Wonderwall

Abbelin er en selvstændig ung på 17 år. Hun har stort set taget sig af sig selv siden hendes far døde i Afghanistan da hun var 15. Hun kan klare sig selv og vil ikke have hjælp fra andre. Da hendes far døde begyndte hendes mor at drikke, hun blev fyret og der tog det overhånd, hun lå kun hjemme og drak dag ud og dag ind. Abbelin tog styringen og fik, med hjælp fra kommunen skaffet dem en lejlighed i London centrum. Abbelins mor Susan arbejder nu hos en frisør, men hun drikker stadig til tider. Abbelin har haft svært ved at forholde sig til tingene og dengang tog hun cutting til sig, nu er det en vane. En dag møder hun Zayn, han ser hendes cut og konfrontere hende med det. Og det fører dem ud i vanskeligheder. Hvad med Perrie? Hvad hvis pressen opdager at de hænger meget ud sammen? Hvad hvis kærligheden lægger sig over dem..

6Likes
4Kommentarer
1263Visninger
AA

4. Fremmed

 

Jeg strækker mig langsomt og åbner søvnigt øjnene, og så skriger jeg. Hvor fanden er jeg? Når jo, jeg er hos ham Zayn som hentede mig i parken og trøstede mig. Jeg bider hårdt sammen og får tungen i klemme, mine øjne løber i vand ved smerten. Av, ikke godt. Jeg sætter mig op i sengen, pladsen ved siden af mig er rodet og varm, altså er der en der har sovet ved siden af mig i nat, var det Zayn? Værelset er ikke så stort, men det er næsten helt vidt, og lyset strømmer ind fra det store vindue. Jeg kan hører hurtige skridt og Zayn står i døren og kigger forskrækket på mig.

”Det skete ikke noget, jeg… Jeg havde bare glemt at jeg sov her” jeg kigger ned på mine hænder mens jeg taler, jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler mig blottet foran ham, selvom dynen dækker mig krop. Jeg kigger hurtigt ned under dynen, ingen bukser men jeg har stadig min hoodie på, fint nok.

”Der er morgen mad om lidt” hans stemme er morgen hæs. Han går stille igen, men sender mig et bekymret blik inden jeg er ude fra han synsvinkel. Jeg kaster mig til bage i sengen og banker hovedet ned i puden et par gange, og så ligger jeg bare og stirrer op i loftet. Langsomt triller jeg ud af sengen og vandrer ud i køkkenet, ligeglad med at jeg kun har et par trusser under hoodien, han har sovet ved siden af mig, sågar taget shortsne af mig. Jeg stiller mig i døren ind til køkkenet, der lugter god af mad og hjemmebag. På bordet står der to tallerkener med æg, bacon og pølser,den ene portion æg er mindre end den anden, og jeg antager at det er der jeg skal sidde. Stille glider jeg ned på stolen og venter på Zayn, der er ved at tage noget ud af ovnen. En varm duft af chokolade og banan rammer min næse, og min mund løber næsten i vand. Det er længe siden jeg har duftet hjemmebag, min mor køber næsten altid mad af fabrikat.

                             Da muffinene er sat til afkøling sætter Zayn sig også ved bordet, jeg hælder ketchup på mine æg og ignorer det brød der ligger til at have under. Jeg spiser roligt, igen vil jeg ikke virke grådig selv om jeg er hunde sulten. Selv om jeg prøver at beherske mig, er jeg færdig før Zayn. Så jeg sidder bare lidt, og kigger ned på mine hænder. En muffin dumper ned på min tallerken, jeg kigger op og ser Zayn blinke til mig. Jeg tager den stadig lune muffin i hånden, lader den varme mine hænder, lukker øjnene og nyder duften af nybagt kage. Så tager jeg en stor bid, det er som om smagen eksploderer i munden på mig. Symfonien mellem banan og chokolade er perfekt, chokoladen flyder ud i munden da den stadig er smeltet. Zayne griner og jeg kigger op på ham, jeg må have set dum ud. Et smil trækker min mundvige op, og det bliver til et grin. Jeg sidder og griner med en fyr jeg mødte i går, det er bare slet ikke mig, jeg griner aldrig, jeg har ikke grinet siden min mor blev alkoholiker. Og det at jeg sidder hjemme hos en fremmed, jeg mødte i går, og at jeg føler mig så tilpas, det er bare heller ikke mig. Jeg har svært ved at genkende den ødelagte pige, i denne glade grinende pige der har taget min plads for et stykke tid, men jeg kan godt lide hende.

