A Choice Between Love and Revenge - One Direction (13+)

Den 16-årige Elena Tomlinson – søster til Louis Tomlinson, tidligere bedsteveninde af Eleanor Calder som nu kun tilhører én Tomlinson. 1½ år er der gået siden Louis valgte at splitte de to bedsteveninder ad, og lige siden har en indre hævn luret bag Elenas overfalde. Men med en verdensberømt bror er det ikke så nemt at tage nemme midler i brug, så Elena må tage langt mere personlige midler i brug - som at have sex med to af hendes brors nærmeste venner. Det hele startede som en tanke, blev til en plan og til sidst hævn. Og hvad vil Louis sige til at smage sin egen medicin? Er der andre regler for ham? Og hvad hvis Louis vil have hævn over Elenas hævn? Har det overhovedet en ende? Og hvor går grænsen mellem to søskende? *Læsning er på eget ansvar!*

1615Likes
1492Kommentarer
215859Visninger
AA

17. Be Alright.

 

Harrys synsvinkel

”Jeg smutter lige på toilettet,” meddelte jeg, for derefter at rejse mig op og gå ud på toilettet. Jeg gjorde, hvad jeg skulle og vaskede herefter mine fingre i det varme vand.

Mit blik fangede mig eget spejlbilled. Jeg måtte give, at jeg så enormt træt ud. Men der havde virkelig været knald på de sidste par dage her. Jeg sov ikke særlig godt om natten, fordi Elena og Louis' drønede rundt inden i mit hoved. Alle deres problemer havde virkelig gået mig på.

Og fordi Elena var gravid og ikke kunne få sig selv til at få en abort, stod vi med endnu et problem. Selvfølgelig støttede jeg hende fuldt ud, og jeg kunne sådan set også godt forstå hende. Men det ville blive et problem for drengene, Perrie, hende selv og jeg, hvis hun ikke kunne gøre det.

Om ikke andet ville managementet nok forbyde det. Jeg gættede næppe på, at de ville tillade Elena at få et barn, når Zayn var indblandet.

Et suk forlod mine læber, inden jeg tørrede mine hænder af i håndklædet og fandt min vej tilbage til stuen.

Lige så snart jeg trådte ind i rummet, ledte mine øjne efter Elena, men hun var der ikke. Og det fik mig til at rynke panden og se hen på drengene, der havde smidt sig i sofaerne. ”Hvor er Elena?” spurgte jeg. Zayn kiggede på mig og gjorde et nik ud mod køkkenet.

”Hun snakker lige med Perrie,” fortalte han kort. En urolig følelse skød op i min mave, imens jeg langsomt nikkede og satte mig i sofaen ved siden af Liam. Ikke, fordi jeg var nervøs for, at Perrie snakkede med Elena. Jeg var nervøs for, hvad hun sagde til Elena.

Hun var jo Zayns kæreste, og som om hun brød sig om tanken om, at Elena var gravid med ham. Men Perrie var sød, og ofte så hun bare væk fra de dårlige ting.

Så det håbede jeg for guds skyld også, at hun gjorde nu.

”Hazza?”

Det gik op for mig, at Liam prøvede at komme i kontakt med mig, og det fik mig hurtigt til at se hen på ham. ”Mm?” ”Hvor er Louis?” spurgte han langsomt og kiggede nænsomt på mig. Jeg trak på skuldrende. ”Han er nok kørt hjem. Han snakkede med Jay, og virkede ikke rigtig særlig glad,” fortalte jeg roligt.

”Han har nok også brug for en pause,” konstaterede Zayn kort. Jeg så på ham og nikkede en enkelt gang. ”Ligesom os alle,” mumlede jeg og så ud i luften. Der var lidt stilhed imellem os alle, nok fordi de udmærket godt vidste, hvad jeg hentydede til.

”Du bør snakke med ham,” lød det pludselig fra Liam. Jeg valgte at kigge på ham med hævet øjenbryn. ”Hvad skal jeg sige? 'Undskyld jeg flippede ud på dig'? Det tror jeg næppe, at han gider at høre på,” svarede jeg mut. Han sukkede lidt, ”Harry, han er frustreret. Det hele kommer altså også på en gang,” forsvarede han Louis.

