Forbidden Love | LS

Harry Styles er bare en helt almindelig dreng på Hall Cross. Han flirter, griner, gamer, fjoller rundt og bare laver det en hver normal teenager nu laver. Harry havde dog aldrig troet han ville falde for nogen, og da slet ikke deres nye lærer, Louis Tomlinson. Desværre er det sådan at deres kærlighed for hinanden har konsekvenser. De kan enten vælge at tage konsekvenserne eller holde deres forhold hemmeligt. Og hvem gider miste alt på grund af nogle dumme konsekvenser? Det bliver pludselig et hårdt program for dem begge to, og til sidst ser det vist ikke så hemmeligt ud som det egentlig var.

139Likes
146Kommentarer
20828Visninger
AA

17. 16; Epilog - Read all about it.

Harrys syn: 

Solen bagede ned over skolen sidst i Juni. Det var dagen før sommerferien, og jeg havde aldrig været så nervøs før. Jeg havde bestået alle mine eksamer med enten middel karakter, eller overmiddel. Det føltes godt at have bestået dem alle sammen efter alt det jeg havde været igennem. Det gav mig sådan en lettet følelse. Jeg havde virkelig mistet troen hen af vejen, men jeg klarede det. Efter alt det lort jeg havde stået med, beståede jeg faktisk det jeg skulle, og jeg kunne egentlig ikke være mere lykkelig.

"Endelig kom du!" Råbte Liam da jeg steg ud af bilen. Jeg begyndte at smile helt vildt af tanken om at han havde savnet mig. Han løb direkte hen til mig, og kastede sig i mine arme, så jeg nær var røget ned på jorden bag mig. Liams arme klemte om min krop, men det gjorde egentlig ikke noget. Jeg havde savnet at have ham ved min siden.

Jeg begyndte at snakke med Liam og Niall igen omkring 3 dage efter galla-festen. De sagde først undskyld over deres opførelse, men når det kommer til at sige undskyld, var det nok mig der skulle gøre det. De havde haft så meget tillid til mig, og jeg havde sagt til dem at jeg ville fortælle dem alt det der skete i mit liv. Jeg havde holdt en kæmpe del skjult for dem, og jeg forstår godt at de blev såret.

De fortalte også at det ikke havde noget med Louis at gøre, men at jeg holdte det skjult for dem. Så min mave fornemmelse havde alligevel ret? Jeg vidste jo også at det var forkert, men inderst inde var hemmeligheden bare for stor til at jeg kunne dele den med andre. Jeg ville jo ikke dømmes for det. 

Niall kom løbende lige bag Liam, og sprang op på mig med hans ben om mine hofter. Han holdte godt fast, og jeg kunne næsten mærke hans negle bore sig ind i min ryg. 

"Fuck, hvor har jeg savnet dig" Mumlede han ned i min skulder. Han holdte virkelig fast, og han tog også sin tid før han endelig gav slip på mig. Han trak sig væk fra mig, og sendte mig et smil. Bag os steg Louis ud fra den anden side af bilen, og lukkede den med et smæk der fik Niall og Liam til at vende sig om. Zayn kom ud fra bagsædet af. I starten så Liam og Niall meget overrasket ud, men deres ansigtsudtryk blev hurtigt afslappet. Liam var som den første til at gå hen til Louis og give ham hånden. Niall kom lidt trippende efter med et usikkert blik.

"Vi fik vist aldrig rigtig hilst på hinanden" Sagde Niall og gav ham hånden. Louis' ansigt lyste op, og Zayn stod ved siden af ham og små fniste.

Louis blev selvfølgelig fyret dagen efter, og det var der jo ikke så meget at sige til. Han fik bare en email om at de ikke længere ville se ham på skolen eller i nærheden af nogen elever. Ret groft alligevel? Men det generede egentlig ikke Louis sådan utrolig meget. Han tog det faktisk ret pænt, men han havde vel også regnet med at det ville ske på et eller anden tidspunkt.

Over i hjørnet af skolegåren, stod Eleanor. Jeg havde ikke set hende de seneste par dage, jeg var ikke helt sikker på om hun var bange for mig eller ej. Det virkede hvertfald sådan. Måske troede hun jeg ville slå hende eller noget lignende? Men normalt slår jeg ikke på folk. Jo, jeg kan blive ret meget hidsig, men det skal godt nok køre langt ud før at jeg begynder at slå på folk. Hun så også virkelig brugt ud og ødelagt. Som om hun havde ligget og grædt de seneste par dage. Hvilket jo ikke ville give mening? Det var jo mig der lå og græd de dage. Det skulle jo være meningen at hun skulle have det mega fedt, og bare være lykkelig over det hun havde gjort. 

