The way we roll {1D}

Du ville sikkert se overrasket og forbavset på mig, hvis jeg sagde til dig at jeg kendte en pige ved navn Clarie der boede sammen med hendes 12 andre venner, men det er skam ikke en løgn. De bor alle sammen i en stor lejlighed inde i byen. De hjælper alle sammen med at tjene penge til mad og andre nødvendigheder, men somme tider kan det også være svært at bo så mange sammen. Hvad sker der når Clarie pludselig møder One Direction en dag da hun er på vej tilbage til deres lejlighed fra supermarkedet sammen med hendes ene bofælle. Hvilke problemer, pinligheder og kærlighedshistorier vil så opstå?

3Likes
2Kommentarer
456Visninger
AA

2. Clarie's synsvinkel

Når man vågner til hverdag, plejer det ikke at være fordi en eller anden person skriger efter sine chokopops. Desværre var min hverdag sådan.

Jeg rejste mig træt og surt op, og traskede med larmende skridt ud i køkkent. ”Hold din mund, Walter” snerrede jeg og trak en pose chokopops ud af skabet over mig. ”Æd så de forbandede chokopops” mumlede jeg tvært og rakte ham posen. Han tog ivrigt i mod den og skyndte sig at få den åbnet. Jeg sukkede tungt og trak langsomt en bar stol ud som jeg satte mig op på. Stolen ved siden af mig blev trukket ud og en morgenfrisk person satte sig ved siden af mig. ”Hvad så, Sunshine? Er det den tid på måneden?” spurgte han drillende og prikkede mig i siden så det kan et spjæt i mig. ”Nej, din narrøv” svarede jeg ham irriteret. ”Så giv mig et smil. Smil!” sagde han og drejede mit ansigtet hen mod ham. Jeg fniste og sendte ham et nedladende smil. ”Hvor er du dum, Ryan” mumlede jeg. ”Tak. Jeg elsker også dig, søs” svarede han ironisk igen. Der lød et højt bum da Walter nærmest smadrede skålen ned i bordet og begyndte at spise. ”Du spiser som en gris, Walter” lød en stemme fra dørkammen. Sookie og Mariah stod, og kiggede på os. Sookie med et glimt i øjet og Mariah med sur mine og driv vådt hår. Jeg sukkede kort. ”Hvad har du nu gjort mod hende, Sookie?”.

Mariah og Sookie begyndte at snakke i munden på hinanden. ”Wow, wow. Én af gang” afbrød Ryan dem. ”Mariah?” tilføjede han kort lidt efter. ”Hun kom ind og smed en spand vand i hovedet på mig, bare fordi jeg ikke gad stå op!” sagde Mariah surt. ”Sookie. Det kan du ikke være bekendt. Kunne du ikke bare have kildet hende under fødderne?” spurgte Walter. ”WALTER!” udbrød Mariah vredt. ”Det var for sjov, Mariah” sagde han med munden fuld af chokopops og sukkede. Jeg begyndte at grine højlydt. Jeg kunne slet ikke holde latteren tilbage. Sookie, Walter og Ryan fnisede over mit latterudbrud, mens Mariah stod og sendte mig øjne der kunne dræbe. ”Rolig nu, Mariah. Nu har du da i det mindste været i bad” sagde jeg og klemte et grin inde. Mariah hvæsede af mig og gik trampende ind på Sookies og hendes værelse. Ja, hun kunne være en bitch en gang i mellem – især hvis hun blev vækket tidligt om morgenen.

”Hvor brænder det?” spurgte en træt Zachary der kom gabende ud i køkkent. ”Bitchfight” mumlede Ryan kort. ”Så du siger jeg er en bitch?” spurgte Sookie med vrede i stemmen. ”Nej” svarede Ryan uskyldigt. ”Din...kiks!” mumlede hun hysterisk og forlod os i køkkenet. Man kunne høre hendes trampende skridt hele vejen ind på hendes værelse. Zachary fniste og kørte en hånd gennem sit morgenhår.

Senere sad vi alle sammen i stuen og med alle sammen så mener jeg faktisk os ALLE sammen. Zachary, Ryan, Sookie, Mariah, Walter, Emily, Juliette, Sandy, William, Charlie, Adam og Andrew. Vi sad og se et eller andet røvsygt interview med nogen som Sandy kalder One Direction. Hun sad med øjnene klistret skærmen og dånede over dem. Jeg himlede med øjnene og gav Juliette en albue i siden. Hun så irriteret på mig mens hun ømmende sig. Jeg nikkede med hovedet mod døren. Hun forstod min hentydning. ”Hey folkens. Juliette og jeg tager ned og handler – og nej. I må ikke komme med” sagde jeg at rakte tunge af dem. Jeg snuppede min pung fra spisebordet og gik ud i gangen hvor en klar Juliette stod og ventede på mig. Arm i arm gik vi ned mod supermarked som lå 500 meter længere fremme.

"Jeg er god til at overtale folk. Vil du høre?” spurgte Juliette mig. "Nej" svarede jeg. "Jo. Kom nu” tiggede hun. "Nej" svarede jeg irriteret. "Jo" protesterede hun."Nej" svarede jeg og himlede med øjnene. "Så du siger nej?" spurgte hun med et glimt i øjet. "Ja" sagde jeg. "Så jeg er altså god til at overtale folk?" spurgte hun med glad stemme. "Nej for satan da, Juliette" hvæsede jeg irriteret. "Men sagde du ikke lige ja?" blev hun ved. "Jo" svarede jeg surt. "Så er jeg altså god til at overtale folk?" råbte Juliette så nogle drenge på den anden side af gangen kiggede undrende på os. Vi var uden at vi havde tænkt på det, stoppet op midt på fortorvet. "NEJ!! Forhelvede, Juliette” råbte jeg og slog mig selv i panden. Hun fnisede af mig og trak grinende afsted med mig igen. Jeg kiggede over på drengene og sendte dem en underlig grimasse hvor jeg hentydede til at Juliette var skør. Jeg kunne se selv på den afsted at de grinede af mig.
 
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Jeg ved ikke lige hvad der sker for det sidste her. Den gider ikke rette det, sorry!
Kys kys.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...