Jeg svarede ikke, men lænede mig i stedet for bare tilbage i sofaen og kiggede hen mod døren til gangen, som førte videre ud til køkkenet.

Fordi Perrie og Elena ikke var kommet tilbage endnu, kiggede jeg nøje efter dem og prøvede at lytte godt efter. Men jeg kunne være se eller høre dem. Hvorfor tog det så pokkers lang tid? Burde de ikke snart have snakket?

Jeg overvejede at rejse mig for at gå ud og tjekke til dem, men noget i mig sagde, at jeg skulle blande mig udenom. Så det gjorde jeg med en lille, modvillig følelse i maven.

Drengene snakkede lavmælt sammen, imens jeg stadigvæk så ud mod gangen. Det gik mig virkelig på, at pigerne ikke var dukket op, lige indtil jeg så det velkendte, blonde hår, der ikke kunne tilhøre andre end Perrie.

”Så tager vi den bare derfra,” sagde hun og drejede hovedet kort for at se på Elena, der gik bag hende med et smil på læberne. En lettet fornemmelse gik igennem min krop og fik mig straks til at slappe af. At se det ægte smil på Elenas læber smittede hurtigt af på mig. Jeg vidste, hvor svært hun havde det, og alligevel kunne hun finde smilet frem.

Hun fik hurtigt øje på mig og satte kursen herhen. Jeg strakte armene ud for at hentyde til, at hun skulle sidde hos mig, og ligeså snart hun havde sat sig i mit skød, gled et svagt smil hen over mine læber.

”Ehm, Elena?” begyndte Niall, hvilket fik os alle til at se på ham. ”Den der cola..?” Et grin forlod mine læber, imens Liam sukkede opgivende, og resten af selskabet bare smilede – også Elena.

”Den er i køkkenet,” sagde hun og skulle til at rejse sig, hvis ikke Niall selv havde gjort det. ”Jeg henter den,” påpegede, før han med et smil forsvandt.

Elena lænede sig tilbage og sukkede lidt, så det nok kun var mig, der hørte det. Hun lød opgivende, og det fik mig til at se bekymret på hende, imens min hånd fandt hende.

”Er du okay?” spurgte jeg lavt. Hendes øjne fangede mine, og langsomt nikkede hun. Men jeg vidste, at det var løgn. Hun havde helt sikkert snakket med Perrie om noget, der gik hende på, og jeg vidste også, at jeg ville finde ud af det, når de andre var gået, og når hun havde fået tid til at tænke nogle småting igennem. Og det accepterede jeg selvfølgelig. I modsætning til andre personer gravede jeg ikke i tingene og gjorde dem ikke være. Det havde jeg i hvert fald lært efter alt det her.

 

***

 

De andre havde endelig forladt huset, så Elena og jeg var helt alene. Som tiden gik, blev jeg mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad hende og Perrie havde snakket om, for det måtte have været noget vigtigt, ellers havde Elena ikke reageret sådan. Dog ville jeg ikke selv spørge ind til det, for jeg ville helst ikke presse hende til at fortælle det. Hvis det var meningen at jeg skulle vide det, så skulle hun nok også selv fortælle mig det.

Jeg satte mig på Elenas seng, og betragtede hende, mens hun gik og ledte efter sin mobiloplader. At dømme ud fra hendes lidt voldsomme bevægelser, var hun efterhånden ved at blive lidt irriteret over, at den var væk. Det var også derfor, at jeg rejste mig op, og begyndte at lede sammen med hende. Jeg startede ud med at gennemsøge den lidt rodede bunke af ting og sager, der lå på hendes skrivebord, men fandt ikke nogen oplader der. Så jeg fortsatte hen til hendes natbord, mens Elena stadig rodede sin reol igennem. Jeg fandt heller ingen oplader på natbordet, men da jeg skulle til at lægge mig på knæ, for at kigge under sengen, faldt mit blik på stikkontakten, hvor en hvid ledning, der kun kunne tilhøre en iPhone, hang for sig selv.

