Your Song - One Direction

Daily passer ikke ind i familien, det er hun skam afklaret med. Men idéen med at hun skal med sin ulidelige søster til London, for at se en One Direction koncert, er hun knap så afklaret med. Selvom Daily kæmper imod, får hendes far det sidste ord, og de to piger ender i et fly på vej til hjemlandet for fire af de fem drenge. Dog går turen til London ikke helt efter planen, og det irriterer Daily - lige indtil uventede følelser dukker op.
Daily havde aldrig troet, et farvel kunne være så svært, men da hun vender tilbage til sin nor-male hverdag, får hun så travlt med så mange andre ting, at hun hurtigt har gemt følelserne for ham væk. Derfor får hun et chok, da en uventet sms fra ham pludselig tikker ind en dag. Men problemet er, at der ikke bare står et ”hej,” i den.
Dailys liv bliver vendt drastisk på hovedet, alt imens hun nu er tvunget til at træffe nogle svære valg - vil alting nogensinde blive det samme? Og hvad nu, hvis han ikke er den eneste fyr i hendes liv?


39Likes
38Kommentarer
4306Visninger
AA

12. Too many overwhelming experiences.

 

 

Undskyld, ikke rettet, men ville gerne publicere det i dag. :)

-----------------------------------------

Daily: Hvad sker der?!
 

Harry: Well I should try to be strong.
 

Daily: Harry? Ven? Fortæl mig hvad der sker. Er du oppe at skændes med nogen?
 

Harry: I take my last breath

It’s like I’m dead inside

It’s like I’m past it

It’s what I can’t describe


Daily: Hvorfor bliver du ved med at referere til sange? Hvad sker der? Skriv normalt med mig Harry.


Harry: And when I walk away

Take off running and come right after me


Daily: Du tvinger mig ikke til at tage til England… Fortæl mig hvad der sker babe.


Harry: Lost in this world, I even get lost in this song


Daily: Okay, jeg kommer så snart jeg kan. Jeg har ikke lyst, det skal du vide. Mit liv er uden dig nu, okay? Men jeg holder af dig. What doesn’t kill you makes you stronger. Husk det Haz.

 

Jeg modtog aldrig flere sms’er fra ham.
Lige nu sad jeg i et fly på vej til England. Om morgnen havde jeg hurtigt bestilt flybilletter, og jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg gjorde det. Han var ikke en del af mit liv mere, og det burde han vide. Men nysgerrigheden og bekymringen sad fast inden i mig, og jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der var galt. Det lignede bestemt ikke glade, romantiske og positive Harry, tværtimod. Der var et eller andet glat, og jeg havde prøvet få det ud af de andre drenge - men de var lukkede som muslinger.
Nå en af dem endelige svarede mig tilbage, var det med et ”Ehhhh” eller et ”Ved ikke helt…” Men de vidste det, det var helt sikkert. De holdt noget hemmeligt for mig, og det var mærkeligt, en meget uvant situation. Jeg hadede når tingene ikke var under kontrol, det gjorde mig på en eller anden måde stresset og nervøs.

Jeg sendte skyerne, på den anden side af det lille vindue, et blik. De var klumpede, tætte og kompakte, men alligevel utrolig smukke af den lyserøde farve, solen tilføjede dem. Aftenen var ved at falde på, så solen gav lige det sidste lys den havde, inden månen ville tage over. Mørket ville dominere.
 

Jeg rystede på hovedet af mig selv. Hvad fanden havde jeg ærligtalt gang i? Tony havde også prøvet at tale mig fra det, men han vidste jo heller ikke, hvad Harry og jeg havde gået i gennem. Jeg ved ikke hvor stædigheden pludselig kom fra, det var bare som om, at jeg var vildt opsat på at hjælpe ham, hvis han havde problemer. Han havde jo også hjulpet mig i gennem de knap så fantastiske tider, og det satte jeg stor pris på. Han var en sød fyr, men nu var der kommet en anden sød fyr ind i mit liv. Life goes on, som man jo siger, sådan var det bare. Tiderne forandres og nye mennesker kommer ind i dit liv.

En irriterende lyd rungede over mig, og sikkerhedsbæltskiltet viste rød. Jeg strammede hurtigt mit bælte en anelse, og vendte igen fokus ud af vinduet. Hvad fanden skulle jeg dog lave og gøre når jeg ankom? Jeg havde ikke noget sted at bo, ikke nogen adresse eller noget. De andre vidste ikke jeg kom, altså udover Harry. Jeg satsede på at skrive til en af drengene, og spørge om Harrys adresse, og så tage en taxa derhen. Derudover håbede jeg på det kraftigste, at jeg kunne overnatte os ham, ellers kunne jeg sikkert finde et lille og billigt sted.

