Your Song - One Direction

Daily passer ikke ind i familien, det er hun skam afklaret med. Men idéen med at hun skal med sin ulidelige søster til London, for at se en One Direction koncert, er hun knap så afklaret med. Selvom Daily kæmper imod, får hendes far det sidste ord, og de to piger ender i et fly på vej til hjemlandet for fire af de fem drenge. Dog går turen til London ikke helt efter planen, og det irriterer Daily - lige indtil uventede følelser dukker op. Daily havde aldrig troet, et farvel kunne være så svært, men da hun vender tilbage til sin nor-male hverdag, får hun så travlt med så mange andre ting, at hun hurtigt har gemt følelserne for ham væk. Derfor får hun et chok, da en uventet sms fra ham pludselig tikker ind en dag. Men problemet er, at der ikke bare står et ”hej,” i den. Dailys liv bliver vendt drastisk på hovedet, alt imens hun nu er tvunget til at træffe nogle svære valg - vil alting nogensinde blive det samme? Og hvad nu, hvis han ikke er den eneste fyr i hendes liv?

39Likes
38Kommentarer
4289Visninger
AA

10. Hate hurts and a goodbye is not that easy.

 

 

Dagene gik hurtigt, og inden jeg havde set mig om, var der kun to dage tilbage af ferien i Nice. Alt var gået så stærkt, og jeg havde det som om, jeg havde været i en helt anden verden, imens alt andet foregik uden om mig. Harry og jeg var blevet spottet sammen på gaden i Nice, og da de fleste artikler i hele verden, begyndte at bugne med mig og Harry, besluttede vi os for, at tage den lidt med ro. De andre drenge havde godt lagt mærke til vores lille flirt, men de kommenterede ikke rigtigt på det mere.

Zayn og Rose til gengæld, var blevet ramt af Amors pil, og de fløj konstant på en lyserød sky. Medierne havde heller ikke været helt uinteresseret i deres forhold, men da det virkede meget seriøst og ikke bare et par dates, havde de haft fokus på Harry og jeg - et nyt bytte med nyt blod. Jeg forstod aldrig, hvorfor de ville ødelægge et par uskyldige dates, i stedet for rent faktisk at interessere sig for et nyt medlem af ’familien’, men sådan var medierne altså.

Rose havde ind til flere gang sagt til mig, at der ikke var noget mellem dem, men jeg tvivlede røven ud af bukserne, selvom en røv ikke kan tvivle, på at det bare var et par uskyldige kys og sammenkomster i sengen - hvis du forstår sådan en lille en. Jeg kunne da heller ikke afslå, at Harry og jeg engang i mellem havde det lidt hyggeligt i sengen om aftenen, men det blev da heller ikke til mere end bare lidt hyggeligt. Det var jeg ikke klar til, overhovedet. Det vidste jeg allerede for starten; jeg var ikke parat til et fast forhold endnu, og da slet ikke med en verdenskendt teenagedreng, der for resten var pisselækker og uendeligt sød, men det ser vi lige bort fra.

Det, der gjorde mig endnu mere sikker i mit valg, var, at jeg allerede havde fået sindssygt meget hate, f.eks. på Twitter, fordi jeg datede Harry. Harry havde fortalt mig, at jeg ikke skulle tage det personligt, og at jeg bare skulle ignorere det, men når folk ligefrem sendte dødstrusler til en, var det altså lidt svært.
 

”Kunne du tænke dig at komme med op i bjergene i dag?” Rose havde stukket hovedet ind af døren, og sendte mig et lille smil. Jeg trak bare på skuldrene og mumlede noget med, at jeg havde ondt i hovedet. At skulle køre i tog i 4 timer, for at komme op på et lortebjerg, var ikke lige mig. Enlig, ville jeg hellere bare blive hjemme i hytten for at se film og trisse lidt omkring. I det samme kunne jeg mærke en arm snitte mit hår, og da jeg kiggede mig over skulderen, fik jeg udsyn til en gabende, men ret nuttet Harry. Der for resten havde morgenhår, haha.

