Your Song - One Direction

Daily passer ikke ind i familien, det er hun skam afklaret med. Men idéen med at hun skal med sin ulidelige søster til London, for at se en One Direction koncert, er hun knap så afklaret med. Selvom Daily kæmper imod, får hendes far det sidste ord, og de to piger ender i et fly på vej til hjemlandet for fire af de fem drenge. Dog går turen til London ikke helt efter planen, og det irriterer Daily - lige indtil uventede følelser dukker op.
Daily havde aldrig troet, et farvel kunne være så svært, men da hun vender tilbage til sin nor-male hverdag, får hun så travlt med så mange andre ting, at hun hurtigt har gemt følelserne for ham væk. Derfor får hun et chok, da en uventet sms fra ham pludselig tikker ind en dag. Men problemet er, at der ikke bare står et ”hej,” i den.
Dailys liv bliver vendt drastisk på hovedet, alt imens hun nu er tvunget til at træffe nogle svære valg - vil alting nogensinde blive det samme? Og hvad nu, hvis han ikke er den eneste fyr i hendes liv?


39Likes
38Kommentarer
4321Visninger
AA

11. The unexpected.

 

 

*4 uger senere*

 

”Bare kom nu. Jeg savner dig skaaat!” - ”Okay så, jeg er der om 5! Ses Dal-mus, kys.” Tony lavede en mærkelig kysselyd ind i telefonrøret, og jeg kunne ikke lade være med at fnise piget tilbage. ”Ses Tons,” sagde jeg fjoget tilbage, efterfulgt af en ligeså mærkelig kysselyd som Tony lige havde lavet. Han var bare så dejlig.

Mange ting var sket i mit liv siden rejsen og Harry. Harry. Vi havde skrevet lidt sammen de første par dage, men da det viste sig, han skulle et eller andet med drengene i nogle dage, fik vi ligesom aldrig rigtig kontaktet hinanden igen. Det var som om at hele turen var gået i glemmebogen. Rose var totalt oppe og køre de første dage efter, og jeg var ved at flytte ud af huset de dage, af hendes plapren. Hun ævlede ikke om andet, som om jeg slet ikke havde været der. Det havde også gjort, at vi begge var blevet mere og mere irriterede på hinanden, og der begyndte at bevæge sig spydige kommentarer imellem os.

Man kan sige, at alt var ligesom det gamle. Jeg var stadig familiens sorte får, hende, der ikke passede ind. Hende der ikke var perfekt, smuk og fantastisk. Far og Rose var som altid et hold, og mig og mor var et… Hun var her bare ikke mere til at kunne tale min sag, som du jo ved. Jeg havde stadig de vildeste humørsvingninger, og sommetider blev jeg nødt til, for min egen skyld, at pjække for skolen, inden bægeret ville flyde over. Jeg havde altid forholdt mig ganske neutral i klassen og på skolen, men eftersom jeg nærmest var blevet ligeså verdenskendt som The Beatles, var jeg åbenbart blevet et meget spændende objekt.

Jeg havde alle drengenes numre, og det var helt sikkert de tal, mine såkaldte nye ’venner’ gerne ville have. Det var derfor jeg pjækkede; folk rendte i røven på mig, for at skiftedes til at slikke den, så de måske kunne suge et par tal ud, der kunne gøre dem rige og berømte. Ej okay, det var lidt klamt.

Den eneste der var lige så dejlig, sød, venlig, lækker, fantastisk, klam, pervers, glad, underlig og dum som altid, var min allerskønneste Muffy. Hun var den eneste ven jeg havde fra før mit lille trip der gjorde mig verdenskendt, og jeg var fast besluttet på, at hun også skulle være den eneste efter. På nær drengene selvfølgelig, de var nogle dejlige skabninger, ubeskrivelige. Jeg havde aldrig følt mig så elsket og værdifuld som da jeg var sammen med dem. Men eftersom jeg slet ikke havde sendt noget som helst livstegn fra mig, havde de sikkert glemt mig. Jeg var vel bare en skør, svag og dum pige, der var fortiden. Sådan var det altid.

Men jeg havde fundet min store kærlighed. Tony. Har jeg nogensinde fortalt, at jeg har et fritidsarbejde? Nej? Nå, men der har jeg altså. På Baresso, if you know what it is, hehe. Tony var nyansat, og jeg skulle hjælpe ham i gang. Vi begyndte sjovt nok at snakke meget med hinanden, og det endte så med, at han inviterede mig ud, og ja, nu er vi sammen. Min dejlige Tons.<333 Han hader sit kælenavn, for det hentyder enlig lidt til han er tyk, men det er han bare overhovedet ikke! Han er perfekt. Lækker, sød, smuk, kærlig, great in bed (hehe) og alt det der.

