A Choice Between Love and Revenge - One Direction (13+)

Den 16-årige Elena Tomlinson – søster til Louis Tomlinson, tidligere bedsteveninde af Eleanor Calder som nu kun tilhører én Tomlinson. 1½ år er der gået siden Louis valgte at splitte de to bedsteveninder ad, og lige siden har en indre hævn luret bag Elenas overfalde. Men med en verdensberømt bror er det ikke så nemt at tage nemme midler i brug, så Elena må tage langt mere personlige midler i brug - som at have sex med to af hendes brors nærmeste venner. Det hele startede som en tanke, blev til en plan og til sidst hævn. Og hvad vil Louis sige til at smage sin egen medicin? Er der andre regler for ham? Og hvad hvis Louis vil have hævn over Elenas hævn? Har det overhovedet en ende? Og hvor går grænsen mellem to søskende? *Læsning er på eget ansvar!*

1614Likes
1496Kommentarer
214443Visninger
AA

4. Better Than Revenge.

Elenas synsvinkel

Ind og ud, ind og ud, tæl til ti og træk vejret dybt. Jeg sad i bilen på vej til sommerhuset og prøvede desperat at få min iphone til at tænde, så jeg kunne få lov at høre musik, men ingenting skete, og hele min krop rystede næsten af vrede. Det var slet ikke min dag i dag! Jeg var træt, havde ondt i maven, opkast smag i munden og en fucking uge tvunget i Sverige! Somebody, kill me!

”Er du okay, Elena?” spurgte Niall og kiggede hen på mig. Jeg lagde tre fingre på mine tændinger og masserede dem blidt, inden jeg drejede mit hoved hen mod Niall og sendte ham et stort falsk smil. ”Jeg har det super!” – løgn. Men hvis jeg sagde nej, så ville han spørge hvorfor, og så skulle jeg til at fortælle ham alt der var gået galt i dag. Eller måske kunne jeg nøjes med at fortælle ham hvad der gik godt? Men så skulle jeg tænke endnu mere, og lad os bare indse det: Tænker jeg tilbage på dagen i dag, så ville mit humør helt klart springe som en bombe. For helt ærligt, hvad gik godt i dag? Udover Niall, Liam og Harry viste sig at være søde, hvilket jeg ikke havde troet.

Jeg indrømmer blankt, at jeg troede de var nogle røvhuller, for de havde jo nakket Louis fra mig, men det gik mere og mere op for mig, at det var ham der valgte at forlade mig. Harry havde faktisk vist sig at være overraskende sød. Ikke kun fordi han komplimenterede mine bryster, men også fordi han havde underholdt mig mens jeg havde det forfærdelig. For selv jeg Elena Tomlinson synes det var lidt pinligt at kaste op foran Harry, men den dreng var altså også ret sippet. Jeg lagde skam godt mærke til hans måde at kigge væk på, og rykke sig væk på da jeg skulle kaste op. Men fred være med det! Han var sød, og derfor forstod jeg simpelthen ikke hvorfor han var Louis’ bedsteven.

Men det irriterede tydeligvis også Louis, at Harry snakkede med mig, og tog min kuffert. Men hey, jeg klager ikke! Min kuffert var tung, Harry var sød, og derfor var han nok det eneste positive ved den her tur – udover Liam og Niall, som havde hjulpet mig da Louis og Eleanor havde vist sig som de plejede – røv ligeglade. Eleanor havde brut undskyldningen at jeg ikke gad, at snakke med hende, og hun havde ret. Efter turen i lufthavnen, hvor hun absolut skulle rende mig i røven og grine når jeg rent faktisk mente hun skulle gå, ja så var det nok endelig gået op for hende.

”Hvis du har det fint, er du så med på en Jeg ser? Spurgte Liam og sendte mig et smil, som fik mig til at knibe øjnene sammen. ”Jeg ser?” spurgte jeg dumt om, hvilket fik Zayn til at grine en hæs latter, som sikkert ville have haft en effekt på mig, hvis det ikke var fordi jeg var yderst vred.

