A Choice Between Love and Revenge - One Direction (13+)

Den 16-årige Elena Tomlinson – søster til Louis Tomlinson, tidligere bedsteveninde af Eleanor Calder som nu kun tilhører én Tomlinson. 1½ år er der gået siden Louis valgte at splitte de to bedsteveninder ad, og lige siden har en indre hævn luret bag Elenas overfalde. Men med en verdensberømt bror er det ikke så nemt at tage nemme midler i brug, så Elena må tage langt mere personlige midler i brug - som at have sex med to af hendes brors nærmeste venner. Det hele startede som en tanke, blev til en plan og til sidst hævn. Og hvad vil Louis sige til at smage sin egen medicin? Er der andre regler for ham? Og hvad hvis Louis vil have hævn over Elenas hævn? Har det overhovedet en ende? Og hvor går grænsen mellem to søskende? *Læsning er på eget ansvar!*

1613Likes
1496Kommentarer
213036Visninger
AA

13. Over Again.

 

Elenas synsvinkel

Fuck fuck fuck fuck var det eneste der løb igennem min hjerne. Fuck fuck og atter fuck. Jeg kunne ikke finde på en undskyldning til Louis. Hvor skulle jeg være? Han havde næsten overvåget mig de sidste mange uger, så han ville nok ikke stole på, at jeg pludselig havde fået en ny veninde.

Jeg stak nøglerne i hullet og kunne høre en bil dreje ind på vores vej. Med panik og rystende hænder fik jeg drejet nøglen. Jeg skyndte mig at hænge min jakke op, men da en bildør lød, løb jeg ind og smed mig i sofaen. Mine hænder rystede og min puls var helt oppe og ringe.

Hvad fanden skulle jeg sige til ham? Hvor havde jeg været? Ude at løbe? Nej, mit tøj så ikke sådan ud. Jeg var ude at gå. Han kender mig ikke, så ja jeg var ude at gå.

”Elena?” hans stemme lød i huset, hvilket fik mig til at stivne. ”Elen.. oh,” sagde han da han opdagede mig.

”Er du alene?” spurgte han om. Jeg kiggede undrende på ham. Hvem skulle jeg have været sammen med?

”Ja?” sagde jeg en smule irriteret. Han havde afbrudt Harry og jeg i noget plus han ødelagde alt for mig. Hvorfor skulle jeg være glad for at se ham her?

”Hvorfor låser du så ikke døren? Hvad hvis du faldt i søvn og nogen kom?”

”Louis, stop dig selv,” sagde jeg og lagde hovedet bagud. ”Hvad vil du her?” spurgte jeg så om uden at åbne mine øjne. Der var blevet helt stille fra Louis’ side. Jeg havde ikke hørt hvad han skulle her, da jeg havde været i fuld gang med at få tøj på.

”Jeg har aflyst dine møder med psykologen,” sagde han tøvende. Min krop stivnede, og langsomt lagde jeg hovedet til siden for at kigge på ham.

”Du hvad?” Jeg satte mig op. Hvorfor fanden havde han gjort det? Det lignede ikke Louis. Louis var ikke…. Så venlig.

Jeg lænede mig ned for at tage mine sko af.

”Fordi du ikke har brug for det. Elena jeg..”  Jeg lavede en bevægelse med hovedet, og det fik Louis til at tie helt stille. Jeg ventede på han ville fortsætte, men det skete på en lidt anderledes måde.

”Hvad fanden er det der?!” sagde han højt. Jeg fløj nærmest op fra sofaen ved hans stemme. Jeg fik den sidste sko af, og kiggede forvirret på ham.

”Hvad?” Uden at svare gik han hen imod mig og skubbede mit hår til siden. Han lod en finger glide over et ømt punkt, og langsomt gik det op for mig, at det var et sugemærke.

En sten landede i min mave, og irriteret skubbede jeg Louis’ hånd væk. Det her kunne kun ende galt.  Det havde jeg ikke tænkt over. Hvorfor helved havde jeg ikke tænkt over det?!

”Hvem har lavet det?”

”Louis, drop det,” sagde jeg irriteret og hurtigt.