”Jeg har fundet den,” annoncerede jeg, og trak den ud af stikket, så hun kunne se at det var rigtigt. Hun vendte hurtigt rundt på hælen, og udstødte et tilfredst suk. ”Tak, Harry,” mumlede hun, og tog imod den. Igen vendte hun ryggen til mig, for at sætte ledningen til en anden stikkontakt. Derefter trak hun sin telefon op af lommen, og sluttede den til opladeren.

Jeg smed min endnu en gang på hendes seng, og lagde min godt til rette, hvorefter jeg klappede på mine lår. ”Kom her,” opfordrede jeg hende, så et lille smil bredte sig på hendes læber. Dog kunne jeg se at det ikke nåede hende øjne, og det ledte mig endnu en gang tilbage til, hvad hende og Perrie havde snakket om.

Hun satte sig ved siden af mig, og lænede sig op ad min skulder. Jeg valgte at lægge armene om hende, uden at sige noget. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg snart ville få svar på mine spørgsmål.

”Harry..” begyndte hun, og satte sig lidt bedre til rette i mine arme. Jeg nikkede afventende, og så ned på hende. Dog så hun ikke på mig, så jeg kunne ikke rigtig finde ud af om hun var glad eller oprevet, selvom jeg hældte mest til det sidste. ”Jeg snakkede med Perrie tidligere,” fortalte hun, og så endelig op på mig. Det viste sig at jeg havde ret – hun var temmelig oprevet.

”Det ved jeg.” Hun nikkede igen, og lod sine tænder bide blidt i sin læbe. – En ubevidst handling, der fortalte mig, at hun var lidt nervøs for det hun skulle sige.

”Og vi blev enige om nogle ting,” fortalte hun, men tøvede så. ”Hvilke ting?” spurgte jeg interesseret, mens jeg samtidig mærkede en hvis nervøsitet bygge sig op. Hendes alvorlige toneleje kunne umuligt betyde noget godt, og jeg blev bange for, om det måske havde noget med mig at gøre.

”Harry, jeg..” fik hun fremstammet, inden hun så op på mig igen, ”jeg har ombestemt mig. Jeg skal have en abort.”

Langsomt trængte ordene ind i min hjerne, og gjorde mig fuldstændig mundlam. Jeg havde troet, at Elena var hundrede procent sikker i sin beslutning, og ikke havde tænkt sig at ombestemme sig. Men jeg måtte indrømme at jeg blev utrolig lettet. Det føltes som om en tung byrde blev fjernet fra mine skuldre, og tillod mig at trække vejret ubekymret. Det var bare ligesom om, at tanken om at min kæreste skulle have et barn med en af mine bedste venner, trak mig ned. Hvis det så havde været mig selv der var faren, så det have været lidt mere okay.

Men tanken om, at det her måske kunne være nøglen til alle vores problemer, fik en glæde til at stige op i mig. Hvis Louis blev god igen, kunne vi muligvis få rettet op på hele vores situation, og desuden, hvis Elena fik en abort, kunne vi slippe uden om managementet. Og så var Elena desuden alt for ung til at være mor – det var i hvert fald min mening – og jeg var alt for ung til at være papfar.

Jeg greb hendes hånd, og gav den et lille klem, for jeg vidste at hun ikke var helt tryg ved situationen. Det var en rimelig stor beslutning at tage, og hun var garanteret bange for om hun havde valgt forkert. Lige nu havde hun brug for min støtte, og jeg ville ikke tøve et sekund med at give hende den.

”Bare rolig. Jeg skal nok være der for dig gennem det hele,” lovede jeg, og kyssede blidt hendes kind. Hun sendte mig et taknemmeligt smil, og lænede sig fremad, for at plante et kys på mine læber. Dog lod hun det ikke vare mange sekunder, før hun afbrød kontakten, og rejste sig op fra sengen, så mine arme endte med at omfavne luften i stedet for hende. Jeg så såret på hende, men det fik hende kun til at grine let, og jeg vidste straks at det her kun var begyndelsen på en fantastisk aften.

