A Choice Between Love and Revenge - One Direction (13+)

Den 16-årige Elena Tomlinson – søster til Louis Tomlinson, tidligere bedsteveninde af Eleanor Calder som nu kun tilhører én Tomlinson. 1½ år er der gået siden Louis valgte at splitte de to bedsteveninder ad, og lige siden har en indre hævn luret bag Elenas overfalde. Men med en verdensberømt bror er det ikke så nemt at tage nemme midler i brug, så Elena må tage langt mere personlige midler i brug - som at have sex med to af hendes brors nærmeste venner. Det hele startede som en tanke, blev til en plan og til sidst hævn. Og hvad vil Louis sige til at smage sin egen medicin? Er der andre regler for ham? Og hvad hvis Louis vil have hævn over Elenas hævn? Har det overhovedet en ende? Og hvor går grænsen mellem to søskende? *Læsning er på eget ansvar!*

1616Likes
1492Kommentarer
218804Visninger
AA

18. I'm sorry.

Jeg havde en tom følelse i maven - som tegn på, at jeg var sulten. Jeg åbnede øjnene, og blev overrasket da jeg ikke lå på mit eget værelse. Jeg gned mig i øjnene, inden jeg langsomt kiggede til min venstre side. Det gik hurtigt op for mig, hvor jeg var, og med en hurtig bevægelse lagde jeg min hånd på min mave.

Tankerne om hvor bange jeg havde været, lige inden jeg faldt i søvn, kom tilbage. Harrys opmuntrende smil, og lægen. Måske var den tomme følelse ikke sult, måske var den tomme følelse skyldfølelse. Jeg havde dræbt et barn. Jeg havde taget et liv fra en baby, som aldrig fik en chance for at leve.

Jeg kunne mærke en knude i mit bryst, og den blev kun større og større. Der gik ikke lang tid, før et par tårer gled ned af min kind, og efterlod et vådt varmt spor.

Min vejtrækning blev værre og værre mens tankerne blev slemmere og slemmere. Jeg tog en dyb indånding, men det hjalp ikke. Flere hulk forlod mine læber, og forhindrede mig derved i at høre døren blive åbnet.

"Elena!" sagde stemmen hurtig, men lige nu var jeg for optaget til at kigge hen på personen.

"Elena, hvad sker der?" Stemmen tilhørte Harry, og lidt efter lå hans hånd på min skulder.

"Hey?" sagde han uroligt, og tog fat i mine skulder, for at få mig op at sidde.

"Tag en dyb indånding." Han trak en stol hen foran sengen, inden han satte sig ned og tog fat i begge mine hænder.

Mine ben hang ud over sengen, og forsigtig slap han min ene hånd, og lod sin hånd nusse mit lår.

"Rolig," tyssede han og fjernede sin hånd, for at kærtegnede mit ansigt, og fjerne noget af det hår, som sad i øjnene på mig.

"Du klarede det så flot," mumlede han og prøvede at få øjenkontakt med ham, men lige nu kunne jeg ikke. Jeg havde... jeg havde dræbt det barn.

"Jeg g-gav det ikke e-engang en chance," hulkede jeg. Harry rejste sig op, tog om mit liv med den ene arm, og lagde den anden under mine ben, for at løfte mig op. Et kort øjeblik efter, sad han i stolen igen, med mig på hans skød.

"Elena, du gjorde det rigtige. Du klarede det virkelig godt," hviskede han og vuggede mig forsigtig frem og tilbage. Jeg greb fat om hans trøje, for at putte mig ind til ham. Hans nærvær gjorde mig altid rolig, og denne gang var det ikke en undtagelse. Han vidste præcis hvad han skulle gøre, og uden ham, så ville jeg være fortabt.

"Du gjorde det rigtige," hviskede han igen og igen, mens han plantede små kys i min pande. Jeg nikkede langsomt. Det gjorde jeg. Zayn kunne ikke være far. Ikke til mit barn, og Harry kunne ikke være stedfar til mit barn. Det hele havde været noget rod, og jeg var ikke gammel nok.

Det var det rigtige.