”Godmorgen babe,” fik Harry sagt i sit gab, og jeg rystede let på hovedet af ham. ”Godmorgen Harry,”  fastslog jeg, inden jeg igen kiggede på Rose. ”Vil du med op i bjergene i dag Harry, eller vil du blive herhjemme sammen med Daily?” Harry drejede langsomt hovedet mod mig, og sendte mig sit største colgate-smil. ”Jeg bliver sammen med Dal,” konfronterede han, og inden jeg kunne nå at sige mere, var Rose skredet ud fra værelset. Tænk at hun skulle spilde vores tid på os, hmpf.

For resten vil jeg lige tilføje, at Rose og jeg havde udviklet et udmærket søskendeforhold på denne her tur med drengene. Drengene havde en eller anden rolig effekt på os, der dæmpede vores forskelligheder, og så mere positivt på hinandens egenskaber. Ved ikke hvorfor, men det var i hvert fald rart. Godt nok var vi stadig lidt i totterne på hinanden, men det var blevet markant bedre, og nu kunne vi endda snakke ordenligt og fornuftigt med og til hinanden. Fantastic.

Jeg smilede lidt af mine egne tanker, og så ud af øjenkrogen, at Harry havde trukket sin mobil op fra natbordet. Jeg gjorde hurtigt det samme, og gik ind på Twitter - det var ved at være det eneste, jeg lavede på min mobil. Normalt var jeg aldrig derinde, men ligeså snart drengene havde et sekunds fritid, gik de ind på Twitter, så selvfølgelig smittede det af på mig - ikke Rose, der selvfølgelig ikke havde sådan noget pjat, som hun selv sagde det. Jeg gik in på mine mentions, og kiggede lidt omkring. Muffy havde skrevet:

#@MuffyA: Hvornår kommer du hjem skaattter? Xx @Daily_loves_mayo #

Og jeg svarede hurtigt tilbage med et:

#@Daily_loves_mayo: @MuffyA Om tre dage baby! Har bestemt mig for at tage før hjem. Love you x#

Ja, der er faktisk noget jeg har glemt at fortælle. Jeg ville allerede hjem om tre dage - sammen med Rose. Vi var begge blevet enige om, at vi ærlig talt ikke orkede at skulle tilbage til London, for at sidde og glo. Vi ville gerne hjem til vores venner, og så selvfølgelig for lige at nyde de sidste par ugers sommerferie på dansk grund. Selvfølgelig var det trist, at vi allerede skulle forlade drengene, vi hurtigt var blevet knyttet til. Vi havde aftalt at holde kontakten alle sammen, og de havde ind til flere gange pointeret, at de hellere end gerne ville have besøg af os i London. Jeg smilede ved tanken om drengene. De var perfekte.

Jeg satte mit fokus på den lille skærm igen, og studsede over et par tweets, der ikke ligefrem var de aller flinkeste. Dødstrusler var det ligefrem. Jeg kunne mærke min underlæbe bævre en smule, men fik det stoppet, ved hårdt at sætte tænderne ned i læben. Klumpen i halsen blev også sunket, inden jeg bevægede mig videre ned af den lange liste med mentions, jeg havde fået på en enkel nat. Folk havde seriøst ikke noget liv.

Idet jeg var ved at læse endnu en dødstrussel, kunne jeg føle et blik på mig. Jeg drejede langsomt mit hoved over mod Harry, og sendte ham et lille smil. Han skulle ikke høre om haten, det ville bare give ham skyldfølelse. Det var jo min egen skyld, mit eget ansvar. ”Er du okay?” spurgte Harry med en bekymret undertone i stemmen, og jeg sendte ham bare et anstrengt smil. ”Kom her,” forlangte Harry og trak sine arme omkring mig, for derefter at presse mig ind til sig. Jeg kunne straks mærke trygheden omkranse mig, og det beroligede lidt de lune tårer, der allerede begydnte at trille ned ad kinderne. Sådan lå vi i lidt tid, bare mig og ham. Jeg kunne blidt mærke hans brystkasse hæve og sænke sig mod min ryg, og hans ånde, der blidt kildede mig i nakken.

