You and I? 13+ 1D

Catalina er en 18 årig gammel pige, som bor i Londons mest berygtede ghetto. Hun er næsten dømt til et dårligt liv, da hun tilfældigt støder ind på Niall Horan, et af medlemmerne i det engelske boy band One Direction. Hele hendes liv bliver ændret efter mødet. Nye muligheder dukker op for hende og fremtiden ser pludselig lys ud. Men Rafael, en fyr fra skolen der er håbløst forelsket i hende, vil gøre alt for at ødelægge det hele for hende, for at få hende tilbage i skolen. Catalinas grænser bliver testet til det yderste, mens hun kæmper en indre kamp. (Movellaen kan indeholde stødende sprogbrug og scener)

5Likes
1Kommentarer
843Visninger
AA

1. Hey, I just met you...

 

Skolen var et helvede. Ikke fordi jeg ikke kunne lide at gå i skole, for det kunne jeg, men menneskene. De gjorde det hele så skrækkeligt. Man skulle ikke tage ét forkert skridt eller sige ét forkert ord. "Catalina. Skatter. Du har for meget tøj på." råbte en dreng efter mig, sikkert Rafael. "Du spilder dit ynkelige liv på det her Rafael." Sukkede jeg og gik hurtigt videre. "Hørte i det drenge? Hun vil have mig." Lo han selvsikkert, jeg rullede med øjnene og gik derefter videre. Emilio, min lillebror, kom snøvlende længere henne af  gangen. Jeg småløb op til ham og trak ham ind til siden. "Hvad fanden har du taget?" Jeg kiggede på ham med lynende øjne, mens jeg bandede ham langt væk inde i mit hoved. "Jeg røg bare et par stykker." fnes han, han var langt væk. "Du kan ikke tage til time sådan!" halvråbte jeg fortvivlet, han kiggede bare på mig med et smørret grin. "Jeg tager hjem til min dame, slap nu af man. Yolo!" Han skraldgrinede, hvilket kun gjorde mit raseri værre. "Tænk dog lidt på en fremtid!" Skreg jeg ham i hovedet, han stoppede med at grine og kiggede alvorligt på mig. "Hvilken fremtid?" Spurgte han koldt og kiggede mig i øjnene. Jeg sank en klump og kiggede ned. "Det jo bare for dit eget bedste." Mumlede jeg og håbede egentligt han slet ikke hørte det. Han lagde en arm rundt om mig og kiggede med varme øjne på mig. "Vi skal nok klare den, du og jeg." Jeg smilede, men det falmede hurtigt da jeg hørte en skinger pigestemme bag os. "Åh Emilio! Jeg har ledt efter dig overalt," hun stoppede midt i hendes eller glade sætning, "hvem er det?" Hun spyttede ordene ud med væmmelse. "Det er bare min søster, slap nu af man." Jeg vendte mig om for at se hvem hans pige var, og fik lidt af et chok. Afbleget, næsten hvidt hår, med de grimmeste sorte extensions, en falsk brun farve og alt for meget make up. Han gik hen til hende og kyssede hende. "Slap nu af skatter, du jo min pige." Pigen fnes lidt, og smilte kvalmende sødt til ham. "Vi ses derhjemme." fik jeg sagt i farten, mens jeg gik ud på de fyldte gange.

 

Den skønneste årstid var forår, helt klart. Især her i slutningen af april og maj. Alt sprang ud og var så smukt. Vejret var lige tilpas, ikke for varmt og heller ikke for koldt. Og vejret skulle nydes med en shopping tur på Oxford street. Jeg havde set frem til denne tur i flere dage, det var ikke så tit jeg var andre steder end i det ghetto område jeg boede i. Det jeg så mindst frem til var metroen, som ikke var særlig rar i dette område, men det skulle overstås. Jeg gik med hurtige skridt ned af trapperne og hen til en af billetautomaterne, for at få 2 billetter så skulle jeg jo ikke tænke på det, når jeg skulle hjem. "Der er min pige jo." Råbte en stemme bag mig, efterfulgt af nogle højlydte grin, jeg sukkede højt og håbede han kunne føle min irritation. "Hun elsker mig, se hende lige!" Grinte Rafael højt og lagde en arm om mit liv. Jeg prøvede ihærdigt at få armen væk, men vi vidste begge at han var meget stærkere end jeg var. "Nu skal jeg nok følge dig hen til mig tog." Hans sukkersøde, uskyldige stemme gav mig en trang til at kaste op og det blev kun værre, da hans lille gruppe igen brød ud i grin. Jeg fulgte modvilligt med Rafael, da han begyndte at gå ned mod togene. "Se hvor godt det går søde, vi skal nok blive lykkelige sammen." Hviskede han ind i mit øre og sendte mig et stort smil. Jeg svarede ikke, men kiggede stift ligeud. Jeg rystede mig fri af hans greb og skulle til at gå ind i toget, da han greb fat om mit håndled og trak mig ind i hans favn. Han knugede mig hårdt. "Du skal nok blive min en dag. En skønne dag." Hviskede han og slap mig.

