Never to Forget. ~ Niall Horan.

Niall Horans bedste veninde hedder Kaitlynn. De har været venner siden altid og vil på ingen måde, give hinanden op. Selv efter Niall er kommet i One Direction, har de altid haft tid til hinanden. Kaitlynn bestemmer sig for, at overraske Niall, ved at besøge ham i London, så den aftale laver hun med Harry. De bestemmer sig for, at mødes på en klub, hvor Niall så 'tilfældigvis' vil støde ind i sin bedste veninde. I de to uger, Kaitlynn besøger Niall, sker der så mange mærkelige ting, som aldrig ville være sket, uden den alkohol, de begge indtog på klubben. Deres stabile forhold som bedste venner, bliver vendt på hovedet. For det er ikke nemt, at vågne i en seng og opdage, man har lavet noget forkert med sin bedste ven. Og det bliver ikke lettere, når den ene intet husker og den anden intet glemmer.

55Likes
31Kommentarer
5780Visninger
AA

12. Quite a Narry Moment. ( + 2 Xmas Suprises)

Nialls P.O.V.

Havde hun ikke bedt mig om, at hente hende hos Harry og Louis? Hvis hun ikke havde, er jeg ret sikker på, at hun alligevel var der. For Kaitlynn var ikke sådan.. virkeligt gode venner med Liam og Zayn. Hvis hun ikke var hos Louis og Haz, var hun hos Danielle.

For at være ærlig, så savnede jeg hende helt vildt. Ja, vi havde måske været adskilt i cirka to år, men nu hvor vi havde været sammen igen og jeg havde indset (eller fået?) mine følelser for hende, så var det bare svært. Og mere kompliceret.

Så nu sad jeg i Harrys bil, på vej til Harry og Louis’ lejlighed. Ja, Harrys bil. Han havde en af dem parkeret ved mig, bare for en sikkerheds skyld. Hvis nogen forlod ham eller det begyndte at regne og han var langt fra hjemme, men tæt på mig og ikke havde nogen bil. Jeg må indrømme, at den dreng er mærkelig.

Hvis jeg bliver stoppet af politiet, får jeg et problem.

Heldigvis var der intet politi, der hvor jeg kørte og selvom jeg ikke har taget kørekort (og stinker virkeligt meget til at køre), kom jeg sikkert til Louis og Harrys lejlighed. Halleluja. Nu har Kaitlynn bare at være her.

Jeg sprang ud af bilen, låste den og nærmest løb, faktisk så løb jeg, ind i komplekset og mod deres lejlighed. Jeg prøvede at åbne døren og sjovt nok, var den ikke låst. Da jeg hørte Harry og Louis’ dæmpede stemmer, stivnede jeg for at lytte;

”-haft en tur hjem!” den stemme tilhørte Louis, ingen tvivl.

”Det håber jeg også. Så er det bare hvordan han ta-” Louis afbrød Harry, før han var færdig; ”HEJ NIALL!”

Hvem var det, de talte om? Det kunne være hvem som helst. Zayn, Liam, Perrie, Eleanor, Danielle, Andy, Ronnie, alle faktisk. Men hvem skulle ta’ noget, på en speciel måde? Hmm..

”Dav Louis. Ehh.. Har I set Kaitlynn? Hun har ikke været hjemme i sådan.. ret lang tid og efter som I er hendes bedste venner, ud over mig, så kunne det jo være at I vidste noget?” jeg så op på dem, med håbefulde øjne, efter som de var gået ud i entreen og nu stod foran mig.

Harry så ud til at tænke lidt, før han rystede på hovedet, mens Louis bare rystede på sit, før han overhovedet tænkte. ”Noooooooooooooooope! Ikke siden.. ja, det er ved at være noget tid siden? Har du prøvet hos Danielle? De har i hvert fald snakket sammen, så vidt jeg husker!” Det var Louis.

Danielle, selvfølge. Min Kaitlynn klarede det godt, det med at snakke med Danielle. De to så ud til, at havet været veninder i lang tid, selvom de nærmest lige havde lært hinanden at kende.

”Kan jeg låne jeres-” Louis afbrød mig, ved at stikke sin iPhone op i hovedet af mig. ”Tak!” og så tog jeg den fra ham, låste den op – for jeg kender hans kode, 1724 – hvorefter jeg fandt Danielles nummer og ringede op.

Biiib.

Biib.

Bii- ”hej, det’ Danielle!” afbrød hendes stemme telefonens biibben.

”Hej Danielle, det’ Niall!” svarede jeg, mens jeg håbede på, at Kaitlynn var i nærheden.

Der gik lidt tid, før Danielle svarede. Men ikke noget specielt; ”Så nogen specielt grund, til at du har nakket Louis’ telefon for at ringe til mig?” spurgte hun.