Det var som om, at hele verden stod stille i det øjeblik. Det var så fredsfyldt og stille, og med fuglenes stille morgensang som baggrundslyd, blev situationen perfekt. Jeg blinkede et par gange, før jeg kunne mærke en hånd tørre de små tårer væk, der før havde domineret overfladen af mine kinder. Jeg vendte mig roligt rundt, sådan så jeg lå med hovedet mod hans bryst. Harrys hjertes banken blev højere, og det beroligede mig endnu mere. Han knugede mig ind til sig, og trygheden overtog igen min krop. Det var en fantastisk følelse trygheden videregav, og jeg kunne ikke andet end at lukke øjnene og nyde øjeblikket. Harry kyssede mig en enkel gang i håret, inden jeg førte min hånd op til hans hage, og skubbede den ned mod mig. Jeg fandt hans øjne og holdt øjenkontakten, inden jeg blidt førte mine læber mod hans.

 

***

 

”Dal, det er nu!” kaldte Harry, og jeg var hurtigt på vej mod stuen. Harry havde planlagt et twitcam, og folk var gået amok, og spurgt om jeg skulle være med. Først havde jeg tøvet, men følte så alligevel, at det ville være en god måde at fortælle på, at vi bare var venner. ”Jeg kommer nu,” svarede jeg skingert, inden jeg landede med et bump i sofaen. Vi havde lagt nogle tæpper over sofapuderne, så jeg ikke ville slå min røv igen. Hehe. ”Er du klar til at 50.000 mennesker skal glo på dig sammen med mig?” spurgte Harry drillende, og jeg rullede bare øjne af ham. ”Er du selv?” svarede jeg flabet, og Harry rystede på hovedet af mig. Kæft jeg var irriterende.

”3, 2, 1 - Hey alle sammen! Er I klar til et lille twitcam? Mig og Daily er klar til at svare på hvad som helst, ikke også Dal?” - ”Æh, jo,” svarede jeg akavet, og jeg kunne have slået mig i hovedet der. Jeg ville helst ikke fremstilles som et socialt akavet menneske foran 50.000 - nu 60.000 - directioners, der ivrigt fulgte med. Harry gav mig en blid lammer, og jeg så forarget på ham. ”Hvad fanden skulle det til for?” hvæsede jeg lige lovligt hårdt af ham. En akavet stilhed opstod, indtil vi begge to flækkede af grin og væltede ned i sofaen. Sikke et indtryk alle måtte have fået af mig nu.

Spørgsmålene rullede ind i massevis, og det var umuligt at svare på alle. ”@Directioner_forever spørger om vi er kærester. Nej, det er vi ikke, vi er bare rigtig gode venner. Ja, vi er blevet set sammen gå ud, men det er bare som venner, kan jeg forsikre jer om. Jeg er stadig single,” afsluttede Harry, inden han sødt blinkede en enkelt gang med det ene øje. Jeg nikkede ivrigt med, for at ingen skulle være i tvivl om vores forhold. Der var ikke andet end venskab i. Ikke andet.
”@Celia_howson spørger om hvor vi mødtes. Vi mødtes faktisk til deres koncert, hvor jeg var backstage sammen med min søster, og Zayn inviterede os med til afterparty. Og så har vi ellers holdt kontakten siden, og min søster og jeg blev inviteret med til Nice, hvor vi sidder lige nu!” Jeg smilede af mit svar, og scannede min lille tale i gennem i mit hoved - jo, den var helt fin. Ikke for lidt eller for mange informationer.

