Your Song - One Direction

Daily passer ikke ind i familien, det er hun skam afklaret med. Men idéen med at hun skal med sin ulidelige søster til London, for at se en One Direction koncert, er hun knap så afklaret med. Selvom Daily kæmper imod, får hendes far det sidste ord, og de to piger ender i et fly på vej til hjemlandet for fire af de fem drenge. Dog går turen til London ikke helt efter planen, og det irriterer Daily - lige indtil uventede følelser dukker op.
Daily havde aldrig troet, et farvel kunne være så svært, men da hun vender tilbage til sin nor-male hverdag, får hun så travlt med så mange andre ting, at hun hurtigt har gemt følelserne for ham væk. Derfor får hun et chok, da en uventet sms fra ham pludselig tikker ind en dag. Men problemet er, at der ikke bare står et ”hej,” i den.
Dailys liv bliver vendt drastisk på hovedet, alt imens hun nu er tvunget til at træffe nogle svære valg - vil alting nogensinde blive det samme? Og hvad nu, hvis han ikke er den eneste fyr i hendes liv?


39Likes
38Kommentarer
4329Visninger
AA

13. Keep your head up prince, your crown is falling.

Jeg vendte mig igen. Og igen. Og igen. Igen og igen og igen indtil jeg fandt ud af, at jeg simpelthen ikke kunne sove mere. Jeg strakte min ømme krop og blinkede forsigtigt med øjnene. Solstrålen fra vinduet skinnede kraftigt, og det gjorde mig nærmest blind. Da jeg havde vænnet mig til omgivelserne, satte jeg mig langsomt op i sengen. Der forresten ikke var min. I et øjeblik havde jeg nærmest glemt, at jeg ikke var hjemme. Et suk forlod mine læber, inden jeg trissede over til et spejl, der stod i hjørnet af værelset. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg lignede, men det kunne nu også være lige meget. Jeg var sulten, og skulle bare have noget indenbords, inden jeg gik helt fra forstanden. Jeg var skør nok i forvejen, det beviste min handling i går i hvert fald.

Jeg viklede en tilfældig elastik omkring det hård, jeg havde indsamlet til en hestehale, og fik den strammet godt omkring, inden jeg åbnede døren til værelset. Der var helt stille, så jeg tænkte, at Harry nok sov. Da jeg listede forbi hans værelse, hørt jeg en næsten lydløs lyd, men jeg kunne alligevel høre den svagt. Det var af et instrument, garanteret en guitar. Jeg overvejede at gå ind, men da det jo var Harrys værelse, ville jeg ikke gå ind, det føltes forkert, som om der var noget meget privat over det. Lyden kom igen, og da en meget lav og hæs stemme begyndte at akkompagnere guitaren, lyttede jeg ekstra godt efter.

 

Help, I need somebody,

Help, not just anybody,

Help, you know I need someone, help.

 

When I was younger, so much younger than today,

I never needed anybody's help in any way.

But now these days are gone, I'm not so self-assured,

Now I find I've changed my mind and opened up the doors.

 

Help me if you can, I'm feeling down

And I do appreciate you being round.

Help me, get my feet back on the ground,

Won't you please, please help me.

 

And now my life has changed in oh so many ways,

My independence seems to vanish in the haze.

But every now and then I feel so insecure,

I know that I just need you like I've never done before.

 

Help me if you can, I'm feeling down

And I do appreciate you being round.

Help me, get my feet back on the ground,

Won't you please, please help me.

 

When I was younger, so much younger than today,

I never needed anybody's help in any way.

But now these days are gone, I'm not so self-assured,

Now I find I've changed my mind and opened up the doors.

 

Help me if you can, I'm feeling down

And I do appreciate you being round.

Help me, get my feet back on the ground,

Won't you please, please help me, help me, help me, oh.

 

Jeg var faldet ind I en slags trance, men reagerede hurtigt, da jeg kunne høre en rejse sig fra sengen. Harry. Jeg skyndte mig ned ad trappen, og lod som om, at jeg havde været der i flere timer. Harry kom kort tid efter med blikket rettet mod gulvet - igen. Han var ikke klar til at se mig i øjnene. Han var ikke klar til overhovedet at reagere på noget. Men tiden læger alle sår, som man jo siger - jeg var bare ikke sikker på, at disse sår hurtigt ville forsvinde. Det var for stort og for dybt.