”Elena,” han tog ved min arm. ”Hvem har lavet det der?” Hans øjne borede sig ind i mine, og en urolig følelse spredte sig i min krop. Jeg sank klumpen jeg havde i halsen.

”Jeg var til fest,” mumlede jeg så, men Louis rystede bare kort på hovedet. ”Du skal ikke lyve for mig. Hvem har lavet det?” hvæsede han og tog hårdere fat om min arm. Det irriterede mig grænseløst at han ikke hørte efter, at han ikke forstod. Han var her ikke 24/7 så han vidste ikke hvad der foregik i mit liv! Faktisk var han her aldrig!

”Jeg var til fest siger jeg,” vrissede jeg og vred mig løs fra hans arm.

”Hold op med at lyve for mig! Du har ikke været til fest siden vi kom hjem herfra. Jeg har talt med mor, så stop med at lyv!” sagde han højt. Jeg tog en dyb indånding for ikke at flippe ud.

”Det rager egentlig ikke dig Louis. Du er her aldrig, og det eneste du gør er at ødelægge alt.”

”Elena, nu fortæller du fanme..” hans sætning døde langsom ud, og hurtigt blev hans øjne mørke af vrede.

”Er det ham?” Han gik tættere på mig, og hurtigt begyndte mit hjerte at slå hårdere.

”Hvem hvad?” min stemme var alt for svag, og Louis hørte det, han lagde mærke til det.

”Er det ham?!” han hævede stemme og stod næsten helt foran mig.

”Hvem?!” skreg jeg højt, fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre.

”Er det Harry?” Han stoppede sig selv i at gå et skridt frem. Hans øjne fandt mine igen, og selvom jeg gjorde alt for at skjule det – mest fordi Harry fik problemer. Jeg var nu ligeglad – men det hjalp ikke.

Da jeg ikke svarede kunne jeg nærmest høre Louis trække vejret for at holde sig selv i ro, og han havde skubbet mig før, og slået mig, så lige nu havde jeg allermest lyst til at flygte, men så alligevel ikke. Louis havde ødelagt så meget. Han havde virkelig fået både Harry og jeg langt ned, plus han havde fået Zayn til at flippe på ham. Forstod han ingenting? Måske ar det et tegn det her, måske skulle Louis vide, at vi var ligeglad med hans mening om det nu.

”Og hvad hvis det var?” hviskede jeg og trådte hen imod ham. ”Hvad vil du så gøre? Bede Harry om at vælge igen? Bede din bedsteven om at vælge, selvom du gjorde præcis det samme som ham? Hvorfor er du så dobbeltmoralsk?” råbte jeg, og det fik Louis til at koge over.

”Det er ikke det samme. Eleanor var din veninde, du er min fucking søster og je..”

”Og Eleanor var som en søster for mig, men det tænker du aldrig over, gør du? Tænker du nogensinde over hvor meget lort du efterhånden har lavet? Jeg prøvede ikke at begå selvmord! Jeg prøvede at få den smerte du gav mig, væk! Og så begyndte du med alt det psykolog lort? Tænker du ikke over, hvorfor Zayn er pisse irriteret på dig? Ligger du nogensinde mærke til andres følelser?! Så du Harry for tre uger siden? Så du hans humør, eller havde du så fucking travlt med at tænke på, hvor syg din lillesøster var, hende som du forresten er røv ligeglad med. Tænkte du overhovedet Louis?!” skreg jeg, men jeg nåede ikke at snakke færdig, før min røv ramte gulvet, og Louis endnu engang havde skubbet mig.

En smerte skød igennem min krop. Først ryggen og til sidst i maven, hvor den forblev. Louis var begyndt at råbe af mig, men jeg hørte ingenting. Tårerne pressede sig på, smerten var forfærdelig, og at vide Louis var sådan som han var, det skræmte mig.

Det var som om det hele gik i slowmotion. Jeg fik rejst mig op og fik kæmpet mig ind på badeværelset. Jeg nåede lige at smække døren i, inden Louis igen kom. Jeg gled ned af døren og fik langsomt min mobil frem. Som var jeg i to verdener, fik jeg ringet Zayn op. Der gik ikke lang tid før han tog den.

