Det tabte rige

For længe siden samlede elementerne sig og skabte landet Nagalia. Imellem dem opstod en femte bindede kraft som tog form af en kvinde, elementarånden Taylana. I landet skabte hun fire leder, en for hver element og som kunne kontrollere det. Lederne havde til opgave at styre landet sammen og skabe harmonie med deres elementer.
Mange generationer senere har Greku, arving til Ildens element, overtaget det meste af magten i landet og slået de andre elementbærer ihjel. Det siges blandt folk at Grekus niece blev smuglet ud af slottet før katastofen og at hun stadig lever.
Men hvor er hun? Den sidste elementbærer som kan bringe elementerne tilbage i harmoni og stoppe krigen. og har hun det der skal til for at overtage et land i kaos?

2Likes
0Kommentarer
440Visninger
AA

1. Når skæbnen indhenter dig

 

Skoven var tyst og morgensolen rejste sig langsomt et sted i horisonten uden for skovens grænser.

Forsigtigt, bærende på en lille kasse af træ, gik en fornem mand ned ad den smalle, mosbegroede stentrappe, som førte ned til den nattefugtige skov. Hans halvlange, lilla fløjlskappe flagrede blidt i takt med fodtrinene, hvoraf de spidsnæsede, røde lædersko gled konstant på de slimede stentrin, som ikke havde været i brug i evigheder.

For enden af trappen holdt en mindre karet. Manden sukkede dybt og man kunne tydeligt læse i ansigtet at noget frygteligt var sket.

Han placerede kassen bag kuskesædet. Med tårerne siddende i øjenkrogene lagde han hånden på kassen inden han, besværet af sine gamacher, som matchede skoene, hoppede op på sædet.

Med et slag fra pisken satte muldyret i gang og trak vognen ned ad skovstien. Under ham fik den utilkørte sti vognen til at rumle. Hans slørede blik faldt på trækassen, der hoppede i samme takt som vognen. Straks satte han muldyret ned i tempo.

En svag klynken kom fra kassen.

Manden sukkede endnu en gang og gned sine øjenlåg. Han åbnede kassen og lagde det klynkende barn på sit skød og forsøgte at få det til at sove igen.

Muldyret skridtede igennem skoven, hvor træerne stadig fik længere og længere afstand imellem sig. Efter et stykke tid drejede skovstien og manden trak i tømrerne så muldyret standsede. Barnet var faldet i søvn og han lagde det tilbage i kassen inden han hoppede ned og bandt muldyret fast til det nærmeste træ.

Ikke langt fra kunne man høre flodens rislen.

Bedrøvet tog manden fat omkring kassen og møvede sig igennem det først buskads. På den anden side, kunne han tydeligt se den rolige flod, som var omkransede af siv, der let svajede i vindens brise.

Han spejdede efter et sted, hvor sivene ikke stod så tæt, mens barnet begyndte at røre på sig.

Han gik længere op af floden og snart spredte sivene sig så en lille stenede bred kom til syne. Stille stod han, og lyttede til skovens mange lyde, men blev forstyrret af en endnu en klynken. Et sted inden i ham fortrød han den handling han var ved at udføre.

Men det var den eneste udvej for barnets overlevelse.

Han satte kassen på flodbredden og tog låget af, hvorefter han smilende satte sin finger ned til barnet og aede det på kinden.

Instinktivt greb barnet ud efter hans finger med sin lille tykke hånd og klemte til da det fik fat. Hans smil blev bredder og han vrikkede lidt med fingeren, inden han vristede den fri fra barnet, der straks placerede en knyttede næve i sin mund.

Barnet kiggede op på ham, med sine store krystalblå øjne, da han lagde låget hen over kassen og sømmede det fast. Barnet græd ikke, men gumlede vel fortsat videre på sin næve.

Med et sidste håbende blik, hvilede manden begge hænder på kassen og mumlede nogle uhørlig ord.