Harry fumlede med en brødkniv, han havde fisket op fra skuffen, inden hans øjne søgte rundt omkring i køkkenet efter brød. Jeg rystede let på hovedet, før jeg gik over til ham og tog brødkniven ud af hånden på ham. ”Jeg skal nok fikse det. Du kan gå ind i stuen imens,” sagde jeg med et opmuntrende smil, og han nikkede kort, inden han forsvandt ud fra køkkenet. Ikke et blik skænkede han mig.

Jeg havde det virkeligt mærkeligt, for jeg var så forvirret. Det var tydeligt, at han havde brug for hjælp til at komme på benene igen, men det var bare lidt svært, når han ikke samarbejde. Han kaldte nærmest efter hjælp, men det var ikke kommet ud som hans egne ord endnu, kun ord, andre havde udtalt. Sange. Jeg vidste virkelig ikke, hvor jeg skulle starte, eller om jeg bare skulle skride. Louis havde ret. Det var slet ikke noget jeg kunne gøre noget ved, jeg skulle enlig bare blande mig udenom.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og min tankegang, hvordan kunne jeg overhovedet få mig til at tænke sådan? Siden hvornår var Daily blevet en, der rettede sig efter alle andre? Selvfølgelig skulle jeg hjælpe! Harry ville falde ned i et seriøst dybt hul, hvis han ikke snart blev hevet op af bakken. Han ville falde sammen.

Jeg tog brødet ud af posen og skar et par skiver, inden jeg ristede dem og lagde dem på to tallerkener. Imens jeg gik i gang med bacon og røræg, skød en tanke igennem mit lille, fornuftige hoved; Rose og far. De kom hjem i dag! Jeg sukkede dybere end nogensinde. Enten skulle jeg lyve over for dem i ubestemt tid, eller også skulle jeg bare sige, at jeg var taget til England. Hvad ville de dog ikke tænke? Tanken om ikke at sige noget som helst, så de vendte hjem til at tomt hus, strejfede mig også, men hvorfor gøre det værre for mig selv? Jeg var allerede det sorte får.

”Argh!” udstødte jeg frustreret, fordi mit liv var så fandens forvirrende. Hvorfor gik livets gang aldrig på den lyse og uendeligt gode sti?

Baconen og ægget blev klasket op på de to tallerkener, derefter tog jeg en tallerken i hver hånd og gik ind i stuen. Harry sad med blikket rettet mod fjernsynet, men det så ikke ud som om, han fulgte med. Det lignede mere, at han bare kiggede på fjernsynet, for at kigge et sted hen. Spurgte jeg ham om, hvad han lige havde set, ville han garanteret ikke kunne svare mig.

”Så er der serveret!” meddelte jeg glad og sendte ham et stort smil. Jeg kunne ikke gå og være deprimeret sammen med Harry, det ville i hvert fald ikke hjælpe ham. Han havde brug for at få livsglæden tilbage, og mit humør ville helt sikkert påvirke ham.

Jeg placerede den ene tallerken foran ham, og den anden ved siden af. Selvom sofaen var stor, besluttede jeg, at vi skulle sidde tæt sammen. Første punkt på listen over mission-få-Harry-tilbage var, at han skulle føle sig tryg i mit selvskab. Det var trods alt noget tid siden, vi havde set hinanden, og på den tid, havde vi vist begge to haft andre tanker end hinanden i hovedet. I hvert fald noget af tiden…

Harry tog ikke notis af, at jeg tungt satte mig ned ved siden af ham, i stedet begyndte han bare at spise. Jeg selv begyndte også at spise, og nød bare lyden af smask og knas blandet med en meget indtrængende stilhed. Det var på en eller anden måde rart, for efter solen havde stået op og var begyndt at oplyse huset, føltes det mindre tomt og mere varmt på en eller anden måde.