”Har du aldrig leget det?” Niall satte sig ordentlig op. ”Okay okay! Jeg starter med at sige: Jeg ser noget rødt,” og så skal du finde noget rødt, og eftersom du har et rødt cover på din mobil, så skal du sige det.” Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede ned på mit cover. Undskyld mig, men var drengen helt blond? Det var lyserødt! Lyser-rødt. Ikke rødt, men LYSER-RØDT.

Jeg rystede skuffet på hovedet. Var jeg omgivet af en flok idioter? Eftersom mit humør var så dårligt lige nu, så var svaret afgjort ja.

”Det er fordi han er blond,” mumlede jeg og masserede igen mine tændinger.

”Hvad?” udbrød Niall fornærmet, mens Liam slog en latter op. Jeg sukkede let og diskuterede kort med mig selv, om jeg orkede at forklare ham det, og eftersom hans øjne hvilede på mig betød det vidst, at han ventede på svar – og hans ønske var min lov, eller hvad man siger.

”Mit cover er lyserød,” mumlede jeg så og skulle til at fjerne blikket, men han så lige så forvirret ud som før. Jesus christ. ”Det er ikke rød. Det er lyserødt rødt, som i en lysere rød end rød,” forklarede jeg en anelse irriteret, hvilket fik Zayn til at grine inden det endelig gik op for Niall, hvad jeg forklarede ham.

”Så mens jeg har siddet og fortalt dig reglerne, så var det eneste du opfangede at jeg sagde dit cover var rødt?” Han tog sin hat af og lod en hånd glide igennem sit hår. Var drengen farveblind? Og hvad betyder det overhovedet at være farveblind? Så man så rød som blå? Og så vidste man da også hvad blå var? Så hvis man var farveblind, så måtte man da se sort og hvid? Og hvad er det jeg tænker på?

”Måske du bare skulle lade hende være Niall,” sagde Zayn og lagde hans ben på Nialls. Tak skæbnen – eller bare Zayn. Niall var sød – men lige nu irriterede alt mig. Jeg kunne lave en liste! Jeg greb ud efter min mobil igen og skulle til at gå ind i noter, men min skærm var helt sort.

Sort.

Min mobil gad stadig ikke at tænde. Jeg strammede grebet om min mobil og gav et højt og irriteret vris fra mig. Jeg vidste godt, at jeg måske ikke lige havde været den sødeste i hele mit liv, og jeg fortjente nok også lidt karma en gang imellem, men kunne det forhelved ikke komme i små bidder, i stedet for at overfalde mig på denne måde? Jeg får stress, og man får bumser af stress, og jeg har ferie. Frels mig.

Jeg kastede irriteret min mobil ned på jorden, og først da den ramte bilgulvet med et brag gik det op for mig, hvad jeg havde gjort. Mine øjne blev så store på størrelse med te kopper, og langsomt drejede jeg mit hoved hen for at kigge på drengene, for at få bekræftet, at jeg lige smed min mobil ned på gulvet. Min lille skat..

De sad alle tre med ret store øjne og prøvede at holde et smil inde – jeg kunne se det! Og det var ikke sjovt. Jeg sad bare og stirrede ned på min mobil og kunne mærke hvordan vreden overtog min krop. Har I nogensinde prøvet at være så sure, at I har lyst til at græde? Og jeg græder ikke, men jeg plejer heller aldrig at blive bitchslappet så slemt af karma! Og så lige foran drengene?

Niall bukkede sig ned og tog forsigtigt fat i min mobil. ”Please sig den er okay,” mumlede jeg og krydsede finger, men der forblev stilhed. Jeg bed mig i læben. ”Den er okay, det skal den være.” Det var min lilleskat.