Jeg skulle kun blive til i morgen. Rose og far kom hjem om mindre end 24 timer, og jeg var seriøst på spanden, hvis de vidste, jeg bare sådan lige havde rejst til England for at snakke med en ex-flirt. Det lød mærkeligt at sige… Harry havde sikkert bare sådan lidt humshejs problemer, og det kunne vi sikkert hurtigt få fikset, ikke? Lad os nu håbe okay.

Flyet bevægede sig nedad, og jeg kunne mærke svimmelheden og kvalmen komme snigende. Flyet lagde ikke skjul på, at det havde lidt svært ved at balancere midt i de tunge columbusskyer - jeg kunne vel ikke bebrejde det. Midt i rodet, er det svært at se klart og balancere, træde på de rigtige grene, der ikke knækker. Når overskuddet knækker og forsvinder.

Jeg lukkede mine øjne for en kort stund, og tænkte på… Sort? Jeg tænke bare tomt, alt føltes tomt, men jeg kunne lide det. Det var rart at få lov til ikke at tænke over overveje over hver en enkel lille ting, bare være sig selv og tænke egoistisk; på sig selv.

Da et bump kunne mærkes under mig, åbnede jeg øjnene og sukkede tilfredst. Alt gik heldigvis fint og ingenting skete under flyveturen. Tag jer ikke af mig, jeg var bare blevet lidt paranoid over hele situationen; Harry der opførte sig totalt mærkeligt og hans fire bedste venner, der opførte sig mystisk og hemmelighedsfuldt. Det gik mig på, at de ikke bare kunne fortælle, hvad fanden der var galt.

***

Min hurtigpakkede sportstaske med toiletsager og et par tilfældige stykker tøj, var uskadt ankommet til Heathrow airport. Jeg trak min mobil op af lommen, og ringede til Louis, det var så meget nemmere, end at sms’e. Og på den anden side orkede jeg simpelthen ikke hans irriterende sms’er om, at der ikke var en skid galt.

”Det Louis?” lød en stemme i røret, og jeg himlede irriteret med øjnene. Jeg ved ikke hvorfor, alt var bare irriterende. At jeg var i fucking Heathrow Airport lige nu var irriterende! ”Det er mig, Dai-” ”ja det havde jeg ligesom regnet ud.” Jeg kunne mærke mine håndflader blive fugtige. Jeg tror aldrig han havde snakket sådan til mig før, med sådan en vrissende stemme. Hånlig ligefrem måske? I hvert fald kunne jeg føle hans hævet øjenbryn gennem røret. Skills.
”Hvorfor så vrissende?” spurgte jeg undrende, men stadig roligt. ”Jeg er bare træt okay? Hvorfor ringer du?” ”Det er bare fordi jeg ligesom… Du ved.. Okay jeg står i Heathrow Airport lige nu, og jeg ved sgu ikke hvor jeg skal tage hen. Eller, jeg skal hjem til Harry. Jeg har planer om at blive til i morgen, og finde ud af, hvad der sker. Nå, nok om det, jeg skal bare vide, hvor Harry bor? Hjemme hos hans m-” ” STOP!” Hvad?
”Louis hvad sker der?” Han sukkede irriteret, men noget sagde mig, at det ikke skulle lyde sådan. Måske mere bekymrende?

”Okay jeg kommer og henter dig nu. Så kan jeg forklare dig, hvorfor du ikke skal tage hjem til Harry, okay? Bliv hvor du er, d-” ” Jame-” ”Lad mig snakke færdigt! Bliv hvor du er, jeg er der om 5 minutter. Farvel,” og med få sekunder senere, hørte jeg den velkendte biblyd af et afsluttet opkald. Jeg sukkede og kiggede træt ned på min sportstaske. Hans samtale var ikke rigtig gået op for mig endnu, der var sådan helt hult i mit hoved. Kender I ikke det, hvor det I hører bare forsvinder ud af det andet øre igen? Jo, sådan havde jeg det. Jeg kunne ikke engang huske vores samtale forfanden!

