Wonderwall

Abbelin er en selvstændig ung på 17 år. Hun har stort set taget sig af sig selv siden hendes far døde i Afghanistan da hun var 15. Hun kan klare sig selv og vil ikke have hjælp fra andre. Da hendes far døde begyndte hendes mor at drikke, hun blev fyret og der tog det overhånd, hun lå kun hjemme og drak dag ud og dag ind. Abbelin tog styringen og fik, med hjælp fra kommunen skaffet dem en lejlighed i London centrum. Abbelins mor Susan arbejder nu hos en frisør, men hun drikker stadig til tider. Abbelin har haft svært ved at forholde sig til tingene og dengang tog hun cutting til sig, nu er det en vane. En dag møder hun Zayn, han ser hendes cut og konfrontere hende med det. Og det fører dem ud i vanskeligheder. Hvad med Perrie? Hvad hvis pressen opdager at de hænger meget ud sammen? Hvad hvis kærligheden lægger sig over dem..

6Likes
4Kommentarer
1266Visninger
AA

11. Til sidst

 

 

”Skynd dig nu lidt! Du skal være i kører om en 40 minutter og du ligner ikke en der har pakker ret meget. Hvor fanden er du egentlig?” jeg står i soveværelset og kigger på den næsten pakkede kuffert, da et par stærke arme lægger sig om mig.

”Hvis jeg først skal køre om 40 minutter, har jeg god tid til det jeg vil. ” hans læber kysser min hals, jeg lukker øjnene.

”Du når det aldrig, og de andre vil slå mig ihjel hvis ikke du kommer med flyet. For ikke at tale om alle dine…” mere når jeg ikke at sige før hans læber presses mod mine.

 

Zayn smider det sidste tøj i kufferten, men jeg leder efter min trøje i alt tøjrodet, jeg opgiver og trækker en af Zayns t-shirts over hovedet.

”Ser godt ud babe, det giver mig helt lyst ti…” jeg afbryder ham ved at lægge en finger over hans læber. Jeg trækker ham og hans kuffert med ud og ned på gaden hvor vi for fat i en taxa, og så er vi på vej til lufthavnen. Hele vejen der ind hviler hans hånd på mit lår og jeg sidder lænet op af ham. Der er ingen grund til at stresse over trafikken. Da vi lander i lufthavnen skynder vi os ind, jeg kan mærke en stor klump i min hals. Zayn for sent sin kuffert af sted, for sine bordingpas og får skaffet mig adgang til at komme med ind i loungen. Vi går stille hånd i hånd ind til de andre, alle drengene står hver i sær med folk de siger farvel til. Louis med Elanor, Liam med Danielle, Harry og Niall er lidt alene, men de snakker med Paul. Vi snakker lidt alle sammen, inden det bliver tid til at de skal med flyet. Zayn trækker mig væk fra de andre. Han tager fat i mine håndled og vender min håndflade op så man kan se undersiden af mine arme, og alle mine ar.

”Vi er enige om at der ikke er kommet nogle nye til af disse når jeg kommer hjem?!” hans tonefald er blidt men bestemt. Jeg nikker og bider mig i læben. Han trækker mig ind i et stort kram. Mine læber leder efter hans, og da de endelig finder dem sukker jeg af lykke. Den dreng gør mig lykkelig.

”Zayn, jeg kommer til at savne dig!” sukker jeg mod hans læber. Han trækker sig ud af kysset og kigger mig alvorligt i øjnene.

”Jeg kommer til at savne dig helt forfærdeligt det ved du! Jeg elsker dig Abbelin” hans hæse stemme kærtegner ordene.

”Og jeg elsker dig mindst lige så højt.” Han kysser mig igen. Alt for hurtigt står jeg og vinker farvel med tårer i øjnene og med Elanor og Danilles arme omkring mig. Jeg kommer til at savne den dreng, 3 måneder uden ham er langt tid. Alt for langt tid.  

 

 

****

Ja det var så det. Jeg vil rigtig gerne hører hvad i synes om den :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...