Noah

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2012
  • Opdateret: 7 okt. 2012
  • Status: Færdig
En lille novelle om kærlighed og anoreksi.

14Likes
6Kommentarer
884Visninger

1. Noah

”Har du lyst til at tage ud og spise i morgen?” Spørger Noah og jeg krymper mig. Det spørgsmål har jeg før takket nej til. Den dårlige samvittighed kommer krybende, allerede før jeg har takket nej.
”Jeg har en aftale med Sille i morgen, så jeg kan ikke rigtigt… så ellers tak” lyver jeg, med den værste følelse i maven. Ikke kun fordi jeg er glubende sulten, men fordi jeg lyver. Der er intet galt med Noah, tror jeg, for han har behandlet mig pænt ind til videre.
”Det er okay, så… Vi ses” slutter Noah af og lægger på. Tilbage sidder jeg med mobilen i hånden, med gråden der presser sig på. Hvorfor jeg kyssede med Noah til den fest for 2 måneder siden, ved jeg ikke. Jeg tror bare jeg blev forført, da han sagde han havde været forelsket i mig i fem år og altid har ønsket at vælte Adam af pinden… Adam er min ekskæreste, og alle piger har altid villet ha’ ham. Han er høj, flot, har en fotomodel-lignende ansigt og en gudekrop. I starten var han sød ved mig… Men så begyndte han at være mig utro og nedgøre mig dagligt. Egentlig troede jeg, at jeg var en pæn pige. Men han fik mig til at indse, hvor grim jeg er. Hvor forfærdelig grim, fed og ulækker jeg er.

 

”Vil du ikke have mere?” Spørger mor, med en bekymret rynke i panden. Jeg ville ønske jeg kunne tage en kagerulle, og rulle den rynke flad igen. Den irriterer mig. Beslutsomt ryster jeg på hovedet og ser diskret ned i mit skød. Der ligger et par servietter, fyldt med den mad jeg formodes at have spist. Men jeg har højst spist fem ærter og et halvt flute. Mor har aldrig opdaget det. At jeg ikke spiser maden. Men jeg fornemmer, at hun er begyndt at få mistanke til det. At jeg ikke spiser. Det er ikke fordi jeg har anoreksi. Jeg har kontrol over mig selv og mine madvaner og jeg er ikke sygeligt tynd. Jeg er fed. Så det gør ikke noget, at jeg ikke spiser så meget. Det kan min krop godt acceptere. Jeg lader som om der sker noget virkeligt spændende i min telefon, mens mor rydder af bordet og vasker op. Da hun er gået ud af stuen, rejser jeg mig og smider hurtigt servietterne med mad ud. Jeg propper dem godt ned i skraldespanden, så hun ikke kan se dem. Jeg vasker mine fingre, så de ikke lugter af mad. Bare tanken giver mig lyst til at kaste op. Brække mit ulækre og blævrende fedt op. Jeg går ud på badeværelset og stiller mig op på vægten. 45,1. Jeg mærker skuffelsen puste sig op inden i mig. Jeg havde håbet at jeg var røget ned på 44 kilo. Men når jeg er hjemme hos Noah, bliver jeg nødt til at spise et æble eller to. Så kan jeg bare nyde Noah, i stedet for at tænke særlig meget på mad eller være glubende sulten. Måske skulle jeg være mindre sammen med ham, for ikke at spise så meget. Det er helt forfærdeligt når hans mor komme rind på værelset med te og småkager til os. Noah bliver ved med at presse på, for at jeg spiser en småkage. I forgårs endte det med, at jeg faktisk spiste en hel småkage. Jeg hadede mig selv resten af dagen. Og jeg skammer mig stadig over, at jeg lod mig rive med. Jeg fortjener slet ikke at spise noget så godt, som småkager. Det er kun mennesker som Noah og min mor, som må spise sådan noget. Jeg er ikke værdig nok. Trist låser jeg døren og går ind på mit værelse. Mine bevægelser er langsomme og sløve og jeg kan godt mærke, hvor sulten jeg er. Sulten fylder mig og tanken om mad flyver rundt i hovedet på mig. Mad, mad og mad. Egentlig har jeg lektier for, men bare tanken om at skulle koncentrere mig om at lave dem, får mig til at lægge mig i sengen. Svimmel lukker jeg øjnene og drømmer mig langt væk. Til en solrig ø, hvor Noah og jeg ligger på en strand med en drink i hånden og i badetøj. Jeg er tynd og alle vender sig om, for at stirre på min smukke krop. Noah er stolt over, at jeg er hans tynde og smukke kæreste. Tynd og smuk… En drøm der aldrig går i opfyldelse.