Jeg trak håbløst på skuldrende, fik min arm viklet ind i sportstaskens hank og travede ud foran lufthavnen. Der var køligt, ja, men det var dejligt. Brisen trak lidt i mit hår, der ellers bare lå slaskende på mine skuldre. Min øjenlåg prøvede konstant at lukke sig, men jeg fik dog med nød og næppe holdt dem åbne. Jeg stod og døsede hen, da et dyt lød foran mig, og det udløste et forskrækket spjæt. En træt Louis kom ud fra bilen, og selvom vi måske ikke lige havde haft den allerdejligste telefonsamtale, sprang vi ind i hinandens farm. Gud hvor havde jeg dog bare savnet den dreng!

”Hvor har jeg savnet dig Lou!” snøftede jeg. Ja, jeg snøftede. Det var ligesom 4 uger siden man! ”Vi har også savnet dig helt forfærdeligt meget søde! Kom,” sagde han og lavede en mærkelig bevægelse med sin hånd, der hentydede til, at jeg skulle sætte mig ind i bilen.
Bilen var dejlig varm, og da jeg til sidst havde tabt kampen mod kulden, da jeg stod uden for lufthavnen, var det rart at komme ind i en varm bil. Louis smed min taske om i baggagerummet, og placerede sig derefter ind på sædet ved siden af mig. Han drejede ud af parkeringspladsen, og vi var hurtigt nået ud på en større vej, dog var der heldigvis ingen trafik.

”Nå,” startede jeg usikkert ud, og vidste enlig ikke hvad jeg skulle sige videre, så jeg endte bare med et ”hvad så?” ”Tjaaa, skal vi ikke tage det over en bid mad? Eller, du er måske ikke sulten?” - ”Jo, jeg er mægtig sulten! Flymad er altså ikke særlig smagfuldt, bare at du ved det,” drillede jeg, og et lille smil poppede op på hans forholdsvis tynde læber. ”Godt så, lad os køre ind på den restaurant derinde,” mumlede Louis, og pegede hen på en lille slags kro lidt længere fremme. ”Fint med mig,” fik jeg sagt med noget der vist forblev til en slags smasken, haha.

***

”Nå, hvorfor er det så, at du ikke vil have, at jeg skal besøge Harry? Og hvad er der galt med ham? Og hvorfor er han sådan? Og hvorfor skriver han ikke normalt med mig? Og hvorfor kontaktede han MIG? Og-” ”Relaaaaax Dal,” grinede Louis, og et lille smil spillede sig op på mine læber. Hold kæft jeg lød desperat.
”Åh, undskyld, det er bare fordi, jeg er altså.. Bekymret,” mumlede jeg, og skød min underlæbe en smule ud. Louis studerede mig med øjne fyldt med bekymring og sorg? Der lå en ubehagelig stilhed over os, jeg kunne ikke rigtig definere om det var godt eller dårligt. Vi sad bare og stirrede ind i hinandens øjne uden at sige noget.
”Dal?” startede han ud, og jeg så spørgende på ham, i mens jeg nikkede svagt, ”hvordan går det?”
Jeg stivnede ved hans spørgsmål. Det var ikke lige det, jeg havde forventet, han ville spørge mig om. Jeg sendte ham et undrende blik, men han gav mig bare et du-ved-godt-hvad-jeg-mener-udtryk tilbage, og hævede det højre øjenbryn. ”Eh, jeg har det sådan.. fint?” svarede jeg undrende, og var ærligtalt ret lost over, hvorfor fanden han spurgte mig om det.  ”Dal,” sagde han igen, bare i et mere bestemt tonefald.
”Jeg ved seriøst ikke hvor du vil hen med det her Louis,” gav jeg igen, i mens jeg lænede mig tilbage i stolen, jeg sad i. Det gjorde dog bare, at Louis lænede sig en tand længere ind over bordet. Hvad havde han gang i?
”Svar mig nu bare ærligt, okay?” sukkede Louis, og jeg trak irriteret på skuldrene. ”Jeg har det fint, okay? Ja, jeg har fået en kæreste, som jeg elsker højt, jeg har kun Muffy som ven, selvom jeg kunne få alle dem, jeg ville, fordi jeg har jeres numre. Så fucking overfladiske alle sammen! Og min far og Rose hader mig lige så meget som før, nej, faktisk endnu mere. Jeg har nok der plager mig, og nu også det med Harry. Mit hoved kan springe når som helst, okay? Så vil du ikke godt please fortælle mig, hvad der sker, og køre mig hjem til Harry?” vrissede jeg, men sendte ham dog et bedende blik. Jeg magtede ikke hans børnelege mere.

