Ida

Ida tager med sin fætter Olaf til Sverige, hvor han har et gammelt hus, som han vil sætte i stand og bruge som vandrehjem.
Men huset viser sig at være i meget værre stand end forventet, og snart er budgettet ved at løbe løbsk...

2Likes
3Kommentarer
433Visninger

1. Rejsen

 

Vi sidder i et tog på vej til København banegård.
”Vi,” er mig og Olaf. Olaf er min fætter, vores fædre er brødre.
Vi er på vej til Sverige, hvor Olaf har fået et gammelt hus som han vil sætte i stand og lave om til vandrehjem. Det var vidst noget med at kommunen ikke havde råd til at passe på det mere, og så fik Olaf det. Det er lidt mærkeligt at de gav det til lige præcis Olaf. Ikke fordi Olaf ikke kan klare det, der er bare så mange andre mennesker de kunne have givet det til.
Jeg gider egentligt ikke hjælpe, men jeg har ikke andet at lave, og jeg savner også at komme hjem til Sverige, så jeg tager med alligevel.
For resten så hedder jeg Ida. Det er et ret kedeligt navn, men det er da bedre end Olaf. Olaf er et svensk navn. Han fik det af sin mor.
Toget sætter farten ned og en irriterende stemme annoncerer at vi nu er på Københavns banegård.
 ”Vi skal af nu,” Siger Olaf. Han er ved at læse noget om huset.
 ”Har du ikke tænkt dig at hjælpe mig med bagagen?” Spørger jeg, og rejser mig op.
 ”Øjeblik, jeg skal lige læse den her linje færdig,” Svarer han uden så meget som at kigge op. Jeg himler med øjnene og tager papiret fra ham.
 ”Jeg var faktisk ved at læse, det der!” Siger han og rækker ud efter papiret, som jeg holder så langt væk fra ham som muligt
 ”Vi skal faktisk af her!” svarer jeg og putter papiret i lommen. Han mumler noget om at jeg krøller det, og så hjælper han mig med bagagen.