”Ehm,” mumlede Niall uroligt, hvilket fik min mave til at trække sig sammen og lade en kvalmende fornemmelse gå igennem min krop. ”Ehm, hvad?” Jeg åbnede det ene øje og så Niall glide en finger over den rids, som var blevet lavet hele vejen igennem glasset. Og det var nu mit hjerte blev revet over mens en sten ramte bunden af min mave. Med et gisp rev jeg ud efter mobilen og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst græd, men det var første gang i hele mit liv min skat var gået i stykker. Hvordan kunne jeg lade det gå så vidt?

Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede ud. Bilen holdt stille foran et hus der lå in the middle of nowhere, og eftersom jeg skulle ud af denne bil, som havde ødelagt min skat, så fløj jeg nærmest ud.

Louis, Harry og Eleanor var allerede kommet ud og stod med kufferterne på jorden. Mit blik gled ned på min mobil igen, og trangen til at skrige kom frem. Hvordan skulle jeg kunne klare en uge her, hvis min skat ikke virkede?

”Så er vi her!” lød det glad fra Liam, og straks bredte en glæde sig imellem alle andre end mig, som tydeligvis var i sorg – og vrede.

Jeg kiggede langsomt rundt, og så Eleanor og Louis stå tæt op af hinanden. Hendes hånd hvilede på hans skulder, og selv den lille ting – som jeg snart burde have vænnet mig til, fik vreden til at pumpe rundt i mit bryst. Jeg havde SÅ mange ting at sige, men alligevel føltes jeg helt mundlam.

”Lad os tjekke det ud,” lød det træt fra Harry som tog sin kuffert i hånden. Med tunge skridt greb jeg ud efter min og besluttede mig for, at holde mig i baggrunden. Der skulle ikke meget til før jeg sprang i luften som en bombe. Det var som om den talte ned. Tik tak, tik tak og pludselig BOM. Så ville der være flere hundrede Elena stykker rundt omkring.

Jeg traskede langsomt efter dem og strammede grebet om min ødelagde mobil. Hvis jeg ikke kiggede på den, så var det nok ikke sket. Jeg var træt og havde det forfærdelig, så det kunne nemt være noget jeg bildte mig ind. Ikke?

Jeg fik endelig mine ben til at samarbejde, og lidt efter stod jeg i en stor stue sammen med alle de andre, undtagen Niall som kom gående lidt efter. ”Der er tre værelser, et stort køleskab og fantastiske senge!” Han lød som et lille barn der lige havde fået en stor julegave, og jeg ville nok have grint, hvis mit humør var til det, men nej.

”Så, hvem sover sammen?” Spurgte Eleanor om med en så uskyldig stemme, at man umuligt kunne tro hun havde gjort det hun gjorde imod mig – men jeg vidste bedre! Og derfor hjalp hendes stemme slet ikke på mit humør. Det var der vidst ingenting der gjorde.

”Dig og Louis,” sagde Harry og puffede til Louis som begyndte at grine. Det var næsten lykkedes mig at glemme deres forhold til hinanden eftersom de ikke havde snakket sammen hele turen, fordi en hvis person var jaloux. Eller sur.

”Og mig og Liambasse,” sagde Niall og sprang hen til Liam som begyndte at grine. Niall kørte hans hånd igennem Louis’ korte hår, som han vidst havde fået klippet for velgørenhed. God-hjertet fyr, hva?

”Og Harry, Zayn og Elena,” sagde Eleanor og kiggede hurtigt hen på Louis, som havde fået et tomt blik. Det så ud som om han et øjeblik havde glemt at jeg var her, og da han hørte mit navn gik det op for ham, for hans blik fangede mit og han så ikke glad ud. Han havde vel ikke for alvor troet at Harry og jeg ville få noget sammen? Vi snakkede jo bare, han kunne muligt være sur over det!

”Elena sover på sofaen.” Godt så, jeg tog fejl. Fuldstændig fejl, og jeg hader at tage fejl, og måden Louis sagde det på fik mig til at knytte næverne sammen af vrede. Rolig. Pust ind og ud.

