Dream Sweat...

En drøm er dejlig,men hvad hvis man er bevidst i sine drømme,og hvad sker der hvis man ikke kan komme ud igen?

4Likes
0Kommentarer
605Visninger
AA

3. Frem og tilbage igen

 

Døren smækker efter mig da jeg træt kommer nærmest haltende ind i det store tomme hus og smider min taske og sko ude i entreen. Desperat efter ro og fred styrter jeg op på mit værelse og trækker min store dyne over mig. Roligt bliver jeg ved med at sige at jeg skal slappe af, og tage det roligt, og jo længere tid jeg bliver ved, jo mere lytter min krop til det og til sidst glider jeg naturligt ind i drømmen.

Mine vinger strejfer vandet ude på havet og jeg kan se mit krusede spejlbillede i vandet. Jeg smiler fjoget til mig selv. Jeg bakser lidt hårdere med mine vinger og stille og roligt, kaster jeg en skygge hen over jorden da jeg mærker solen gå ned i ryggen på mig. Jeg flyver ind over de store træer i skoven som vipper fra side til side i den blide aftenbrise. Jeg tager en hurtig beslutning og beslutter mig for at lande på en bar plet lidt længere væk fra mig selv. Uden tøven kaster jeg mig mod jorden og mine fødder rammer jorden roligt og præcist, som viser flere års øvelse. Jeg sætter mig endnu engang fortryllet ned på det bløde græs, først da jeg mærker en hånd på min skulder, bliver jeg bevidst om at jeg ikke er alene. Jeg vender mig hurtigt om, parat til at flygte…

Et skævt smil, nogle røde krøller som sad tjavset og et par super-nova grønne øjne. Jeg bliver næsten helt stum, men så også kun næsten! ”Hvad laver sådan en stodder som dig her?” Jeg nærmest spytter ordet ’stodder’ ud, men han gjorde mig jo forskrækket! Drengens øjne som før var venlige og nysgerrige bliver nu hurtigt sure og hårde. Jeg ømmer mig indvendigt, selv ikke min dansk lære har sådan nogle øjne der kunne skære guld over, for guld er meget svært at skære over. Han gør et irriteret nik med hovedet hen til mine vinger, og hans bløde stemme har et hårdt snert da han siger til mig. ”Måske skulle du lette din kongelige englerøv, inden jeg gør det for dig!” et lydløst gisp kommer ud af mine læber, og selvom drengen ikke kan høre det, kunne han stadigvæk se mit ansigtstræk. Han smiler hoverende ned til mig og min vrede er tæt på maksimum da jeg udbryder; ”ved du hvad..” jeg stopper da jeg ser en skygge nede bag skoven, forsigtigt kigger jeg tilbage på drengen, som stadig smiler hoverende da han sikkert tror jeg har tabt mælet. Jeg peger uden en lyd på skyggen og drengens smil falmer let, da han forsigtigt vender sig rundt og kigger den samme vej som mig.

Med et gisp ryger jeg tilbage til virkeligheden, det mest underlige ved de her drømme er at jeg altid kan huske dem. Det der er mere underligt er at jeg altid er fuldt bevist i dem. Jeg har aldrig sagt det til nogen! Hvad ville folk ikke tro om mig? Jeg ville jo bare fremstå som endnu mere underlig og ødelægge det jeg har bygget op som normalt i min hverdag. Jeg kigger ned af mig selv, jeg lægger stadigvæk i mine jeans og cardiganen, jeg må have smidt min dyne af i drømmen, for lige nu ligger den på gulvet. Jeg bliver hurtigt opmærksom på min vejrtrækning, som jeg udstøder med små hvæs. Det har jeg aldrig oplevet, at være forpustet efter en drøm, jeg smider hurtigt tanken væk, det var jo bare en drøm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...