 

***

 

Da jeg den følgende morgen var kommet tilbage til min lejlighed, var det første jeg gjorde, at smide mig udmattet på sofaen, og tænde fjernsynet. Jeg havde ikke fået sovet specielt meget i nat, fordi jeg af en ukendt grund ikke kunne falde i søvn. Derfor var jeg så træt, som man overhovedet kunne blive, da jeg kom hjem. Dog syntes jeg at det var åndssvagt at gå i seng, eftersom klokken ikke engang var over ti om formiddagen.

Jeg sad og zappede lidt frem og tilbage, uden at kunne finde nogen spændende programmer at se, da mit øre opfangede lyden af tre bank mod min dør. Jeg undrede mig over, hvem der ville komme og besøge mig på dette tidspunkt, men rejste mig alligevel og fortsatte ud til døren. Idet jeg greb fat om håndtaget, lød et par utålmodige bank mere, og jeg skyndte mig at åbne. Dog var synet der mødte mig, hverken det jeg havde regnet med eller håbet.

”Hvad vil du, Louis?” spurgte jeg småirriteret. Han var ikke den person jeg havde allermest lyst til at snakke med lige nu, og jeg var desuden at for træt til at kunne overkomme, at skulle til at diskutere med ham.

”Inden du begynder at råbe ad mig, må jeg så ikke lige komme ind?” spurgte han, og ignorerede mit spørgsmål, hvilket kun gjorde mig endnu mere irriteret på ham.

”Ikke før du fortæller, hvorfor du er her,” svarede jeg følelseskoldt, og stirrede afventende på ham. Han undgik med vilje mit blik, og proppede hænderne ned i sine lommer, hvilket normalt ville være et tegn på at han var nervøs. Det gav bare ikke mening for mig, hvis han var nervøs. Hvorfor skulle han dog være det?

”Jeg vil gerne sige undskyld,” mumlede han, og mødte endelig mit blik. Ærligheden lyste ud af hans øjne, og gjorde mig helt mundlam. ”Hv-hvad?” fik jeg fremstammet, og følte pludselig at al luften var gået ud af mig. Som en punkteret ballon.

”Jeg har nok ikke ligefrem været den bedste ven,” fortsatte han, og smilede undskyldende. Med åben mund og polypper, stod jeg bare uden at sige et ord, hvilket gav ham god mulighed til at fortsætte. ”Jeg snakkede med Jay i går aftes, og jeg tror endelig det er gået op for mig, hvor stor en idiot jeg har været. Jeg ved godt, at Elena tror jeg hader hende, men det er altså ikke sandt. Jeg elsker hende, og jeg ønsker kun, at passe på hende. Jeg savner hende sådan,” indrømmede han, og lød helt trist. Endelig fik jeg min stemme tilbage, og det udnyttede jeg straks.

”Hvad er det for en måde at vise det på?!” spurgte jeg mistroisk, og slog lidt ud med mine arme. Han trak lidt på skuldrene. ”Jeg ved det ikke rigtig. Jeg tror bare, at jeg blev lidt fucked up i hovedet, af at det der skete omkring mig,” bekendtgjorde han. Endnu en gang formåede han at lukke munden på mig, så jeg igen bare stod og stirrede på ham som en idiot.

”Selvom jeg måske ikke er helt vild med idéen, så accepterer jeg, at du og Elena er sammen. Så længe I ikke snaver mig lige op i ansigtet,” forlangte han med en alvorlig, løftet finger. Jeg himlede med øjnene, og valgte at ignorere hans lille bemærkning. ”Hvad har du så tænkt dig at sige til Elena?” spurgte jeg, i stedet for at svare.

”Det.. ved jeg ikke. Jeg vil vel sige undskyld,” mumlede han tænksomt, ”så håber jeg bare at hun vil tage imod min undskyldning.”