”@Love_Nialls_laugh spørger, om vi tror der bliver mere i mellem os,” startede Harry ud, og jeg fortsatte hurtigt, da han tøvede, ”nej, det tror vi bestemt ikke. Vi er bare venner.” Jeg kunne se Harry spændte lidt i kæben, og jeg overvejede et sekund, om jeg havde sagt noget forkert, før jeg slog tanken væk igen. Nej, der ville bestemt ikke komme til at foregå noget i mellem os. ”Nå guys, så tager vi lige sidste spørgsmål fra @RebeccaMalik, før vi slutter af for denne gang. Hendes spørgsmål lyder på, om hvorfor jeg er faldet for sådan en bitc… Farvel!” og med de ord, smækkede Harry skærmen ned, og jeg kiggede forskrækket på ham. Der var stilhed i nogle skunder, før den blev afbrudt af mig. ”Den sad,” hviskede jeg, inden jeg løb ind på vores værelse, og begravede mig i dynen. Det her hate var ikke til at holde ud. Hvad havde jeg dog gjort dem?

Jeg flåede hurtigt mit tøj af, inden jeg lagde mig ned i sengen, kun iført bh og underbukser. Jeg var pænt ligeglad med alt lige nu, jeg havde bare brug for at tude ud. Det var bestemt ikke rart at blive stemplet som en bitch, selvom man blot var sammen med sine venner. Det sårede mig dybt, selvom jeg vidste, jeg ikke skulle tage det for personligt.
Jeg slog hårdt ned i puden og rasede ud, da Harry pludselig rev døren op, og kiggede forskrækket på mig. Jeg måtte have lignet et uhyre, som jeg lå der og var sindssyg, men alligevel satte Harry sig i sengen, og trak mig hen i sine arme, for derefter at vugge mig frem og tilbage som en baby. Hans mørke øjne signalerede medlidenhed og sorg, og det fik mig bare til at hulke. Jeg hikstede og græd, og hikstede og græd - sådan blev jeg ved i lang tid. Harry vuggede mig blidt frem og tilbage, i mens han hviskede beroligende ord, der overhovedet ikke hjalp. Trygheden og varmen fra ham, prøvede at overtage min krop, men sorgen og vreden var for stærk. Den skulle først rystes af, og der gik lang tid, før jeg endelig kunne byde den gode følelse velkommen. Gråden stilnede gradvist af, idet følelsen af, at Harry var der for mig, sank ind. Det var rart at ligge i hans arme, det var det bestemt. Men det nagede i mig, at det skulle være sådan her. Jeg skulle trøstes for, at være sammen med dem, jeg rent faktisk elskede som mine venner. Jeg skulle trøstes for, at folk ikke respekterede mig, fordi jeg var sammen med deres idoler. Spørgsmålene blev vendt og drejet i mit hoved, men jeg fik aldrig en konklusion på nogen af dem. Det gav overhovedet ingen mening.

Da min gråd var blevet til snøft, lagde Harry mig blidt ned i sengen. Han havde slet ikke bekymret sig om, at jeg kun var iført bh og underbukser - og det var bare endnu et eksempel på, hvor fantastisk han var. Jeg lukkede søvnigt øjnene, og lagde mig til rette. Der kom et par enkelte snøft ud, men de stoppede, da Harry lagde sig lige ved siden af mig, og begyndte at nusse min mave. Det var en utrolig rar følelse, at have Harry liggende ved siden af mig. Det var som om alle hæmningerne og bekymringerne forsvandt, og jeg kunne mærke, at søvnigheden var ved at overtage mig. Da han begyndte at tegne cirkler på min mave, røg jeg helt væk, i en drømmeløs søvn.  

 

***

Jeg slog øjnene brat op, da jeg kunne mærke en kold brise rive i kinderne. Jeg kiggede mig lidt omkring i det lyse værelse og opdagede, at det lille tagvindue var åbent. Jeg gøs, da jeg kunne mærke kulden trænge sig på, og puttede mig hurtigt under den varme dyne. Hvorfor det pludseligt var blevet så koldt på en dag, i Frankrig om sommeren, ved jeg ikke, men koldt var det i hvert fald. Jeg fumlede efter min mobil på natbordet, og opdagede til mit held, at klokken kun var 8. Det kunne have været trist, hvis jeg havde sovet til langt hen på dagen, da det var vores sidste dag i dag. Jeg strakte mig og gabte, da jeg pludselig kom til at tænke på dagen forinden. Hvordan jeg var blevet vugget frem og tilbage i Harrys arme, hvordan Harry havde beroliget mig, med at nusse mig på maven.. Harry!

