A Choice Between Love and Revenge - One Direction (13+)

Den 16-årige Elena Tomlinson – søster til Louis Tomlinson, tidligere bedsteveninde af Eleanor Calder som nu kun tilhører én Tomlinson. 1½ år er der gået siden Louis valgte at splitte de to bedsteveninder ad, og lige siden har en indre hævn luret bag Elenas overfalde. Men med en verdensberømt bror er det ikke så nemt at tage nemme midler i brug, så Elena må tage langt mere personlige midler i brug - som at have sex med to af hendes brors nærmeste venner. Det hele startede som en tanke, blev til en plan og til sidst hævn. Og hvad vil Louis sige til at smage sin egen medicin? Er der andre regler for ham? Og hvad hvis Louis vil have hævn over Elenas hævn? Har det overhovedet en ende? Og hvor går grænsen mellem to søskende? *Læsning er på eget ansvar!*

1615Likes
1492Kommentarer
217090Visninger
AA

11. Everybody hurts.

 

FRA FØR: Perrie og Zayn er sammen igen! Louis prøver at sige til Zayn han skal holde sig fra Elena da de er på vej hjem. Elena er kommet hjem. Hende og Louis skændes, og han fortæller Jay at Elena prøvede at begå selvmord, selvom hun ikke prøvede. 

Der sad en pige overfor mig. Hendes øjne var mørke og kolde, faktisk helt følelsesløse. Hendes lyse hår hang langs hendes skulder, dog helt uredt. Hendes hud var som altid fejlfri, udover hendes kind som stadig var helt blålilla.

Blikket gled ned over pigen. Hendes trøje hang løst og afslørede ingenting. Hendes bukser var også blevet for løse, og hendes hud var bleg.

Jeg ville spørge hvad der var galt, spørge om jeg kunne hjælpe, men det eneste pigen gjorde var at åbne munden og kigge på mig, med øjne helt tomme for følelser.

En ’a’ lyd kom ud af hendes mund inden hun lod en tåre glide ned over hendes kind. Med ét løftede hun hånden og slog knytnæven mod kinden, og det var dér det gik op for mig, at pigen jeg så på var mig. Det var mit eget spejlbillede. Jeg glemte det. Jeg glemte det hele tiden. Jeg kunne ikke kende mig selv.

En smerte i kinden kom frem igen, men nu havde jeg snart vænnet mig til den. Det var en uge siden vi kom hjem fra Sverige, og min kind burde i det mindste bare være rød nu, men jeg sørgede altid for at fastholde den blålillae farve.

Jeg kunne godt lide at have det. Det fik mindet om Louis frem igen – om hvad han gjorde imod mig. Og ikke nok med det, så havde han betalt for diverse psykologer og møder til mig, fordi han mente jeg havde selvmordstanker.

Men han tog fejl. Han tog altid fejl. Han kendte mig ikke, og om han gjorde det her for at ødelægge mig endnu mere, det havde jeg ingen ide om, men det virkede. Og det kunne kun være hans plan, for Louis holdt ikke af mig. Han hadede mig, han afskyede mig. Men hvad kunne jeg sige? Hævnen var sød. Jeg havde været i seng med to af hans bedstevenner… og nu vi snakker bedstevenner.

Harry.

Jeg savnede ham. Jeg tænkte på ham hele tiden. Jeg anede ikke hvad han lavede for tiden. Man hørte ikke noget til ham. Jeg hørte ikke noget til ham. Jeg sad dag ud og dag ind på mit værelse – medmindre jeg selvfølgelig blev tvunget til møder.

Og det blev jeg.

Jay og jeg havde kæmpet mod hinanden, råbt og skreget af hinanden. Jeg havde prøvet at forklare hende, at jeg simpelthen ikke havde haft selvmordstanker, men hun ville ikke lytte. Louis havde virkelig fortalt hende et eller andet så hun troede jeg var helt sindssyg.

Hun havde grædt. Over mig, og jeg hadede det. Det var kun derfor jeg droppede at skændes med hende og tog til de møder. Men hun var ikke hjemme i dag og jeg havde droppet mit møde. Jeg skulle være der for ti minutter siden, men her sad jeg. Foran mit spejl og så på en pige jeg ikke kendte.