”Hvilket du ikke kan forvente at hun gør, efter alt, hvad I to har været igennem,” tilføjede jeg. ”Det gør jeg heller ikke. Jeg håber bare,” rettede han mig. Jeg accepterede svaret, men undlod at sige noget til det.

”Nå, må jeg så komme ind?” spurgte han igen. Jeg kom i tanke om mit tidligere løfte, og gjorde hurtigt plads til at Louis kunne komme forbi mig. Han var ikke langsom til at tage imod invitationen, og ikke længe efter var vi begge på vej ind i stuen. Louis satte sig i den ene sofa, og jeg placerede mig i den overfor.

Vi havde en del at snakke om, og det var bare om at komme i gang. Hvis Louis ville have mig til at godtage sin undskyldning, så måtte han hellere komme i gang med at forklare, for efter alt det lort han havde udsat os andre for, så kunne det godt komme til at tage hele dagen.

”Jeg har nok ikke været helt fair over for hverken Elena eller jer andre, men jeg tror også at Elenas graviditet virkelig har fået sat nogen tanker i gang hos mig. Jeg kom ligesom til at tænke på, at hvis hun valgte at få et barn, bare for at få hævn over mig, så måtte jeg altså have gjort noget fuldstændig uacceptabelt mod hende,” fortalte han langsomt, og lød som om han havde tænkt lange over sit ordvalg. Ordene Elenas graviditet mindede mig pludselig om, at Louis intet anede om, at hun havde besluttet sig for at få en abort, og fordi han var hendes storebror, og lod til virkelig at være ked af det over det han havde gjort, bestemte jeg mig for, at han fortjente at vide det.

”Louis, angående Elenas graviditet..” begyndte jeg tøvende, og kunne se hans blik ændre sig lidt. Det tog mig ikke lang tid at regne ud, at det stadig var et lidt ømt emne for ham. Jeg rømmede mig kort, før jeg fortsatte, ”hun har besluttet sig for at få en abort.”

Jeg kunne se, hvordan hans blik langsomt ændrede sig fra fuldstændig uforstående, til overrasket, og til sidst lettet. Nøjagtig den samme reaktion, som jeg selv var kommet med, hvilket på ingen måde overraskede mig.

”Mener du det?” spurgte han vantro, og lavede store øjne da jeg nikkede alvorligt. Han lignede en der kunne tabe kæben hvert øjeblik, men jeg vidste at han også var glad. At Elena fik en abort, betød at der ikke ville opstå nogen problemer med hverken Modest!, vores fans eller os, for den sags skyld. Desuden kunne det netop være starten på en helt ny begyndelse. Det kunne være, at vi nu fik muligheden for, at starte forfra. Og jeg måtte indrømme, at den tanke tiltrak mig ekstremt meget, for uanset hvor mange gange jeg benægtede det, og sagde at det var løgn, så savnede jeg altså Louis.

 

***

 

Jeg havde haft en utrolig speciel samtale med min mor, da jeg ringede til hende, og fortalte om Elenas graviditet. Det var gået op for mig, at hun intet anede om det, og fordi jeg normalt fortalte hende alting, og hun havde insisteret på, at jeg skulle fortælle hvad jeg gemte på, så vidste hun det hele.

Hendes reaktion på det, var dog langt fra den jeg havde forventet. Hun blev hverken vred, overrasket eller ked af det. Faktisk sluttede vores samtale af med, at hun huskede mig på at bruge prævention, hvilket for mig ikke gav mening, for Elena og huskede altid beskyttelse. Det var jo først, da Elena havde sex med Zayn, at de begik den fejl. Men jeg vidste godt, at hun vidste det.

Nu var Elena og jeg på vej hjem til min mor, hvor vi var blevet inviteret til middag. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at der var en dybere mening med det, og det havde garanteret noget at gøre med aborten. Hun ville sikkert gerne tale med os om det. Dog gjorde det mig ikke nervøs, for jeg havde intet imod at fortælle hende om det. I hvert fald de detaljer, hun havde brug for at vide.

