I´ll mend your broken heart - 1D

Det her er historien om Elizabeth Simmons, men de fleste kalder hende Beth. Hun er lige fyldt 18, og flytter til London sammen med sin bedste veninde Allison. Beth er lidt akavet, forstår sig ikke på drenge og har ingen anelse hvordan man flirter. Det er måske grunden til at hun ikke har haft et forhold siden 7. klasse.
Men så møder hun Liam, ja den Liam. Liam Payne. Hans sidste forhold endte fornylig, og efterlod ham med et hjerte i tusinde stykker. Han prøver at komme videre selvom det er hårdt, og man skulle tro, at det ville hjælpe at alle piger han møder lægger an på ham. Men nej, Liam vil bare gerne finde en, han kan snakke med.
Vil det lykkedes Beth, bare at være venner med Liam? eller vil en ny kærlighed blomstre? Er Liam overhovedet klar? Eller ville det hele ende i sorg? For begge.....?




7Likes
11Kommentarer
806Visninger
AA

2. Liam.

Jeg slæbte mine fødder ned af asfalten, øjnene peget mod jorden og hænderne solidt plantet i mine lommer. Mit kropsprog, viste ikke den glade og friske dreng som jeg plejede at være. Men en trist og åndsfraværende dreng. Det vidste jeg godt. Hvis nogle genkendte mig, vil de straks kunne se det. Det ville sikkert stå i et blad. Med et billede som passede til. Men jeg er ligeglad, det er jo sådan jeg har det. Jeg kan ikke lide at skjule sådan noget. 

Er jeg glad, så er jeg glad og så kan man se det. Er jeg trist, så er jeg trist og så kan man i den grad også se det. Alle kan se det. Min familie, drengene og mine fans. De siger allesammen til mig "det skal nok gå", eller "tid heler alle sår" Så er det der, jeg ikke kan holde op med at tænke "hvornår?". Hvornår ville denne ulidelig smerte og savn stoppe? Hvornår kan jeg føle mig hel igen? Glad.. igen? Der er gået 70 dage og intet har ændret sig. Hvor meget tid skal der til? Hvor mange dage? 100? 200?....

Når sådan noget sker, plejer folk at drikke sig fulde, og bolle til højre og til venstre. Men sådan noget er overhovedet ikke mig. Og så forstår jeg hellere hvordan det ville hjælpe. Smerten og savnet vil jo stadig være der, plus tømmermændene og fortrydelserne. Alt i alt ville det være ikke være en særlig god ide, overhovedet. Jeg ville bare gerne slappe af og være sammen med min nærmeste.

Det er bare lidt svært når vi hele tiden rejser. Men på den anden side når vi har travlt, er det lidt lettere at glemme sorgen og savnet, bare for en lille stund. Det lille øjeblik, hvor jeg glemmer det. Glemmer hende. Glemmer realiteten.

Men så er øjeblikket slut. Så kommer det hele tilbage til mig. Det. er.. forbi for altid...

En knude kommer frem i min mave, og jeg får det helt dårligt. Det hele kører igennem mit hoved. Hende, hendes ansigtsudtryk, hendes ord. Jeg husker pludselig det hele så tydeligt. Min vejrtrækning bliver værre og værre. Jeg bliver nødt til at sætte mig ned. Jeg ser en bænk og skynder mig derhen. Jeg begraver mit hoved i mine hænder. Mens den ene sætning nærmest kører på repeat. " Jeg synes vi skal slå op". Jeg lukker øjnene stramt i, og beder, til at det hele bare er en drøm, at intet at det er sket. At alt bliver okay ligeså snart jeg vågner op. Men det gør det ikke. Hvis bare det var så ligetil. Jeg sukker, og med en hurtig bevægelse stryger mit hoved. Trækker vejret et par gange. Dybt og langsomt. Min vejrtrækning er hurtigt under kontrol. Jeg rejser mig op, kigger et par gange ned af mig selv. Har mit ynglings par bukser på. De er helt mørke. Og så har jeg en stram hvid t-shirt på.

Jeg har lyst til at vende op og gå hjem.

Jeg vil aller helst sidde derhjemme, og måske se en film eller bare sove. Men det kan jeg ikke. Det ville ikke være fair. Jeg lovede Harry. Jeg lovede ham at jeg ville tage med dem ud. Der er nemlig åbnet en ny, fancy klub. Midt i London. De har prøvet at få mig ud, et stykke tid nu. Men jeg giver dem altid det samme svar "Ikke i aften gutter, har ikke rigtig lyst, en anden gang måske". De har været så forstående, dem alle, Niall, Zayn, Louis og Harry. De har trøstet mig, lejet film til mig, gjort en masse. Det her er det mindste jeg kan gøre for dem. I samme øjeblik begynder jeg at gå, i et rask tempo. Jeg tager min Iphone ud af lommen. Og taster ind på GPS´en. Jeg er der cirka om et kvarter.

I aften har jeg tænkt mig at have det sjovt . Tømme hovedet og fjerne alle dårlige tanker. En sjov aften er lige hvad jeg har brug for. Jeg behøver ikke nødvendigvis at drikke eller andet. Men bare nyde mine venners selskab. Måske bliver det endda en "night to remember" haha. Ej det tror jeg ikke. Men igen man ved aldrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...