”Det er der faktisk. Jeg ville vide, om du har set noget til Kaitlynn?”

Stilheden fyldte den anden ende af røret, inden hun endelig svarede mig; ”Ikke for nyligt nej, hvorfor?”

”Bare.. glem det!” og så lagde jeg på.

”Noget held?” denne gang var det Harry, men han så ud til at allerede vide, jeg ikke havde haft held, for han trak mig ind i et lille kram.

”Jeg prøver Liam!” oplyste Louis, hvorefter han tog sin telefon fra mig og ringede på, mens han forsvandt ud af stuen. Harry trak mig med hen i sofaen og jeg lod mig engeligt bare synke ned mod hans brystkasse. Selvom jeg kun havde snakket med 3 mennesker, var jeg ved at miste modet og det tror jeg, Harry kunne mærke på mig.

To minutter efter, cirka i hvert fald, kom Louis ind i stuen igen og rystede på hovedet. ”Liam har ikke set hende, nej. Og heller ikke Zayn, efter som de to er sammen. Har I lagt mærke til, at de to bruger endnu mere tid sammen, end de plejer? Det virker som om de deler en eller anden sindssyg hemmelighed!”

Hvis han bare vidste. Det var specielt at vide noget, som alle andre ikke gjorde. Selvom det bare var at Liam og Zayn var venner med fordele. Men jeg havde dog ikke videre lyst til at tænke på det; eller Liam generelt.

Men det endte med, at jeg bare nikkede kort til Louis, hvorefter jeg kravlede helt ind til Harry.

Harrys P.O.V. (Surprise!)

Jeg vidste godt hvor Kaitlynn var og det var så forbandet svært for mig, at lyve for Niall; men jeg havde lovet hende det. Skal man holde det man lover eller hjælpe sin bedste ven?

Det er ikke nogen hemmelighed at mig og Niall er blevet tættere på det sidste, selvom det føles som om man ikke kan bryde det forhold han har til Liam. Jeg ville gerne være Nialls bedste ven og betyde lige så meget for ham, som Liam gør. Eller Kaitlynn, for den sags skyld;

Og så dog. Jeg ville finde det utroligt akavet, hvis han kunne li’ mig. Just Sayin’.

Det fact at han kravlede op til mig og søgte sikkerhed, hvis man kan kalde det det, var bare en dejlig følelse. En sejer. At betyde nok for Niall, til at han vil lade mig trøste ham.

Selvom det dels er mig, der er skyld i hans problem.

Men ja, jeg lagde mine arme om ham og trykkede ham tæt ind til mig og begyndte at hviske ting som ”det skal nok gå!” og ”vi finder hende snart!” ind i hans øre, imens Louis ringede rundt til alle vi kendte, der havde noget at gøre med Kaitlynn, selvom han også vidste hvor hun var.

Og da alle var prøvet, fik Niall bare flere tårer i øjnene og jeg måtte klemme ham tættere ind til mig. Mine øjne søgte Louis’ over han skulder, for li’som at finde hjælp. Jeg vidste virkeligt ikke, hvad der var rigtigt at gøre og på Louis’ blik at dømme, var han heller ikke helt sikker.

Det endte med at jeg sagde, cirka sådan her;

”Okay Niall, jeg ved hvor hun er!”

Nialls P.O.V.

”Okay Niall, jeg ved hvor hun er!” sagde Harry og jeg vendte min opmærksomhed mod ham og rynkede lidt på næsen. Hvorfor fanden havde han ikke sagt noget? ”Hun-eh..”

”Hun tog en flyver hjem til Irland og bad os om ikke at fortælle det til dig! Harry skaffede biletterne og hun er hjemme nu. Tilfreds?” det var Louis. Og jeg bed mig bare i underlæben, hvorefter jeg stormede ud af lejligheden og fik så fundet en taxa ude foran komplekset. Thanks god, at jeg havde penge på mig.

I lufthavnen fik jeg bestilt en billet til Dublin, men flyet fløj først sent. Dog magtede jeg ikke at tage hjem, så jeg dræbte nogle timer i lufthavnen, hvor jeg fik mig selv fikset og spiste på Burger King. Da klokken blev 22.20 gik jeg om bord på flyet og satte mig på min plads, vedsiden af en 12 året pige. Jeg sad ved vinduet og hun ved sin far.

Efter lidt tid fløj vi og efter yderligere tid, opdagede pigen hvem jeg var og skreg ”OMG!OMG!OMG! NIALL HORAN!! JEG ELSKER DIG!” hvilket vækkede et par ældre rejsende, men også fik samlet et par piger på hendes alder omkring vores sæder. De tvang mig til at skrive autografer og spurgte hvorfor, jeg var på vej til Irland. Det eneste svar de fik, var;

”Pige problemer!”