”Er vi der snart?” spurgte Elena en smule nervøst. Det var så 117. gang hun spurgte om det, og jeg vidste godt, at hun bare var lidt skræmt, ved tanken om at min mor ville snakke om aborten. Beroligende lagde jeg min ene hånd oven på hendes, og gav mig til at nusse den med tommelfingeren.

”Vi er der faktisk nu,” fortalte jeg, da jeg drejede ind ad den lille indkørsel. Jeg kunne mærke hvordan hun straks spændte i hele kroppen. Hurtigt fik jeg slukket bilens motor, og hoppede ud. Inden hun overhovedet nåede at åbne døren, var jeg henne i hendes side, og åbnede for hende. Hun sendte mig et nervøst smil, som jeg besvarede ved at tage hendes hånd, og flette mine fingre ind i hendes, mens vi sammen gik op til døren.

”Harry! Elena!” lød min mors glade stemme, idet døren sprang op, og hun kom rendende ud med åbne arme. Et lille smil bredte sig i mit ansigt, ved synet af hendes altid glade udstråling. Hun trak os begge ind til et kram, hvilket så ud til at overraske Elena lidt. Hun havde nok ikke regnet med, at min mor ville være så åben.

”Hvor er det dejligt at se jer,” fastslog min mor, da hun fulgte os indenfor, og lukkede døren efter os, mens vi andre tog overtøjet af. Jeg gjorde mig hurtigt enig ved at nikke, mens Elena blot smilede svagt ved min side.

Min mor fik hurtigt ledt os alle ind i stuen, hvor der duftede af mad. Hun placerede Elena og jeg i sofaen, og forsvandt ud i køkkenet, med den undskyldning, at hun lige skulle tjekke til maden. I mellemtiden sad Elena og jeg, uden at sige et ord, og så rundt i stuen. Efterhånden kunne jeg også godt mærke, at jeg var lidt nervøs for, hvad min mor ville sige. Hun virkede måske ikke sur, men det kunne jo sagtens være en facade.

Endnu en gang sluttede min mor sig til os i stuen, men valgte bare at sætte sig i stolen over for sofaen, hvilket gjorde, at jeg hurtigt kunne regne ud, at det nu var tid til at snakke.

”I ved jo nok godt, hvad jeg vil tale med jer om,” begyndte Anne alvorligt, hvilket fik den begyndende nervøsitet i min mave, til at brede sig. Hendes alvorlige tonefald kunne umuligt være et godt tegn.

Fordi hverken jeg eller Elena svarede, valgte min mor at fortsætte. ”Det eneste jeg egentlig vil sige er, at jeg udmærket kan forstå, hvorfor du har valgt at få en abort,” fortalte hun, og så hen på Elena, hvis blik var noget nær ulæseligt, ”for I er alt for unge til at være forældre. Eller papforældre,” rettede hun sig selv, og så hen på mig, mens hendes ansigt langsomt blødte op, hvilket gjorde mig en smule mere rolig.

”Og jeg skal nok støtte jer gennem det hele,” afsluttede hun til sidst, hvorefter hun lyste op i et smil. Min krop slappede helt af ved lyden af de ord, og ud af øjenkrogen kunne jeg nærmest se, hvordan Elenas krop gjorde det samme.

”Og lad os så få noget mad!” konstaterede min mor glad, så hele den spændte stemning blev opløst. Hun viste os hen til bordet, hvor Elena og jeg skulle sidde ved siden af hinanden, med min mor overfor. Dog forlod hun os igen, og jeg regnede med at hun skulle hente maden. I mellemtiden valgte jeg, at efterlade Elena alene ved bordet, for lige at gå på toilettet.

Da jeg havde gjort hvad jeg skulle, forlod jeg badeværelset, og skulle lige til at træde ind i stuen, da jeg hørte lavmælt snak. Da jeg også hørte mit navn blive nævnt, stoppede jeg op ude i gangen. Selv om det måske ikke var så pænt at lytte til andre folks samtaler, så var jeg en smule nysgerrig efter at vide, hvad der blev snakket om.

