Dream Sweat...

En drøm er dejlig,men hvad hvis man er bevidst i sine drømme,og hvad sker der hvis man ikke kan komme ud igen?

4Likes
0Kommentarer
604Visninger
AA

6. Jeg hørte engang!

 

Jeg læste engang en artikel hvor der stod, at hvis man får for tør mund, kan det tyde på en meget snart fremkommet sygdom. Dengang fnyste jeg forarget, af at en forsker der står i en hvid kjole dagen lang og hælder hestetis i et glas, til et andet kan vide sådan noget. Nu er jeg ret sikker på at det passer. Jeg står halvtreds meter fra en mørk skygge som stille og roligt bevæger sig i vores retning. Min mund er tør som en ørken og jeg er ret sikker på at mit hjerte snart går i stå.

Morten synker om muligt en stor klat spyt og jeg nikker respekterende til ham inde i mig selv, det ville også være for underligt hvis jeg går over og klapper ham på skulderen, fordi at han kan synke sit spyt i modsætning til mig, som ikke har noget at skulle synke.

Jeg kigger på den der mørke skygge og kaster lidt med mit hår. Jeg kigger håbefuldt på Morten efter et tegn på hjælp, men hans øjne er spærret op og ligner at de kan springe ud af hans hoved, hvornår det skulle være. Mit hjerte banker og min krop er frosset til på jorden.

”Løb!” Råbet kommer fra Morten, han har taget sig sammen og nu styrter vi begge to væk. Mit blod pumper rundt i mine årer, og angsten for at blive fanget i den mørke skygge, truer med at overtage mine tanker.

Mørket kommer tættere på, selvom vi styrter igennem skoven. Jeg håber at dette kun er en drøm, men selvom min fantasy er stærk er min vilje lille og min vej til den mørke skygge mindre. Et råb om hjælp for mig til at stoppe op. Mit blik kigger søgende rundt for at finde personen der råbte. Mit blik når hurtigt Morten, som står stille?

Hans ansigt er forvredet i smerte, og hans lår er nærmest væk, for den mørke skygge som snor sig rundt om ham. Træerne om os begynder at blæse, og der kommer mørke skyer over os. En pludselig smerte går gennem min hæl, og et smerteskrig løber gennem mine læber. Smerten fortsætter op gennem mit ben, og løber langs huden som et dyr. Jeg skærer tænder i smerte, og prøver at komme væk. Mine ben nægter, og jeg kaster et flygtigt blik derned, mit syn møder intet.

Langsomt er mine ben forsvundet og jeg kan ikke længere mærke andet end en smerte som skærer sig længere og længere ind under huden på mig. Jeg skriger, som jeg aldrig har skreget før og et hulk giver genlyd gennem skoven. Jeg mister balancen, og min krop lander på den hårde jord. Jeg vrider mig, selvom jeg godt ved at det ikke nytter noget. Morten er væk, jeg kan ikke se ham. Mit hoved er nu gået fra smerte til dulmende svimmelhed, og min krop svæver på en underlig måde. Jeg lukker øjnene og åbner dem igen. Det syn der møder mig, får mig til at gispe svagt og min krop til at lukke af…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...