 

Togturen var endnu længere end normalt, sådan føltes det i hvert fald. Rafael skræmte mig, hans attitude skræmte mig og den måde han prøvede at score mig skræmte mig. Jeg sad musestille og kiggede forsigtigt ned i gulvet, helt ubemærket. Længere nede i toget sad to jævnaldrende fyre og irriterede en yngre pige. Hun var grædefærdig, det kunne man se selv her nede fra. Jeg rejste mig op og gik hen imod dem. "Så lad hende da være, hvad har hun da gjort jer?" Jeg prøvede at lyde så voksen som overhovedet muligt. "Amen, prøv da lige at se hende? Hun er sku' da resultatet af et sprunget kondom!" Fyrene lo højt og pigen krympede sig endnu mere. "Kommer fra jer." Sagde jer, men lukkede hurtigt munden igen. "Hvem fanden tror du egentligt du er?" En af fyrene rejste sig op og trådte et skridt frem mod mig. "Den lille latina tror vidst rigtigt hun er noget, hva'?" Sagde han smørret og kiggede om på sin grinende ven. "Hør her snuske, bare fordi du er perker, betyder det sku' ikke at du er noget." Han kiggede på mig med øjne der kunne dræbe. "Åh undskyld, jeg glemte lige at hvide kun havde rettigheder" Svarede jeg spydigt igen, men de brød begge i grin. "Flabet pigebarn, hun er da vidst ikke blevet opdraget ordentligt." De grinte begge stadig. Pigen havde set konflikten som en mulighed for at slippe væk og var nu ikke til at se. "Få jer dog et liv, idioter." Sagde jeg og gik min vej. "Møgso." Skreg den ene og jeg kunne fornemme alle folks blikke på mig, mens jeg gik op til min tidligere plads. Jeg lænede mig tilbage i sædet og sukkede højt. "Fedt show du lavede." Lo en dreng overfor mig, jeg trak bare på skuldrene som svar. "Tja, det var bare nogle racistiske idioter. Dem møder man hver dag." Svarede jeg bare og smilede høfligt, han smilede tilbage og så var det den samtale. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Han havde en helt speciel skønhed over sig. Alt udstrålede ro, men alligevel kunne man se glimtet i hans blå øjne, som bare ventede på alt det sjove skulle ske. Han mindede mig om en jeg havde set før, men jeg kunne ikke komme på hvem det var. Jeg kiggede ud af vinduet og opdagede at jeg snart skulle af. Jeg rejste mig op og det samme gjorde drengen. "Skal du også af?" Han kørte en hånd igennem sit hård og smilede stort smil. "Ja, ja det skal jeg." Jeg smilede lidt større end før og gik ned mod dørene med ham i hælene. "Bor du her i nærheden?" Jeg blev lidt overrasket over hans pludselige nysgerrighed. "Nej, bor nede i ghettoerne." Han nikkede og studerede mig i et par sekunder. "Du ligner slet ikke en derfra." Han sagde det hurtigt og kunne knap nok forstå det. "Ej undskyld, det er altså ikke for at dømme jer eller sådan noget." Han kiggede forlegent på mig, mens han kløede sig i nakken. Jeg lo af ham, imens jeg gik ud af toget og ud på stationen. "Slap nu af, jeg ved hvad du mener." Jeg fnes, stilheden føltes akavet, egentligt ventede jeg bare på at han skulle bryde den, men der sket ligesom ikke rigtigt noget. "Hvor bor du så?" Endte jeg med at sige, han sendte mig et usikkert smil. "I Primrose Hill lige nu, sammen med en ven." Han sagde det hurtigt og lavt, som om han var flov over det. "Hvad laver du så her? Altså der er jo ikke de fedeste shopping muligheder her." Vi grinte begge to lidt, men der var noget falskt over hans grin. "Er du flov over at bo sådan et sted?" Spørgsmålet fløj ud af munden på mig. "Altså nej, men så alligevel." Jeg kiggede uforstående på ham. "Det er jo bare ikke fedt at sige man bor i et dyrt kvarter, når man snakker med en pige fra en ghetto. Det virker bare hoverende." Han kiggede på mig med alvorlige øjne, der virkeligt overbeviste mig om at det var sandt. Jeg rystede grinende på hovedet. "Slap nu af, vi er jo stadig mennesker lige meget hvor vi bor." Hans øjne blev igen varme og smilet kom igen frem på hans læber. "Niall." sagde han og rakte sin hånd frem, som jeg uden tøven tog imod. "Catalina." Jeg udtalte mit navn meget spansk, af ren vane. Han nikkede og kiggede så smilende på mig igen. Knægten smilede godt nok meget! "Hvad skal du så her?" Han lød igen nysgerrig og kiggede på mig med stor interesse, som jeg grinte lidt af. "Jeg skal bare shoppe lidt på Oxford Street." Han nikkede og kiggede ned i jorden, men kiggede hurtigt på mig igen, med et kæmpe smil plantet i ansigtet. "Må jeg ikke shoppe med dig? Jeg skal alligevel ikke noget i dag." Jeg kiggede lidt skeptisk på ham. "Seriøst?" Han begyndte at grine, men nikkede så ivrigt. "Fint nok så." Jeg rystede på hovedet af ham. Han måtte da ikke være rigtig klog?

