennem mine årer, så rasende var jeg.

Jeg kunne se hvordan hans ansigt forsøgte at lave en undskyldende mine, mens han trak let på skuldrene ” Jeg så dig rejse dig og tænkte at jeg ville følge efter…”

Jeg følte med et at jeg slog hovedet imod en mur. Mit flugtforsøg havde altså været umuligt lige fra starten.

”Jeg er ikk ude på at skade dig. Du kan godt slukke flammerne nu før du antænder hele skoven.” Hans blik flakkede imellem mig og skovbunden. Undrende stirrede jeg på ham uden og forstå hvad han mente, men jeg lod mærke til at sært lys sprede sig omkring mig. Jeg kiggede på mine brandvarme hænder og pludselig forstod jeg hvad han mente. I endnu et skrig sprang jeg op og forsøgte at baske ilden ud. Mine hænder brændte faktisk.

”Hey det der hjælper ikke, du er nødt til at berolige dig selv.” Kiin rejste sig og greb mig om armene for at undgå jeg kom i kontakt med den tørre skovbund.

”Berolige mig selv!? Hvordan kan jeg det når mine hænder brænder?” Jeg stirrede panisk på ham uden at vide hvad jeg skulle gøre. Det her var aldrig sket før.

”Ilden gør dig ikke noget. Mærk selv, dine hænder gør ikke ondt vel?” Han havde en pointe. Nu da jeg følte efter mærkes det som om mine hænder kun var lidt varmere end normalt.

Luk dine øjne, koncentere dig og slap af.” Jeg gjorde som han sagde. Tænkte på dengang det kun var Miran, Andora og mig. Mit kogende blod faldt langsomt til ro og varmen fra mine hænder vendte tilbage til det normale. Da jeg åbenede øjene var ilden væk.

Kiin slap mine arme og trådte et skridt tilbage. Han søgte vist stadig en undskyldning for at have listet sig efter mig. Det var på sin vis ydmygt og charmerende. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Var jeg tryllebundet? Eller kunne jeg stole på dem? Månens svage skær gjorde det kun mere fascinerende at studere hans tydelige ansigtstræk. Jeg forstod pludselig hvorfor folk var så betaget af elver, trods den frygt vi også nærede for dem.

”Du ville vel ikke flygte fra os?” Spurgte han efter lang tids stilhed Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svarer. Et sted inden i mig, var der noget som fortalte mig at jeg kunne stole på denne elver. Men turde jeg det? Hvilke grunde havde jeg til det? Jeg havde hørt mange grufulde historier og husker da også at jeg en kold vinternat spurgte Andora om de var sande. Dengang havde hun svaret at der løb så mange rygter rundt og man skulle ikk stole på dem alle.

”Du ved… I disse tider kan man ikke stole på nogen.” Jeg kiggede væk, eftersom det var det eneste jeg kunne svarer. Det var en smule pinligt at skulle sige til den, der nok havde reddet mig.

”Tjah det har du egentlig ret i prinsesse.” fnisede han. ”Men nu har vi heller ikke haft tid til at fortælle dig hvad vores historie er.”

Undrende så jeg tilbage mod ham. Deres historie? Altså deres årsag til at redde mig? Det fik mine tanker tilbage til et spørgsmål, der havde naget mig lige siden jeg vågnede op til Kiins åndedræt.

”Hvorfor bliver i ved med at kalde mig prinsesse!?”. Længe havde det naget mig, for den eneste kongelig der var tilbage i Nagalia var Greku. Konge af Ildlandet. Han havde ingen børn og hans brors barn var en blodforrædder.

”Har Andora aldrig fortalt dig det!?” Det så ud til at overraske ham, men jeg var sikker på, at jeg så mere overrasket ud, fordi han kendte min mors navn.

”Så fik hun aldrig tid til at fortælle dig det” Kiin sukkede og satte sig i skrædderstilling. ”Det er en lang historie. En historie som går mere end tyve menneskeår tilbage.”

Jeg gjorde som Kiin og satte mig bedre til rette i skrædderstilling, mens jeg opmærksomt lyttede. Det kunne vel ikk skade at lytte.

”For længe siden blev der født tvillinger i den del af Nagalia, som tilhører ildens element, De Sunkne Dale. Kongen og dronningen havde naturligvis svært ved at vælge hvem af deres sønner der skulle overtage tronen, så de lod elementarånden Taylana vælge.

Efter en rum tids oplæring blev det afgjort i en duel imellem brødrene. Det blev Magus som vandt, mens Greku måtte nøjes med posten som rådsmand. Han havde siden barnsben været grådig af sind, men han affandt sig med Taylanas dom. Problemerne opstod først da Magus udvalgte sin kommende dronning, Livia, søster til elvernes øverstemagiker og smukkere end det strålende forår. Greku blev forelsket hende allerede fra første gang hun satte sine fødder i tronsalen. Grådigheden tog over ham og han forsøgte flere gange at smigrer Livia og få hende til at forlade Magus…” Kiin holdte en kort pause og stirrede på de tætte trækroner. Det var tydeligt at han overvejede hvordan han skulle fortsætte.