”Elena?” Det bankede på døren, og ind kom Lottie. Jeg sendte hende hurtigt et smil som hun forsigtigt gengældte.

”Skulle du ikke til et møde i dag?” spurgte hun og kom hen til mig. Jeg kiggede ind i spejlet igen og så hende stille sig bag mig. Jeg trak langsomt på skulderen og bed mig i læben for ikke at bryde grædende sammen.

Lottie greb ud efter en børste og tog så forsigtigt fat i mit hår, inden hun lod børsten glide igennem mit hår.

”Har du ikke lyst til at lave et eller andet med mig?” Hendes kolde fingerspidser ramte min nakke, hvilket fik mig til at ryste.

”Måske tage med mig ud at spise?” Jeg kunne sagtens se hun var nervøs for at spørge. Jeg havde ikke spist så meget de sidste par dage, kun når Lottie kom ind og fortalte jeg skulle huske det. Det var ikke fordi jeg ikke gad, jeg havde bare ingen appetit.

”Jo, det …” sagde jeg langsomt og sendte hende et smil. Hun samlede mit hår sammen i en høj hestehale og lagde så hænderne på min nakke. Jeg kunne se hun skulle til at spørge om noget, men vi blev afbrudt af døren blev smækket i, og et par stemmer fyldte det ellers så stille hus.

”Elena!” Min krop stivnede ved lyden af Louis’ stemme. Jeg havde ikke set ham i noget tid nu. Okay en uge, men det var for lidt tid. Jeg ville ikke se ham. Det var ham der fik mig til at se sådan her ud, føle mig så nytteløs og så uelsket. Jeg var så vred på ham.

”Elen..” han stoppede op da han så Lottie og jeg. Hans ansigt blev helt koldt, og jeg kunne nemt se at det ville gå galt det her, derfor vendte jeg mig mod Lottie og tog hendes hænder.

”Hvorfor går du ikke ind og gør dig klar, så tager vi i byen om lidt?”

”Hvad? Du skal ikke i byen,” vrissede Louis, men jeg sendte ham et hårdt blik og sendte så Lottie et smil. Hun var 14 år, men det her skulle hun virkelig ikke høre på – for det kunne umuligt ende godt.

”Hvad fanden laver du her?” vrissede han surt og kiggede bagud. En lyshåret dreng, som jeg kendte som Niall, stod og så helt nervøs ud, som om han ønskede sig langt væk. Og jeg forstod ham, det gjorde jeg også.

”Jeg kunne spørge dig om det samme,” svarede jeg koldt og prøvede at ignorer hans blik der borede sig ind i mit.

”Jeg fik et opkald om du ikke var mødt op til det møde. Elena, tror du det er for sjov jeg bruger penge på dig?” vrissede han hårdt, og jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig altså til at grine et halvhjertet grin.

”Jeg har ikke bedt dig om at bruge penge på mig. Jeg har ikke brug for de fucking møder Louis. Hvad vil du have vi skal snakke om? Hvor meget min bror har ødelagt for mig?” Jeg lagde hovedet på skrå og kiggede med et latterligt smil på ham.

Hans øjne blev fyldt med vrede inden han trådte et skridt frem.

”Du prøvede at begå selvmord Elena. Hvad fanden forventer du? Har du ingen ide om hvor mange du vil såre?”

Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at slå øjnene op, inden han hårdt greb fat i min kæbe. Han kiggede kort på det.

”Hvad fanden er det her Elena?” Hans øjne fangede mine, og hårdt slog jeg hans hånd væk.

”Hvis du ikke kan huske det, så er det dit mesterværk.”

Louis trådte et skridt tættere på, så Niall uroligt trådte ind i rummet.

”Det.der har jeg ikke lavet,” vrissede han så og lukkede øjnene et kort øjeblik.

”Elena er du fuldstændig sindssyg? Du påstår du har det godt? Ingen selvmordstanker, ingenting? Men du skader dig selv? Hvad fanden i helved kalder du det?!”

Jeg kunne mærke chokket og vreden pumpe rundt.

”Vil du vide hvad jeg kalder det?” Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg kalder det fuldstændig normalt når min bror fucking vælger at tage alt fra mig og..”

”- Du mener min bedsteven!” råbte han og slog irriteret ned i mit bord. Mit hjerte satte sig op i halsen på mig. Jeg var bange for ham. Han havde slået mig før, men jeg kunne ikke vise det. Det kunne jeg bare ikke.