Ti minutter senere står vi ude foran hovedindgangen til togstationen. Olaf kigger på et kort.
 ”Vi skal den vej,” siger han og peger ned ad gaden, ”og så skal vi til venstre.”
Jeg river kortet fra ham, kigger på det i to sekunder og konstaterer at vi skal den anden vej.
 ”Vi skal den anden vej,” siger jeg og begynder at gå ned ad gaden med min taske.
Olaf, som har taget så mange tasker med, at han knap kan bære dem, samler alle taskerne sammen og skynder sig ned ad gaden efter mig, ”Er du sikker? Så vidt jeg kunne se skulle vi den anden vej.”
 ”Ja, Olaf jeg er sikker. Og jeg tror godt vi kan blive enige om, at dine evner som kortlæser ikke ligefrem er de bedste!”
 ”Men jeg er altså ret sikker på at vi skulle være gået den anden vej!”
 ”Man kan se færgen,” Jeg peger ned mod havnen hvor en lille blå færge ligger og venter på at klokken skal blive halv fire så den kan tage af sted.
 ”Når,” siger han bare.
Vi går ned til færgestationen, jeg viser vores billetter til billetmanden og vi går om bord på færgen.
Den lugter af olie, fisk og saltvand. Ikke ligefrem nogen behagelig blanding. Ikke fordi jeg havde forventet mig noget behageligt af den her tur, men det ville nok alligevel have været dejligt, hvis jeg ikke behøvede trække vejret igennem næsen på hele færgeturen.
 ”Det tager kun ti minutter.” Siger Olaf efter at, vi har sat vores tasker på nederste dæk, ligesom alle andre,  ”Vil du med op på det øverste dæk og… kigge lidt?”
 ”Nej tak” svarer jeg, ”jeg venter bare her”
 ”Jeg kommer tilbage når færgen er ved at være i land!” Meddeler Olaf og går op ad en metaltrappe med blå afskallet maling.
Jeg bliver på det nederste dæk med vores tasker. Det er ret koldt, og der går ikke lang tid før jeg indser at en T-shirt nok ikke var det smarteste tøjvalg, så jeg finder en sweater frem fra min taske.
Da jeg har trukket sweateren over hovedet, og skal til at lukke tasken kommer en tyk sikkerhedsvagt ned fra det øverste dæk, og siger at passagerer ikke må opholde sig på det nederste dæk, under turen.
Det er første gang jeg har hørt den regel. Nu er det ikke fordi jeg har seglet med helt vildt mange færger, men jeg har godt nok aldrig prøvet at sejle med en hvor man ikke måtte være på det nederste dæk. I hvert fald ikke denne her slags færge. På de helt store færger plejer der jo at være nogle bildæk, hvor man ikke må være, men den her færge er ret lille og jeg kan egentligt ikke se nogen grunde til at man ikke må være på det nederste dæk.
Jeg følger med sikkerhedsvagten, selvom reglen er ret åndssvag. Jeg kommer op på det midterste dæk som heldigvis er overdækket, og ikke nær så koldt som det nederste.
Jeg når kun at opholde mig på det midterste dæk i et minut før vagten kommer tilbage og meddeler at passagerer nu må gå ned og gøre klar til at stige af færgen.
Der er ca. to minutter tilbage af turen, så jeg forstår ikke helt hvad der skete med reglen om ’Ingen passagerer på nederste dæk’, men jeg har egentligt ikke noget imod det, da det betyder at jeg snart kommer af den ildelugtende færge.
Da jeg har fundet vores bagage og er klar til at gå af færgen, kommer Olaf ned af trappen, med vindblæst hår og alting. Han går hen til mig og samler alle sine mange tasker op fra gulvet, så kigger han på mig og spørger mig om jeg ikke har flere tasker med.
 ”Nej,” svarer jeg ”hvis jeg får brug for noget kan jeg bare købe det, når vi er deroppe.” Det passer ikke helt. Han bærer på to af mine tasker, men jeg har ikke tænkt mig at sige det til ham. En af dem er lyserød, og jeg forstår ikke helt, hvorfor han ikke har lagt mærke til, at han bærer rundt på en lyserød taske, som tydeligvis ikke er hans.
Han hanker op i den lyserøde taske og spørger mig om jeg har busbilletterne.
 ”Jeg købte togbilletter, og færgebilletter” svarer jeg ham ”Du skulle sørge for busbilletter.”
Han kigger bare dumt på mig, ”Øhh…?”
 ”Har du glemt dem?” siger jeg højt.
 ”Jeg troede at du havde styr på alle billetterne,” siger han langsomt og kigger ned i gulvet.
Flot Olaf. Rigtig Flot. Nu står vi på en færge som ligger til i Sverige om et halvt minut og du har glemt busbilletterne.
 ”Har du nogen penge med?” spørger jeg.
Han rynker øjenbrynene og siger så langsomt: ”Altså jeg HAR penge med. Vi skal bare lige finde en hæveautomat først.”
Jeg ligger hovedet tilbage og sukker. Typisk. Typisk Olaf.
 ”Kan du godt hæve penge i Sverige, med dit kort?” Spørger jeg.
Han er ved at finde kortet frem, og imens han roder i sin taske svarer han mig: ”Ja, det kan jeg.”
Jeg snupper kortet ud af hans hånd og peger på noget meget småt skrift nede i bunden
 ”Hvad står der?” spørger jeg ham.
Han tager kortet og stikker det helt op i hovedet.
Så siger han, ganske langsomt: 
 ”Kort udstedt i Landsbanken og Landsbankens filialer gælder ikke uden for landets grænser.”
Jeg hæver mine øjenbryn mod ham.
 ”Har du penge med?” Spørger han forsigtigt.
 ”Nej,” svarer jeg ”Jeg har ikke penge med. Jeg har heller ikke noget kort med.”