Stadig besværet i hans klæder rejste han sig og tørrede det værste skidt af de stribede gemacher. Med en dyb indånding tog han et fast greb om kassen og vadede så ud i det sommer lunkne vand, så hans spidsnæsede sko blev oversvømmede og mudderet. Da vandet nåede ham til knæene, satte han kassen forsigtig ned og slap den gradvist, for at være sikker på at den ville blive oven vande. I samme øjeblik hans hænder slap kassen, tog strømmen den med sig.

Han blev endnu stående i en kort stund, for at holde øje med kassen der hurtigt forsvandt i det strømmende vand, inden han vendte ryggen til og gik tilbage mod kareten.

Solens lys trængte for alvor igennem træernes toppe. Kassen blev båret op til overfladen af strømmen, nøje fulgt af de nysgerrige ål mellem sivene. Den fossende flod tog kassen med sig og førte den mange mil væk fra stedet, hvor den var blevet søsat.

 

Sira!” Andoras stemme rungede hen over den grusbelagte gårdsplads, hvor hønsene skræmt fløj til alle sider.

Jeg drejede omgående hovedet i retningen af den robuste stemme. Sidste gang jeg havde ignoreret at hun anråbte mig i det tonefald, var jeg blevet sat til at skrubbe hele hønsehuset, så det næsten skinnede.

Lynhurtigt rejste jeg mig fra det friske halm i stalden, hvor jeg havde dagdrømt de sidste par timer. Jeg vidste hvad der ville ske, hvis jeg ikke kom frem nu. Bare tanken fik mit hjerte til at hamre hårdere mod ribbene.

Sira! Hvor gemmer du dig!?” Andoras stemme rungede endnu engang hen over den solbeskinnede gårdsplads.

Hurtigt stormede jeg ned af staldgang, forbi vores to hø gumlende heste, og nåede enden hvor jeg i et skarpt sving undgik hjørnestolpen til båsene og fortsatte så ud af døråbningen.

Længere nåede jeg ikke, for lige midt i stalddøren stod Andora og jeg havde for meget fart på, til at jeg kunne nå at bremse. Jeg endte derfor med at ramle ind i hende med næsen begravet, i hendes blå arbejdskjole, lige omkring barmen.

Efter et par sekunders stilhed drejede jeg hovedet mod hendes ansigt. Hun trak vejret tungt og hun så vredt på mig, med ravnsorte øjne, der slog lyn imellem sig.

Næsten lige så høj som hun var bred, stod hun nu og fyldte hele stalddørens indgang og der kunne en hel ko komme ud af.

Andora var en landbrugskvinde. Hun var født og opvokset på landet og havde hele livet beskæftiget sig med det hårde arbejde. Det kunne man også tydeligt se på hendes store overarme, der langt fra mindede om de nydelige bydamers tynde arme.

”Bageren har lige været herovre og fortælle mig, at du har været efter hans datter… igen!” smældede hun ud i et skarpt tonefald og lagde tydeligvis ekstra tryk på det sidste ”Du ved udmærket godt, at du ikke må bruge dine evner, når du er sammen med andre mennesker!”

I det hun kiggede på mig, trådte jeg et skridt bagud og vendte blikket mod staldens gulv. Mit skulderlange, røde hår kom fri fra dets plads bag øret og dækkede ansigtet.

Det lignede slet ikke min mors, nattesorte hår.

Mine tanker gled tilbage til eftermiddagens begivenheder. En pige med lange brune lokker stod bøjet over mig og stirrede ondt på mig med sine grønne øjne.

Alle ved at de eneste som kan kontrollere ild er kongen også blodforræderen!”
Pigens ansigt kom tættere på. Henkastet over skulderen havde hun bedt to andre piger om at finde en glødende pind fra ovnen. Jeg havde skreget rædselsslagen idet pinden blev sat foran mit ansigt. Den brunhårede pige sænkede langsomt den glødende pind mod min hud også pludselig, lige før ilden ramte mit ansigt, begyndte den at bevæge sig imod pigen i stedet
.

