Dream Sweat...

En drøm er dejlig,men hvad hvis man er bevidst i sine drømme,og hvad sker der hvis man ikke kan komme ud igen?

4Likes
0Kommentarer
677Visninger
AA

4. Måske normal?

 

Familien er hjemme, alt føles normalt. Min storebror har det rædselsfulde rockmusik på, min mor skriger eller ”synger karakteristisk” som hun vil kalde det og sidst, men ikke mindst er min far ikke hjemme, men det er han aldrig og når han så endelig er, skændes han med mor eller brokker sig over livets uretfærdighed. Jeg selv sidder bare inde på mit værelse og venter på at det bliver aften, så jeg kunne gå i seng og Drømme. Ja livet er i sandhed dejligt.(Mærk sarkasmen!)

Mit værelse er rodet, men jeg orker ikke og rydde op. Jeg har skiftet mine jeans ud med nogle store grå joggingbukser, og mit hår har jeg redt og ladet hænge ned over mine skuldre.

”Vi spiser skat!” Min mors skingre stemme når min trommehinde og løber videre til min øregang, hvor jeg bogstaveligt talt skære ansigt, dels af irritation og dels af en pibende lyd der altid kommer når min mor kalder på mig. Jeg skovlede min krop op af sengen og med tunge skridt går jeg ned af trappen, sætter mig tungt på min stol og stirre ud i luften…

Efter jeg er færdig med ’helvedet’ eller aftensmaden kan vi også kalde det, skynder jeg mig op på mit værelse, børster tænder, tager nattøj på, rær mit hår og ligger mig under dynen.  Uden noget som helst trang glider jeg stille ind i en passiv stilling, hvor jeg ikke tænker eller foretager mig andet ind at trække vejret. Lige så stille forsvinder jeg…

Jeg ligger på noget mos, trækker stille vejret ind gennem min næse og ud af min mund. Mine hænder leger lidt med det bløde mos, før jeg åbner øjnene og kigger rundt, først misser jeg med øjnene, men efter nogle sekunder ser jeg ikke andet end træer og natur, lige bortset fra den lille grønne plet hvor jeg ligger, er der kun fyldt med træer og… En raslen lidt længere fremme, får mig til at stoppe mine tanker. Jeg kigger mig mistænkeligt omkring inden jeg hører en stemme lige oven over mig, og med et gisp kigger jeg op. ”Har du tænkt dig at ligge der hele dagen?” Hans bløde stemme har hån i sig, og jeg kigger irriteret på ham. Hans røde krøller hænger som sidste gang ud over det hele, og han ser meget veltilfreds ud i at at have skræmt mig en smule. Jeg vil ignorere ham, hvis ikke det var at han stod lige foran mig, hans øjne bore sig ind i mig og vi var de eneste mennesker i milevid, hvis ikke overhovedet i denne verden. Jeg føler mig blottet for hans blik, der prøvende søger mine øjne, mine øjne stråler af trodsighed da de endelig møder hans, men ligeså hurtigt kigger jeg ned igen. Som om ingenting skete, vender han sig om på foden og begynder at gå i den retning han kom fra. Efter et par skridt, hvor jeg bare sidder og kigger underligt på ham, ser han tilbage på mig og hans blik har ændret sig fra irriteret til et drillende udtryk. ”Hør jeg ved godt at din røv er stor, men jeg kan ikke og vil ikke løfte dig op på bakken. Der er noget jeg vil vise dig.” Det sidste tilføjer han alvorligt. Mine øjne giver ham et langtrukkent elevatorblik inden jeg sukkende rejser mig op og går efter ham. Min nysgerrighed er vakt og jeg spejder efter noget usandsynligt i en fantasyverden, hvilket er næsten en umulig ting at gøre.

Hostende og Prustende når jeg op på bakken, drengen står allerede deroppe. Det eneste tegn på at han lige har gået 5 km op af en bakke, er en lille smule røde kinder. Uden egentlig at tænke mig om spørger jeg ”Jeg fik aldrig fat i dit navn.” Det var en konstatering ikke et spørgsmål, alligevel smiler han skævt og vender sig rundt mod mig ”Morten, jeg kan gætte du hedder noget i retning af Sofie?” Se det var et spørgsmål, men jeg svare ikke, jeg står kun med kæberne nede under mine knæ mens han vender sig rundt igen. Hvordan kunne han vide det, Altså ud over den halskæde jeg har på, hvor der står ’Sofie’ så er det da slet ikke tydeligt, på nogen mulig måde!
Inden jeg kan nå at protestere har han vendt sig rundt, og står nu igen og kigger ud over bakken og ned på skoven og hele det magiske land.

Mine Øjenbryn ryger op i panden på mig, og jeg kigger skeptisk på hans blik ud over landskabet. Jeg finder mig selv ved siden af ham, og prøver at følge hans blik uden held. ”Hvad er det?” spørger jeg stille, min stemme er let usikker og jeg tripper forsigtigt for at få varmen. ”Det ved jeg ikke” svarer han ligeså usikkert tilbage. ”Det ligner en mørk sky!” tilføjer han lidt efter. Jeg rynker panden og mine øjenbryn ryger om muligt endnu længere op i panden. En mørk sky? Jeg kigger nysgerrigt ud over landskabet igen, grundigt gransker jeg hele dalen og under nogle træer ser jeg det, Morten hele tiden har prøvet og vise mig. En mørk sky eller tåge, sniger sig stille ind over jorden og det ligner at den nærmest sluger den. Et gisp finder vej ud over min mund, inden jeg træder to skridt tilbage og lukker øjnene, i et forsøg på at vågne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...