Jeg kiggede hurtigt over på pladsen ved siden af og opdagede, at Harry ikke var der. Jeg satte mig hurtigt op, og var oppe fra sengen på ingen tid. Hvor var han henne? Hvor lang tid havde jeg været alene i værelset? Hvor var de andre? Jeg tog et blik ned af mig selv og overvejede mulighederne, men kom frem til, at det nok var bedst at tage noget kluns på. Mine fødder var iskolde, derfor trak jeg et par varme hyggesokker over dem. Jeg rodede lidt i min kuffert, inden jeg fandt frem til at tage en løs sweatshirt og et par joggingbukser på. Fuck det, at jeg lignede lort i det tøj, jeg skulle bare ud og finde liv. Hehe.

Jeg spadserede frisk hen til stuen, hvor jeg hørte lyde. Jeg sukkede lettet, og på en eller anden måde, følte jeg mig tryg ved lyden. Det hele føltes så ensomt og stille lige før. ”Godmorgen Dal! Har du sovet godt?” Liam var altid så frisk om morgnen, jeg forstod det virkelig ikke. Godt nok var jeg lige frisk i dag, men sjovt nok havde jeg også sovet i like 14 timer. ”Godmorgen Liam. Jeg har sovet dejligt, tak. Ved du hvor Harry er?” Jeg tog mig selv i at smile, da jeg nævnte Harry, men jeg orkede ikke at protestere mod mig selv lige nu. ”Lyder godt. Harry er i køkkenet, han er ved at lave morgenmad,” svarede Liam ærligt, og jeg takkede ham kort med et nik.

Duften af pandekager fyldte min næsebor, og jeg sukkede et par gange af nydelse. Lige det jeg kunne trænge til. Jeg listede lydløst ind i køkkenet og strakte hals, da jeg var kommet til døråbningen, for at se, om det var et par krøller, der var i gang med at lave mad. Og det var det heldigvis. ”Godmorgen Harry,” kom det hjerteligt ud af min mund, og Harry vendte sig i det samme mod mig, da han hørte lyden af min stemme. ”Åh, godmorgen babe. Du er tideligt oppe, hva’? Og for resten, hvordan går det?” Han gjorde mine til at lukke mig ind i et varmt kram, og det var lige det jeg hvad brug for. Jeg tog et par skridt imod ham, og lukkede mine arme omkring ham, da vi havde nået hinanden. Jeg indåndede hans specielle duft, som jeg elskede, og tog fat i sømmen på hans trøjes halsudskæring. Jeg begyndte at nulre kanten - hele situationen gjorde mig rolig. ”Tja, jeg har også sovet meget i nat. Jeg har det meget bedre, du reddede mig i går. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?” En tåre landede på hans skulder, men det var ikke sørgelige tårer, nej, det var glædestårer. Glædestårer for Harry.

”Det ved jeg sørme heller ikke,” indskød han kækt, med et drillende glimt i øjnene. Jeg fnes lavt af ham, inden jeg trak mig ud af hans arme. ”Nå, hvad står menuen så på i dag?” ”-Pandekager og forskelligt frugt. Det kan du vel godt lid-” ”Undskyld mig, hvem kan ikke lide det?” grinte jeg, og Harry trak på smilebåndet. Jeg tog et skridt hen mod kogepladen, så jeg kunne studere pandekagerne. Yderst delikate, den dreng havde kokkevner! ”Gud de ser lækre ud! Skal jeg kalde på de andre drenge og sige, at der er mad?” spurgte jeg glad, og Harry nikkede bare som svar.