”Livia elskede Magus og kort efter deres bryllup blev Livia gravid. For alle var det en god nyhed, men for Greku var det en chokerende nyhed. Den han elskede, elskede ikke ham og med den nye arvning ville han være dømt til blive i skyggen af sin bror resten af sin tid. Vi ved ikke hvor længe Greku planlagde, men en dag var Magus og Greku ude på jagt. Den regnvejrs aften var skæbnesvanger. Greku kom ene mand ridende i vild galop tilbage fra skoven med en såret skulder. Han fortalte at nogen havde angrebet dem og at kongen var dødeligt såret, men grundet hans eget sår, kunne han ikke bærer Magus med hjem. Da eftersøgningsholdet fandt Magus var det forsent. Der var intet de kunne gøre. Hele Nagalia var i stor sorg. Magus havde ikke nået at reagere i mere end knap fem år før hans alt for tidlige død. Med stor ivrighed indtog Greku tronen og han forsøgte at ægte Livia. Men hun afviste ham. Greku truede derefter med dræbe hendes bror Arthon og alle de andre overhoveder hvis hun ikk adlød. Men stadig nægtede dronningen. Vi ved ikk helt hvordan Greku bar sig ad, da han i forvejen ikk var populær, men han formåede at forgifte de andre elementbærer under et rådsmøde og det efterlod Greku og Livia som de eneste tilbage, der havde elementernes kraft, men Livia nægtede nu mere end hidtil at ægte Greku. Hun var højgravid og kunne føde, når det skulle være. Når en elver er i dette stadie svækkes hendes energi og Livia kunne umuligt besejre Greku i åben kamp. Til sidst besluttede Greku at skille sig af med Livia. Mange a tjenestefolkene havde vendt deres tiltro til Greku i ren og skær frygt, men en var stadig loyal, Donovan. Han hjalp Livia med at flygte ud af slottet og gemt sikkert væk. Uheldigvis blev Livia dødeligt såret under flugten. Donovan kunne ikke gøre andet end at redde barnet og gemme det et sikkert sted, indtil det var gammelt nok til at kunne lærer at kontrollerer elementet, der slumrede dybt i dets sind…” Igen holdte Kiin en pause. Jeg selv holdte vejret af spænding men også frygt, for det næste han ville sige.

”Det barn Livia fødte, var en rødhåret pige. Hun blev sendt til den sydvestlige del af De Sunkne dale, hvor et ungt barnløst ægtebarn modarbejdede Greku, trods de rygter han spredte. Parret skulle opdrage barnet i uvidenhed indtil den seksten sommer og det var Andoras sidste opgave inden vi kom for at hente dig. Nagalias sidste arvning og den eneste der kan oprette balancen imellem elementerne…”

Der opstod en lang pause imellem os. Jeg forventede at Kiin ville sige mere eller i det mindst bryde ud i et grin og fortælle at det var en joke. Nagalias sidste arving? Mig?

Nej det kunne ikke være sandt. Beviset var der, med mine brændende hænder og min evne til at kontrollere ilden. Et sted inden i mig havde en stemme alt hvisket hvem jeg var, men jeg ville ikk tro det. Det betød at jeg var blodforræderen. En del af de onde elvers plan.

”Men hvad så med blodforræderen?” Spurgte jeg ophidset. Af en eller anden grund havde Kiin ikk nævnt blodforrædderen overhovedet i sin historie. Halvvejs leende sænkede Kiin hovedet.

”Der har aldrig været en blodforrædder. Det var Grekus påfund for at skræmme befolkning til at angive din position og skjule mordet på de andre overhoveder. For de uvidende borger spredte Greku med vilje et rygte om at Livia og hendes bror havde planlagt mordet på Magus og alle overhovederne, så de kunne overtage magten. Med den nye arvning som Livia bar på ville det blive nemt for dem at overtage De Sunkne dale. Greku fremsatte sig selv som helten der forsent gennemskuede elvernes plan og derfor ikke kunne nå at redde de andre, men fik henrettede Livias bror, mens Livia selv nåede at undslippe. Enhver der lod mærke til unaturlige hændelser rapporterede dem til Greku og mange uskyldige børn er blevet taget til fange og brændt gennem årene. Greku gav os elver skylden for det hele og derfor er vi hadet og frygtet.” Kiin stirrede på mig med et sorgfuldt blik. Den frygt jeg havde for elverne var grundet rygtet, men jeg indså pludselig at intet af det var sandt. Nej... Jeg indså det ikke. En stemme dybt i mig hviskede at der intet var at frygte. Andora havde altid fortalt mig at jeg ikke skulle tro på de onde rygter, men hun havde tværtimod heller aldrig fortalt mig andet.

”Prinsesse, du må tro mig. Vi har ikk engang magien til at kunne tving folk til gøre ting de ikk vil” Jeg stirrede på Kiin. Ude af stand til at beslutte hvad jeg skulle tro på nu. Hele min verden var styrtet sammen allerede og alt jeg kunne gøre var at prøve at samle stumperne sammen og opbygge den igen. Spørgsmålet var bare, hvilke stumper var sande og hvilke var falske

Det endte med at Kiin rejste sig efter endnu en rum stilhed og rakte hånden til mig

”Kom Prinsesse. Der er ingen grund til at flygte fra os. Kom i det mindste med tilbage og sov på det jeg har fortalt. I morgen kan du tænke mere over det” Han smilede til mig og i mit kaotiske sind, kunne jeg ikke gøre andet end at følge med ham tilbage. Stum som en dukke uden tanke eller vilje tilbage. Kun et stort kaos.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...