”Louis, der er tre senge på det værelse?” sagde Harry forvirret, hvilket var et dumt træk, for det fik bare Louis til at se koldt på ham. Hvad skete der for ham? Det var jo ikke fordi jeg overfaldt Harry.

”Havde du virkelig regnet med, at jeg tog med til Sverige i en fucking uge, og ignorerede alt og alle?” Vrissede jeg surt, hvilket bare fik en rød farve frem i hans ansigt, men det var jeg fuldstændig ligeglad med. Vreden i mig blev større og større, og snart ville bomben springe – jeg kunne mærke det! Det var min sjette sans.

”Bare hold dig fra mine venner Elena,” vrissede han surt hvilket kom bag på alle sammen – specielt mig, og selvom kommentaren burde være stødende kom jeg til at grine hånligt, og hvis Louis hadede noget mere end noget andet i verden, så var det at folk grinte hånligt af ham – hvert fald hvis man hed Elena og havde det samme efternavn som ham. For det havde jeg, uheldigvis.

”Louis, hold nu,” sagde Liam forvirret. Noget sagde mig, at det var sjældent Louis var sådan.

Louis gik endnu et skridt hen imod mig. ”Jeg mener det, du sover her,” sagde han hårdt og ignorerede fuldstændig hvad Liam havde sagt.

”Godt vi skal være to om at bestemme det,” sagde jeg koldt, tog min kuffert og skulle til at gå forbi ham, da han tog fat i min arm. Og hvis der var noget jeg hadede mere end at folk fortalte mig hvad jeg skulle og ikke skulle, så var det at folk tog fat i mig – det burde han for helved da også snart have fundet ud af.

”Du sover her,” vrissede han surt så hans grå øjne blev utrolig mørke, og her gik min grænse så. Vreden boblede over og bomben sprang – jeg var færdig med at styre mig, puste ind og ud og tælle til ti.

Hårdt trak jeg min arm tilbage. ”Min dag har været lort, okay? Først blev jeg tvunget på denne fucking tur af din fucking trælse kæreste, som valgte at rende mig i røven i lufthavnen! Ikke nok med det blev jeg revet tilbage af jeres sindssyge fans, skulle rages på af en dame, kaste op i flyvet og have det fucking dårligt, for at smadre min telefon som er det eneste positive ved denne fucking tur! Så når jeg siger jeg fucking sover på det værelse, så sover jeg fucking på det værelse! Og du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal! Det har du ikke ret til, du er…”

”Jeg er din bror, og du er kun 16! Så jeg bestemmer over dig som det passer mig!” råbte han højt og gik et truende skridt frem mod mig. ”Min bror siger du? Jeg tror du mistede den titel da du fucking bollede min bedsteveninde på mit værelse til min fødselsdag!” og med de ord tog jeg igen fat i min kuffert og gik ind på værelset.

”Og desuden er jeg 16½!” skreg jeg højt og kom vidst til at lade den barnlige side overtage. Men han var gået for vidt denne gang. Han tvang mig til at sove på en fucking sofa, fordi jeg ikke måtte sove med hans venner. Troede han virkelig jeg ville få noget …. Et smil gled over mine læber inden jeg gled ned på gulvet. 

Hævn.

Jeg var i sommerhus med hans bedstevenner. Han hadede tanken om jeg var her, så hvorfor ikke misbruge det? Han havde aldrig forstået, hvordan jeg havde haft det siden min bedsteven og bedsteveninde gik bag om ryggen på mig. Han havde aldrig sat sig ind i det. De havde ændret mig til en overfladisk bitch. Han havde ændret mig til det jeg var nu, så han skulle smage sin egen medicin. Han skulle vide hvad han havde gjort ved mig! Han skulle hade mig som jeg hadede ham. Jeg skulle vise ham hvad jeg var gået igennem – og Harry var min nøgle til det hele.