”Elena? Hva så?” grinede han ind i mobilen – sikkert pga. hans afbrydelse før.

”Zayn?” hviskede jeg, og straks blev han alvorlig.

”Elena? Hvad sker der?”

Jeg trak knæene op under mit bryst og satte hånden for det ene øre, for at holde Louis’ råb ude.

”Vil du ikke godt komme? Det er Louis og jeg…” min stemme knækkede og et hulk røg igennem mine læber.

”Hvad har han gjort?” sagde han oprevet, men da jeg igen hulkede tog han en dyb indånding. ”Jeg er på vej,” og så lagde han på.

Mit hoved faldt om mod døren, og sådan sad jeg i et stykke tid indtil jeg tog en dyb indånding og rejste mig op. Jeg drejede låsen op og åbnede døren. Louis stod op af dørkarmen med hænderne i håret, og da han så mig, rystede han på hovedet. Jeg ignorerede ham og fortsatte ind i stuen. Hvorfor var min mor her aldrig når sådan noget skete?

”Elena, hvis du ikke dropper det så…”

”Så hvad?” jeg drejede langsomt hovedet. Min stemme var svag, og jeg orkede ikke at diskutere mere med ham. Jeg var træt, og jeg havde ondt over det hele.

”Så skal jeg nok sørge for du aldrig kommer til at se ham igen,” vrissede han truende. Jeg nikkede bare kort. ”Du vil virkelig bare ødelægge det for dig selv, hva?” spurgte jeg om. Han kiggede forvirret på mig. ”Du er den der ødelægger det for mig,” sagde han surt.

”Lige siden jeg fandt sammen med Eleanor har du ødelagt det imellem os. Du lod Eleanor ødelægge vores venskab, og så er det mig der får hele skylden?”

Jeg lukkede øjnene. Jeg havde lyst til at grine, grine højlydt over at han var så dobbeltmoralsk. Det var jo præcis det han gjorde. Han lød Harry ødelægge vores venskab endnu mere – hvis det var muligt.

”Hører du nogensinde efter andre end dig selv?!” hans stemme hævede sig, og da jeg åbnede øjnene stod han lige foran mig. Jeg vidste ikke engang hvad jeg skulle sige mere. Smerten i maven var forfærdelig, og det var det eneste jeg kunne fokusere på lige nu.

”Louis, gå væk fra hende.” Jeg åbnede øjnene og så Zayn stå henne ved døren. Louis fik et forvirret ansigtsudtryk og vendte sig mod Zayn.

”Hvad fanden laver du her?” spurgte han om, men Zayn ignorerede ham og gik hen til mig. Hans hænder tog om mine arme, og hurtigt fik han vendt mig mod ham.

”Er du okay?” Han ruskede kort i mig. Jeg var helt omtåget lige nu. Jeg var så forvirret, og jeg havde så ondt i mit bryst og i min mave.

”Zayn, bland dig udenom,” sagde Louis irriteret. Zayn vendte sig mod ham.

”Hvad fanden er det der sket med dig?” Han gik hen imod ham, men hurtig lagde jeg en hånd på hans bryst. ”Zayn, bare drop det. Han forstår det ikke,” mumlede jeg så.

”Så nu er du på hendes side eller hvad?” vrissede Louis. Zayn tog min hånd og trak mig hen mod døren.

”Jeg kan ikke helt huske noget tidspunkt hvor jeg var på din side Louis. At slå og skubbe en pige, og endda sin egen søster, det er for latterligt. Hvad blev der af den Louis, som altid var overbeskyttende overfor piger? Tag dig sammen,” vrissede Zayn og trak min jakke ned og lagde den om mig.

Jeg tog hurtigt nogle sko på og lod Zayn følge mig ud til bilen. Han vekslede kort nogle ord med Louis som fortsatte med at fortælle, at han bestemte over mig, men det endte dog med at jeg endte i Zayns lejlighed.

*** 

Harry synsvinkel:

Jeg trippede. Mine fødder ville ikke stoppe med at bevæge sig. Der var gået for lang tid. Louis burde have været her. Elena burde have givet en eller anden form for lyd for sig, om hun var okay eller ej. Jeg håbede inderligt på, at Louis nu bare havde sagt undskyld, og at ham og Elena lavede et eller andet bror/søsterrelateret, selvom jeg havde på fornemmelsen, at jeg tog meget fejl.