”Jeg gjorde ikke noget mor,” svarede jeg og rejste hovedet ”Det var hendes egen skyld. Jeg var nød til at gøre noget!” Vredt lagde jeg armene over kors og tilføjede hurtigt, mens jeg vendte blikket bort ”Desuden ramte ilden hende dårligt nok”

Andora placerede sine kraftige hænder på de brede hofter, hvor omkring et hvidt forklæde var bundet stramt og lænede sig frem mod Sira.

”Folkene i landsbyen taler allerede om dig, ved du det?” Der var en bekymrende tone i Andoras stemme da hun fortsatte ”Hvis de sladderhøns dernede begynder at snakke over sig, får kongen måske nys om dine evner også er det slut med at være bondepige! Kongen holder i forvejen ekstra øje med denne landsby på grund af sidste vinter” fortvivlede slog Andora ud med armene og sukkede så dybt.

”Sira …” begyndte hun og lagde en hånd for panden ”Jeg ønsker kun, at du ikke bliver taget til fange. Dengang kong Greku overtog tronen, spredtes der rygter om at dronningen havde forsøgt at overtage tronen og få indsat sit uægte barn. Barnet forsvandt under alt postyret og det er stadig uvist om barnet lever, men folk ser ofte syner.” Andora sukkede og så bekymret på mig. Med et trak hun mig til sig i et stort bjørnekram.

”Lille skat.. jeg elsker dig højere end noget andet her på jorden. At miste dig ville være som at miste alt.” blidt kælede hendes hånd hen over mit hår.

”Undskyld mor… ” Det var det eneste jeg kunne fremstamme. Landsby folkene havde en fornemmelse af at jeg ikke var Andoras datter og jeg vidste også godt at hun ikke var min rigtige mor. Vi havde holdt det skjult for at undgå byens opmærksomhed, men med tiden havde jeg fået en mærkelig kontakt med ilden.

Jeg var frygtelig bange for at finde ud af, om grunden til mine evner i virkeligheden var fordi jeg var dronningens uægte barn. Det skræmte mig, selvom Andora mange gange havde fortalt mig at dronningen aldrig havde været utro og at det kun var onde rygter.

”Så gå nu ind med dig og få dækket bord, så snakker vi ikke mere om det.” Andora klappede mig på skulderen og jeg smilede til hende.

”Jeg skal nok passe bedre på næste gang,” råbte jeg over skulderen da jeg smuttede forbi Andora og over mod huset.

 

Jeg var i gang med at blande en nogle moste urter sammen i en skål. Vi dyrkede selv de fleste af vores urter omme i baghaven lige ud til skoven.

Problemet var bare, at vildsvinene ikke ville lade vores have være. Så hver aften, når jeg lagde mig ned under dynen, kunne jeg høre dem gufle og snaske udenfor.

En hests vrinsken forstyrrede pludselig mine tanker. Jeg kiggede ud ad vinduet, for at se i hvilken retning lyden kom fra. Solen var ved at gå ned, og dens røde og gule farver spredtes på himlen og over de golde marker.

”Hvem mon det kan være?” Andora tørrede sine våde hænder af i forklædet mens hun kiggede ud gennem køkkenvinduet.

”Sira, bliv herinde!” sagde hun fast med blikket rettet mod vejen. En indre uro bredte sig i min mave. Jeg fik næsten kvalme og turde knap nok rører mig ud af stedet. Jeg stod helt stille og spejdede ud af vinduet.

Hestenes hove ramte nu brostenene på gårdspladsen. Jeg skjulte mig selv i kanten af vinduet. Stadig så jeg lige havde en lille vinkel at kigge ud af.

Fire rustningsklædte ryttere holdte deres heste an midt i gårdspladsen. På deres sort-blå kofter bar de kongens mærke. En rød cirkel med tre flammer forove, i et blå-sort våbenskjold. Jeg gispede, mens jeg mærkede hvordan mine knæ begyndte at skælve under mig. Kongens soldater havde kun været her én gang før. Dengang havde de ført Andoras mand bort og siden havde vi hverken hørt eller set til Miran.