”Ah, ligesom du tog min bedsteveninde fra mig? Hvorfor skal du være så fucking hellig Louis? Hvorfor er det i orden når du gør det? Har du overhovedet snakket med Harry om det her?” Det gjorde helt ondt at sige hans navn.

”Har du overhovedet spurgt hvad han har at sige her? Eller truede du ham med at skride? Det må jeg sige Louis, du er kræftdeme en god bedsteven,” spyttede jeg ud. Han blev stille et øjeblik.

”Du er forfærdelig Elena, og du har virkelig brug for hjælp.” Uden at sige mere, tog han hårdt fat i min arm og trak mig ud af rummet.

”Slip mig!” Jeg trak hårdt min arm til mig. Jeg skulle ingen steder med ham. Han skulle holde sig væk.

”Elena, så stop dog! Tror du jeg gør det her for at ødelægge dig endnu mere? Du har brug for hjælp for helved,” råbte han højt.

”Du ødelægger mig for god sake! Hvad er det du ikke forstår? Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg har ikke brug for dig. De møder ødelægger mit fucking liv Louis. Jeg vil ikke se på dig, skrid ud herfra!” råbte jeg højt, men han gjorde ingenting.

”Skrid!” råbte jeg højere, men det hjalp ingenting. ”Det her er også mit hus Elena, og du har et møde du skal til.”

Forstod han ingenting? Fattede han virkelig virkelig ingenting? Et irriteret skrig fandt ud af min mund. Jeg skulle væk fra ham, og jeg skulle væk fra ham nu. Jeg væmmes ved synet af dig.

”Skrid med dig,” råbte jeg igen og pegede hen mod døren, mens tårerne langsomt trillede ned af mine øjne.

”Skrid,” hviskede jeg og tog ved reolen så jeg ikke skulle vælte. Mine kræfter forlod min krop. Jeg vidste jeg ikke havde spist nok, eller drukket nok for den sags skyld, og synet af Louis … synet af ham der bare stod og gloede koldt på mig, ramte mig dybt i hjertet. Han var så ligeglad. Han tog alt fra mig, og nu tog han resten af mit liv fra mig med de lorte møder.

”Vil du ikke bare forsvinde?” Hviskede jeg og gled ned af væggen.

”Elena, du har et møde,” hvæsede han igennem sammenknebet tænder.

Så ligeglad.

”Brug dine penge på noget andet Louis. Jeg skal ikke til flere møder!”

”Elena, så sto..”

”SKRID!” skreg jeg højt så hele huset næsten rystede. ”Skrid,” råbte jeg grådkvalt.

Louis trådte et skridt hen imod mig, bøjede sig ned og skulle til at tage fat i mig, men en stemme stoppede os.

”Hold nu!” Lottie skubbede Louis’ hånd væk og satte sig på hug foran mig.

”Vil du ikke godt være sød at gå Louis?” Jeg kunne høre på Lottie hun ikke var glad for at sige det, og jeg kunne se på Louis’ ansigt, at han fik det helt dårligt over, at hans lille lille søster måtte stoppe ham, og bede ham gå. Det vi havde gang i var så langt ude, men Louis troede han kunne slippe af sted med alt.

”Lottie, det her er ikke noget du skal blande dig i,” sagde han roligt. Det undrede mig hvordan hans humør pludselig kunne ændre sig, men min ukontrolleret hulk fik mig på andre tanker.

”Elena, du har et møde du skal til,” sagde han igen. Jeg rystede på hovedet. Jeg skulle ingen steder.

”Louis,” lød det fra Niall, men Louis løftede bare en hånd som fik ham til at tie stille.

”Elena, jeg siger det ikke igen. Du har et møde. Nu!

Lotties hænder lå på mine knæ, og forsigtig gav hun dem et klem. Jeg ville ikke give Louis det han ville have. Det kunne jeg ikke, men at Lottie skulle se det her, det kunne jeg ikke have. Louis blev ved, og jeg vidste han først lige var begyndt.

”Elena, hvis du ikke rejser dig, så løfter jeg dig derud.” Jeg kunne høre han mente det, og jeg kunne ikke lade Lottie se det her. Var hun her ikke havde jeg nok skabt mig som en åndssvag, men nu rejste jeg mig langsomt op. Lottie så på mig med bekymret øjne, men uden så meget at sige noget, tog jeg mine sko på, åbnede døren og smækkede den efter mig.