Og som det var sagt, vibrerede min telefon i min lomme. Jeg tog den hurtigt op og så på skærmen med en rynket panden. Som tidligere i dag, stod Zayns navn på den. Hvorfor ringende han?

Jeg sukkede og besvarede opkaldet. "Hva' så?" spurgte jeg med et suk. "Harry, den er gal," lød det med det samme fra ham. Baggrundsstøjen rungede i mine ører, og gjorde det ikke svært at regne ud, at han kørte i bil.

"Hvad sker der?" sagde jeg en smule langsomt. "Elena," fortalte han kort. Jeg bed tænderne sammen ved hendes navn. "Hvad sker der?" sagde jeg igen, denne her gang mere uroligt end før.

"Louis skubbede hende på gulvet. Hun er helt ude af den," svarede han, og jeg kunne mærke min krop frøs til is.

"S-skubbede hende?" gentog jeg forfærdet. "Haz, han er fucked. Han har fundet ud af det hele. Men jeg har brug for dig lige nu. Eller, Elena har, så please kom over." Jeg nikkede, stadigvæk forfærdet, for mig selv. Tanken om, hvad Louis havde gjort ved hans egen søster, min kæreste, gav mig kvalme og fik vreden til at stige. Hvad fanden gik der af ham?!

"Jeg kører nu, så jeg er der om 15-20 minutter," meddelte jeg kort og sank en klump, før jeg gik ud i gangen og trådte i min sko. "Okay, vi ses," sagde han. "Ja," mumlede jeg og lagde på. Min telefon røg hurtigt ned i bukselommen igen, inden jeg smuttede ind på mit værelse.

Jeg tog min hue på og gik ind i stuen for at gribe mit bælte, der lå derinde, men en lyd fra gangen fik mig til at gå i stå.

Pis.

"Og hvor tror du så, at du skal hen?" lød det fra døren til stuen. Jeg vendte mig roligt om og så Louis så med et vredt blik i øjnene. Faktisk havde jeg aldrig set ham så vred før, men det gjorde mig ikke skræmt.

"Hvor tror du?" spurgte jeg kort. Han lagde hovedet på skrå og gik tættere på mig. "Hvorfor Harry? Hvorfor? Hun er min søster!" Han begyndte allerede at råbe, hvilket fik mig til at se surt på ham.

"Du er min bedsteven, og burde acceptere, at du ikke skal røre hende, når jeg siger det til dig! Jeg fucking forbød dig det, og alligevel gø-" "Hvad fanden er der galt med dig?!" afbrød jeg rasende, da han virkelig gjorde mig vred med hans latterlige ord.

"Louis, en bedsteven accepterer en! En bror accepterer sin søster. Har du accepteret Elena eller mig? Nej. Så luk!" råbte jeg. Han så vredt på mig og kneb næsten øjnene sammen.

"Hun er min søster Harry. Der er stor forskel." Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet. "Der er ikke en skid forskel, Louis," vrissede jeg. Han så surt på mig og slog hidsigt ud med armene.

"Det er heller ikke det, jeg spørger dig om for fanden!" udbrød han. "Hvordan kunne du gøre det, Harry?! Jeg troede, at jeg havde bedt dig om at holde dig væk!" Han råbte højt, men det skræmte mig ikke. Derimod tog jeg bare et skridt tættere på ham for at virke mere sikker.

"Og hvordan kan du få dig til at opføre dig sådan over for din egen søster?" spurgte jeg roligt, men isende. Hans rasende øjne lå hen over mig, men jeg var ligeglad. Han kunne rende mig.

"Du har slået hende... skubbet hende... Er du overhovedet klar over, hvor meget du har kørt hende ned psykisk?" Han forblev stille og kiggede mig stadigvæk rasende i øjnene. Men han havde ikke noget at sige. Han vidste, at jeg havde ret. Det kunne jeg se på ham, selvom han nægtede at vise det.