Min mor nåede klyngen af ryttere. En af rytterne lænede sig imod hende. Hans kæbe var sortskægget, men ikke nok til at gemme det grimme ar – det strakte sig fra under højre øje, over næseryggen og endte midt på venstre kind. Deres stemmer var så lavmælte at jeg ikke kunne følge med og soldaterne skræmte mig nok til at jeg ikke turde liste mig nærmere.

Det gør i ikke! Jeg forbyder det!” Råbte Andora pludselig.

Årh hold kæft! Vi har ordre på det!” råbte soldaten tilbage og sparkede Andora i hovedet så hun faldt bagover. Et lille skrig undslap fra min strube. Skrækslagen klamrede jeg mig til køkkenbordet og stirrede forfærdet på det, som lige havde udspillet sig for mine øjne.

Andora holdte hånden for næsen, det mørkerøde blod flød allerede mellem hendes fingere, og det nattesorte hår havde løsnet sig fra den stramme knude i nakken. Som en sort kappe faldt det ned over hendes ryg og endte ved livet.

Den sortskæggede soldat sprang kækt af hesten og gik hen til hende. Han satte sig på knæ og sagde noget igen.

Efter en kort samtale rystede soldaten på hovedet. Han viftede to af soldaterne hen til sig og straks to de fat i Andoras arme. Hun kæmpede vildt imod dem, men de var stærkere. Den sortskæggede kiggede på huset og rejste sig så og begyndte at gå i retning af døren. Rædselsslagen satte jeg mig på gulvet og stirrede ud i køkkenet.

Mine tanker fór af sted.

Jeg måtte gemme mig, hurtigt. Men hvor skulle jeg gemme mig?

Jeg sprang ind i mad kammeret lige som soldaten sparkede døren, til køkkenet, ind.

”Vi har allerede haft problemer med din familie før, Andora! Hvis du ikke vil samarbejde, må vi jo gøre det på den hårde måde” grinede den sortskæggede soldat. De andre fulgte hans eksempel. Deres hånlige latter nåede ind til mig bag den halvlukkede dør. Gemt imellem skinker, pølser og alt muligt andet, var det svært at komme frem og se.

Forsigtigt kravlede jeg tættere på dørsprækken. Soldaterne havde sluppet min mor, så hun nu sad på knæ foran den sort skæggede. Han lænede ansigtet ned foran hendes.

”Nå.. Fortæl mig så hvor din datter er? Det er kun pigen vi er ude efter.” hans mund krummede sig i et afskyeligt smil, men Andora spyttede bare arrigt efter ham som svar. Små røde pletter ramte hans ansigt og satte sig fast i hans skæg.

”I har allerede taget min mand. Hvordan kan jeg tillade at I også tager mit barn?” Andoras stemme skælvede af vrede. Soldaten kæmpede for at beherske sig og med en rolig bevægelse tørrede han spyttet af.

”Nuvel Andora. Hvis det er sådan du vil have det!” Soldaten rejste sig og så hen på de andre. Med et nik fra ham begyndte de straks at rasere hele køkkenet. Skåle blev kylet mod gulvet og smadret, borde og stole blev væltet og skufferne endevendt. Hvis ikke rædselen havde fyldt mit sind, havde jeg i ren vrede vadet ud for at stoppe dem.

Min mor rejste sig og skreg af soldaterne: ”Hvad laver i? I kan ikke bare tro at I kan komme her og..mere fik hun ikke sagt før den sortskæggede placerede en knyttet næve i hendes mellemgulv. Andora sagde en hul lyd og faldt sammen på gulvet i fosterstilling.

Endnu en gang måtte jeg kæmpe for at holde skriget tilbage i min strube. Jeg kunne mærke hvordan tårerne krøb frem i øjenkrogene.

’Vi gør præcis hvad der er kongens ordre!” Igen lo den sortskæggede soldat ”Bare fortsæt drenge, hvis pigen er her skal hun slås ihjel med det samme. Vi ved ikke hvor farlig hun er!”

”Javel, general Tarus!” svarede de.

General Tarus vendte sig mod Andora.

”Du har ingen ide om hvor din lille pige gemmer sig, har du?” han smilede overlegent. Andora var efterhånden kommet sig.