Det ringede på døren, og jeg gav et lille spjæt fra mig. Var der allerede gået 5 min? Whatever, jeg skulle være sammen med min dejlige basse. Hvem ved, måske blev det lidt mere fysisk end bare at ligge ved siden af hinanden på sofaen? blinkblink. Host host. haha. Far og Rose vare taget på sådan en forretningsrejse ting, hvor far ville lære hende mere om forretninger og gøre hende endnu mere famous, end hun var i forvejen. Jeg havde ikke tøvet med at sige ja til at være alene hjemme, det havde været de bedste dage herhjemme. Ærgerligt nok kom de hjem på lørdag, som var om to dage, da det var torsdag i dag.

”Heeej!” hvinede jeg glad, da jeg åbnede døren, og så en høj skikkelse smile til mig. ”Hey babe,” fik han sagt, inden han blidt pressede sine læber mod mine, imens han tog sin ene hånd bag mit hoved, for at presse mig lidt mere ind mod hans læber. Alle vores kys var fyldt med følelser, jeg havde nærmest lyst til at lægge mig til at græde hver gang vi kyssede. Han var så kærlig og omsorgsfuld, at jeg hverken havde brug for min familie eller Muffy til at have ondt af mig og trøste mig, når alt faldt sammen - Tonys kys, medlidenhed og blide berøringer fyldt med følelser og lidenskab, kunne gøre mere end trøst fra dem. Undskyld Muffy!

Vi trak os fra hinanden, og imens jeg begav mig ind i stuen, smed han sit overtøj og sine sko. Jeg satte mig til rette i min utrolig dejlige sofa, og greb ud efter fjernbetjeningen, for derefter at skifte om til en ny kanal. Inden jeg vidste af det, havde et par stærke arme lagt sig om mig bagfra, og en tryg følelse blev spredt rundt i min krop. Jeg smilede som en sindssyg, imens Tony satte sig til rette i sofaen ved siden af mig, stadig med armene om mig.

Jeg lagde mit hoved til rette på hans skulder, imens han blidt kærtegnede mit lår. Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad sådan, men det var lang nok tid til, at jeg faldt i søvn.

***

Jeg trak hurtigt et par tilfældige sneakers over mine fødder, smuttede ud af døren, låste den og løb ned til vejen. Muffy, min elskede Muffy, var så fandens sød at ville køre mig i skole i dag. Og jeg skyndte mig sådan, fordi Muffy lige havde dyttet. Du tænker nok, at hun nok lige kunne vente et par minutter, men nu står det sådan til, at hun ikke havde fået genet tålmodighed, da hun blev født.

”Hvad så Dal? Hyggede Tony og dig i går? Huh? Kom med detaljerne!” Muffy var altid så skide nysgerrig, og hun vidste alt om mig og Tony, selvom vi kun havde været sammen i 2 uger. Nogle af de bedste uger i mit liv.

”Vi hyggede bare sådan lidt, bare sådan, du ved en lille smule.. lidt,” indrømmede jeg hemmelighedsfuldt, og selvom Muffy var ret så farlig i trafikken nogen gange, og hun godt vidste det, tog hun alligevel chancen, til at vende hovedet mod mig, for at give mig dræberblikket og et par løftede øjenbryn der bare sagde hvis-du-ikke-siger-det-sætter-jeg-dig-af. Jeg rullede med øjnene, gav hende et lille smil og kom tilfældigvis til at bide mig lidt i underlæben. Og måske blussede mine kinder også en smule op.

”Jeg vidste det! Haha, jeg vidste det! Wuuuhu-” ”FORFANDEN MUFFY, KIG. PÅ. VEJEN. SE HVOR DU KØRER ARRGH,” skreg jeg, da bilen svingede ekstremt meget, og den var nær ved at skride. Mit hjerte pumpede hurtigt og hårdt mod mit bryst, og jeg kunne mærke mine håndflader blive våde. Kvindemennesket var lige ved at køre galt!

”Nu kører du ordenligt Muffy, du er fandme livsfarlig,” hvæsede jeg, så hun virkelig kunne forstå alvoren i det der faktisk kunne være sket. Hun nikkede tavst og forsatte lidt langsommere sin tur gennem byen, hen til skolen.