"Har du ondt nogen steder?" Han trak sig en smule fra mig, som om han kom i tanke om hvad jeg havde været igennem. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde en tryggende fornemmelse i brystet og en tom følelse i maven, men det var ikke ligefrem smerte.

"Heller ikke hovedpine, mavepine??" spurgte han om. Jeg lukkede øjnene og lagde for første gang mærke til en bankende hovedpine, men den måtte være kommet på grund af gråden.

"Kom," mumlede han og løftede mig igen op, for at ligge mig i sengen igen. Han aede mig over håret, inden han igen gav mig et kys på panden.

"Jeg henter noget at spise til dig, okay? Zayn vil vidst gerne snakke med dig," sagde han. Jeg snøftede kort og tørrede de sidste tårer væk. Jeg nikkede og lagde så hovedet om i puden og lukkede øjnene.

Det var det rigtige jeg havde gjort.

Mens jeg lå og tænkte over alt hvad der var sket de sidste par dage, tog en hånd forsigtig fat i min. Jeg slog øjnene op og så ind i nogle brune øjne, som kiggede kærligt ind i mine.

"Er du okay?" spurgte han bekymret om, og gik om på den anden side af sengen, for at sætte sig i den stol, Harry havde siddet i.

Jeg trak på skulderne og sendte ham et svagt smil. "Det er jeg vel nok, jeg er bare træt." Han nikkede forstående, og lidt efter lå der en halv akavet stilhed over os. Han var vel ikke kommet for at holde min hånd, der måtte være et eller andet han ville.

Og jeg havde ret.

"Elena, du ved jeg ville have støttet dig igennem alt, ikke?" Han lød alvorlig, og det fik mig til at kigge på ham. Jeg bed mig i læben og nikkede kort.

"Og jeg tror stadig det du gjorde var det bedste, men jeg vil også gerne takke dig. Hverken du eller jeg var klar til det, eller Perrie, Harry eller Louis - ingen af os. Men du skal vide vi ville have bakket dig op, ikke?" Han gav min hånd et klem, og hurtigt nikkede jeg igen.

"Tak Zayn," mumlede jeg svagt og sendte ham denne gang et oprindeligt smil.

"Og tak, fordi du har hjulpet mig igennem det hele." Jeg kiggede taknemmeligt på ham, men fik bare et halv sjovt smil igen, hvilket fik mig til at slå til hans hånd.

"Jeg mener det." Hans øjne fandt mine. "Tusind tak fordi du var her, ikke kun nu her, men også med alt det med Louis."

"Du er noget for dig selv Elena," sagde han roligt, og valgte at skifte emne, hvilket nok var godt for os begge, for jeg havde intet at sige, og det ville også blive akavet.

"Så hvordan har du det?" Han aede min hånd med sin tommelfinger, og det gjorde mig på en underlig måde også rolig. Zayn var min bedsteven, ingen tvivl om det.

Jeg nåede ikke at svare, før døren gik op. Et par genkendende ansigtet kom ind, blandt andet min mor og Louis, Harry og Perrie, Eleanor, Liam og Niall.

"Hey tornerose," sagde Niall glad. Jeg slap Zayns hånd og sendte Niall et smil.

"Hvordan har du det?" spurgte Jay og aede mig over håret. Døren gik op igen, og denne gang kom Harrys mor ind, hvilket fik mig til at se forvirret hen på Harry.

"Eh, familie sammenkomst?" Mumlede han, hvilket fik mig til at grine.

Det kom åbenbart også bag på Jay, for hun lyste op i et kæmpe smil og omfavnede hurtigt Anne. Lige nu føltes alt godt - dog ikke perfekt, for et par øjne lå fast på mig, men jeg prøvede så godt jeg kunne, at ignorere dem.

"Du ligner en der har lede tømmermænd," drillede Niall, hvilket fik mig til at fokusere på noget andet end Louis. Jeg gav Niall et surt blik, men endte dog med at grine.

Det kunne godt være jeg lige nu fortrød hvad jeg havde gjort, men når det så var sagt, så var det det bedste, og jeg vidste det. Tidspunkter som det her, fik mig til at indse det, og det fik mig til at indse at mit liv rent faktisk havde taget en drastisk drejning.

Jeg gik fra at være Elena der hadede alt og alle, til at få venner, og endda en kæreste.