En sort skygge lagde sig over hans øjne, og jeg blev nærmest bange for, om han var fortryllet eller sådan noget. ”Dal det er jeg ked-” ”Stop det okay? Fortæl mig det nu bare.” Jeg sukkede dramatisk for at få ham til at forstå det.

”Daily, jeg vil ikke fortælle det, undskyld. Det rigtige tidspunkt, du får det at vide, er når han selv fortæller dig det.” Han gav mig et medlidende blik. Jeg forstod ingenting. ”Måske du bare skulle tage hjem. Det er ikke noget man bare lige får fikset. Ser du, hvorfor tager vi ikke hjem til mig, du overnatter, og så tager du med det hurtigste fly hjem til Danmark i morgen? Vi skal nok klare de-” ”Kør. Mig. Nu. Bare. Hen. Til. Harry. Tak,” og med de ord rejste jeg mig hårdt op, så stolen skrabede langs gulvet. Folk omkring os kiggede forarget på mig, men jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg fandt min pung frem og smed 20 pund på bordet og nikkede mod bilen. Louis kiggede opgivende på mig, men rejste sig så roligt op, og fulgte efter mig ud mod hans bil. Det var tydligt, at jeg havde vundet den diskussion.

 

***

”Ring hvis der sker noget, okay? Jeg kan komme og hente dig når som helst. Og vær’ nu lidt forsigtig, han er ret følsom her for øjeblikket,” reglementerede Louis, og jeg nikkede bare bekræftende af ham. Helt ærligt, hvor slemt kunne det lige være? ”Hav det godt Louis,” smilede jeg, ”Hils de andre, håber på at jeg får set jer i morgen, inden jeg tager af sted igen.” afsluttede jeg. ”Vi ses Dal. Husk på, at du betyder mig for os alle!”
Jeg smilede varmt og gav ham et ordenligt kram. Jeg havde helt klart savnet Louis så meget!

Louis rakte mig min sportstaske, og jeg stillede mig op på fortovet, og ventede, til Louis var kørt. Derefter tog jeg et par dybe vejrtrækninger, og gik med langsomme skridt op til Harrys hus. Jeg regnede med, at han boede der med sin familie, for det var godt nok et ualmindeligt stort hus! Det så hyggeligt og hjemmeligt ud, men da jeg så lidt bedre efter, var der enlig ret mørkt derinde. Hmmm.. Var han overhovedet hjemme?

Min banken på døren gav mig rystelser helt ned til tåspidserne. Jeg var nervøs. Jeg ventede. Og ventede. Og ventede lidt mere. Jeg stod undrende og vippede frem og tilbage, og var allerede ved at finde mobilen frem, for at ringe til Louis, da jeg kunne høre nogen rumstere på den anden side af døren. Forsigtigt blev døren åbnet, og jeg holdt vejret i spænding. Døren blev åbnet helt, og jeg slog forskrækket øjnene op. Han stod der. Lige foran mig. Han så forfærdelig ud.
”H..h..hej H..h..harry..” tøvede jeg, og gjorde mine til at trække ham ind i et kram. I stedet stod han bare og stirrede tomt på mig. De arme, jeg havde gjort klar til at trække ham ind i et kram med, lod jeg langsomt falde ned på siden af mig igen. Han ville ikke have noget at gøre med mig. Han var lukket som en musling. ”Du vil ikke have besøg af mig vel, jeg skal nok g-” jeg afbrød mig selv, da han trådte til siden, og gjorde tegn til, at jeg skulle gå ind. Jeg nikkede tøvende og trådte ind i den kolde entré.