 

Tiden med Niall fløj af sted. Det føltes som om vi havde kendt hinanden hele livet. Vi havde samme humor og derfor grinte vi en del. Niall gik med spændte skridt og kiggede uroligt omkring. "Niall, hvad sker der?" Jeg kiggede undrende på ham. "Hvad nu hvis de opdager os?" Hans nervøse øjne kiggede først på mig, og så gennemtjekkede de igen området. "Hvem opdager os?" Jeg forstod ikke noget lige nu, var der nogen efter os eller hvad? "Paparazzierne, de er overalt!" Og der gik det op for mig, hvem han var. Det var ham Niall Horan fra x-factor! "Hvad sker der hvis de opdager os?" Jeg kiggede lidt nervøst op på ham. "Sladder, rygter, det er jo bare nogen standard ting, jeg er bare så træt af det!" Hans irriterede stemme skar igennem luften. Vi gik videre. Selvom det var fredag aften, var gaderne efterhånden tomme. Der lå en stilhed imellem os, men det var en anderledes stilhed denne gang. Af og til kunne jeg føle Niall's blik hvile på mig, men jeg lod som ingenting. Jeg havde lyst til at sige noget, men jeg vidste ikke hvad. Niall tænkte. Hans ansigt var alvorligt og hans blik var målrettet mod jorden, men det var rimelig tomt. "Niall? Jeg tror altså jeg må til at komme hjem. Det jo efterhånden ret sent og sådan." Ordene kom ligeså stille ud af min mund, som om jeg var bange for at han ville bide mig. "Nej!" Han råbte næsten det næsten, hvilket fik mig til at hoppe forskrækket til siden. "Må jeg ikke komme hjem?" Jeg gav ham et forvirret blik, hvilket fik ham til at smile lidt forlegent. "Jo, men det er jo mørkt og du skal selv gå alene hjem. Kan du ikke bare sove ved mig?" Hans forvirrende ord fik mig til at grine. "Det kan jeg da godt?" Han lyste op i stort smil. "Godt, for alle drengene kommer og vi skal holde filmaften! Kom!" Han tog min hånd og løb gennem de små gader, indtil vi kom til en af de større veje. Han fik hurtigt prajet os en taxi og så var vi ellers på vej. Det irriterede mig at det var mørkt, for jeg havde aldrig set denne del af London før. Men jeg kunne fornemme at husene blev større og større.