 ”Det var ikke så godt” Siger han og begynder at kigge sig omkring, som om han forventer at løsningen bare skal komme flyvende.
 ”Du tager med færgen tilbage og hæver nogle penge,” siger jeg til ham.
 ”Hvorfor mig? Hvorfor kan du ikke tage tilbage?”
 ”Fordi jeg ikke kan bruge dit kort. Du tager med færgen tilbage og hæver nogle penge. Jeg prøver at finde en bank imens,”
Han krydser armene foran sig og rynker panden, men han protesterer ikke mere.
Da færgen lægger til stiger jeg af imens Olaf bliver om bord. Jeg tager kun min ene taske med mig. Resten bliver på båden sammen med Olaf.
Jeg går over til en isbåd som ligger ved havnen. Det er en kold dag, og der står kun én person ved boden. Jeg stiller mig op i køen, og da det bliver min tur, spørger jeg damen om der er en bank i nærheden.
Hun smiler sukkersødt til mig og peger imod nogle andre butikker længere nede ad havnen: ”Hvis du går over forbi den butik som sælger fiskeudstyr, kommer du til en anden gade. Så går du bare ned ad den indtil du kommer til banken.”
Hun svarer faktisk på Svensk, men jeg forstår det godt. Jeg boede i Sverige indtil jeg blev syv og vi skulle flytte til Danmark.
Jeg siger tak til damen og begynder at gå ned mod butikken med fiskeudstyr.
Da jeg er kommet forbi fiskeudstyrsbutikken, ser jeg et skilt hvor der står ’Højgade’.
Skiltet peger mod en smal gade, med høje huse på hver side. Jeg går ned igennem gaden og kommer ud til en større gade. På den anden side af gaden ligger banken.
Jeg smiler for mig selv og går over mod banken. Jeg har altid godt kunnet lide banker.
Jeg kan godt lide den måde de er rene og rydelige på. Det er rart.
Inde i banken er der en skranke lavet af en lys træart. Der er ret åbent. Et par skriveborde danner sådan en slags halvcirkel. Det ser rigtig pænt ud.
Jeg går op til skranken, hvor en ung kvinde smiler til mig, og spørger hvad jeg kunne tænke mig.
Hun har et jakkesæt på, og pænt lyst hår.
Jeg forklarer hende at jeg kommer fra Danmark, og at jeg planlægger at blive her et par måneder. Så spørger jeg om jeg kan hæve nogle penge. Hun fortæller mig, at det kan jeg godt. Bagefter hjælper hun mig med at hæve dem. Hun hjælper mig endda også, med at få et kort som jeg kan bruge til at hæve nogle penge fra min konto hjemme i Danmark.
Da jeg forlader banken er jeg i godt humør. Jeg tjekker klokken og beslutter mig for at købe en is til mig selv på vej ned mod færgen.
Da jeg står i isboden, beslutter jeg mig for at købe en til Olaf også. Han venter sikkert på mig ved færgen.
Det går han. Da jeg kommer ned til færgen, står han med to busbilletter i hånden. Han ser en smule sur ud, men han lyser op da han ser at jeg har en is med til ham.
Vi spiser isene, og så sidder vi os over til busstoppestedet og venter.
Efter at vi har ventet i et kvarter kommer bussen. Vi sidder os ind, og gør os klar til en lang køretur. Vi skal ret langt op i Sverige, og det kommer til at tage lang tid.
Jeg sidder ved vinduet, og Olaf sidder ved siden af mig. På sæderne foran os er der nogle magasinholdere, men det er kun den som sidder foran Olaf, at der rent faktisk er et magasin i.
Olaf læser vist lidt i magasinet. Jeg læser en avis i stedet for. Det er en jeg har taget med hjemmefra, og jeg har allerede læst det meste af den. Jeg kan ret godt lide aviser. Ligesom jeg godt kan lide banker, så kan jeg også godt lide aviser. Jeg synes det er sjovt, at bogstaverne er så små at de bare ligner et mylder, lige når man slår op på siden. Når man så begynder at læse artiklerne, falder de ligesom ind på fine lige linjer, og laver ord. Jeg kan i del hele taget godt lide tekst. Det er ikke fordi jeg er helt vild med at læse. Det er mere det der med, at hvert eneste bogstav ligesom har en plads. Og så danner de ord, og sætninger, og historier.
Jeg sider helt fordybet i en artikel om butikstyverier, da Olaf afbryder min læsning, med et dumt spørgsmål, som han vist har læst i magasinet:
 ”Hvis jeg nu tager en Ford, og skifter alle delene ud med andre dele, har jeg så stadig en Ford?” Han ser ud som om han lige har vundet en lang diskussion.
 ”Nej,” Svarer jeg, og vender tilbage til artiklen.
 ”Hvorfor ikke?”
 ”Fordi, sådan er det!”
 ”Det er ikke et ordentligt svar!”
 ”Hvis jeg nu tog et puslespil og skiftede alle brikkerne ud, så ville billedet også ændre sig. Og når billedet ændrer sig, så er det ikke mere det samme puslespil!”
Enhver normal person ville nok have accepteret det svar og ladet det ligge. Men ikke Olaf.
 ”Hvad nu hvis jeg maler puslespillet så billedet ændrer sig? Er det så et helt nyt puslespil?”
 ”Hvis du maler puslespillet, så ødelægger du det. Når det er ødelagt er det ikke mere et puslespil,” Jeg vender endnu engang tilbage til artiklen om butikstyverier, og denne gang ignorerer jeg bare Olaf når han stiller mig spørgsmål.
Resten af busturen sker der ikke rigtig noget. Olaf falder i søvn på et tidspunkt, og jeg får endelig noget ro, men resten af turen er ret begivenhedsløs, så det vil jeg ikke gå i detaljer med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...