 


”Vi skal begynde på et helt nyt emne i dag. Og emnet er, da da da dam, kærlighed! I skal definere kærlighed med jeres egne ord. Det skal ende med en fremlæggelse, hvor vi får alle jeres tanker, følelser, oplevelser og refleksioner at vide. Er opgaven forstået?” Fru. Laurenberg sendte os alle sammen et smil, og rejste sig fra kateteret, hun lige havde siddet på.

Eftersom far havde røven fyldt med penge, og han ikke på nogen måde kunne forestille sig mig på en offentlig folkeskole, var jeg endt her på byens fineste privatskole. Normalt foregik skolen som en skole fra de oldgamle (eller deromkring) dage, så lærerne skulle kaldes efternavn, vi skulle være høflige og alt muligt totalt overfladisk, stift og intetsigende.

Heldigvis havde vi Fru. Laurenberg til de fleste fag, og hun var meget afslappet. Det kom faktisk bag på mig, at hun kunne blive ansat på en skole som denne, da hun mest af alt, bare mindede om en folkeskolelærer, der kom fra en helt normal offentlig skole, med nyere teknologi og andre former for undervisning, som f.eks. fremlæggelser, gruppearbejde og bevægelse i timerne. Hun var fantastisk.

”Jeg skal have et svar, har alle forstået opgaven?” -”Ja Fru. Laurenberg,” svarede vi alle i kor, selvom vi udmærket vidste, at hun hadede, vi kaldte hende efternavn og var høflige, sjovt nok enlig. Jeg kunne ikke vente med at komme i gang med opgaven. Jeg ville helt sikkert skrive om Tony, min helt store kærlighed, selvom vi kun havde været sammen i to uger. Jeg elskede ham virkelig.

”Hvornår skal det fremlægges?” spurgte Claire om, en stille, flittig og klog pige. Hun var flink nok, men meget neutral. Stille. Intetsigende. Ingen personlighed. Fru. Laurenberg sendte Claire et stort smil, ”det skal først fremlægges om nogle måneders tid. Jeg ved det er rigtig lang tid, men jeg vil give jer mange timer til det, og ellers skal vi lave noget andet heroppe. Det tager tid at komme ud med alle sine følelser, det er ikke bare noget, man bare lige gør. Der skal graves dybt, helt inde i minderne. Der kan ske mange ting på kort tid, og ting forandres - på samme måde med kærlighed. Skriv fra hjertet. I får ikke karakterer for, hvor perfekt det er, hvor rigtigt det, for der er ikke noget svar. I får karakterer for, hvor langt i graver, hvor mange kort I lægger på bordet.-”

 Klokken ringede, men ingen bevægede sig. Nogle sank en klump i halsen, andre så helt følelsesladede ud. Det var helt sikkert en smuk tale hun lige havde haft, ingen tvivl om det.

-”Hvor mange følelser I lægger i det. Hvad var jeres første kærlighed? Hvem er jeres store kærlighed nu? Næstekærlighed, betyder det noget? Kærlighed til sine forældre, kærlighed til sit fjernsyn, kærlighed til sit liv. Kærlighed er mange ting, men det betyder forskelligt fra person til person.-”

Fru. Laurenberg gik hen mod døren og tog fat i dørhåndtaget.

-”Beskriv det fra jeres synspunkt, den følelse der kommer frem. Der findes ikke noget rigtigt svar, for det rigtige svar, sidder i hjertet på hver enkel person, og det er ikke det samme svar hos en eneste. Kærlighed er individuel, den betyder noget specielt for hver især. Kærligheden er dyb, den har ingen bund. Den kan kortsluttes og tilsluttes, men for hver enkel gang, den bliver kortsluttet, bliver den mere og mere slidt. Den knækker, hvis man ikke passer på.”
 Og med de ord åbnede hun døren, smuttede hurtigt ud af den, og lukkede den langsomt igen. Den gav et næsten lydløst ekko i klassen, en monoton og tom lyd gik igennem øregangen. Alle sad stille. Det havde helt sikkert fået en til at tænke meget dybere, end man først lige havde gjort.

