Wonderwall

Abbelin er en selvstændig ung på 17 år. Hun har stort set taget sig af sig selv siden hendes far døde i Afghanistan da hun var 15. Hun kan klare sig selv og vil ikke have hjælp fra andre. Da hendes far døde begyndte hendes mor at drikke, hun blev fyret og der tog det overhånd, hun lå kun hjemme og drak dag ud og dag ind. Abbelin tog styringen og fik, med hjælp fra kommunen skaffet dem en lejlighed i London centrum. Abbelins mor Susan arbejder nu hos en frisør, men hun drikker stadig til tider. Abbelin har haft svært ved at forholde sig til tingene og dengang tog hun cutting til sig, nu er det en vane.
En dag møder hun Zayn, han ser hendes cut og konfrontere hende med det. Og det fører dem ud i vanskeligheder. Hvad med Perrie? Hvad hvis pressen opdager at de hænger meget ud sammen? Hvad hvis kærligheden lægger sig over dem..

6Likes
4Kommentarer
1280Visninger
AA

3. En hjælpende hånd

 

”Halo” den hæse stemme som også jeg kan huske fra tidligere lyder i mit øre.

”Hej” akavet, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

”Hvem er det? Kan jeg hjælpe med noget?” han lyder forvirret. Jeg tager en dyb indånding og prøver at tage mig sammen til at sige noget sammenhængende.

”Det her lyder nok underligt, og du havde nok ikke regnet med at jeg ville ringe. Men det er mig fra butikken. Du gav mig en seddel med dit nummer.” der er stille i den anden ende.

”undskyld jeg forstyrrer, jeg ved ikke hvorfor jeg ringer. Jeg lægger på igen.” jeg skal lige til at afbryde forbindelsen.

”Nej, du må ikke lægge på. Jeg er glad for at du ringede.” jeg smiler, mener han det?

”er du glad for at jeg ringede?” tårende begynder at trille ned af mine kinder. For helvede også. Og jeg begynder også at snøft, LORT! Første gang jeg snakker med denne fyr og jeg græder.

”Hey, du skal ikke græde. Er du okay?” hans hæse stemme er fyldt med omsorg.

”Det er bare.. snøft.. jeg ved ikke.. jeg tror bare.. Jeg ved det ikke..” tårende triller og jeg har svært ved at holde hulkene inde.

”Hvor er du nu? Du lyder som en der kunne bruge et kram?” igen er hans stemme bare fyldt med omsorg, som om han oprigtigt mener det.

”Hyde Park, du ved godt hvor den ligger ikke?” jeg græder for alvor nu.

”Jo jeg er på vej.” så lægger han på. Jeg græder og græder, jeg kan ikke stoppe igen. Jeg plejer at være stærk, uigennemtrængelig Jeg plejer aldrig at græde. Men nu, på grund af en fremmed fyr, stor tuder jeg offentligt.

                             Det slår mig, Zayn ved ikke hvor i parken jeg er, parken er jo enorm. Men jeg bliver siddende på bænken, trækker benene op under mig og bliver ved med at hulke stille. Det føles som evigheder, men samtidig føles det som om der kun er gået to minutter, før jeg bliver trukket en til en varm krop. Jeg burde kigge på, sikre mig det det ikke er en voldpsykopat. Men da jeg hører ham viske med hans hæse stemme, ved jeg det er ham. Jeg læner mig ind til ham, hans varme stærke arme ligger om mig, mens han beroligende visker mig ned i håret. Langsomt holder jeg op med at hulke, men tårerene bliver ved med at komme, jeg kan ikke stoppe det. Vi sidder langtid på bænken, han holder bare om mig, stiller ingen spørgsmål, holder mig bare fast. Det er som om han holder sammen på mig, så længe han er her falder jeg ikke fra hinanden, jeg føler mig tryg her i armene på en fremmed, jeg mødte for første gang i formiddags. I lang tid sidder vi bare uden at sige noget, jeg er ved at blive døsig, og jeg tror han kan mærke det, let som ingenting løfter han mig op og går ud af sted med mig. Jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men pludselig sidder jeg i en fremmed bil, det må være Zayns bil. Jeg kigger undrende rundt, vi er i hvert fald ikke på vej hjem til mig, men han ved heller ikke hvor jeg bor, det har jeg ikke fortalt ham. Bilen stopper og han træder ud og kommer over og åbner bildøren for mig.

”Kan du selv gå, eller skal du bæres?” Zayn smiler lidt drillende til mig, men der er stadig omsorg i hans stemme.

”Jeg kan godt selv gå” siger jeg lidt usikkert og træder ud af bilen. Han lægger beskyttende en arm om min skuldre og fører mig op til hans lejlighed, hvor han får mig placeret på hans sofa. Så sidder jeg her, han er forsvundet ud i et andet rum i lejligheden og jeg sidder alene på hans sofa. Han kommer ind med 2 krus med noget varmt i, han rækker mig det ene, og jeg kan se at det er varm kakao med flødeskum. Jeg drikker forsigtigt af kruset, jeg vil nødig virke for grådig. Han sætter sig i en stol skråt overfor og betragter mig. Så slår det mig, at jeg kunne være havnet hos en psykopat der tænder på ar, lyder underligt men det kunne være rigtigt. Jeg må have lavet en panisk grimasse for han tysser på mig

”Jeg gør dig ikke noget, du må ikke tro at jeg vil gøre dig noget. Jeg kunne bare ikke holde ud at se dig sådan, men dine arme næsten skåret op. Jeg vil bare gerne hjælpe dig.” hans stemme er så fuld er omsorg at jeg falder lidt sammen i ryggen og en tryghedsfølelse breder sig i mig. Ingen har snakket så omsorgsfuldt til mig, ikke siden min far. Tårerne begynder at trille igen, statens. Zayn tager mig krus fra mig og sætter det på sofabordet for han kommer over og hiver mig ind til at stort kram. Jeg læner mig ind mod Zayns bryst, det beroliger mig at høre ham trække vejret, at mærke hans brystkasse løfte og sænke sig. Mine øjne glider i og jeg ligger bare og nyder nærværet af en anden person. Kysset i mit hår varmer mig helt ned til tæerne og jeg glider over i en rolig søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...