 

Jeg spiser havregryn til morgenmad. Altså, selvfølgelig en lille portion. Der kan højst være 15 gram i den portion.. Jeg nipper til de opblødte havregryn og ser op på min mor. Hun ser op og ned af mig.
”Du er da blevet lidt tynd, er du ikke?” Spørger hun, og igen ses rynken i hendes pande.
”Nej” svarer jeg koldt. Hun kigger mig længe i øjnene og vender så rundt på hælen.
”Jeg holder øje med dig” advarer hun. Jeg ser efter hende, da hun går ud af stuen. Hvad mener hun med det? Jeg efterlader en smule i skålen, stiller den op til vasken og går ind på mit værelse. Noah har skrevet ”Godmorgen smukke” til mig på mobilen. Jeg hader når han kalder mig smuk. Han mener det jo ikke en gang. Min taske står pakket og klar til skole. Om jeg gider! Fortvivlet tager jeg tasken på ryggen og de hvide sko på. Jakken kaster jeg over skulderen. Jakken passer mig ikke helt mere, så jeg har ikke lyst til at tage den på. Bestemt ikke, når mor er ved at få mistanke.
”Farvel” råber jeg. Jeg smækker døren og trasker ned ad trapperne. Det bliver uden tvivl en lang dag!

 

 

1 måned senere

 

40,5 kilo! Jeg jubler indvendigt. Det var mit mål for i dag. Jeg ser ned af min nøgne krop og væmmes. Nej… Jeg burde ikke juble. Det er stadig for meget. Havde jeg været to meter høj, og vejet det jeg gør, ville det være okay. Men jeg er kun 170 centimeter høj, så det er stort tal.
Døren går op og Noah ser chokeret på mig. Jeg forsøger at dække mig med mine arme.
”Selma, hvad…” begynder han, men kan tydeligvis ikke finde ord. Jeg stiger ned af vægten og tager min trøje foran mig.

”Du er jo forfærdeligt tynd!” Råber han og jeg krymper mig. Han lyver. Det svin.
”Tynd? Jeg er fed” mumler jeg vredt.
”Jeg har længe kunne se du var tynd, men at se dig uden tøj… Selma, det er derfor jeg sjælendt ser dig spise! Du har anoreksi!” Noah ser mere og mere chokeret ud. Han synes jeg er grim uden tøj.
”Gå ud!” Hvæser jeg og han ser ned. Adam synes, at jeg var fed. Hvorfor mener Noah noget andet? Prøver han at fedte sig ind på mig?
”Nu henter jeg min mor, mens du får tøj på. Så snakker vi om det” siger han og jeg krymper mig endnu en gang. Ikke en voksen. Og hvorfor lige Noah? Hvorfor glemte jeg at låse døren? Jeg ville jo bare se, om jeg havde taget på at de to æbler, jeg har spist i dag. Hurtigt hopper jeg i tøjet og sætter mig på toiletbrættet. Det banker stille på døren og Lone træder ind. Hun ser sørgeligt på mig. Egentlig kan jeg godt lide Noahs mor… Hun er rigtig sød.
”Du er syg, Selma. Du har en spiseforstyrrelse. Jeg har længe kunnet se, at du var for tynd. Men jeg troede ikke at du sådan sultede dig selv” sukker hun og ligger en hånd på min kind.

Hun aer den blidt. Noah står og tripper bag hende. Han ser uendelig trist ud.
”Vil du være sød at træde op på vægten igen?” Spørger Lone og smiler svagt. Underligt nok gør jeg hvad hun siger. Jeg føler mig afsløret. Jeg lukker øjnene, da det digitale tal viser sig på vægten. Jeg vil ikke vide hvad jeg vejer med tøj på. Både Noah og Lone gisper.
”Værre end jeg troede” mumler Noah. Flov og fuld af skam, træder jeg ned af vægten. De stirrer begge to på mig.
”Jeg ringer til din mor…” siger hun og går ud af badeværelset.