Og hvis jeg ikke tager fejl, skulle der nok være noget om det på twitter, så snart vi var stået af flyet.

_______________________________________________________________________________

A/N: Glædelig jul. Og HAPPY BIRTHDAY TO LOU. Vores Boobear bliver 21 og jeg kan virkeligt ikke fatte det. Der er sket meget siden sidst og meget meget mener jeg; vi fik meget sne, det smeltede og nu er det kommet igen. Ha, nej. Med meget mener jeg Haylor. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det; det virker lidt fake, hvis du spørg mig. Men hvis de er glade sammen og rentfaktisk kan li' hinanden, så lad dem det. Jeg tror bare ikke på det endnu. Men hvis Niall tar' Selena Gomez, så melder jeg mig ud af den her fandom. Så hellere Demi Lovato. Og hellere Justin Bieber til Selena. Just saying.

Savner I Ziam i min historie? Hvad er din holdning til Haylor, Taylor? Døde I under jordens undergang, den 21.21.2012, 22:15:13? Glæder I jer til at bive introduceret til Justine, som min nye karekter hedder? Hvad har I fået til jul? Burde jeg droppe spørgsmålene og rent faktisk få et liv?

xx Emmelie / EmmelieHoran

___________________________________________________________________

It’s Something About the Sunshine, Baby (Ziam): Liams P.O.V. [a day in Ziams company]

Min telefon ringede og Louis’ navn viste sig på displayet. Hvad ville han? Jeg tog telefonen i min hånd og rejste mig fra sofaen. ”2 minutter, Zee!” var det eneste, jeg fik sagt til Zayn, før jeg trykkede på den grønne knap og Louis’ stemme lød på linjen.

”Liam?” nå, man får ikke engang en hilsen i disse dage. Pfft..

”Hvad er der, Lou?” spurgte jeg, en anelse irriteret. Han afbrød mig, mens jeg havde kvalitetstid med Zayn og det sker ikke så tit længere, da han skriver med Perrie, hele tiden. Sure, jeg ved de er i et forhold og det, men vi har også noget sammen. Det er sikkert også bare for at hun ikke skal tro, han laver noget forkert. Hvem ved? Det er ved at være længe siden Danielle og jeg kom sammen.

”Hallo, er du der, Liam?” nu var det Louis stemme der var irriteret.

Så jeg gætter på, at jeg glemte at svare. Og høre efter. ”Undskyld, hvad sagde du?”

”Ikke noget, du var bare stille i noget tid, så jeg gættede på, at du ikke ville lægge mærke til, hvis jeg rent faktisk sagde noget!” Fuck. Dig. Louis.

”Oh.. Men hvad ville du sige?” kom det fra mig. Et plat svar, men what evaaaarh.

Kort efter, svarede han mig, ved at stille sit spørgsmål: ”Har du set Kaitlynn?”

”Ja! Selvfølge har jeg det, hun har været omkring her i over en uge!” tænk, Lou, tænk, før du stiller sådan et dårligt spørgsmål; ”Men i dag, nej. Er hun da ikke kommet hjem til jer?”

Det næste sagde han ikke, men hviskede gjorde han i hvert fald; ”Harry har sendt hende tilbage til Irland og nu er Niall her. Jeg er ret sikker på at han græder såå..” men så begyndte han at snakke, lidt for højt, igen; ”Nå, det var da ærgerligt. – Er Zayn der også, siger du? Og han har heller ikke set hende? – Pokkers. Men ring igen, hvis du får fat i noget, ikke? Tusind tak, Liam, jeg elsker dig!” og så lagde han på.

Det var mærkeligt, på så mange måder, jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sige.

Men ja, så vendte jeg tilbage til Zayn, men hørte det her: ”Jeg har da altid tid til dig, smukke! – Fint, så ses vi på Starbucks om 10 minutter? – Elsker dig!” hvor efter han lagde sin telefon på og kiggede på mig.

Jeg stod i døren, med et ret falskt smil. For som jeg sikkert allerede har nævnt, så betyder det forhold jeg har til Zayn, meget mere for mig end bare ’venner med fordele’. Jeg truly, madly, deeply, faldet for ham.

”Perrie. Hun ringede og synes det var længe siden, vi havde været på date. Men undskyld Li, jeg kommer tilbage, ikke?” han sendte mig et halvhjertet smil, rejste sig fra sofaen, gik hen til mig og gav mig et kram, kyssede min kind, hvorpå han forsvandt ud i gangen og tog tøj på. For ikke at virke som en komplet idiot, fik jeg sagt;

”Ha’ en god dag, Zayn!”