”Om jeg så vidste det... ville jeg ikke fortælle jer det.” stønnede hun og gispede stadig efter vejret.

Jeg havde mest af alt lyst til at storme ud af forråds kammerat og råbe til dem at jeg var her, at de skulle stoppe ødelæggelserne og bare føre mig væk. Men jeg vidste at sådan var deres metoder ikke.

De ville rasere hele huset indtil de fandt mig også gøre en ende på min eksistens.

Jeg ville ikke se mere og stirrede i stedet fortabt ind i det mørke kammer. Det var kun et spørgsmål om tid før de begyndte at gennemsøge forrådskammeret. Jeg vidste at der i sin tid var bygget et kælderrum under kammerat, for at holde madvarerne kolde om sommeren. Febrilsk begyndte jeg at kravle hen over gulvet for at finde lemmen. I det mine fingre fat i den tunge jernring til lemmen, skreg Andora igen.

Jeg gik udfra at genral Tarus tævede løs på hende igen. Et sted inden i mig, fortalt mig at jeg burde hjælpe, men frygten fortalt mig det modsatte.

Med rystende hænder fik jeg lemmen op, og nærmeste snubblede nedad trinene. Jeg havde ikke åbnet lågen ordentlig, så den smækkede selv i med et brag. Gråden kunne jeg ikke længere holde tilbage. Hvert øjeblik forventede jeg at lågen ville blive revet op og generalens arrede ansigt skulle vise sig.

Hvad var det?” Det var en mørk dyb stemme, som jeg gættede på måtte være generalens. ”Er her nogen herinde?”

Jeg kunne stadig hører de andre soldaters ransagning af huset i baggrunden, men eller var der en ulidelig stilhed. Jeg vidste ikke om han bevægede sig længere ind i kammerat eller bare vendte ryggen til.

Hey drenge!” Den dybe stemme igen og fjerne skridt nærmede sig. ”Fruen har gemt rigeligt til vinteren, er det ikke synd bare at lade det gå til spilde?” Han grinede ondt og snart kunne jeg høre soldaterne trampe rundt på gulvet oven over mig.

Hele min krop rystede af skræk. Jeg var fanget som en rotte i sit hul og kunne bare vente på at en af soldaterne faldt over lemmen.

Men ved et mirakel skete det ikke. I stedet forsvandt trampene og jeg kunne igen høre min mor skrige. Hvad forgik der deroppe? Jeg turde ikke kravle derop, soldaterne havde måske ikke lukket døren ind til kammerat. Jeg satte hænderne for ørene for at lukke min mors skrig ude.

Jeg vidste der ikke var gået lang tid, men det føltes alligevel som alt for længe inden Andora stoppede med at skrige.

”I fandt ikke pigen?” Den mørke stemme var rolig.

”Nej hr. General. Vi fandt nogle kjoler umiddelbart til unge kvinder”

”Så der bor altså en anden her” Der blev stille efter den mørke stemme ”Lad os brænde hytten ned, så har hun da ikke noget at vende tilbage til” Stemmen gryntede lidt.

Jeg stirrede tomt ud i kælder mørket, mens jeg forsøgte at tænke klart. Skulle jeg storme ud af huset lige forbi dem? Nej, så ville de hurtigere fange mig. Hvad gjorde de med Andora? Lod hende ligge? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hovedet på mig.

Jeg blev siddende et stykke tid for at være sikker på at soldaterne var ude af huset. Så måtte jeg se på hvad jeg gjorde derfra. Forsigtig prøvede jeg at skubbe lemmen op. Det før så fyldte kammer var nu næsten tom og døren var ganske rigtig ikke blev lukket. Jeg kunne se lige ud i køkkenet og midt på gulvet lå Andora, helt livløs.

Mit hjerte sprang et slag over og jeg skulle til at storme hen til hende, da jeg igen hørte skridt.

Mere forsigtig end første gang lukkede jeg lemmen til igen.

”Smid så mange fakler omkring jer som overhovedet muligt. Der skal ikke være andet end hjørnestolperne tilbage af denne gård!” Beordrer generalen.