 

"Velkommen til mit, eller min vens, ydmyge bolig!" Niall åbnede dørene for mig og lod mig komme først ind. Det første jeg hørte, var drenge stemmer. Høje drenge stemmer. Jeg tog overtøj og sko af og fulgte efter Niall som en lille hund. Det her hus var jo enormt! Der var virkelig højt til loftet og lamperne var i hvert fald ikke noget fra IKEA. Vi endte inde i en stor og meget moderne stue. Bare sofaerne måtte have kostet mere end alle vores møbler til sammen. Jeg stod og gemte mig lidt bag Niall. Jeg plejede ikke at være genert, men når jeg stod foran 4 drenge jeg slet ikke kendte, blev jeg det altså. "Uh Niall, hvem er det du har taget med?" Spurgte en høj fyr med små krøller, jeg kunne ikke lige huske hvad han hed. De andre drenge grinte og gav mig elevator blikket flere gange. Niall begyndte at fortælle hvordan vi mødtes. Eller, mest hvordan jeg havde provokeret de 2 fyre i toget og hvordan den lille pige bare forsvandt uden at takke mig. Historien fik os alle til at grine og jeg var allerede ved at slappe mere af. Efter den lille historie, præsenterede de andre drenge sig. Ham som havde spurgt Niall, om hvem jeg var, hed Liam, ham med de store krøller var Harry, den brunhårede uden krøller var Louis og den med sort hår hed Zayn.
De satte hurtigt en film på, The Ring, en gyserfilm. Halvdelen af tiden sad jeg med hænderne for øjnene, hvilket de andre morede sig over. "Vidste ikke du var sådan en kylling." Niall puffede drillende til mig. Det skulle han ikke have sagt! Jeg fjernede mine hænder og rettede mig op. Jeg prøvede ikke at se skræmt ud, men inderst inde, der troede jeg at jeg skulle dø. "Jeg skal virkelige pisse!" Niall rejste sig op og løb ud på toilettet. Filmen blev bare uhyggeligere og uhyggeligere. "Buh!" Et par hænder lagde sig på mine skuldre, hvilket fik mig til at skrige højt og hoppe mindst 2 meter op i luften. Alle flækkede af grin. Undtagen mig. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg daskede til Niall. "Prøver du at skræmme livet af mig?!" Jeg prøvede at kigge alvorligt på ham, men det gik ikke særligt godt, for jeg brød ud i grin. "Hold kæft du blev bange man!" Skreg Louis af grin og klaskede sig selv på lårene. "Stop!" Råbte jeg, men de lystrede ikke rigtigt og grinte videre.

De ville absolut se en film til. Heldigvis var det ikke en gyser. Men den var røv kedelig. Drengene var helt opslugte af den, men jeg var ved at falde i søvn. "Er du træt?" Hviskede Niall til mig, jeg nikkede bare som svar. "Bare sov op af mig." Jeg smilede som tak og lagde mig til rette på hans skulder. Jeg lukkede mine øjne og der gik ikke lang tid inden jeg sov.

 

Niall's synsvinkel

Catalina lå stadig og sov op ad mig. Så da drengene gik i seng, måtte jeg nød til at blive liggende. Jeg fik med besvær flyttet mig, og med endnu mere besvær langt hende til rette på den ene sofa, mens jeg tog den anden. Hun var så smuk. Hendes smukke brune øjne, hendes smukke smil, hendes smukke stemme og hendes smukke personlighed måtte være det tætteste man kunne komme på perfektion. Jeg følte mig så svag. At jeg allerede var faldet for hende. Ingen måtte vide det. Jeg vendte ryggen til hende og faldt derefter hurtigt i søvn.

 

"Niall? Niall?" Et par hænder ruskede blidt i min arm, så jeg fik mig vendt om med et støn. "Jaer?" Det føltes som om jeg stadig halvsov, hvilket jeg sikkert også gjorde. "Du ... Du skal altså lige se det her." Hendes nervøse stemme gjorde mig urolig og fik mig vækket helt. Hun rakte sin mobil ned til mig. Åh nej...     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...