Fyr og flamme (1D)

Salina Thumber er en småforkælet pige, som får alt hvad hun pejer på. Hendes far ejer et pladeselskab og tjener rigeligt penge hun kan bruge af. Hun er danser og har en perfekt krop. Hendes brune lokker skinner i spotlightet, og drengene savler efter hende. En dag skal et band ved navn One Direction bo hos dem for en stund. Men hun er rimlig ligeglad. Som om hun ville ændre sig fordi at nogle irriterende kendisser skulle bo hos dem. De er alligevel bare nogle drenge som er selvoptagede og grimme. Hvorfor lige dem?

7Likes
3Kommentarer
897Visninger
AA

2. Her er dit værelse "søde!"

Ovenpå var der fire værelser som drengene så måtte deles om. De lå nede for enden af gangen, forbi mit værelse og toiletterne. Der var tre værelser med enkelt senge, og et dobbelt så stort som de andre, med to senge. Så måtte de sgu selv finde ud af resten. "Værsgo, det er jeres værelser. Og lad vær med at forstyrre mig mere!" Jeg gik ud på gangen igen, og jeg mærkede en varm hånd på min skulder. "Hey, hvor skal du hen?" Jeg vendte mig om og kiggede ind i nogle store grønne øjne der stirrede på mig. "Øhh hørte du mig ikke? Lad vær med at forstyrre!" Han havde store brune krøller som fyldte hele hans hoved, og faktisk fik ham til at se ret cute ud.
"Det må de meget undskylde miss Salina! Jeg hedder forresten Harry." Han stirrede intenst på mig, som kunne han kigge ind i min sjæl. Det var ret creepy. "Jeg er sgu da ligeglad med hvad du hedder! Og hvad ville du så sige?" Skældte jeg tilbage i en helt anden tone. Jeg gad ikke at kigge på ham." Jeg ville bare gerne snakke med dig, undskyldte han. "Nå, men jeg vil ikke tale med dig, så smut!" Sagde jeg og trampede ind på mit værelse.

Jeg kunne høre drengene tale sammen. De syntes sikkert at jeg var en idiot, men jeg var sgu da ligeglad. Det var dem der kom brasende ind som en flok mamutter i mit hus, så de kunne bare skride hvis de ikke brød sig om mig. Det kunne kun være lykken.

Jeg tændte min Macbook Air, og tjekkede facebook for opdateringer mine venner havde skrevet. Jeg gik ind på min profil og skrev en ny status. "One FUCKING Direction skal bo hjemme hos mig i FUCKING 3 MDR! Dræb mig og de idioter." Straks var der en million der svarede og skrev at jeg var pisse heldig og alt muligt andet lort. De kendte vist ikke lige til de irriterende møgunger 'Wrong Direction' var i virkeligheden! Jeg var pissed, mine venner kunne sgu få lov til at beholde det boyband resten af deres liv, så længe jeg kunne undgå dem.

Jeg tog min iPhone 4s  op af min lomme og gik nedenunder. Jeg tjekkede en SMS fra min veninde hvor der stod "Allways remember; You will live, you will love, and you will dance again! Glæder du dig til konkurrencen?</3" Jeg blev i lidt bedre humør over at vide at hun gad at skrive med mig.
Jeg tændte op for MTV og hørte nogle fede numre med nogle af mine yndlings kunstnere.

Jeg kunne høre trin på trappen, men jeg var ligesom ret ligeglad med hvem det var. jeg gnaskede på en proteinbar med chokolade og karamel, som vist skulle være sund. Pludselig satte der sig en i sofaen. Jeg stirrede ned i min mobil som om jeg havde vigtigere at tage mig til. Hvilket jeg også havde.

"Hey..." Jeg kendte den stemme. Det var den britiske accent, den cremede og langsomme stemme. Harry. "Øhh hvad laver du her?" Spurgte jeg så flabet jeg nu kunne. Må jeg ikke være her, spurgte han lidt efter. Som han ikke selv kunne regne den ud. Jeg gad ikke at vær sammen med dem!! "Hvad ser du?" Spurgte han igen. Var han blind? Han kunne sgu da bare fokusere og glo på tvet i stedet for mig!! "Uhmm, Fashion Designer" Svarede jeg irriteret. "Må jeg se med?" Spurgte han smilende.
Han rykkede sig tættere på mig så vi sad tæt op ad hinanden. "mener du det?" Spurgte jeg overrasket. Næhh, jeg vil bare gerne være sammen med dig, sagde han med et lille smil på læben.
Han stirrede mig intenst ind i mine øjne. Som om han kiggede på noget ingen andre kunne se. "Hey drop det der. Folk kalder dig en scoretrold, men jeg falder altså ikke så let for dig. Seriøst." Sagde jeg til ham, helt opslugt at hans blik.
Jeg måtte jo spille en smule kostbar ikke?

Jeg rejste mig, slap mit lange brune hår løs fra elastikken, og gik hen til spisebordet hvor far lige havde kaldet alle hen fordi at der var aftensmad. Harry fulgte betaget efter mig, som var jeg en skulptur der skulle bevogtes. Oh my God. Min far smuttede ud ad døren, og lod mig i stikken med fem fyre, jeg ikke ligefrem gad at være sammen med. De andre fire drenge kom løbende ned ad de lyse trappetrin og satte sig til bords med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...