Jeg kiggede rundt i stuen, og studerede den lidt. Der var meget hjemmeligt, men så alligevel ikke, for der var ikke mange superpersonlige ting. Mere bare hvidt og stort, men så med et eller andet særpræg, der lige gav det der strejf af hjemmelighed.

 

Da jeg kunne se, at han var ved at være færdig, gjorde jeg mine til at vi kunne rejse os, men Harry bevægede sig ikke ud af flækken. ”Harry?” prøvede jeg opmuntrende, men han forblev stille og iskold. Det gjorde mig faktisk lidt irriteret, at han ikke gad være samarbejdsvillig overhovedet.

Hvis jeg selv skulle sige det, var jeg vel en ret god ven, for det jeg gjorde, var nok ikke helt normalt; at tage til at helt andet land, droppe skolen for en stund, skide på dem der bestemte over en, droppe veninden i ubestemt tid og bevæge sig ud i noget, man aldrig har prøvet før, bare fordi, at en man så lidt i sommerferien, er i problemer.

Da jeg stadig stod og ventede på ham, udløste han et meget, meget lavt suk, inden han rejste sig, og gik ud i køkkenet. Alt inden i mig jublede og dansede - ja, man kan godt danse i sig selv - af bare glæde. Ja, jeg var glad, fordi han lige havde sukket. Og det lød for resten dumt og argh!

***

 

Efter morgenmaden trak Harry sig tilbage og gik ind på sit værelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, bare i det hele taget gøre, så jeg bankede forsigtigt på hans dør, for at spørge ham, om han havde lyst til at gå en tur i parken. Lidt frisk luft ville helt sikkert gøre godt.

Da der ikke kom nogen reaktion tilbage, bankede jeg igen forsigtigt på døren, og lidt efter kunne jeg høre en rejse sig derinde fra. Døren blev langsomt åbnet og som forventet, stod Harry i døråbningen. Da jeg ikke forventede et ”Hvad så?” fra ham, tog jeg selv initiativet til at spørge ham:

”Vil du med i parken? Du trænger til lidt frisk luft!” Jeg sendte ham et varmt smil for at vise, at det var i god mening. Han tøvede lidt, men nikkede så, og det medførte et endnu større smil, der bredte sig på mine læber. Noget sagde mig, at han ikke havde været ude i lang tid.

”Tak Harry,” hviskede jeg, da han gik forbi mig, og han stoppede undrende op. Enlig kunne jeg godt forstå det, for hvor dumt lød det lige? Tsk. Jeg fnisede akavet og gjorde en sær håndbevægelse, inden han vendte sig om og gik ned af trappen mod fordøren. Vi tog begge to vores jakker på, da det virkede lidt køligt og derefter sko. Jeg tog nøglerne, der lå på bordet, og fulgte efter Harry ud af døren. Jeg skulle lige vænne mig til, at det nu var mig, der skulle sørge for ham og huske på nøgler osv. Det var bare så mærkeligt, jeg havde aldrig prøvet noget lignende.

Da jeg havde låst døren, proppede jeg nøglerne i lommen og fik indhentet Harry, der allerede var nået et godt stykke hen ad vejen. Jeg kunne mærke varmen stige op i kinderne, da jeg forpustet endte henne ved ham. Hvor var det dog pinligt, at jeg ikke engang kunne løbe at par meter uden at blive forpustet!

Harry lod ikke til at bemærke det, for han kiggede, som sædvanligt ned i jorden, og det udløste igen et suk fra mig. Jeg tog fat i hans håndled og stoppede brat op. Det medførte, at han var lige ved at vælte i sit hurtige gå-tempo. ”Kig på mig!” sagde jeg bestemt med sammenbidte tænder, jeg var utrolig tæt på at vrisse.

Han trak hurtigt sin hånd til sig, og fortsatte videre - uden mig. ”Harry!” kaldte jeg, men han satte bare farten op, så jeg havde endnu sværere ved at følge med. Jeg slog frustreret ud med armene, ind jeg løb efter ham. Han satte farten en smule ned, da han opdagede, at jeg overhovedet ikke var med, og det lettede lidt på hjertet. Så bar han heldigvis ikke helt vildt meget nag.

