Ida

Ida tager med sin fætter Olaf til Sverige, hvor han har et gammelt hus, som han vil sætte i stand og bruge som vandrehjem.
Men huset viser sig at være i meget værre stand end forventet, og snart er budgettet ved at løbe løbsk...

2Likes
3Kommentarer
412Visninger

2. Udehuset

 

Efter busturen (Som varer hele natten, og halvdelen af dagen), tager vi en taxi, og efter ti minutter kører vi op ad en bakke, som fører op til huset.
Da taxien er kørt op ad bakken betaler jeg chaufføren og stiger ud. Olaf tager vores tasker ud af Taxien, imens jeg kigger på huset.
Det er et typisk Svensk hus, med en lille terrasse foran døren, og tre trin op til terrassen, hvor der i øvrigt står en gammel gyngestol.
Det er lavet i rødt træ, og det ligner virkelig meget min farmors hus. Eller vores farmor. Det er jo også Olafs farmor. Vi plejer at besøge hende om sommeren, og plukke vilde jordbær, eller spille kort.
 ”Ida! Hjælp mig lige med taskerne!” Råber Olaf til mig. Jeg går over til bunken af tasker, som han har smidt på jorden, og tager den taske, som jeg hele tiden har haft med mig, plus den lyserøde, som Olaf har båret på hele turen.
Da jeg træder ind ad døren er det første jeg ser et stort edderkoppespind, med en kæmpestor edderkop på midten. Jeg udstøder et lille skrig, giver slip på taskerne, og springer baglæns ud af døren. Lige ind i Olaf som står bag mig.
Vi falder begge to baglæns ned ad trappen. Jeg lander oven på Olaf, som vist får en mavepuster, og så ruller jeg rundt, så jeg ligger på maven ved siden af Olaf. Jeg begynder at hoste helt vildt. Jeg tror taskerne har fået en hel del støv til at flyve op i luften. For resten så er jeg er allergisk over for støv. Ikke sådan helt vildt allergisk, men hvis der er rigtig meget støv, så begynder jeg altså bare at hoste helt vildt. Det er rigtig ubehageligt, og så begynder mine øjne også at løbe i vand.
Det tager mig omkring et minut at få hostet af. Da min hals er klar til at blive brugt igen vender jeg mig om mod Olaf og nærmest råber: ”Hvornår er det hus sidst blevet gjort rent?!”
Han ser helt forskrækket ud, og han stammer også en smule da han svarer.
 ”E-et par måneder.”
 ”For fanden Olaf!” Siger jeg vredt, ”Og så forventede du at det bare ville være helt rent?”
Han kigger væk og mumler et stille ”Undskyld,” Så kommer han på benene, og hjælper mig op.
 ”Der er et udhus. Jeg gør det rent, og så kan du bo derinde imens jeg gør resten af huset rent, Okay?” Han kigger undskyldende på mig, og jeg nikker. Mine øjne klør stadig en smule efter hosteanfaldet.
 ”Er det blevet værre?” Spørger han, ”Det plejer da ikke at være så slemt.”
Jeg ryster på hovedet, ”Der var sindsygt meget støv der inde. Men det siger jo lidt sig selv, når det ikke er blevet gjort rent i flere måneder,” 
Han går ind for at hente mine tasker ud, men et øjeblik efter at han har åbnet døren, styrter han skrigende ud ad den. Han tager alle tre trappetrin på én gang, og så snart han rammer jorden, giver han slip på taskerne (som han lige nåede og få med sig ud af døren), og begynde at rive sig selv i håret.
Han skrige noget om en edderkop. Jeg holder en hvis sikkerhedsafstand, og venter indtil han er færdig, med at svinge sine arme rundt som en sindssyg.
Da han står stille igen, går jeg hen og spørger ham hvad der sker.
 ”Edderkop… I mit hår,” mumler han og trækker vejret tungt.
Jeg kigger i hans hår, ”Der er altså ingen edderkop Olaf”
 ”Selvfølgelig er der ingen edderkop! Jeg har jo fået den væk!”
 ”Har du snart tænkt dig at gøre det udhus rent? Jeg fryser.”
 ”Det er to minutter siden, at jeg sagde jeg ville gøre det!” Han understreger sin pointe med store armbevægelse, og så går han ind for at finde nogle rengøringsmidler..
Denne gang kommer han ikke ud, med en edderkop i håret. Faktisk så kommer han slet ikke ud. I hvert fald ikke før der er gået en halv time. Da han endelig kommer ud, har han støv i håret og tøjet.  Han har en kost og en flaske et-eller-andet med sig.
 ”Ida!” Råber han ”Kan du ikke finde en butik, og købe nogle rengøringsmidler? Det her var alt jeg kunne finde!” Han viser mig kosten og flasken.
 ”Jo!” råber jeg tilbage, og begynder at gå ned ad bakken. Hvorfor var det egentligt lige, at vi troede der ville være rengøringsmidler i huset? Det har jo ikke været gjort rent i et par måneder. Faktisk er det lidt mærkeligt at der overhovedet er en kost i huset. Den er nok i stykker. Ellers havde dem som boede i huset før, nok taget den med sig. Jeg beslutter mig for også at købe en kost.