 

Morgenmaden er spist, jeg har hjulpet med at vakse op og køkkenet er helt pænt ud igen. Jeg står inde i soveværelset igen, mine shorts er kommet på, og jeg prøver at finde en måde at fortælle Zayn at jeg tager hjem.

”Skal du hjem nu?” hans hæse stemme forskrækker mig og jeg vender mig hurtigt om, så jeg står med front mod ham. Jeg smiler undskyldende.

”Ja, det må jeg nok hellere. Min mor ved jo ikke hvor jeg er, hun er sikkert bekymret.” det sidste er løgn, så længe hun har sin alkohol opdager hun ikke jeg mangler. Jeg kigger ned på mine fødder, Zayn kan mærke, at der er noget galt, for han kommer over og hiver mig ind til ham. Han varme arme holder mig fast, ikke hårdt, men bestemt, jeg må ikke gå før jeg har det godt igen. Jeg kan mærke tårerne er på vej igen, jeg bider hårdt sammen om min tunge, der skal ikke komme flere tårer nu. Vi har stået sådan i lang tid, før han kigger ned på mig og jeg kigger op, vores øjne mødes. Hans varme brune øjne opsluger mig, de trøster mig, og de fortæller mig at det hele er okay. Jeg smiler op til ham, og en smil spiller også over hans læber. Han løsner grebet om mig og jeg trækker mig lidt væk. Han kan bedre ser mit ansigt nu, og jeg kan bedre se hans. Jeg lægger mærke til hver en lille detalje: hans perfekte kindben, hans dybe øjne, han øjenbryn. Alt ved ham er roligt og betrykkende. Jeg smiler, jeg tvinger mig ikke til at smile, jeg smiler fordi jeg har det godt i hans selvskab.

”Skal jeg kører dig hjem? Med mindre du gerne vil gå, og kan finde vej?” det sidste får et drillende glimt frem i hans øjne. Jeg nikker taknemmeligt og vi giver slip på hinanden. Han stryger en hånd igennem håret, er han nervøs? Jeg lader altid mine fingrer glide gennem mit hår, når jeg er nervøs og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg følger ham ud til gangen hvor vi får vores sko på, pludselig forsvinder han ud i køkkenet. Jeg står og kigger undrende efter ham, og da han kommer tilbage har han en bøtte med. Jeg tager den undrende i mod den, og kigger spørgende på ham.

”Vent med at åbne den til du kommer hjem” han blinker til mig, jeg nikker og smiler stort til ham. Jeg glider stille ind på forsædet og så er vi på vej. Hurtigt for jeg forklaret hvor vi skal hen, og alt for hurtigt parkere Zayn bilen foran min lejlighed. Jeg sukker og kigger ned på mine hænder, hvordan skal jeg kunne takke ham for dette? Min dør bliver åbnet og jeg kigger forskrækket op, Zayne står og venter på at jeg stiger ud. Han følger mig op til min lejlighed, hvor jeg står og fumler lidt i mine lommer. Zayn bøjer sig ned og kysser mig på kinden.

”Ring hvis der er noget, jeg tager den altid. Og.. Du er fantastisk som du er, der er ingen grund til at straffe dig selv for noget.” han hvisker lige ud for mig øre, jeg for kuldegysninger af hans stemme der lyder som sød musik i mine ører. Jeg smiler til ham, og så er han på vej ned af trapperne. Jeg åbner langsomt døren og træder ind i lejligheden. Lugten af sprut kommer i mod mig da jeg går forbi stuen, hurtigt lukker jeg mig inde på mit værelse. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er glad eller ked af det, der er så mange tanker der vælter rundt i mit hoved. Jeg glider ned af døren og sider med bøtten, jeg fik af Zayn, i skødet. Jeg åbner den, han har pakket alle muffinene ned til mig. Jeg tager en op og tager en stor bid, og så begynder tårerne at løbe ned af mine kinder. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi for første gang i flere år, føler jeg det som om der er en der kan lide mig for den jeg er. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...