”Er du helt sikker på din beslutning?” lød min mors omsorgsfulde stemme. Jeg rynkede forvirret panden, og holdt vejret for bedre at kunne høre hvad de sagde.

”Det tror jeg,” mumlede Elena usikkert tilbage, ”jeg er i hvert fald ikke klar til at være mor. Desuden ville et barn slet ikke passe ind mellem drengenes karriere og alt det der. I den sidste ende, ville det hele nok blive ødelagt.”

Det gik langsomt op for mig, at de snakkede om aborten. Dog havde jeg ikke regnet med, at Elena var lidt usikker på situationen, hvilket jeg egentlig burde have gjort. Det var jo ikke ret lang tid siden, at Elena havde siddet på hospitalet, og grædt over tanken om, at skulle dræbe et lille barn.

”Hvad er det så, der får dig til at tvivle?” spurgte min mor så, og på trods af, at jeg ikke kunne se dem fra mit skjul, kunne jeg se for mig, hvordan hun rakte hånden ind over bordet, og blidt tog fat om Elenas hånd.

”Jeg tror bare, at det er tanken om, at..” forsøgte Elena utydeligt, men tøvede. Min mor kunne nok godt regne ud, hvor Elena ville hen med det. ”Jeg forstår. Men du skal huske på, at det endnu ikke er et barn. Det er ikke blevet udviklet nok til, at kunne føle noget som helst,” beroligede min mor hende. Elena snøftede kort. ”Og du har masser af tid tilbage af dit liv. Du skal nok nå at få nogle børn en dag, hvor du selv er klar til det, og har plads til et barn.”

I et par sekunder, var det eneste der brød stilheden, lyden af deres vejrtrækninger og uret der hang på væggen. Elena var dog den første til at bryde den, ”tak, Anne. Det var vist lige hvad jeg trængte til at høre,” indrømmede hun med et smil i stemmen, der automatisk også fik mig til at smile. Min mor var virkelig den bedste, når det kom til at berolige folk.

Jeg besluttede mig for, at det var sikkert, at melde min tilbagekomst, da de ikke sagde mere, men lyden af klirrende bestik og tallerkener havde taget overhånd. Derfor listede jeg tilbage til toiletdøren og åbnede den, som om jeg først nu kom ud. Derefter trampede jeg højlydt hen mod stuen, for til sidst at marchere hen til bordet, med både min mors og Elenas blik borende ind i mig.

”Jeg tror godt du kan trampe lidt højere,” drillede min mor med et smil. Jeg valgte at ignorere det, og satte mig ned ved siden af Elena. ”Nå, jeg kan se I er begyndt uden mig,” konstaterede jeg, og tog straks for mig af retterne.

”Ja, sådan går det, når man bruger så lang tid ude på toilettet,” sagde Elena strengt, og sendte mig et sjovt blik, der fik mig til at grine lidt.

Hvis hun dog bare vidste, hvad jeg havde overhørt.

 

***

 

I dag var dagen.

I dag var dagen, hvor Elena skulle have aborten. Altså, var i dag dagen, hvor barnet blev fjernet. I dag var dagen, hvor en stor beslutning skulle træffes. Dog håbede jeg, at Elena allerede havde truffet den.

Jeg gik hvileløst frem og tilbage på den hvide ventegang, mens Zayn, Louis og Elena sad i de hårde plastikstole. Vi ventede på, at den læge, der ville stå for aborten, ville komme og hente os.

”Haz, kan du ikke sætte dig ned? Jeg tror ikke ligefrem, at Elena bliver mindre nervøs af, at du render frem og tilbage som et egern på speed,” vrissede Zayn, der dog alligevel smilede svagt. Jeg sukkede tungt, og betragtede Elena, der sad ret op og ned, og pillede nervøst ved sine negle. Dog nåede jeg hverken at sætte mig ned, eller starte en diskussion op, før en kvinde klædt i hvid kittel, kom hen til os med et venligt, beroligende smil, der viste at hun havde fuldstændig styr på situationen.