Dog var Louis og Niall hurtigt efter mig.

”Jeg kør dig,” sagde Louis bestemt, men jeg rystede på hovedet og fortsatte med at gå. Jeg skulle ingen steder hen med Louis.

”Forhelved Elena du…”

”- Hvis du vil have jeg skal tage derhen, så luk røven og lad mig gå. Skrid hjem med dig. Jeg har ikke brug for dig, og Lottie har heller ikke brug for dig til at opføre dig sådan der. DU ved virkelig ikke hvad du har gang i Louis. Du tror du hjælper mig, men hvis du hjalp, tror du så jeg ville se sådan her ud? Du kan ikke redde hele verden, og du kan ikke redde mig. Hvis du virkelig vil hjælpe mig, så hold dig ude af mit liv.” Og uden at se på ham, stak jeg hænderne i lommerne og begyndte at gå.

Jeg hadede ham så forfærdelig meget.

***

Der var gået en uge siden alt det med Louis var sket. Jeg sad igen til et fucked up møde. Denne gang var det min mor der havde kørt mig, så jeg kunne ikke stritte imod.

”Så, hvordan har du det Elena?” spurgte damen som hed Britta. Jeg lænede mig tilbage i stolen og kiggede på mine hænder.

”Forfærdelig.” Svarede jeg ærligt, for det havde jeg. Louis gjorde mit liv forfærdeligt.

”Hvordan forfærdeligt?” Det var det samme hver evig eneste gang.

”Min bror ødelægger alt for mig,” og så gav jeg hende forklaringen med hvordan han havde overtalt min mor til det her. Jeg fortalte hende jeg ikke ville begå selvmord og Louis var en idiot.

”Du ved Elena,” sagde hun og holdt øjenkontakt med mig.

”Nogen gange kan det være der er noget der overtaget en. Noget der får en til nogle rigtig grimme ting, som man måske kan sidde og sige nu, at man ikke vil. Måske vil du ikke begå selvmord nu, men dengang. Det kan være du synes det var for meget, og hvis han ikke havde trukket dig op, så ville du have ladet det ske uden du var klar over det.”

Jeg kunne mærke vreden pumpe i mig. Det var det samme hver gang. Jeg vidste ikke hvorfor eller hvordan, men de ville simpelthen have mig til at fortælle jeg ville begå selvmord, selvom jeg ikke ville.

”Hvad vil du have mig til? At indrømme noget jeg ikke kan indrømme, fordi det ikke er sandt?” hvæsede jeg af hende, men hun beholdt bare sit grimme smil på læberne. Det smil hun sikkert havde øvet sig på. Det smil der skulle vise hvor ondt hun havde af mig.

”Du går tydeligvis med et indre had. Nogle problemer du ikke kan få ud.”

You don’t say girl.

”Selvfølgelig går jeg inde med problemer når min bedsteven vælger at kneppe med min bedsteveninde, og endda i min seng!” Jeg slog hænderne i bordet, hvilket fik hende til at hoppe i stolen. De forstod ingenting. Tre møder havde jeg været til siden Louis havde tvunget mig. Tre møder hvor det var det samme om og om igen. Han ødelagde det hele.

”Elena, du bliver nødt til at arbejdede med at give slip. Du må lade fortiden ligge, tilgive og komme videre.”

Jeg kunne mærke jeg skulle ud herfra. Hvordan kunne hun sidde og sige jeg skulle tilgive Louis? Hørte hun overhovedet efter hvad fanden jeg sad og fortalte hende? Jeg kunne ikke tilgive ham. Ingen forstod det.

”Hvordan skal jeg kunne tilgive en, som stjæler alt fra mig? Først min bedsteveninde, nu ham jeg kan lide.”

En klump dannede sig i halsen da jeg kom i tanke om Harry. Det lykkedes mig at holde ham hen hver evig eneste dag, men når jeg lå i min seng om aftenen så kom tårerne, og så kom savnet. Jeg savnede ham så forfærdelig meget.