”Rolig” smilede jeg, da jeg var kommet op på siden af ham, ”det er fint, min fejl. Vi tager det i dit tempo, okay?”

Jeg tror, at hans mundvige bevægede sig en millimeter opad, og det gjorde mig igen glad. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst havde været så glad, selvom der ikke var noget at være glad over. Jeg tror bare, at man nogle gange glemmer at værdsætte de mindste, og som man normalt tror, ubetydelige, ting i livet.

Jeg så det som noget stort, hver gang Harry viste det mindste tegn på en anden følelse end ligegyldighed. Fremskridt. Jeg var overbevist om, at Harry ubevist lærte mig en del ting, ved at have den adfærd, han havde.

Vi fortsatte i et lidt roligere tempo, og det var rigtig rart. Vi kunne begge slippe tankerne fri til lyde af en blanding af fuglefløjt og vindens susen, imens vi på samme tid fik frisk luft og renset systemet. Okay, det lød klamt, men vi fik bare indåndet noget rent luft, ok? Haha.

Da vi havde gået i et godt stykke tid ned ad den lange vej, nåede vi til en park. Der var ikke ret mange mennesker, men da det heller ikke var det bedste vejr i dag, tror jeg også, folk holdt sig indendørs. Der var et par forelskede par, der gik rundt hånd i hånd, nogle af dem endda med tungerne ned i halsen på hinanden. Andre var ude og løbe, garanteret de flittige af slagsen, der ikke blev hjemme i småkøligt vejr.

Der var også et par børn, som pjattede rundt iblandt træerne, legende. Det gav helt klart minder fra dengang man ikke bekymrede sig om beskidte bukser og hul på ærmerne - man var ubekymret. Hvis der var noget der plagede en, gik man til sin mor og far, og dagen efter havde alt ordnet sig. ”Skal vi være venner?” var det eneste der skulle til, før man var venner, måske endda bedste venner i mange år. Sådan startede det tit.

Da en bænk mødte mit blik, pegede jeg hen på den, og Harry fulgte med. Vi satte os ned på den, stadig i stilhed. Vi sad forholdsvis tæt, og hvis vi havde siddet og kigget hinanden i øjnene, ville man helt sikkert tro, vi var et par. Men sandheden var, at vi sad og kiggede i fuldstændig forskellige retninger, folk opfattede det nok mere som om, at vi afskyede hinanden.

Og det gjorde vi jo ikke? Eller, jeg var faktisk kommet lidt i tvivl her på det sidste. Hver gang jeg lagde min opmærksomhed på Harry, strømmede minderne op i mig. Det var nok en af de værste, men alligevel bedste sommerferier, i mit liv, jeg havde haft med ham og drengene. Jeg blinkede et par gange, for at få fokus igen, ikke fordi jeg var ved at græde, det hele var bare lidt mærkeligt.

Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, og aede den blidt. Han spændte lidt, men da han langsomt vænnede sig til min berøring, slappede han af. Jeg sendte ham et lille smil, og da han lavede en bevægelse, der hentydede til, at vi skulle gå, nikkede jeg bekræftende. Vi rejste os i stilhed og forlod bænken med min hånd der roligt kørte op og ned ad hans skulder, og han med sit blik begravet mod jorden.

 

***

”Hvor fanden er du Daily? - Ja hvorfor er du her ikke?” Den lyse, velkendte stemme, spurgte som et ekko, få sekunder efter fars dybe stemme havde spurgt. Jeg rystede på hovedet af dem. De var som tvillinger, selvom der var så mange år i mellem dem, og de var totalt uudholdelige at høre på.

”Jeg er sammen med en ven,” svarede jeg koldt, og da jeg ikke havde nogen intentioner om at fortælle, hvor jeg var, ville jeg ikke afsløre noget. De måtte leve i uvished til jeg kom hjem, for meget kunne de gøre imod mig, og mange ting kunne de spørge ind til, men jeg ville under ingen omstændigheder fortælle, at jeg var sammen med Harry. Og da slet ikke, at jeg var ved at hjælpe med at finde den gamle Harry tilbage. Hvad ville de da også tro om mig, at jeg var endnu mere bindegal?