Jeg gjorde tegn til Harry skulle komme hen. Zayn rejste sig op og gik hen til Perrie, som stod og snakkede med Eleanor. Jeg greb ud efter Harrys hånd, og hurtig tog han imod den.

Jeg kunne føle Louis' blik på os, men det forhindrede mig ikke i at læne mig hen mod Harry og plante et kys på hans mund. Jeg havde savnet ham.

***

Jeg havde været sammen med Jay og Lottie de sidste par dage. Jeg vidste Harry og Louis hang ud sammen, og det gjorde mig ikke så meget. Jeg var egentlig godt tilfreds med de fandt ud af det - det havde aldrig direkte været min mening at splitte de to ad.

Jeg havde også fået det godt igen, dog kunne jeg stadig have aftener hvor jeg græd over min beslutning, men jeg havde det fint. Jay var også en kæmpe hjælp.

Lige nu gik jeg bare rundt ude i gangen, frem og tilbage, og ventede på Harry ville dukke op. Jeg havde ikke set ham i nogle dage, og det gjorde mig ærligtalt sindssyg. Hvordan jeg skulle leve når de var på tour, det vidste jeg ikke. Jeg vidste hvert fald bare, at jeg savnede ham og ikke kunne vente.

Jay var ikke hjemme, faktisk havde jeg huset for mig selv, og fordi jeg lige for tiden helst ikke ville være alene, så gik jeg frem og tilbage. Det måtte se sjovt ud, men det distraherede mine tanker, og det virkede - for lidt efter lød et bank på døren.

Dog nåede jeg ikke at åbne, før der blev trukket ned i håndtaget. Et smil bredte sig over mine læber, og da døren blev åbnet var jeg parat til at springe på Harry, hvis det da bare havde været Harry, men det var Louis, og hans blik hvilede på mig.

"Hey," sagde han en smule usikkert og løftede hånden. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg var faktisk en smule skuffet. Jeg orkede ikke at diskutere.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg en anelse hårdt om. "For hvis du er her for at bede mig lade Harry være eller sådan noget, så kan jeg sagtens vise dig døren ige.." "- Det er jeg ikke Elena," afbrød han hurtigt.

"Hvor er Harry?" Spurgte jeg om da Harry ikke var kommet ind.

"Han kommer, om lidt."

Stilheden lagde sig over os. Det var slet ikke som om det var min bror der stod lige foran mig. Jeg kendte ærligtalt ikke personen, som stod foran mig lige nu.

"Elena, hør," startede han ud, men jeg stoppede ham, hvilket fik ham til at stoppe mig.

"Jeg vil ikke skændes, okay? Jeg er her for at undskylde." Hans øjne var blanke. Min mund blev helt tør. Undskylde? Louis undskylde? Hvad var gået galt? Eller, rigtigt?

Jeg prøvede at finde et tegn på han løj, men da der ikke rigtig var noget, gjorde jeg tegn til køkkenet. Han fulgte med, og lidt efter stod han foran mig.

Jeg greb fat i et glas for at fylde det med vand, inden jeg vendte mig mod Louis, som kiggede usikkert ned i gulvet.

"Jeg ved godt en undskyldning ikke rækker særlig langt her, og det får dig ikke til at glemme det ting jeg har gjort overfor dig. Men jeg skal vel starte et sted?" Han sendte mig et usikkert smil, men jeg gengældte det ikke.

"Jeg er virkelig ked af måden jeg har været overfor dig. Jeg må vel starte helt fra begyndelsen - dengang med Eleanor."

Louis og jeg havde aldrig rigtig snakke om det, så det gav et lille stik i mit hjerte.

"Det var ikke meningen du skulle finde Eleanor og jeg på den måde, og jeg forstår udmærket at du har hadet os begge. Jeg indrømmer gerne at jeg var en nar, og det er jeg ked af." Der var bare noget jeg ikke helt forstod, men jeg indså hurtigt han ikke var færdig, så jeg lukkede munden igen.

"Da du begyndte at beskylde mig for ting, så blev jeg vred - men kun fordi det var rigtigt. Jeg havde valgt Eleanor frem for dig i starten, men kun fordi jeg ikke kunne forstå hvorfor du reagerede som du gjorde. Jeg havde aldrig regnet med at se dig gå så langt ned, som du gjorde Elena."