Der fandtes mange måder at hævne sig på, men jeg ønskede ikke at ødelægge det for ham på andre måder. Jeg ville ikke sætte ham i et dårligt lys overfor pressen – det kunne jeg ikke. Jeg måtte tage personlige midler i brug, og Harry passede perfekt til opgaven. Louis ville lide ligesom jeg gjorde, og han ville endelig forstå hvordan jeg havde det. Det ville ikke være ondt, det ville være fair. Jeg gik fra at have alt til at have mistet alt. Jeg havde ingen ægte venner længere, for de tog begge min tillid fra mig – og jeg ved den bedste hævn er at være lykkelig, men for at opnå lykken må man kæmpe – og jeg skulle kæmpe for Louis endelig ville forstå hvad jeg havde og gik igennem.

Jeg havde lagt alt mit tøj ud på sengen for at få et overblik over hvad jeg havde med – noget skulle jeg foretage mig. Der var blevet snakket ude fra stuen af – eller råbt, og hvis jeg ikke tog fejl var de sure på Louis. Jeg forstod dem. Han opførte sig så barnligt.

Døren gik uventet op, hvilket fik mig til at hoppe forskrækket tilbage. Ind af døren kom Harry og Zayn med deres kufferter og et halv seriøs blik i ansigtet. De kiggede kort på hinanden, inden de gik hen til dobbeltsengen, hvor der stod et skab på hver side. Langsomt og i stilhed begyndte de at lille tøj på plads.

Jeg vendte mig mod sengen igen, tog irriteret til en trøje og glattede den. Jeg bed mig irriteret i læben. Før i dag havde de begge to været villige til at snakke med mig, og nu sagde ingen af dem noget. Ikke engang et eneste blik kunne de skænke mig. Louis måtte have sagt et eller andet til dem – noget med de skulle holde sig væk, og hvis det var rigtigt, så ville jeg være fortabt. Hvem skulle jeg snakke med? Hvad skulle jeg overhovedet lave? Og Louis kunne ikke bestemme over dem. De var forfanden da begge to over 18 år?

Jeg bed mig hårdere ned i læben, men stoppede da en smerte kom frem. I stedte smed jeg trøjen på sengen og drejede mig hen mod dem.

”Har I virkelig tænkt jer at gøre som Louis siger og holde jer fra mig?” Min stemme var hårdere end den skulle, hvilket betød jeg virkelig var pisst – og det var jeg også! Mit hjerte pumpede hårdt i brystet, og  trangen til at smaske Louis en, lå bag overfladen. Han havde virkelig gået for langt nu.

Harry og Zayn vekslede kort blikke, og lige da jeg skulle til at gå hen mod døren for at smadre Louis synder og sammen, begyndte de at grine. Ikke bare grine som i et lille grin, men et højt ægte grin, hvilket forvirrede mig mere end mine tanker gjorde af og til.

”Rolig nu,” lød det fra Harry inden han fangede mine øjne. En varm følelse ville sikkert have bredt sig, hvis det ikke var fordi jeg var sur og forvirret. Rolig nu? Hvordan skulle jeg være rolig når Louis absolut hadede jeg snakkede med hans venner? Ikke fordi jeg ville gøre noget for at undgå det, for vi kender mig vidst allerede for godt til, at jeg vil gøre alt det modsatte af hvad han siger.

”Hvordan vil du have jeg skal være rolig? Har I hørt ham? Han hader jeg snakker med jer, og hvis i først begynder at ignorer mig så kan jeg lige så godt ta..” ”- Elena, Louis overdrev. Det ved vi alle sammen,” brød Zayn ind – sikkert fordi jeg skulle holde kæft. Hvor var han uhøflig!

”Du virkede bare lidt sur.” Startede Harry ud og vekslede igen blikke med Zayn som grinede lydløst. ”Så vi vidste ikke om vi skulle lade dig være eller ej,” sagde han så og lod sine grønne øjne fange mine igen. En varm fornemmelse gik igennem min krop – og hvis jeg ikke tog fejl blev mine kinder røde om 3..2..1. og ja.