”Der er morgenmad drenge - og Rose!” råbte jeg, så alle vores naboer garanteret kunne høre det, men jeg var pænt ligeglad. Liam spilede øjnene op, da jeg kom med mit lille udbrud, og det så så sjovt ud, at jeg begyndte at grine. Haha. Jeg blev nødt til at sætte mig ned, for ikke at mine ben knækkede sammen under mig. Kæft han så sjov ud!
”Godmorgen Liam - og godmorgen Dal, der er vist en der er glad i dag?” spurgte Louis drillende, i det samme som han trådte ind i spisestuen. Jeg havde fået et seriøst grineflip, så da Louis kom med sin lille kommentar, og jeg tilføjede det drillende glimt i hans øjne, kunne jeg ikke klare mere. Jeg væltede ned på gulvet, og rullede rundt som en eller anden ondsbolle. Det må have set mærkeligt ud.
Da jeg havde fået nogenlunde styr på mine grinemuskler, fik jeg sat mig op til bordet igen, og Louis kiggede bare sjovt på mig. De andre tilsluttede sig bordet, da Harry kom ind med maden, og så var det ellers bare at kaste sig over maden.

Snakken var lystigt i gang. Maden var fantastisk, og stemningen var hyggelig og varm. Men det varede ikke for altid. ”Nå Daily, har du så fået det bedre i dag?” spurgte Zayn interesseret, og de andre stoppede i det samme med at snakke. Jeg kiggede undrende på ham, inden jeg kiggede over på Harry, der sad med et nervøst smil plantet på læberne. Jeg kunne mærke vreden blusse frem. Harry havde sagt det til de andre. Jeg kunne ikke fatte, han kunne finde på det. Det var overhovedet ikke noget, der vedrørte dem, og de skulle bare blande sig totalt meget udenom. Måske var jeg en kold skid, men jeg havde ikke brug for at dele alle mine følelser med alle i hele verden. ”Undskyld mig,” hviskede jeg nærmest, idet jeg skubbede min stol ud, for derefter at spæne ind på værelset. Jeg nåede at høre et ”Sagde jeg noget forkert?” inden jeg lukkede døren, og satte mig på sengen. Skulle vi nu i gennem det her igen? For tredje gang på to dage, skulle jeg sidde og tude i Harrys arme. Måske ikke lige Harrys arme nu, for jeg var fucking vred på ham, men bare jeg skulle tude igen. Argh. Hvorfor kunne folk ikke bare lade det ligge?

Jeg trak hurtigt i noget tykkere tøj, og var på vej ud af døren, for at gå en tur, da en hånd trak mig tilbage og ind til sig. ”Vent på mig,” hviskede Harry, og jeg stod som lammet tilbage, efter hans lille stunt. ”Kom,” hviskede han lidt højere, da han havde fået sko på, og skubbede mig blidt ud af døren. Jeg kiggede ned i jorden hele tiden, havde ikke lyst til øjenkontakt lige nu.
Vi gik i et stykke tid, mig kiggende ned i jorden, og ham som skubbede mig blidt fremad. Jeg opdagede slet ikke, at vi var ankommet til en skov, før et vindblæst ramte træerne, og et par blade faldt ned i hovedet på mig. Harry stoppede op, og jeg gjorde automatisk det samme. Han stillede sig foran mig, og førte mit hoved op, så jeg kunne se ham i øjnene, ved at bruge to fingre, til at skubbe under min hage. Han forsøgte forgæves at fange mine øjne, men jeg sørgede for, at det var solidt plantet på jorden. ”Daily!” bad han bestemt, og jeg kiggede ham med et suk i øjnene. ”Hvorfor?” hviskede jeg, med en stemme, der var lige ved at knække over, ”Hvorfor sagde du det?” ”Daily, du var knust. Da de kom hjem i går aftes, var det alle bekymrede, selv Rose. Du var rød rundt om øjnene, og dine løber var sprukne. Og at du allerede var gået i seng, kom også bag på dem. Jeg blev nødt til at fortælle dem hvorfor, Daily. Vi er bare bekymrede for dig-” ”I skal ikke være en skid bekymrede for mig! Jeg kan sagtens klare mig. Det har jeg altid gjort. Det har jeg altid gjort, siger jeg dig!” hvæsede jeg af ham, og jeg må indrømme, at det kom lidt hårdere ud end forventet. Men det var dejligt at få afreageret lidt. Jeg tog et skridt væk fra ham, og skulle lige til at vende om, da han igen rev mig tilbage. ”Dal forhelvede! Hør nu på mig!” Han plantede solidt sin hånd under min hage, og tog fat ved kæberne, så jeg ikke kunne fjerne midt hoved fra hans hænder. Han var langt stærkere end mig. ”Dal, du betyder allerede alt for os! Hvis det her skal fungere, så skal du også lytte. Okay? Vi vil bare gerne-” ”Hvad hvis jeg slet ikke vil have det skal fungere? Hva’?” og med de ord, fik jeg vredet mit hoved ud af hans greb, og vendte hurtigt om, for at løbe hjem mod hytten. Denne her dag skulle bare overstås.