Harry lukkede langsomt døren, stillede sig bag mig, og stod bare og stirrede tomt på mig. Jeg trak forsigtigt mine sko af, og kiggede mig lidt omkring. Der var hjemmeligt, men alligevel fik jeg kuldegysninger. Noget var galt. Det var som om, at husets sjæl ligesom var forsvundet. Og at der var ekstremt koldt, gjorde det ikke bedre.
Jeg stillede mig med fronten mod Harry, og smilede opmuntrende til ham. Det eneste blik jeg fik tilbage, var bare et tomt blik. Igen. Der var noget bag det. Sorg. Jeg tog et kig på Harry og opdagede, at han havde badekåbe på. Jeg rynkede brynene, og studerede hans ansigt. Krøllerne var rodede, der var dybe rander under øjnene, kinderne var røde, garanteret efter en del tårer, som jeg let kunne se, havde fundet vej over hans normalt kønne ansigt. Mundvigen var også vendt nedad, og som sagt før, øjnene var helt tomme. En anelse blanke, ellers intet. Hans kropsholdning var forfærdelig og slap. Livsglæden var forsvundet. Jeg kunne overhovedet ikke kende ham.
”Harry?” hviskede jeg, men han reagerede overhovedet ikke på det. Han stod stadig på præcis samme måde og stirrede ligegyldigt på mig. Jeg førte roligt en hånd op på hans skulder, og kørte den forsigtigt over armmusklerne og ned til albuen. Han gøs svagt ved min berøring, og det fik mig til at indse, hvor utrolig følsom han var. Hvordan var det her lige sket?
”Harry, hvordan er det her sket?” spurgte jeg, og slog ud med armene. Hvad var der sket med den Harry, der var så sprudlende glad, havde de varmeste øjne, der kunne smelte en, det perfekte smil, en udstråling man ikke kunne andet end at være misundelig på. Harry slog blot blikket ned, og sank en klump. Der var helt stille i huset, ingen sagde noget.

”Harry, der er noget du ikke fortæller mig. Vent, der er faktisk en hel del du ikke fortæller mig? Hvad fanden er der sket?” Jeg fik det vist sagt på en lidt mere bestemt måde, end hvad godt var. Det fik ham i hvert fald til at se endnu mere tomt på mig, faktisk med en snert af irritation. Jeg kunne se, at han var ved at tage sig sammen til at gå op ad trappen, formentligt for at gå ind på sit værelse, men jeg fik stoppet ham med min hånd på hans bryst, der slidt fik skubbet ham lidt tilbage. ”Undskyld Harry… Det er bare forfærdeligt at se dig sådan her,” hviskede jeg, i mens en lille tåre ikke kunne lade være med at slippe ud. Jeg savnede ham så forfærdeligt.
Inden han kunne nå at gøre noget, havde jeg taget et par skridt frem, og omfavnet ham blidt. Jeg prøvede på at genforene vores øjne som vi så tit havde gjort i ferien, men hver gang jeg var tæt på, flakkede hans blik. Jeg rynkede på øjenbrynene, specielt også fordi, at Harry ikke engang gjorde mine til at kramme tilbage. Og han havde for resten ikke sagt et eneste ord endnu. Han gjorde mig virkelig bekymret.

”Harry, må jeg sove hos dig i nat? Jeg har faktisk ikke noget sted at sove,” sagde jeg akavet, og kløede mig i nakken. Harry trak ligegyldigt på skuldrende, og faktisk fik det mig til at smile. Endelig reagerede han, når jeg sagde noget. Det var da fremskridt, ikke?

Jeg samlede min sportstaske op, og trissede efter Harry op ad trappen. Da vi var kommet op på første sal, undrede jeg mig lidt over, hvem der sov i alle de værelser. Så vidt jeg kunne høre, var der ikke nogen i huset lige nu, udover Harry selvfølgelig, derfor åbnede jeg det første rum, og så mig omkring. Harry var gået ind på sit værelse og havde lukket døren. Jeg skulle i hvert fald ikke regne med at sove sammen med ham, det kunne jeg i hvert fald godt se på det hele.
Nå, men jeg kiggede mig rundt i værelset, og der så faktisk ret beboligt ud. Det lignede lidt mit eget værelse, så det kunne sagtens tilhøre en pige. Det næste værelse var bare et standart soveværelse, som lignede mine forældres, og de efterfølgende værelser var meget neutrale. Jeg gættede på, at det var gæsteværelser, så jeg valgte et pænt og rydeligt værelse for enden.
Jeg smed min taske på gulvet, fik hurtigt fisket toiletsager og nattøj op af tasken, og listede ud på badeværelset. Jeg fjernede den minimale mængde make-up jeg havde iført mig i morges, børstede tænder og trukket nattøjet på. Derefter listede jeg igen ind på mit værelse, hvor jeg smed toiletsagerne i tasken, efterfulgt af mine trætte krop, der landede med et bump på sengen. Jeg var så ubeskriveligt træt, og klokken havde også rundet 03:15.
Enlig var meningen, at jeg ville have tænkt lidt over hele situationen, men det nåede jeg ikke, fordi jeg faldt i søvn 10 sekunder efter jeg havde lagt mig. Det var hårdt at være mig.

--------------------------------------------------------------

Enjoy, undskyld ventetiden. :) Xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...