Selv sad jeg bare og stirrede ud i luften, imens Muffy blidt gav min skulder et klem. Hun havde fået alt at vide om mig og Harry, og hun vidste godt, hvor tæt et bånd vi havde fået. Det var svært, men jeg havde Tony nu. En lille tåre sneg sig ned af kinden, ensomt. Den bliver ikke efterfulgt af andre, for inden jeg vidste af det, havde jeg hårdt rejst mig op, og svunget min taske over min skulder. Jeg skulle hen til Tony og få Harry ud af hovedet. Jeg var sammen med Tony nu, jeg burde slet ikke tænke på Harry!

***

Igen lå jeg og følte mig lille og svag i en drengs arme. Sidst var det Harrys stærke arme, denne gang var de blevet erstattet af Tonys. Han vidste ikke noget om Harrys og min tidligere flirt og dateri, kun at jeg havde været i London, mødt One Direction og havde været i Nice med dem.

Tony var fantastisk, når man var ked af det og nedtrykt; han trøstede en, havde medfølelse med en, uden man behøvede at fortælle hvorfor. Han forstod princippet i bare at være der for en, når man havde brug for det. Det kunne man ikke andet end at værdsætte ham for. Vi sad i hans seng, mig i hans arme, hvor han blidt vuggede mig frem og tilbage. Det var utrolig beroligende, og jeg fik nemt mine tanker hen på noget andet end Harry.

Jeg vidste ikke hvad der gik af mig. Jeg var begyndt at blive en lille svag pige, der havde humøret i himlen eller kuldkælderen. Det var begyndt i Nice, og efterfølgende var humørsvingningerne kommet nærmest dagligt. Jeg kunne ikke tælle til alle de gange, jeg havde siddet i Tonys arme, imens han blidt vuggede mig frem og tilbage. Enlig forstod jeg ikke, hvordan han kunne holde mig ud.

Jeg snøftede en sidste gang, inden jeg vendte fronten mod Tony. Jeg fangede hurtigt hans blik, og blev ved med at holde det. Jeg prøvede på at udtrykke en masse følelser i gennem mine øjne, vise tillid. Tillid til ham, så han vidste, han skulle og kunne stole på mig.

Han skubbede blidt en hårtot bag mit øre, som var kommet på afveje foran mit øje. Jeg gav ham et lille smil, men holdt øjenkontakten. Derefter strøg han sin finger over mine kinder, for at fjerne tårerne, der så småt var begyndt at stoppe.

”Skal vi gå i seng? Du kan bare blive hos mig, så kører jeg dig i skole i morgen,” spurgte han kærligt, og jeg nikkede hurtigt.
Jeg rejste mig op fra sengen for at trække mit tøj af, så jeg kun stod i undertøj. Jeg kunne sagtens tillade mig at gå i undertøj hos ham, for han boede alene, da han var 19 år, og vi havde set hinanden i undertøj, nøgne for den sags skyld, ret mange gange. Selv tog han også sit tøj af, så han kun havde boxershorts på.

Vi droppede at børste tænder, yolo du ved, haha. Vi lagde os bare ned i sengen, og jeg puttede mig ind til ham. Han var dejlig varm, og det var som om hans livsglæde blev overført via hans mave. Han var så positiv hele tiden.
Inden jeg vidste af det, var Tony faldet i søvn, men jeg kunne ikke falde i søvn. Alt med Harry var forsvundet fra mine tanker, jeg lå og tænkte på Tony. De ting vi allerede havde oplevet sammen. Jeg smilede i mørket, og puttede mig lidt mere ind til ham, der havde lagt sin arm omkring mig.

Jeg lå og halvsov, da jeg hørte en brummen ovre fra mit natbord. Et stærkt lys kom pludselig derovre fra, og jeg åbnede undrende øjnene. Hvem sendte dog sms’er midt om natten? Tonys arm blev forsigtigt skubbet væk fra mig, inden jeg rullede over sengen til natbordet. Mit smil fra før, blev hurtigt erstattet af et stift et, og jeg kunne mærke anspændtheden overtage min krop. På displayet stod der Harry.

Jeg rakte ud efter mobilen med en rystende hånd, og åbnede langsomt den besked, jeg havde modtaget. Jeg er sikker på, jeg holdt vejret. Og jeg mistede pusten, da jeg læste den:

Can’t believe it’s over, I watched the whole thing fall

And I never saw the writing that was on the wall.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ved godt det er et kort og kedeligt kapitel, men det er lige det der kommer fra mig i dag. Synes I skulle vide lidt om hendes liv. :)

Hvad synes I? Det I havde forventet? Hvad tror I der sker nu?

Like, favorit og kommenter gerne! :)

Xoxo Amalie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...