Selvom tiden langt fra var gået, rejste jeg mig op og gik hen mod døren. Jeg var fuldstændig ligeglad med at Louis betalte for det her. Det var ikke mine penge, og jeg kunne nemt smutte. Jeg var ikke tvangsindlagt selvom de sikkert også ville foreslå det, men det eneste jeg havde i tankene nu, var at komme hjem.

”Tiden er ikke gået endnu,” råbte hun efter mig, men jeg svang jakken over hovedet og smækkede døren efter mig. Den kolde luft omringede mig straks, så hurtigt tog jeg hatten over mit hoved og gik hjem. Turen var ikke særlig lang, men fordi jeg frøs så utrolig meget, så føltes det som en evighed.

En bil holdt foran vores hus. Jeg kendte den ikke rigtig, og jeg tænkte ikke rigtig over det. Jeg åbnede bare døren og smækkede den i.

”Jeg er hjemme,” råbte jeg som jeg altid gjorde, men denne gang kom en uventet reaktion frem. Jeg kunne høre en mumle et fuck. Jeg hang min jakke op og skulle til at vende mig om, men en stemme stoppede mig.

”Du burde først være færdig om en halv time.” Stemmen tilhørte Louis. Havde han fået ny bil? Okay jeg kunne ikke være mere ligeglad. Den var grim.

”Elena,” sagde han hårdt og tog fat i min arm da jeg ignorerede ham.

”Louis, jeg har ikke brug for mere af dit terapi lort. Du spilder dine penge,” sagde jeg surt og trak min arm til mig, for at gå hen mod døren.

”Elena,” vrissede han surt og tog fat i min arm, men denne gang valgte jeg at ignorer ham – ikke at det var noget nyt. Han var pludselig begyndt at være her utrolig meget, og det var pisse træls, men normalt fortsatte jeg bare ind på mit værelse eller ind i køkkenet afhængig af hvad jeg havde lyst til.

”Elena for fanden da,” råbte Louis højt efter mig. Jeg gik bare hen mod køkkenet.

”Hvorfor bliver du ved med at ødelægge alle omkring dig?” råbte han efter mig. Det var ikke første gang. Han blev ved med at påpege hvor fucking latterlig og dum jeg var – selvfølgelig når Jay ikke hørte det, og nu var jeg ligeglad. Okay nej, langt fra, men skulle jeg græde hver gang han sagde noget ondt, så kunne jeg jo græde hele tiden.

Jeg tog hårdt fat i døren til køkkenet og rev den op. Dog nåede jeg ikke særlig langt da et par hænder greb om mine overarme og forhindrede mig i at falde.

Mit blik søgte forvirret op og mødte nogle grønne øjne, som jeg ikke havde set i lang tid, men savnede så forfærdelig meget.

”Harry,” hviskede jeg. Han hjalp mig ordentlig op og stå. Hans øjne borede sig ind i mine, og det var ikke svært at se direkte ind i ham. Han havde det ikke godt. Han havde det bestemt ikke godt.

En varm følelse spredte sig i min krop. Han havde det ikke godt. Jeg havde det ikke godt. Det lød dumt, men det gjorde mig glad at se ham sådan, og så alligevel ikke. Det nærmest ødelagde mig at se ham sådan, men hvis så havde han i det mindste ikke glemt mig.

”Elena,” mumlede han forsigtig og prøvede at forhindre et smil glide hen over han ansigt. Dog stoppede det i samme sekund, og lidt efter trådte han væk fra mig og helt ind i køkkenet.

”Ja, hun er her, og hun droppede mødet igen,” hørte jeg Louis sige. Jeg kunne se sorgen i Harrys øjne, og det fik mig til at fastholde blikket mod ham. Han var her virkelig, og han var ikke glad. Han…

Jeg fik et skub i ryggen af Louis som havde prøvet at få min opmærksomhed, men den lå på Harry, og det opdagede han hurtigt.

”Gå ind på dit værelse,” vrissede han, men jeg blev stående. Hvordan var det muligt for Louis at ødelægge hans ven på den måde? Han var jo tydeligvis pisse ked af det her, og det der skete i Sverige var bestemt ikke slut. Det kunne det ikke. Mine følelser for Harry var kun blevet stærkere, og han måtte da havde det lidt på samme måde!

”Elena, gå fucking ind på dit værelse,” vrissede han surt.