".. Men du var ligeglad, right?" Jeg lagde armene over hinanden og kiggede afventende på ham.

"Jeg har aldrig været ligeglad Elena. Jeg har snakket med Jay så tit, hørt hvordan det går, og jeg har endda prøvet at få fat i dig. Blandt andet ved at tage dig med i det sommerhus, men alt gik galt. Du endte med Harry og Zayn og jeg.."

"Jeg gjorde det kun fordi jeg ville have du skulle føle hvordan det var, Louis. At der så kom følelser var først senere."

Han nikkede. "Og jeg har virkelig følt hvordan du havde det. Elena jeg har hele tiden vidst, at det Eleanor og jeg gjorde, var en kæmpe fejl, men jeg har ikke kunne tage mig sammen og snakke med dig om det. Jeg havde s vært ved at indse det, men da jeg fik at vide du havde været sammen med både Zayn og Harry, så forstod jeg det. Du ville aldrig gøre sådan noget, hvis det ikke var alvorligt."

"Men hvorfor sagde du intet?" Min stemme var kun en hvisken. Det her var virkelig et følsomt emne.

Han trak på skulderne. "Jeg ved det ikke. Det var først da jeg fandt ud af du var gravid og ville få barnet som hævn, at jeg vidste jeg måtte mande mig op. Ikke nok med det, så var jeg ved at miste både Zayn og Harry."

"De har aldrig valgt mig frem for dig Louis," sagde jeg hurtigt og forsvarede dem.

"Det ved jeg - de gjorde det fordi jeg ikke var mig selv, og det ved jeg, at jeg ikke har været. Elena, jeg er så forfærdelig ked af det, og hvis jeg på nogen måde kan gøre det godt igen, så sig til." Han gik et skridt tættere på og borede sine øjne ind i mine.

En underlig knude formede sig i maven, og en trang til at tude kom frem. Han stod foran mig, og undskyldte. Fortalte mig ting jeg aldrig havde troet. Jeg havde ventet på at høre det her, drømt om det, men jeg havde aldrig troet det ville ske.

Jeg troede det var som at vente på regn under tørke.

Et lille smil gled over mine læber. Det var det hele missionen gik ud på - at få Louis til at indse hvilken idiot han havde været, og det havde måske virket lidt for godt. Jeg troede ærligtalt han bebrejdede mig for at have ødelagt alt - men det var ha der gik med skyldfølelsen.

"Jeg troede ikke han stadig var i dig." En tårer trillede ned af min kind. "Jeg var sikker på den berømte Louis havde overtaget fuldstændig," mumlede jeg, hvilket fik ham til at grine, inden han trådte frem og trak mig ind i et kram.

Jeg gengældte det hurtigt. Jeg var ganske klar over, at det her ikke betød at alt var okay imellem os. Jeg vidste vi havde en masse at udrede. Vi havde virkelig mange ting vi skulle snakke om, og det var som at skabe et venskab på ny - men jeg var klar til det.

Det var det her de sidste par uger havde ført til. Alt det jeg var gået igennem, havde alligevel vist sig at være nyttigt. Jeg var klar til at kæmpe for at få et søskende forhold til Louis igen, og jeg vidste han var klar på det samme.

Men han var min bror, og jeg kunne tilgive ham for alt. For at tilgive var ikke at glemme det, men at komme videre.

"Se nu lige," lød en stemme henne fra døren af. Jeg trak mig fra Louis og så Harry stå med et kæmpe smil på læberne, og starbucks i hånden.

"Jeg ønskede at komme hen til sådan et syn her, men jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle opleve," grinede han og stillede dem på bordet. Mit blik faldt på hans hænder. Han havde holdt den bakke i sin ene hånd.

Jeg blinkede et par gange, og greb ud efter et krus. Mit blik faldt på Harry, som stod med hovedet på skrå og kiggede med et drillende smil på mig.

Jeg var busted - han havde busted mig.

Der var stilhed et øjeblik, hvilket fik Louis til at rømme sig.