Jeg drejede hurtigt rundt og tog hurtigt fat i den trøje jeg lige havde lagt så pænt. Hvor var bare pinligt. Og jeg synes aldrig ting var pinlige, så hvorfor skulle jeg være pinlig berørt over det? Måske fordi det var sødt af dem at tænke på mig. Det var jeg jo ikke lige frem vant til. Men det burde ikke komme bag på mig at Harry gjorde det – for han havde gjort det under hele flyveturen. Jeg er forvirret og træt, og utrolig flov.

”Jamen,” mumlede jeg så og vendte mig om, da jeg var sikker på jeg ikke var så rød i ansigtet. De stod stadig begge to og kiggede på mig med et smil, hvilket smittede af. Det var lige gået op for mig, at de rent faktisk var gået imod Louis’ ord. ”Tak,” sluttede jeg så af, inden jeg puffede alt tøjet ned på min kuffert igen, for at smide mig i sengen. Mit humør var utrolig dårligt, og søvn hjalp på alt.

Håbede jeg da.

***

Vi havde alle sovet dagen væk, og først klokken halv syv om aftenen var alle oppe igen. Niall var sulten, selv da han fik nakket Eleanors müslibar – men han var dog ikke alene denne gang. Min mave var heller ikke helt stille, og Liam havde også flere gangen nævnt vi skulle ud at handle.

”Hvem orker det?” spurgte Zayn træt og kørte en hånd igennem hans hår, som stod ud til alle sider. Det var en side af Zayn man næsten aldrig så – og jeg forstod hvorfor. Ikke fordi han var grim – langt fra! Men fordi drengen gik mere op i sit udseende end jeg gjorde… og fordi han for fanden var Zayn Malik.

Ah, og hvis I skulle spørge, så var mit humør blevet bedre. Jeg havde endda svaret Eleanor ordentlig, da hun spurgte om jeg ville med ud at handle, men det skulle jeg vidst aldrig havde gjort, for pludselig troede hun vi var besties igen. Lige meget hvor mange gange hun prøvede, så bude hun da vide jeg ikke tilgav hende.

Hun bollede for fanden da min bedsteven, min bror – mit alt, dengang.

Vi endte dog ved et indkøbscenter efter lang tid. Drengene kendte ikke denne side af Sverige, så vi måtte holde ind og spørge om vej, hvor det endte med damen havde en datter der var helt vild med One Direction, så hun skulle have taget et billede, så i morgen ville alle vide drengene var i Sverige. Juhu. Eller hvert fald Louis, Harry og Niall – for Zayn ville åbenbart sove og Liam skulle skype med Danielle – som var hans kæreste. For så meget vidste jeg da om dem!

”Var det noget med en bytur i morgen?” Harry puffede til Zayn og pegede på et diskotek som lå længere nede af gaden. Jeg drejede hovedet bagud og så Louis smile stort.

”Er du gammel nok til at drikke i Sverige, Harry?” spurgte jeg drillende, hvilket fik Niall til at grine, og Louis til at rulle med øjnene og kigge på mig.

Harry derimod løftede det ene øjenbryn. ”Jeg er, men jeg ved ikke med dig? 16 år?” Han rystede kort på hovedet og gik hen imod mig. Jeg sukkede. Utroligt. ”Jeg er stadig 16½!” og det fik Niall til at grine endnu mere, så en dame fokuserede mere på ham end sine varer, som faldt ned fra kurven.

Flot.

”Du ligner nu kun en på 16,” drillede han og puffede til mig. Et lille smil gled over mine læber. ”Eller 13,” lød det surt fra Louis, som hurtigt fik besked om at holde mund fra Eleanor. Jeg burde takke hende for at få Louis til at holde kæft en gang imellem, men jeg havde ikke bedt Eleanor gøre noget for mig – sååå.

”Hvordan kan jeg også ligne ½?” Jeg fik øjenkontakt med Harry, som så forvirret på mig. Var jeg virkelig så svært at forstå?

 Nej vel?

