Den forsvundne prinsessepirat

Faith Smith Victoria Ingrid June Wiliams. Sådan hedder den nye prinsesse for Rumænien. Hun er lige blevet døbt, da hun bliver kidnappet en nat, hvor der bragede og stormede. Hun blev ført til verdens ende, nemlig Australien. Hun vokser op, under den facade af at hun er en handelsmands datter, Monique James. Hendes såkaldte 'far' er ikke handelsmand, men pirat. Hun med rundt på de syv have, og hugger, stjæler, og dræber. Hun bliver den mest frygtede kvinde, øst for Rumænien. Landet hun kommer fra, har hørt om hende, og sat flåden efter hende, da de ikke ved at det er deres prinsesse. Hun ved det heller ikke, men hun har en medaljon, med en krone slebet i. Hun har aldrig vidst hvad det betød, men har den med sig overalt.

6Likes
5Kommentarer
491Visninger
AA

1. Vis jeg kunne forsvinde, ville jeg gøre det nu

,,Monique!" blev der kaldt. ,,Jeg kommer." råbte jeg tilbage. Jeg havde ikke lyst.. Virkelig ikke lyst. Idag var det 'store skrubbedag', eller som jeg kaldte det, 'store helvedes dag'. Man skulle ellers ikke tro at pirater gjorde rent, vel? Men det gør min far altså! Jeg skyndte mig op på dækket, og fik det sædvanlige skub af William, som skulle forstille at være et 'kram'. Jeg gik over til den bunke der var blevet skabt af klude, og svampe. Bare fordi jeg var den eneste kvinde på skibet, regnede de fleste vis med at jeg skulle være deres mor. Jeg lavede 3 ud af 4 dele af alt det praktiske arbejde her på skibet. Jeg begyndte at skrubbe på det ru træ, vi havde her på skibet. Jeg så ud som altid, men der var stadig nogle af mændende der kiggede efter mig. Jeg var lige fyldt 16 år, og far havde taget mig med på min første langvarige sejltur. Jeg skulle med til Indien, og hvor vi på vejen gerne skulle skaffe nogle penge, så vi kunne handle både med slaver og diamanter og andet værdigfuldt. Da jeg havde taget min del, begyndte jeg at gå mod den lille trappe ned til kahytterne, og det mikro rengørings rum. Jeg vidste at alle havde smidt deres ting derind, og jeg skulle rydde det op. Jeg begyndte, og hørte nogle råb ude fra den lille gang. Jeg stod musestille, og hørte efter. Jeg kunne høre min fars stemme og... Harry's? Jeg hørte på råbene, og hørte at det bare var det sædvanlige om at de ville have flere diamanter, mere fritid eller mere lidt af noget andet. En ting har jeg ihvertfald lært på et skib... Sømænd kan finde på alt at brokke sig over. Måske er det noget de har i blodet. Jeg har også lært en anden ting... Sømænd ligner alle hinanden. De viser aldrig følelser eller andet. Selv når de dør, viser de ingen smerte. Da de var gået op igen, og jeg var færdig, gik jeg ind i min kahyt. Vis jeg gik op på dækket blev jeg sat på rengøring. Det var i det mindste kun vær' søndag vi gjorde rent. Ellers kunne jeg bruge mine evner på et skib. Jeg savnede aldrig land. Jeg savnede derimod skibet, når jeg var på land. Jeg kiggede ud af mit lille vindue, og så et skib. Jeg tog min pistol, og mit svær. Så satte jeg mit hår op, og dækkede det med et tørklæde. Jeg ville ikke hånes. Jeg løb op på dækket, hvor de andre også havde gjort sig klar. Det andet skib viste det sorte flag, og vi rejste vores. Jeg mærkede mit svær dunke mod benet da jeg løb over mod stævnen. Jeg trak det, og gjorde som jeg altid gjorde i starten af et slag... Råbte ,,Krig!" Jeg så stævnen på deres prægtige skib gå mod os, og jeg hoppede ned på dækket. Jeg fik et hårdt blik fra min far, som nødig vil have at modstanderne fandt ud af at jeg var en kvinde. De ukendte hoppede op over rællingen, og op på dækket. De første skud blev fyret af, og så var der ellers krig. Jeg smilede lidt, og undveg et hug fra en modstander. Han havde brune øjne, og jeg var lige ved at drukne i dem, da han huggede igen. Han snittede mit skulderblad, og jeg bed tænderne sammen. Jeg trak mit svær, og var faktisk lidt fornærmet. Tænk at snørre folk sådan, i stedet for at kæmpe retfærdigt. Jeg tog en hurtig indånding, og kæmpede. Efter 2 minutter lå manden død på jorden. ,,Sådan går det når man snyder mig,'' skulle jeg lige til at sige, men krigen omkring mig var gået i stå. Alle modstanderne kiggede på den døde mand på jorden og mig, og fik underligt travlt med at komme over på deres eget skib. Jeg så lidt på mine bekendte, og sendte dem et spørgende blik. Jeg fik svaret lidt efter.. Det var deres kaptajn, og han var ligesom den der havde oprettet og bygget på deres image. Jeg grinte lidt af dem, da de blev så bange bare fordi han døde. De andre fik også et godt grin, og de drak sig fulde til langt ud på natten. Jeg drak som altid bare vand, men spiste godt af maden. Jeg skulle have muskler og sådan. Da jeg kom ind i min kahyt havde min far stillet en badebalje, et håndklæde og en lille stykke sæbe. Det var hans måde at takke mig på. En stolt pirat takkede ikke, eller viste hans følelser. Det lærte jeg skam hurtigt. Jeg smilede lidt taknemmeligt, og så trak jeg ellers mit tøj af. Jeg vaskkede mig grundigt, og rensede såret på skulder. Det havde ikke givet smerter fra sig, så jeg undlad at fortælle den bekymrede skibs læge om det. Jeg smilede lidt da jeg tørrede mig, og tog en natkjole af silke på. Jeg havde fået den fra min far den gang han var på togt til Fiji, da de rejste dertil, i handelsæsonen. Jeg smilede lidt over de bunker af diamanter og juveler de havde med. Jeg kiggede ud af det lille åbne vindue, jeg have åbnet for at få dampen fra karret ud. Jeg så ud i horisonten, og faldt i staver ved vinduet. Jeg lagde mig ned i sengen, og efter kort tid sov jeg godt i drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...