Da jeg er kommet ned ad bakken deler vejen sig i to. Der er ingen skilte, og de to veje ser meget ens ud. Jeg står og kigger lidt frem og tilbage, indtil jeg beslutter mig for at gå til højre, fordi jeg er højrehåndet.
Da jeg er gået omkring to hundreder meter begynder skoven at tynde ud. Hundreder meter mere og jeg kommer til en lidt større vej. På den anden side af vejen, står der et skilt.
’ ←Lunden (På svensk) 20 km’ står der. Neden under er der et andet skilt:
’Skovby (Også på Svensk) 10 km →’
Så der er altså ti kilometer til den nærmeste by. Jeg tror bare jeg går tilbage, og prøver at gå til venstre.
Så det gør jeg. Og gæt hvad? Da jeg er kommet halvtreds meter ned ad den anden vej, svinger den ind til en lille kiosk, med et lille råddent træskilt hængende over døren. Hvorfor er jeg ikke venstrehåndet?
Venstrehåndet eller ej, jeg køber en kost, en støvsamler-ting og en flaske med rengøringsmiddel.
Da jeg er gået ud af kiosken kommer jeg i tanke om, at der nok heller ikke er tallerkener eller bestik i huset. Jeg har ikke lyst til at gå turen ned til kiosken endnu en gang, så jeg køber en pakke plastiktallerkener, en pakke plastikkrus og en pakke plastikbestik. Og så køber jeg også en pose, til at have det hele i.
Efter at have købt ind, går jeg tilbage til huset. Også selvom turen kun er på halvtreds meter og en bakke, tager det rimeligt lang tid, og da jeg kommer tilbage er Olaf næsten færdig med udehuset.
Jeg tror han hører mig komme, for ti sekunder efter at jeg er nået op ad bakken, kommer han frem fra bagsiden af huset, og spørger mig hvad jeg har købt.
 ”Støv-ting, kost, rengøringsmiddel og nogle plastik-ting,” siger jeg og rækker posen og kosten til ham.
Han tager imod tingene.
  ”Plastikting?” mumler han og roder lidt rundt i posen.
  ”Jeg tænkte at vi nok ikke har tallerkener eller bestik, så jeg købte noget af plastik. Hvor langt er du nået med udehuset?”
Han hiver plastiktingene ud af posen og giver dem til mig.
 ”Jeg er snart færdig” Siger han og giver mig pakken med plastikkrus, ”Jeg mangler bare at feje det. Kosten gik i stykker da jeg prøvede før.”
Han smider posen på jorden og løber om bag huset, hvor udehuset sikkert ligger. Jeg samler posen op, og tager mine tasker med mig om bag ved huset.
Udehuset er lille og sekskantet. Det ligger ca. tyve meter fra selve huset, og er bygget på en bakke. Der er et vindue på hver side af huset, og jeg forestiller mig at udsigten er ret pæn.
Olaf åbner døren, og råber at der er rent nu.
Jeg går hurtigt over til huset, og håber at der er en seng.
En smal hvid trappe fører op til huset. Jeg tager den to skridt ad gangen. Da jeg kommer op til den åbne dør titter jeg ind. Der er en lille hvid seng, som er placeret så den fylder halvdelen af rummet. I den anden halvdel af rummet er der et hvidt skrivebord, og en lille kommode.
 ”Jeg går ind og gør rent i huset” Siger Olaf og masser sig forbi mig i døråbningen.
Da han er gået ud, går jeg helt ind i det lille værelse, og lukker døren efter mig. Jeg lægger mine tasker på sengen, og sætter mig ned ved siden af dem. Væggene og loftet er malet hvide, og gulvet er lavet af lyst træ. Det får rummet til at se meget større ud end det egentligt er.
Jeg smider taskerne ned på gulvet, lægger mig ned på sengen, og stirrer op i det hvide loft.
Jeg ligger og stirrer op i loftet i lang tid. Så lang tid at det begynder at blive mørkt udenfor, og min mave knurrer en smule. Jeg kommer i tanke om, at det eneste jeg har fået at spise i dag er noget gammelt brød, som vi købte før vi tog taxien, så jeg går over til forsiden af huset, og kalder på Olaf.
Han kommer ud af huset med et stykke brød i hånden, og spørger mig hvad der er i vejen. Før jeg når at svarer knurrer min mave, og gør det for mig.
Han tygger af munden og smiler, ”Jeg går ind og henter noget brød til dig.”
Han springer op ad trappen og ind ad døren. Han kommer hurtigt ud igen, og han har en pose brød i hånden.
 ”Her,” Siger han og rækker mig posen ”Jeg er mæt, så du må godt få resten.”
 ”Tak” siger jeg, og putter et stykke brød i munden.
Han gaber og strækker sig.
 ”Klokken er også mange. Jeg går ind og finder noget at sove på. Godnat!”
 ”Godnat,” Svarer jeg ham stille, og begynder at gå tilbage til udehuset. På vejen spiser jeg tre stykker brød.
Da jeg kommer derover, pakker jeg mine ting ud, og går i seng.
Jeg ligger længe og kigger ud i mørket, før jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...