”Er det dig der er Elena?” spurgte hun roligt, og så på – you guessed it – Elena med et sæt hævede øjenbryn. Elena fik dog ikke mulighed for at svare, for Zayn var hurtig til at bryde ind;

”Nej nej, jeg er Elena.”

Den rigtige Elena begyndte langsomt at fnise, og slappede lidt mere af i skuldrene, for forsigtigt sank sammen. Zayns forsøg på at løsne spændingen en smule, var lykkedes.

”Jeg er Elena,” smilede hun, og rejste sig op. Lægen gav hende hånden og præsenterede sig selv, men jeg fik ikke rigtig fat i hendes navn, da jeg valgte at lade være med at lytte efter.

”Er der nogen af disse herrer, der skal være til stede undervejs?” spurgte lægen venligt, og så rundt på os alle tre. Zayn sendte hun et skarpt blik, men hun sagde intet.

”Harry,” halvhviskede Elena lavt, og så hen på mig med et nervøst, skævt smil. Jeg nikkede hurtigt, og fulgte med, da lægen viste os vej hen til operationsstuen. Der lugtede stærkt af sprit, hvilket gav mig en kvalm fornemmelse i maven, men jeg valgte at kvæle tanken om det. Lige nu var det vist mere end rigeligt, at Elena skulle have en abort. Vi havde ikke brug for, at jeg rendte rundt og kastede op også.

”Herinde,” informerede den lyshårede læge os om, og åbnede en af de mange, grå, skinnende døre. Den ledte ind på en lille stue, hvor en slags seng stod i midten, og var omringet af alverdens forskellige ting og sager, der formodentlig var operationsgrej.

Elena blev vist hen til sengen, og jeg fik hurtigt øje på den sorte stol, der var placeret op ad væggen. Mens Elena fik lagt sig til rette, og et par læger rendte frem og tilbage, hentede jeg stolen, og satte den hen til sengen, så jeg kunne sidde ved siden af Elena, og holde hende i hånden.

”Harry, jeg er bange,” hviskede Elena, og sendte mig et panisk blik, mens hun satte sig halvt op i sengen. Jeg greb fat i hendes hånd, og begyndte forsigtigt at nusse den. ”Det skal du ikke være.”

”Men hvad nu hvis der er noget der går galt? Hvad nu hvis jeg ikke kan vågne fra bedøvelsen?” spurgte hun, og skræmte sig selv endnu mere. Hurtigt fik jeg fat om hendes hage, og fik hende til at se hen på mig. Mit ansigt afspejlede intet andet end absolut rolighed, og det lod også til at få hende til at falde lidt mere ned.

”Der sker ikke noget, Elena. Lægerne ved hvad de laver,” forsikrede jeg hende om. Hun bed sig blidt i læben, og nikkede lidt. Det lod til at mine ord hjalp lidt på det, for hun lagde sig udmattet ned, og pustede tungt ud. Jeg lænede mig frem, og plantede et kys på hendes kind, så jeg vidste, at jeg havde hendes opmærksomhed.

”Det skal nok gå,” lovede jeg hende, og hun nikkede langsomt. ”Du går ikke, vel?” spurgte hun usikkert. Jeg smilede beroligende til hende og gav ens hånd et klem. ”Jeg går ingen steder,” svarede jeg roligt, hvilket fik hende til at ånde tungt ud.

”Lover du det?”

”Jeg lover det.”

 

***

 

Aww, det her det er da bare til at tude over, hva'?

Jeg tuder i hvert fald snart, men det er nu mere fordi, at Thea hun skal i gang med sidste kapitel, hvilket vil sige, at vi bliver færdig med ACBLAR i en af de kommende dage )-:

Jeg vil gerne sige tak til Caroline for at hjælpe mig igennem dette her kapitel. Tak du.

Og så vil jeg gerne lige have lov til at blære mig med, at der er 12 dage, til jeg smutter til Irland, lol qx

Nå, tak fordi I læser. Håber I kan lide kapitlet xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...