De taler

Alice er speciel, måske lidt for speciel for nogen. Men det er hendes natur, sådan er hun. Hun snakker, måske ikke udenvendig, men indenvendigt. Måske får hun ikke råd, men rådgiver. Alice lever halvt i menneskenes verden, og halvt i åndernes. Hun rejser frem og tilbage, og det har sine følger, eller konsekvenser.Når de døde snakker til hende, kan hun ikke andet end svarer. Hendes kærlighed til en ånd, må briste eller bærer. Og de bånd hun har til sine menneske venner, brydes eller holdes fast. Ingen ved noget med sikkerhed, ingen overhovedet.

2Likes
5Kommentarer
682Visninger
AA

2. 1. De taler til mig i mørket

Jeg har en samtale kørende, ikke med et menneske, eller jo. Et dødt menneske. Hun har været smuk, hun har været mægtig. Men det tog døden fra hende, og nu er hun vred, og idag er det mig det går ud over. Mine ben er klemt sammen mod min krop, og jeg holder fast i dem sådan. Jeg ligger i den sædvanlige mørke hule, øde og tyst. Her er der ingen der kommer rendende i tide og utide.

Her er der kun de døde, deres stemmer, og min stemme. Kun dem og mig, og menneskene på den anden side, dem der ikke ser, og ikke forstår. Dem der går forbi, og kigger, uden at se, dem der lytter, men ikke hører. Det er dem, der går til grunde, men jeg har evigt liv, for jeg lytter og ser. Og det er ikke noget jeg selv har valgt, det kom til mig som en gave,  ville nogen kalde det. Jeg kalder det en forbandelse. Det præger mig, og trykker indenvendigt som om jeg skal sprænge i stumper og stykker. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved bare at det er min opgave at lytte, og at se. Så det er det jeg gør, og en gang imellem svarer jeg, eller giver et råd med på vejen. Men for det meste skal jeg bare lytte, jeg er en mellem station mellem døden, og livet. Og det er udmattende, ligegyldig hvor stærk du er.

 

Jeg mærker hende forsvinde, men noget andet dukker op. Det er ham. Det er ham jeg elsker, ham jeg ikke kan se mit liv foruden. Det er Damion, han er slank af bygning, men har har muskler. Han havde mørkt hår, og han var tiltalende. Men det er der ikke nogen der ser, andre end mig. Han er min bedsteven, min kæreste, min broder, og min værste fjende. Hans dybe stemme skærer igennem stilheden, og en sitren løber ned langs ryggen. Jeg får sat mig op ad grottens kolde vægge, og jeg lytter efter ordene hans læber former og de siger: ,,Alice.." Jeg kigger opmærksomt rundt, og jeg får øje på ham længst inde i grottens mørke hulrum.  

Min egen stemme er skrøbelig og stille da jeg svarer: ,,Damion.." Jeg bliver overrasket over hvordan min stemme giver genlyd, for det gjorde hans stemme ikke. Jeg rejser mig op og går hen mod ham, jeg forsøger at ligge en hånd på hans skulder, men jeg husker hurtigt, for hånden går lige igennem hans skulder. Jeg trækker den til mig, og jeg kigger sørgmodigt ind i hans øjne. Og minderne flyver igennem, jeg husker vores første møde.

Da var han stadig i live, og jeg snakkede ikke med de døde der. Han kom hen mod mig, og vi faldt straks i staver over hinanden. Og siden der, har vi bare været sammen.Vi var kærester, og vi åndede for hinanden, vi var hinanden et og alt og intet kunne skille os ad. Ikke engang da han kørte galt og døde, ikke engang da. For det var første gang jeg snakkede med de døde, han er mit livs kærlighed. Og når min opgave er fuldført så skal jeg leve i åndeverdenen sammen med ham til evig tid.   Men tilbage til virkeligheden lige nu, jeg kigger sørgmodigt på ham, og jeg træder helt hen til ham. Og selvom vi ikke rigtigt kan kysse, så lader vores læber alligevel hinanden møde. Hans er iskolde, men de er der, og de gør mig tryg. Og selvom han ikke kan holde rigtigt om mig, så ligger hans arme om min ryg.

 Og det er kun den mindste del af min verden, for det er den rare del. Men den del hvor smerten er, den er slem og hård.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...