 

***

Det var tid til at sige farvel. Farvel for en stund. Det havde været en forfærdelig aften. Drengene - specielt Harry - havde været helt ude af den, fordi jeg bare havde lukket mig inde på værelset, og var nægtet at komme ud. I morges havde jeg bare pakket mine ting, og lige inden vi skulle køre, havde jeg trampet ud af rummet, og nægtet at sige noget. Jeg ville bare gerne hjem. Det var ydmygende nok for mig, at alle vidste alt om, hvilket svagt væsen jeg var, og at Harry, jeg havde betroet mig til, bare havde plapret ud om mig. Hvad kunne han dog ikke have sagt om mig? Jeg var skuffet, knust. Jeg var sikker på, det her var venner for livet, men jeg var også sikker på, at jeg havde brug for en pause fra det hele.

”Passagerer til Københavns lufthavn skal gå til gate 9,” lød det i højtalerne, og jeg vidste, at det var tid. Jeg blødte lidt op, og gik et par skridt frem for at kramme Niall. ”Farvel Niall, du er fantastisk! Vi ses formentligt snart igen,” indrømmede jeg ærligt, inden jeg knugede ham ind til mig. Derefter var det Louis. ”Farvel Louis, vi ses snart igen!” sagde jeg opmuntrende, da Louis’ udtryk ikke ligefrem var lykkeligt. Da jeg krammede Louis, så jeg Rose ud af øjenkrogen, stå og kramme Zayn varmt ind til sig. Hvorfor opgive det? Jeg forstod hende ikke. Krammet med Zayn og Liam var nogenlunde det samme som med Louis og Niall, og da jeg kom til Harry, kunne jeg ikke lade være med at fælde en tåre. Eller to. Eller hundrede.
”Farvel Harry,” hviskede jeg med en stemme, der var lige ved at knække over, ”Det her er ikke slut, overhovedet. Jeg har bare brug for at komme hjem og tænke lidt over det, okay babe?” Harry nikkede stumt, og det var tydeligt, at han også var rørt over situationen. Det var hårdere end forventet. ”Skriv til mig hvis der sker noget, okay?” hviskede han, og jeg var hurtigt til at sige i lige måde.


En stemme advarede igen, at passagerer der skulle til København, skulle gå til gate 9, og Rose og jeg tog på samme tid, fat i hver vores kufferter, og begyndte stille at rulle dem af sted. Inden drengene ville komme ud af syne, vinkede vi lige endnu engang til dem, og det var hjerteskærende at se Harrys bedrøvede ansigtsudtryk. Der ville helt sikkert ikke være et øje tørt på vej hjem. Hjem.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom det dejligt lange kapitel! Hvad synes I?

Jeg ved godt det her kapitel er meget anderledes end de andre kapitler, fordi det her er mere seriøst og sådan, men er jeg den eneste, der faktisk godt kan lide det? Synes nok det er mit bedste kapitel ind til videre, hehe.

Nånånånå, var det det I havde forventet? Og hvad kommer der til at ske nu? Uhhhh.

Like gerne, sæt på favorit, halleluja, så er I dejlige.<333 Og btw så skal jeg nok begynde at skrive noget oftere, da min skriveblokade er gone! Wiiieh. Og lektierne er ikke så slemme for øjeblikket! :D

Håber I kan lide det guys! Og tak for alle dem der læser! Læg gerne en kommentar, tak!

 

Xoxo Amalie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...