Jeg så stadigvæk vredt på ham og rystede på hovedet. "Jeg skrider," sagde jeg derefter og gik hen mod døren til gangen. Jeg greb min jakke, da jeg passerede knagerækken. Uden tøven åbnede jeg døren og gik ud af den, hvorefter jeg smækkede døren hårdt i.

Det tog mig ikke lang tid at køre over til Zayn. Måske fordi jeg kørte lidt for hurtigt, men jeg var ærlig talt ligeglad. Jeg var vred på Louis. Jeg var bekymret for Elena. Enormt bekymret.

Heldigvis stod jeg endelig ude foran det velkendte lejlighedskompleks, som jeg strak begav mig ind i. Op af trapperne, hen af gangen, første dør til højre.

Døren stod allerede på klem, så jeg vidste, at Zayn havde ladet den stå åben for mig, så jeg bare kunne gå ind, når jeg kom. Jeg skyndte mig indenfor og lukkede døren. Jeg smed mine sko og min jakke på gulvet og skyndte mig straks ind i stuen, hvor jeg så Elena sidde grædende i sofaen, imens Zayn sad på hug foran hende og trøstede hende.

Jeg kunne føle vreden til Louis stige. Tænk, at han var skyld i dette her.

Zayn drejede pludselig hovedet hen mod mig, og der gik ikke lang tid, før hans øjne nærmest lyste op. "Elena," mumlede han og pegede hen mod mig, hvilket fik hendes læber til at lyse op i et smil. Ikke et ægte smil. Et forpint smil. Hun havde smerter, og det var ikke svært at se.

Jeg så bekymret på hende og trådte frem mod hende. Hun rejste sig fra sofaen og fandt hulkende sin vej hen til mig. Roligt trak jeg hende ind til et kærligt kram, og blev straks forundret, da min hud ramte hendes. Den var brandvarm.

Jeg bed mig i læben og kyssede Elena blidt i håret. Roligt trak jeg mig fra hende og så varmt på hende.

"Det skal nok gå," lovede jeg.

Jeg havde forventet, at hun nikkede for at vise, at hun stolede på mig, så jeg herefter kunne trække hende ind til mig igen. Jeg ville ønske, at hun havde gjort det.

Men det skete ikke.

Der gik ikke et splitsekund, før hendes ben knækkede sammen, og hun ramte gulvet, før jeg nåede at gribe ordentligt fat i hende.

"Elena?!" råbte Zayn højt og kom hurtigt hen til mig, der var faldet ned på gulvet for at tjekke hende. "Elena," gentog jeg højt, men der kom intet svar.

"Elena," bad jeg og ruskede hårdt i hende, men der skete intet. Zayn greb et glas vand, der stod på bordet og prøvede forgæves at hælde det i hovedet på hende. Der skete intet. Jeg kunne mærke, hvordan panikken indeni mig steg, imens jeg rystede på hovedet og gik i gang med at tjekke luftveje.

"Ring efter en ambulance."

*** 

Eleanors synsvinkel:

Jeg var taget tidligere fra mine forældre. Vi havde haft en middag sammen, men Louis havde ringet til mig – helt ude af den. Harry og Elena havde haft noget bag hans ryg. Zayn kom og trak Elena væk, og han skændes med Harry, som også var taget hen til Elena.

”Louis?” kaldte jeg bekymret ind i hans lejlighed. Uden et svar fortsatte jeg ind i stuen, hvor han sad i sofaen. Tv’et var tændt, og jeg vidste han havde prøvet at tænke på noget andet. Han måtte være helt ude af den.

”Louis,” mumlede jeg lettet og skyndte mig hen ved siden af ham.

”Hvad skete der?” spurgte jeg om. Jeg havde ikke fået det hele med. Der måtte være en grund til Zayn kom, og en grund til Harry skred fra Louis.

”Jeg…” han stemme knækkede inden han rystede på hovedet. Jeg aede ham roligt på ryggen og gav ham tid.

”Jeg skubbede hende,” mumlede han så. ”Hun faldt,” fortsatte han, hvilket fik mine øjne til at blive store. Jeg rystede langsomt på hovedet. Han vidste det var dumt, han vidste han ville fortryde. Det var ikke første gang det var sket. Han havde skubbet hende før, og slået hende, og han fik den grimmeste skyldfølelse bagefter.