Soldaterne gik rundt og oven over lemmen kunne jeg hører at der landede noget tungt.

”Så.. lad os kommer væk herfra!” soldaterne fulgte generalens ordrer og snart kunne jeg kun høre de knitrende flammer over mig.

Det var nu.

Jeg skubbede så hårdt jeg kunne til lemmen, så den fløj op, og kravlede op. Flammerne havde allerede spredt sig og slikkede nu op af væggene. Under mine hænder, kunne jeg mærke frisk halm, som åbenbart var blevet spredt over gulvet.

Jeg hostede. Røgen var ved at blive tæt, og jeg kunne kun ane min mors skikkelse på køkkengulvet.

”Mor…?” Luftvejene snørede sig sammen, og min stemme ville ikke lystre ordentlig.

Jeg hostede igen, mens jeg kravlede hen til Andora. Hvis hun stadig var i live, så... Nej. Jeg ville ikke tænke den tanke

Jeg nåede hurtigt hen til hende. Gennem røgen kunne jeg se at hendes ansigt var mere blodigt og tøjet forrevet.

”Mor… Vi skal væk… Nu!” Jeg ruskede i hende, samtidig med jeg følte at mine øjenlåg blev tungere. Jeg bandt mit forklæde af og satte det for munden og næsen. Det hjalp, men ikke meget.

”Mor... Kom nu!” Igen forsøgte jeg at få hende vækket. Jeg vidst at jeg måtte gøre noget hvis jeg skulle redde livet, men jeg kunne ikke efterlade min mor. Flammerne havde allerede godt fat i loftet. Jeg ledt efter noget jeg kunne bære hende med.

Men der var intet.

Tiden begyndte at stå stille. Vinduerne blev omspændt af de dansende flammer. Jeg kunne ikke holde mine tanker ved lige. Det måtte være på grund af røgen. Jeg måtte ud, men da jeg rejste mig, gav benene efter. Mine arme var for tunge til at jeg kunne bruge dem. Alting føltes for overskueligt. Flammerne kom nærmere, og dannede skikkelser.

”Hold... Hold jer... væk!” sløvt forsøgte jeg at daske flammerne væk. Men kroppen var følelsesløs og ville ikke adlyde. Fortabt kiggede jeg op mod vinduet, i håbet om at et eller andet ville redde mig.

Pludselig skete der noget. Eller var det bare min fantasi?

De dansende flammer spredte sig. Den ulidelige hede dæmpede sig. Langsomt tog flammerne form af en spinkel krop, der dansede med dem. Jeg stirrede intenst på det der tog form i ilden og med et kom en vidunderlig, smuk kvinde frem.

Hun dansede i takt til det blussende skærs bevægelse og håret forsvandt i de gullige flammer. Hendes ansigt var udtryksløst, men umådelig smukt.

Sira…” hviskede hendes stemme. Hun bøjede sig let mod mig og rakte en hånd frem.

Var det igen min fantasi der omdannede flammernes knitren til stemmer? Uden at være klar over det, rakte jeg hånden frem. Jeg rørte knap nok ved hendes brændende fingerer før hun greb om mit håndled. Normalt ville ilden brænde en, men hendes finger var ikke varmere end normale mennekers.

Hun smilede og ilden tog til.

Pludselig trak hun mig rundt i de rødlige og gullige flammer, som ivrigt satte deres dansende rytme op. Jeg skreg anstrengende af mine lungers sidste kraft. Jeg forstod ikke hvad der skete.

Aske og gløder hvirvlede om mig og pludselig forsvandt varmen, ilden, de dansende flammer og kvinden.Det blev sort for mine øjne og jeg mærkede en let brise mod min hud og en kold fugtig fornemmelse under mine håndflader.

Hvor var den kommet fra? Hvor var jeg henne?

Jeg åbnede øjnene en smule og for mit tågede blik kunne jeg se den brændende gård. Flammerne omspændte allerede hele huset.

Jeg kunne ikke klare mere. Det hele måtte være en ond drøm. Udmattet lod jeg mine øjenlåg glide i og mørket overtog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...