”Hvordan,” hviskede jeg, men blev afbrudt af nogle andre drenge stemmer, og Lotties.

Liam, Zayn og Niall kom gående ind i rummet med Lottie, som hurtigt fik et forvirret blik i ansigtet. Mit blik gled fra Harry og hen til Zayn. Jeg havde de sidste par dage fuldstændig ignoreret hans beskeder, og jeg vidste det var dumt.

Zayn var den eneste der havde sagt Louis imod. Han var den eneste der havde været her for mig, og nu havde jeg bare droppet ham. Jeg fik en forfærdelig dårlig smag i munden, men den forsvandt dog ret hurtigt, da Zayn glad sagde mit navn. Jeg kunne straks se hvordan Louis’ øjne borede sig fast på os, men som altid var Zayn ligeglad.

”Det er længe siden,” sagde han og trak mig ind i et kram. En lettet følelse gled ind over mig. Han nævnte ikke noget med jeg ikke havde svaret. Han… Mine arme gled om hans liv, og hurtigt begravede jeg mit ansigt i hullet ved hans skulder og nakke.

Det var først nu det rigtigt gik op for meget hvor meget jeg havde skubbet væk de sidste to uger. Og når jeg så på Harry, så forstod jeg pludselig hvorfor. Hans øjne mødte mine i et kort sekund inden det fandt bordet igen. Stemningen var trygget, og Louis var vred.

Men for første gang i lang tid følte jeg mig en smule glad. Jeg var glad for at se Harry sådan der. Det betød der i det mindste var en smule håb, og Zayn. Han var præcis som jeg huskede, og nu blev det altså nødt til at stoppe.

”Elena, gå ind på dit fucking værelse,” vrissede Louis og tog ved min arm. Jeg slap Zayn som kiggede irriteret på Louis. Dog sendte jeg ham bare et smil han gengældte, inden jeg vendte rundt. Jeg havde ikke lyst til at forsvinde derfra, men jeg havde brug for at tænke.

***

Mine tanker lå stadig på Harry, og når jeg lukkede mine øjne var det eneste jeg så Harry.

Klokken var halv elleve, og her lå jeg i min seng og prøvede at falde i søvn, men Harry forstyrrede mine tanker. Jeg havde brug for ham, det var virkelig gået op for mig i dag. Han så forfærdelig ud, og han havde knap nok bevæget sig ud for et hus – man havde hvert fald intet hørt.

Jeg var ikke klar til at slippe ham, og Louis skulle ikke stå i vejen for os, det kunne jeg ikke lade ske. Han var den eneste dreng der havde haft denne virkning på mig, og han var den eneste der havde fået mig til at føle mig så speciel.

Jeg blev virkelig nødt til at have et tegn, tegn på det at trodse Louis var det rigtige, og som blev min bøn hørt, tikkede en SMS ind fra Zayn.

#Han savner dig Elena, jeg savner dig – vi savner dig alle sammen. Gør dig selv en tjeneste og gør noget ved det. Hvem stopper dig? Den Elena jeg kendte ville være ligeglad med Louis mening. ;-)#

Blinke smileyen fik mig til at grine, men det stoppede brat igen. Jeg sparkede dynen til side og satte mig op. Jeg var lys vågen, og Zayn var Zayn, og det var på tide at rette op på det her. Zayn havde ret. Hvem skulle stoppe mig? Elena havde været ligeglad, og hun var der. Hun havde bare været igennem noget der havde ødelagt hende, men det skulle stoppe.

Jeg havde brug for Harry, og jeg måtte vide om han havde brug for mig på samme måde. Var det her ægte, så skulle intet stå i vejen for det.

Før jeg vidste af det havde jeg trukket i et par bukser og en trøje. Forsigtig listede jeg ud på gangen og hen til hoveddøren. Det gav et lille klik da jeg lukkede den igen. Kulden gik lige igennem mig, men det var mit mindste problem nu.

Avril lavigne - everybody hurts 

***

OMG UNDSKYLD FOR VENTETIDEN! MEN JEG HAR HAFT SÅ TRAVLT MED MIN JULE MOVELLA OG SÅDAN NOGET. MEN NU SKAL DER SKAM NOK SKE EN MASSE ! :-D 

Så, hvad tror I der sker nu når hun tager hen til Harry? Hvad håber I der sker?x

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...