 

Min mor overvåger mig hele tiden. Vi har en tid hos lægen i morgen, så jeg er mega nervøs. De vil have mig i behandling… Men behandling for hvad? Jeg er jo ikke syg. Jeg vil bare ikke spise, fordi jeg er for tyk. Noah ligger inde i min seng og sover. Vi har sovet sammen for første gang. Mor vækkede mig, mens jeg lå i armene på Noah. Hun ville ha’ mig til at spise morgenmad. Siden hun fik et opkald fra Noahs mor, har hun tvunget mig til at spise. Jeg væmmedes ved det, men hendes skarpe blik fortæller mig, at jeg skal spise. I det mindste tvinger hun mig ikke til at spise op… Men i går spiste jeg to æbler, et flute, en frikadelle og en banan! Det er flere måneder siden, jeg har spist så meget på en dag! Jeg følte mig som den fedeste ko nogensinde, da jeg lagde mig til at sove. Men egentligt var det meget rart, ikke at være glubende sulten, mens jeg lå og snakkede med Noah. Han spurgte ind til mit og Adams forhold, så jeg fortalte ham alt. Om hvor forelsket jeg var og hvor blind jeg var. Hvor ofte han opfordrede mig til at tabe mig, hvor ofte han ville ønske mig død og når han slog mig. Noah blev meget vred over at høre alt det. Men Adam har jo ret… Jeg er for fed til at leve. Men da jeg lå i Noahs arme, tænkte jeg kun på ham og mig og ikke på mad eller min ulækre krop. Faktisk var det meget rart, bare at tænke på alt andet, end det der har pint mig de seneste mange måneder. Mor stiller en skål havregryn foran mig og et æble.
”Og du spiser altså op. Om du vil eller ej. Jeg propper det i dig, hvis ikke.” Hun mener det gravalvorligt, kan jeg se på hende. Det skræmmer mig lidt. Langsomt tygger jeg mig i gennem havregrynene. Det er dobbelt så meget, som jeg plejer at spise til morgenmad. Med væmmelse og brækfornemmelser spiser jeg den sidste bid. Mor stirrer stadig på mig.
”Og så æblet” kommander hun. Efter at jeg har spist to bidder af æblet, kan jeg simpelthen ikke mere. Jeg er stopmæt. Det føles både godt og dårligt. Godt fordi det ikke gør ondt nogle steder, og dårligt fordi det er usundt for mig at gøre det. Jeg skammer mig.

 

 

 

 

 

 

 

1 måned senere

 

”Så ses vi i overmorgen” siger Lise og nikker. Lise er min psykolog, som jeg har besøgt helt vildt meget den seneste tid. Hun har hjulpet mig med at slippe nogle af de negative følelser. Det har Noah også. Han fortæller mig hele tiden, hvor dejlig han synes jeg. Han siger også tit, at han hellere vil have at jeg tager på, end at jeg taber mig. Jeg rejser mig fra den røde stol og smutter ud fra hendes kontor. Jeg har munden fyldt med bolsjer, som hun propper sine patienter med. Jeg har en speciel kostplan, som jeg følger. Den er meget sund, så jeg kommer kun til at tage på, til jeg bliver normalvægtig. Jeg er allerede begyndt at få lidt bryster igen, eftersom jeg faktisk ikke rigtig havde nogle bryster, da jeg vejede 40 kilo. Men nu vejer jeg allerede 45 kilo! Det føles som meget, og jeg føler mig stadigt tyk… men tvangstankerne er ligesom allerede forsvundet. Min læge har fortalt mig, at jeg har haft en ”godartet” spiseforstyrrelse. Han mener, at mit tilfælde ikke var ligeså slemt som andres, fordi jeg ikke var særlig svær at få til at spise. Altså, jeg væmmes stadig ved usunde ting, men jeg kan godt spise sunde ting nu. Nynnende går jeg hen ad gaden, og smiler til en gammel dame. Hun smiler igen.

 

”Jeg har noget til dig” siger min mor smilende, da jeg kommer hjem. Jeg ser spændt på hende. Hun rækker mig en konvolut.
”Noah gik forbi mit arbejde efter skole i dag, og så afleverede han det her til mig, og sagde du skulle ha’ det…” smiler hun. Jeg vender og drejer den, for derefter at åbne den langsomt.

 

”Kære Selma. Jeg er så stolt af, at du har taget 5 kilo på, på blot en måned. Det gjorde mig så ked af det, at du sådan sultede dig selv. Du er verdens smukkeste pige og du har aldrig haft grund til at sulte dig. Men nu ved jeg, du er i gode hænder… Det gør mig rolig. Jeg er så stolt af, at du er min pige. For øvrigt har jeg bestilt et bord på restaurant Kongeåen til på fredag, og jeg glæder mig til at nyde en middag sammen med min drømmepige. Jeg elsker dig, min skat. Bare forsæt med at tage på! Din Noah.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...