”Du siger jeg kun ligner en på 16, hvordan kan jeg så ligne en på ½?” Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede hen på Niall som stod med to forskellige nudel pakker i hånden. Han lignede virkelig en der stod i valget mellem at dræbe en person, eller dø selv. Dårlig eksempel, men nogen ville jo dræbe andre i stedet for sig selv. Har jeg ret?

Jeg ville hvert fald. Medmindre jeg fandt den éne person som jeg bekymrede mig mere for, end mig selv. Den person havde jeg engang, men ikke længere. Så kald mig bare egoistisk.

”Nialler, vælg nu bare begge to.” Lød det fra Eleanor som lagde en hånd på hans skulder. Niall lyste op i et smil som om han slet ikke havde tænkt på det noget før. Selv jeg følte mig klog nu.

”Det er fordi han er blond,” mumlede jeg igen, hvilket fik Harry til at grine – og selvfølgelig, Louis til at se ondt på mig. Og eftersom mit humør var blevet meget bedre, kunne jeg ikke lade være med at fyre en kommentar af.

”Har du fået glosuppe til morgenmad eller noget?” Og ja, jeg ved godt det var utrolig barnligt. Det var noget man sagde som…. 10-årige, men jeg skulle tænke hurtigt og han irriterede mig!

Han gik et skridt frem mod mig, hvilket tog Nialls opmærksomhed. Mit blik lå på Louis, men ud af øjenkrogen kunne jeg nemt se, hvordan de andre kiggede uroligt rundt. Hvad havde han tænkt sig? Råbe og skrige af mig? Så var det da heldigvis ikke mig der ødelagde hans ’kendis’ liv – men ham selv. Han fortjente i bund og grund et ordentlig smæk af karma – og jeg skulle nok uddele det!

”Du skal ikke bruge den attitude overfor mig Elena,” han hævede en finger og kiggede direkte ned på mig. Min facade lagde sig som et skjold inden jeg satte et hånligt smil på læben.

”Ellers hvad?” Jeg kiggede rundt, og da der ikke var nogen fortsatte jeg. ”Vil du sende mig hjem? Be my guest. Jeg bad ikke om at komme med. Og vi havde snakken i går, jeg kan gøre hvad fanden jeg vil og jeg..” Før jeg kunne fuldføre min sætning greb et par hænder om mine arme, og trak mig væk fra en Louis som var helt rød i hovedet, og helt anspændt i kroppen. Folk så ham som den med fuld af humor og altid useriøs? Well, jeg fik særbehandling af ham.

Uden at se tilbage på Harry, som åbenbart var helten lige nu, gik jeg ned langs en gang med brød. Jeg hadede, at han skulle bestemme over mig. Jeg hadede han brugte sit ’ansvar’ imod mig, så jeg skulle gøre hvad han sagde. Han måtte forhelved da snart have fattet, at ingen skulle bestemme over mig, og da slet ikke ham. Han kunne ikke begynde at tro han bestemte over mig nu. Hvis jeg kunne havde jeg med glæde skiftet ham ud med en anden bror – men livet var pisse uretfærdigt.

”Elena.” Harrys hæse stemme blandet sig med mine tanker, og trak mig tilbage til virkeligheden.

”Mmh?” mumlede jeg uden at kigge på ham. Pust ind og ud – ellers tror jeg vi alle ved, hvor mit humør ender henne, og det gider vi ikke igen. Drengene skulle ikke få et indblik af at jeg var en sur bitch hele tiden. Desuden var det vidst også på tide at give Louis hvad han fortjente, og da Harrys hænder greb om mine skulder og drejede mig rundt, så jeg stod face to face med ham, så virkede planen alligevel ikke så umuligt.

”Er du okay?” spurgte han forsigtigt om, hvilket bare fik et stort smil frem på mine læber.

Let the revenge begin.

 

Taylor Swift - Better Than Revenge 

--------------------------------------------

Undskylder for det her lidt dårlige og kedelige kapitel - men jeg har utrolig travlt og er stresset, så.. Men glæd jer til de to næste kapitler, så begynder den for alvor. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...