”Louis,” mumlede jeg og tog fat i hans hånd ”hvorfor?”

Han kiggede langsomt hen på mig og rystede så på hovedet. Jeg kunne nemt se smerten i hans øjne.

”Jeg kan ikke se dem sammen Eleanor. Hun er så vred på mig, hvis jeg respekter det, så tager hun ham fra mig. Jeg… jeg savner ham og hende, og det hele.” Jeg nikkede og kyssede ham på kinden, inden jeg trak ham ind til mig. Han havde i lang tid snakket med mig om, at han savnede Elena, at han var ked af jeg skulle komme imellem dem, men at det var hendes problem.

Jeg bed mig i læben. Han var så stædig nogen gange. Han ville ikke indse sine fejl, og når han så gjorde, så skete der altid noget nyt, som ødelagde alt for ham. Jeg havde det helt skidt.

Pludselig ringede hans mobil, og da han ikke gjorde tegn til at tage den, lænede jeg mig frem. Det var Liam der ringede, så det gjorde vidst ikke noget, at jeg tog den.

”Det Eleanor?” sagde jeg og aede igen Louis på ryggen. Jeg kunne høre baggrundslarm, hvilket betød Liam kørte. Jeg skulle lige til at sige han skulle ligge på, men hans stemme kom mig i forkøbet.

”Elena er på hospitalet.” Louis kiggede straks op.

”Hvad?” sagde jeg forvirret og kiggede på Louis som allerede havde rejst sig. Sygehuset? Hvad fanden?

”Vi kommer,” sagde jeg uden at høre hvad han sagde. Jeg kunne allerede se Louis var fast besluttet på at tage af sted, og lige meget hvad Elena sagde til mig, så holdt jeg af hende.

*** 

Elenas synsvinkel:

Det hvide lys skar ind i mine øjne og for at vænne mig til lyset, blinkede jeg et par gange. Min hals var helt tør, og nogle underlige bippe lyde lød omkring mig. Jeg kiggede til siden og så en glasdør udtil. En person i hvidt tøj kom gående forbi, og langsomt gik det op for mig, at jeg var på et hospital.

Hvad var der lige sket?

Jeg lukkede øjnene, og som var det flash back kom Louis’ og mit skænderi ind i det, smerten i maven, feberen, Harry og Zayn.

Harry.

Han var kommet hen til mig.

Et smil gled over mine læber, og langsomt satte jeg mig op. En smerte skød igennem min mave, og med besvær fik jeg sat mig helt op. Jeg kiggede rundt. Det var stensikkert et hospital – men hvad lavede jeg her? Jeg havde aldrig haft det så slemt, at jeg faldt om.

En lyd kom henne fra hjørnet af, hvor der var en dør. Den blev langsomt åbnet, og ud kom en krøllet dreng, bedre kendt som Harry. En varm og tryg følelse lagde sig i min mave, og da hans øjne i slowmotion ramte mine, fløj der stød igennem min krop.

”Hey,” sagde han roligt og kom hen ved siden af mig. Han lænede sig frem og kyssede mig i panden, inden han aede mig på kinden og satte sig på stolen.

”Hvordan har du det?” han rakte ud efter min hånd, og hurtigt tog jeg den.  Han lod sin tommelfinger glide frem og tilbage mens han ventede på svar.

”Jeg har ondt i maven, ellers fint.” Han nikkede kort, og langsomt tog jeg mig sammen.

”Harry, hvorfor kom du?” Jeg bed mig i læben da Harry lagde sit hoved en smule på skrå. ”Jeg mener… Louis og alt det,” jeg kiggede væk, bange for at han gjorde det hele forbi.

”Elena, jeg kan ikke undgå hvad jeg føler for dig. En ting er Louis ikke kan respekter det, og en anden ting er at han skubbede dig, og er som han er for tiden. Jeg kender ham ikke længere, og vi har set hvordan det gik uden hinanden. En klog pige sagde engang til mig, at hvis han var ægte, så ville han aldrig bede mig vælge.”