Før han forsvandt ud af døren, med et nik. Bum! Og så var alt stille, efter som det kun var mig i lejligheden.

Med alt stille mener jeg, alt ud over min overbo, der hoppede rundt. De havde en lille pige, utrolig sød, men virkeligt larmende.

”Mig vil se My Little Pony!” skreg pigen og hoppede mere rundt. Så hun var sur i dag. Igen.

For at overdøve pigebarnet ovenpå, skruede jeg højt op for mit TV og tænkte FUCK NABOERNE, efter som de kommer til at høre på mit TV i laaang tid. Så gik jeg ind og lavede popcorn. Da jeg kom ind i stuen igen, var en film lige færdig og der blev sagt;

”Efter efterskrifterne og reklamerne viser vi Disney filmen, Starstruck. Bliv hængende!”

Og det gjorde jeg. Og de viste filmen. – Det er ikke fordi jeg aldrig har set den før, men jeg blev virkeligt opslugt af den. Som i meget. Jeg opdagede slet ikke, at der ikke var flere popcorn tilbage. Først da jeg mærkede et par hænder på mine skuldre og en hage lænet mod mit hår, gik det op for mig, hvor ukoncentreret på alt andet, jeg havde været.

”Wake up to the blue sky, grab your shades and let's go for a ride. Breakfast by the ocean. We'll do lunch at Sunset & Vine.

Everyday's a dream in California, Every night, the stars come out to play, Wish that I could always feel this way...

There's something about the sunshine, baby, I'm seeing you in a whole new light
Out of this world for the first time, baby, Oh, it's so right
There's something about the sunshine, There's something about the sunsh-sh-sh-sh-shine

In Hollywood we're rocking, in Malibu we hang out and chill. It's all about the shopping, from Melrose to Beverly Hills.

Everywhere's a scene, and now we're in it I don't wanna paint this town alone, Oh no. When I see your smile, I'll always feel at home...

There's something about the sunshine, baby, I'm seeing you in a whole new light..” og sådan blev Zayn bare ved med at synge, lavt ind i mit øre. Og så kunne jeg pludseligt slet ikke fokusere på filmen længere.

Da han var færdig med at overdøve Sterling Knight og hende den anden, som jeg altid glemmer hvad hedder, så vi på hinanden og jeg sendte ham et stort smil.

”Velkommen hjem, Zee!”

 

Hold my Hand (Naitlynn): 3. Person [a Naitlynn Moment]

To børn på henholdsvis 7 år begge to, sad på en lille sofa, klemt sammen. Den ene var en dreng og den anden en pige. De sad hjemme hos drengens far og nu så de en eller anden temmelig voldsfyldt tegnefilm, som nok ikke var beregnet til folk på 7.

”Niall! Jeg er bange!” sagde pigen, der slet ikke så lige så stor ud som drengen – Niall. Nej, Niall var sådanset manden i huset, efter som der ikke var andre hjemme. Og han var stolt over, at pigen søgte hjælp hos ham.

”Kaitlynn, det er jo bare en tegnefilm. De er ikke engang ægte, dem der er med!” sagde han, stolt over at virke voksen.

”Men hvad så hvis de var?” hun så op på sin bedste ven, med store øjne.

Niall tænkte lidt, hvor efter han tog fat i Kaitlynns hånd og gav den et lille klem; ”Hvis du ikke kan holde ud at se mere, så klemmer du bare på min hånd, okay? Så finder vi en kanal der viser pokémon. Deal?”

”Deal!”

Og så sad de to bedste venner ellers bare og så tegnefilm. Efter lidt tid, kunne Kaitlynn ikke holde det ud længere og hun klemte Nialls hånd.

”OW! Det gjorde ondt..” han skød sin underlæbe lidt frem og så små-surt på sin bedste veninde.

”Undskyld Niall. Men det er uhyggeligt. Hvad hvis jeg ikke kan sove i nat? Det tror jeg ikke, jeg kan!” sagde den lille pige og bed sig i underlæben.

Niall sukkede og tog fjernbetjeningen med sin anden hånd, hvor efter han skiftede over til en anden kanal: en der viste pokémon. ”Hvis du ikke kan det, så kommer du bare over til mig. Der er plads til os begge i min seng og så skal jeg nok holde dig i sikkerhed fra monstrene og morderne, okay?”

Det eneste han fik, var et kort nik fra sin bedste veninde og så var de ellers i gang med at se pokémon, hvilket ikke var lige så uhyggeligt, efter Kaitlynn. Niall var på en måde ret glad for at Kaitlynn havde været bange, for inderst inde, var han ved at dø af skræk over tegnefilmen.

Det ville bare havde været pinligt at indrømme det over for en pige.

 

(Hvis vi havde haft mere tid, havde I også fået First Date og Forget me Not)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...