”Du har ikke fået lov til at forlade huset! Kom hjem nu!” udbrød min far, og vreden steg i mig, han kunne bare rende mig et hvis sted!

”Jeg kommer ikke hjem nu, og jeg gør lige hvad der passer mig!” skreg jeg tilbage, og jeg kunne høre, at det gav et sæt i de to tvillinger i den anden ende af røret.

”Hvor våger du at snakke sådan til mig?! Du kommer hjem lige NU!” råbte han tilbage, og da jeg flabet grinte som svar, kunne jeg høre nogen fumle med røret, en masse skrattende lyde, men til sidst kom en lys og endnu mere irriterende stemme til.

”Daily, du kommer hjem lige nu, ellers bliver det værst for dig selv,” og med de ord sluttede hun opkaldet. Jeg himlede med øjnene og puttede telefon tilbage i lommen. Som om jeg ville komme hjem, bare fordi de sagde det. De kunne ikke skræmme mig.

 

Telefonsamtalen havde fundet sted i stuen, og da jeg pludselig kiggede hen mod døren, tittede et hoved frem. Jeg rynkede på panden og så undrende på ham - hvad lavede han her?.. Frivilligt?

”Hey Harry,” startede jeg tøvende og gav ham et ligegyldigt smil. Det var ikke fordi, jeg var sur på ham, men jeg blev bare altid så oprevet, når Rose og far var sådan mod mig. De burde i det mindste behandle mig som henholdsvis deres søster og datter, og ikke som en eller anden slave, de bare kunne kaste rundt med.

”Vil du være med til øhhm,” jeg rømmede mig hurtigt, ” at se en film?” Harry slikkede sig på læberne og kiggede lidt tomt på mig. Selvom det var det samme blik, som han altid sendte mig, altså når han overhovedet havde fjernet blikket fra jorden, var der alligevel en snert af nysgerrighed og selverkendelse i det, som om, at han var klar til et eller andet. Dele noget.

”Du kan bare vælge en film,” smilede jeg, men i stedet for satte han kursen mod sofaarrangementet, som jeg sad i, og det fik mig nærmest til at se skræmt på ham. Hvad havde han gang i? Jeg rykkede mig usikkert en smule bagud, men hans kropsholdning virkede ikke aggressiv eller depressiv på nogen måde, bare sådan afslappet, måske lidt nervøs.

”Ehh,” stammede jeg, hvad skulle jeg lige sige? I det samme satte han sig med et bump i stolen overfor mig, og hans blik ændrende sig pludseligt. Det blev indtrængende. Han åbnede og lukkede munden et par gange, som om at han skulle til at sige noget, men så alligevel ikke kunne.

”Tag den tid du har brug for,” hjalp jeg, og han sendte mig et lettet smil. Enlig burde jeg gå helt amok over alle de signaler, han sendte med hans mund og øjne, men det var som om, at han skulle til at kaste bomben. Den kom lige om lidt, jeg vidste det. Var jeg bare en smule useriøs og smilede, kunne det være, at han så det som en trussel eller for at være nedladende, så jeg sendte ham bare et medlidende blik.

Han lænede sig en smule frem og åbnede munden en smule igen. Han åndede tungt ud, og jeg lænede mig ind mod ham. Han kunne nøjes med at hviske, og jeg ville stadig høre det tydeligt, for det var som om, at hele verden stod stille. Hele verden ventede på, at han ville sige noget.

Harry rømmede sig en enkelt gang, inden han med én sætning, fik mig til at sidde med åben mund og stirre på ham.

Hvad?

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Heyyo!

Det var så det kapitel hehe. :)

Ved godt det er lidt kedeligt, men nu kommer vi rigtigt i gang med historien, wuhu. (y)

Hvad tror I, Harry lige har fortalt Daily?

Opdaterer hurtigst muligt, men I kender mig jo…

Og forresten, tak for alle likes og favoritlister! :))

Xoxo A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...