Et smil gled over mine læber inden jeg langsomt lod mit blik fange hans. Han rykkede sig en smule tættere på.

”Hun lyder sød,” sagde jeg drillende, hvilket fik ham til at grine. Min hånd lagde sig om hans nakke, og forsigtig lænede jeg mig frem mod ham.

”Det er hun, og ligegyldig hvor godt hun ser ud i en hvid kjole ting, så foretrækker jeg at se hende i hendes eget tøj, og ude af denne seng.” Jeg grinede højt inden jeg lænede mig frem og kyssede ham. Han var fantastisk, og det vi havde måtte være ægte. Jeg vidste hvordan Louis og Harrys forhold var, og det han gjorde…. det var virkelig modigt og sødt gjort af ham. Ingen havde gjort sådan for mig før. Harry var speciel.

”Nå, du er vågen,” lød det henne fra døren. Jeg trak mig langsomt fra Harry, selvom jeg genkendte stemmen. Jeg drejede langsomt hovedet og så på Louis som stod ved siden af en læge. Lægen gik hen imod mig, og efter kom de andre drenge og Eleanor ind.

”Hvordan har du det?” spurgte lægen og sendte mig et smil. Hun så sød ud, men da hun kiggede lidt for lang tid på Harry, så var hun ikke så sød længere.

”Jeg har ondt i maven, ellers fint,” sagde jeg og lod Harry finde min hånd, selvom Louis stod og kiggede –og alle de andre.

”Ved I hvad der skete?” spurgte Liam om. Lægen kiggede fra Harry til mig, fra mig til Harry og så hen på de andre drenge. Hun så usikker ud, og det gjorde mig usikker. Jeg var bange for jeg havde fået en blodprop eller noget der var værre.

”Lige et øjeblik,” sagde hun så og forsvandt ud af døren.

”Du ser godt ud,” lød det fra Niall, hvilket fik mig til at smile en smule. ”Du er heller ikke værst selv,” drillede jeg og prøvede at lukke Louis helt ude. Jeg brød mig ikke om at han var herinde. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at se på ham eller Eleanor for den sags skyld.

”Så i er et par, huh?” sagde Niall og fik et puf af Liam. Jeg kunne se Louis træde et skridt tættere på, men Eleanor lagde hurtigt en hånd på hans arm.

”Ja vi er,” sagde Harry og sendte Niall et smil. Mit hjerte satte farten op, og en varm følelse bredte sig. Dog sagde han det på en ret hård måde, men det betød ingenting. Han var ikke bange længere, og han ville ikke skjule noget.

Døren gik op før nogen kunne sige mere. En anden læge var kommet ind, han så til gengæld alt for glad ud til sit arbejde.

”Elena?” Han gik hen imod mig og kiggede så på de andre. Han fik en lille rynke i panden. ”Måske vi skulle tale under seks øjne?” sagde han og kiggede på Harry og mig. Jeg løftede det ene øjenbryn, var det slemt?

”Vi er udenfor,” sagde Liam så og trak lidt i Louis, som blev stående med et stift blik rettet mod Harry. Jeg bed mig bare i læben og åndede tungt ud da han forsvandt.

Jeg fokuserede igen på lægen, som satte sig på en stol.

”Nu skal i høre,” sagde han glad, hvilket gjorde mig en smule lettet. Hvis han var glad, så skulle han nok ikke til at fortælle jeg havde kræft. Men hvad kunne så være en god nyhed?

En kold følelse overtog den varme Harry lige havde givet mig. Mit hjerte stoppede et kort øjeblik med at banke, og mit hoved skreg, at den tanke der løb igennem det lige nu, ikke var ægte.

Men det passede. Mavesmerterne, ondt i ryggen, ondt i brysterne, det hele.

Mine håndflader blev svedige, og det fik Harry til at kigge forvirret på mig. Lægen åbnede langsomt munden, og på samme tid som han sagde det, tænkte jeg det.

”Du er gravid.”

One Direction - Over Again 

*** 

Oh oh oh. Dramaaaa! 
Hvad tror I der sker nu? Hvordan tror I Louis reager, og tror I Elena beholder barnet? Hvad håber I og hvad synes I? xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...