"Jeg siger tak for starbucks Harry, men jeg tror jeg vil.... smutte," sagde han og pegede hen mod døren. Måske var det ikke kun Harry der havde busted mig, måske havde Louis også.

Jeg kunne ikke lade være med at grine akavet.

"Vi..." Sagde han og fik hurtigt min opmærksomhed. "Middag i morgen klokken syv?" Han kiggede nervøst på mig, hvilket han ikke behøvede. Jeg nikkede hurtigt.

"Jamen så ses vi," sagde han glad og klappede Harry på skulderen. Jeg bed mig i læben og kiggede efter dem, da Harry fulgte ham til døren.

Jeg førte kruset op til min mund og tog en tår af kaffen. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at fjerne det smil der var plantet på mit ansigt, men det ville ikke væk.

"Du ved... Louis er din bror, og jeg ved godt I skal til at starte forfra, men hvad tror du han ville sige til de intenste blikke du sender mig? Eller mine hænder?" Han kiggede ned på sin hånd, hvilket fik mig til at grine. Jeg satte kruset på bordet og trak på skulderne.

"Måske var det derfor han smuttede?" Jeg gik hen imod ham, og tog fat om hans halstørklæde. Han duftede langt væk af parfume, hvilket bare fik mig til at savne ham endnu mere.

"Jeg har.." Han afbrød mig "- Savner dig," afsluttede han og kyssede mig på munden. Jeg trak i hans halstørklæde, så han kom tættere på. Han grinte svagt mod mine læber og lagde en hånd på min hofte.

Jeg slap den ene side af halstørklædet, for at trække det af. Jeg smed det på gulvet, og lod mine hænder finde hen til hans jakke. Jeg knappede den op, og lod mine hænder glide indenfor. Han var dejlig varm, og hurtigt fik jeg snoet mine hænder om hans krop.

Han lukkede jakken om mig og udviklede kysset. Han bed mig drillende i læben og skubbede mig bagud, så jeg gik ind i køkkenbordet. Han drejede mig rundt så jeg stødte ind i vasken. Et hvin forlod mine læber, hvilket fik ham til at grine. Han tog om mine hofter og løftede mig op på bordet ved siden af vasken.

Hurtigt tog jeg ved hans jakke og fik den af ham. Hans hænder tog hårdere om mine hofter, og lidt efter kyssede han mig ned langs halsen. Jeg havde virkelig savnet ham.

"Måske vi skulle fortsætte på dit værelse," mumlede han mod min hals, uden at gøre tegn til at stoppe. Mine hænder fandt frem til hans hår, inden jeg lukkede mine ben om hans liv. Han tog ved mine underlår, og bar mig langsomt ind på værelset.

"Harry!" et skrig fandt ud af min mund, inden jeg begyndte at grinehøjlydt. "Undskyld," mumlede han og sørgede for ikke at gå ind i flere ting.

Jeg fik sparket døren i og hoppede ned fra Harrys liv. Mine hænder tog om hans bluse, og lidt efter strakte han armene så jeg kunne trække den af ham. Han gjorde det samme ved mig, og i et par minutter nød vi bare at være tæt på hinanden.

Hans læber begyndte langsomt at køre ned af min hals igen, og forsigtig skubbede han mig ned i sengen. Han lagde sig ind over mig og lod sin hånd køre ned langs min side, indtil han igen greb om min hofte.

Min ene hånd kørte ned af hans ryg, og ned til hans buksekant.

Det hele havde ændret sig fuldstændig de sidste par uger. Jeg kunne slet ikke følge med, men lige nu havde det hele vist sig at ende godt - at ende lykkeligt.

Jeg havde min bror, jeg havde en bedsteven, en masse dejlige venner omkring mig, en rar familie, og den bedste kæreste man kunne have.

Så var der Eleanor - var jeg klar til at tilgive Louis, så måtte jeg have en snak med hende også. Men det hele skulle nok gå fint - lige nu var det bare Harry og jeg, og sådan forblev det forhåbentlig det næste lange stykke tid.

"Jeg elsker dig," mumlede jeg mod hans læber, og han var hurtig til at gengælde det. Han kyssede mig blidt på munden, og denne gang turde jeg godt kalde mig selv lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...