Never to Forget. ~ Niall Horan.

Niall Horans bedste veninde hedder Kaitlynn. De har været venner siden altid og vil på ingen måde, give hinanden op. Selv efter Niall er kommet i One Direction, har de altid haft tid til hinanden. Kaitlynn bestemmer sig for, at overraske Niall, ved at besøge ham i London, så den aftale laver hun med Harry. De bestemmer sig for, at mødes på en klub, hvor Niall så 'tilfældigvis' vil støde ind i sin bedste veninde. I de to uger, Kaitlynn besøger Niall, sker der så mange mærkelige ting, som aldrig ville være sket, uden den alkohol, de begge indtog på klubben. Deres stabile forhold som bedste venner, bliver vendt på hovedet. For det er ikke nemt, at vågne i en seng og opdage, man har lavet noget forkert med sin bedste ven. Og det bliver ikke lettere, når den ene intet husker og den anden intet glemmer.

55Likes
31Kommentarer
5762Visninger
AA

19. Only Flashbacks.

Kaitlynn's P.O.V.

Timerne gik, hvert eneste lille sekund, det føltes som så meget længere tid. Ventetid. At jeg sad og rokkede frem og tilbage, som om jeg var sindssyg. Sindssyg. Det var dét, lægerne de kaldte mig. Fordi jeg savnede ham. De sagde jeg skulle tage mig sammen og at han bare var en dreng. Men de ville aldrig forstå det. De ville ikke forstå, hvad han betød for mig. I mine øjne var han allerede så godt som død.

Mine skridt gav genlyd inde under broen, hvor efter man kunne hører bladenes raslen, da jeg nåede græsset. Mudderet der svuppede ganske let. Jeg faldt forover, for kun hurtigt at rejse mig op igen - løbe videre. Ramt af panik, panik der overskyggede alt. Det fik mig til at savne Niall endnu mere, mere end nogensinde før. For han ville være her, til at passe på mig, men det var han ikke. Han var her ikke. Men i London, hos hans nye venner. Jeg så mig tilbage, hvor jeg så faldt, med et skrig.

En hånd ruskede i mig, fik mig revet ud af flashbacket. Og jeg var den person taknemmelig. Taknemmelig over den person, som havde revet mig væk derfra, fra det minde.

Da jeg kiggede op lod jeg mine blå øjne møde et par brune, hvor farven med det samme kunne fortælle mig det var Liams. De var kommet nu, de forstod hvor ondt det gjorde.

Tårerene begyndte at vælde frem igen, bare lydløst, men jeg kunne virkelig ikke lade være med at græde, det var så godt som umuligt for mig, trods jeg havde grædt så meget. Med undtagelse af mens læger ordnede mit knæ, jeg blev opereret, for der havde de bedøvet mig. I hvert fald nok til jeg bare sov, uden det var fuld narkose.

Liams stærke arme lagde sig om mig. Lige nu var jeg faktisk ligeglad med det ikke var Louis, som jeg ellers ville have foretrukket. Måske gav det mere mening, at det var Liam. Han var Nialls bedste ven - præcis ligesom mig.

Stol på mig, der sker ingenting. En hånd kærtegnende blidt min kind, hvorefter jeg så ind i et par blå øjne.

Et rusk fik mig endnu engang tilbage til den virkelig verden. Jeg havde ingen anelse om hvor det flashback kom fra. Det eneste der var, var Liams mørke øjne, fyldt med bekymring og sorg.

Døren gik op og ind kom Louis, efterfulgt af Harry og Zayn. Zayns ansigtsudtryk var virkelig skræmmende, helt væk for følelser. Fuldstændig. Og fordi jeg var så utroligt svag, begyndte jeg bare at græde over det. Græde endnu mere end i forvejen, uden at det rigtigt havde en kontrol på nogen måde.

Et hvin af glæde forlod mine læber, over min bedste ven endelig var kommet hjem. Jeg begreb ikke hvordan det kunne lade sig gøre midt i det hele med X-Factor og sådan. Men han var kommet hjem, kun for at sige hej også tage afsted igen i morgen. Men det betød alting.

Timerne gik, uden at der skete noget som helst. Konstant blev jeg rusket i af en af drengene fordi jeg forsvandt fra omverdenen igen og igen, ned i de mange flashbacks, der gjorde jeg kunne blive ved med at græde.

En læge havde flere gange været her og sat mad og drengene havde også spist en smule af det, mens jeg havde nægtet. Der var ingen grund til overhovedet bruge kræfter på det, på at gøre en ting, der kunne holde en i live, for jeg havde mistet alt.

Endnu engang blev døren åbnet, efter en del timer, hvor jeg bare havde siddet. "I må gerne besøge ham nu." Og efter de ord kom en masse oplysninger jeg virkelig ikke fik fat i, men det var lige meget. Det var komplet ligegyldigt, for jeg havde fået lov at besøge Niall, som lægen så fint havde sagt. Det havde gjort mig i bedre humør, men tanken om det var rædselsvækkende.

Hola!

Undskyld den rigtigt lange ventetid. skriveblokering og alt muligt. Nu har jeg så skrevet et ganske kort kapitel i er nødt til at overleve med. Her vil dte gå lidt tjept så vi kan blive færdige og komme videre med serien. NTF skulle faktisk være afsluttet i februar, men det gik ikke. Bær over med os, eller noget. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...