Men jeg vidste også godt det ikke ville være sådan. Inderst inde, vidste jeg også godt hvorfor hun havde gjort det som hun gjorde. Men alligevel ville det jo ikke nytte noget? Det kunne have gået imod hende selv, og måske har det også gjort det? Jeg ved ikke om det er derfor hun ser sådan ud, eller om det bare er en dårlig nattesøvn. Jeg har nu heller ikke tænkt mig at gøre noget ved.

Når det kommer til min familien, er det lidt en anden sag. Min mor var blevet rigtig chokeret og skuffet. Hun var chokeret over min seksualitet, da hun ikke havde regnet med at jeg ville ende som bøsse. Og hun var skuffet over at jeg ikke havde sagt noget om det. Det var ikke engang mig der fortalte hende at jeg var bøsse, det var skoleinspektøren. Jeg havde næsten ikke engang en chance for at fortælle hende det, før inspektøren allerede havde snakket med hende over telefonen. Det var nok det der gjorde hende mest ked af det. Det forstod jeg egentlig også godt, og vi havde en lang samtale om det. Vi gik heldigvis begge to glade fra den samtale. 

Folk tog det faktisk ikke så tungt. Det med Louis og jeg. Selvfølgelig ville der altid være nogen der ville frastødes af os, men når det alligevel er mit personlige liv, hvorfor så ikke være ligeglad? Jeg er den eneste der skal se mig selv i øjnene alligevel. 

Jeg fortalte Louis og de andre at de lige skulle have mig undskyldt to sekunder, og så var jeg ellers rundt og sige hej og tillykke til nogle af de andre der var bestået. Jeg faldt endda i snak med nogle af dem, og ud af øjenkrogen lagde jeg vist også mærke til at Louis var rundt og hilse på nogen. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, da det havde været hans største frygt i dag, at de bare ville vende ham den kolde skulder, men det så faktisk ud som om at de var ligeglade med om vi var i et forhold eller ej.

Efter et stykke tid, ankom alle vores forældre. Der kom rigtig mange mennesker, det var lige før vi ikke kunne være i skolegården. Min mor kom gående hen til mig og svingede sine arme rundt om mig. Min mor gav altid de bedste kram. Hun kyssede derefter min tinding og smilte til mig.

"Jeg er så stolt af dig, skat" Sagde hun, og hendes smil blev endnu større. Gemma kom gående bag hende, og hun havde mindst ligeså stort et smil på læberne som min mor. Gemma gav mig også lige et kram, og et klap på skulderen.

"Du er sgu god nok" Sagde hun. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise af hendes lille bemærkning. Jeg rystede på hovedet, og mærkede hvordan tårerne de pressede sig på. Tiden gik alt for hurtigt. Det var helt utroligt, jeg ville aldrig nogensinde komme tilbage til det her. Møde nye mennesker, feste, sjov. Nu skulle jeg til at være voksen, og jeg følte mig slet ikke parat. Jeg sendte dem et lille smil for at skjule at jeg var lidt nedtrykt. 

Vi gik sammen ind i bygning, og ind i det store lokale for at finde en hel masse stole på rækker. Det var helt vildt. Der måtte mindst være 400 stole? Det var sindsygt, men der skulle jo også være plads til vores forældre. Vi satte os hen på nogle af stolene, og ventede på at resten ville komme ind i lokalet. Jeg kunne næsten ikke vente på at få mit eksamensbevis, og jeg var utrolig nervøs. Min mor lagde vist også mærke til det, da hun prøvede på at berolige mig ved at stryge hendes hånd op og ned af min ryg. 

Efter 10 minutter eller et kvarter, sad vi alle sammen på stolene, og inspektøren kom ind for at ønske os alle tillykke. Jeg ved ikke hvorfor, men det betød bare en del mere når han sagde det, end når det kom fra nogle bekendte. Han holdte en rigtig land tale om hvor meget han havde nydt at have os på skolen, og hvor dygtige vi havde været. Han kom med nogle sjove bemærkninger en gang imellem, og rummet blev selvfølgelig fyldt med latter. 

-"Til allersidst vil jeg gerne ønske jer alle tillykke. I har hver og en fortjent det, og som inspektør kan jeg ikke være mere stolte af jer" Sagde han, og vi klappede alle sammen. "Nu vil jeg råbe jeres navne op, og når i bliver nævnt vil jeg bede jer om at komme her op til mig og modtage jeres eksamensbevis. Hvis man har behov for at holde en tale eller udtrykke noget, har man selvfølgelig også lov til det. Vi forventer selvfølgelig taler fra jer alle sammen" Afsluttede han. En mand og en kvinde kom begge ind med en stak papir, og det første navn blev råbt op. 

"Aaron Dawn!" 

Og sådan fortsatte det. Student efter student kom op til inspektøren, modtog sit eksamensbevis, krammede eller gav et håndtryk, og sagde nogle ord ind i mikrofonen. Mange blev rigtig rørte over nogle taler, og få studenter begyndte selv at græde mens de stod og holdte deres taler. Jeg må sige, de taler var virkelig også nogle der ramte lige ind i hjertet. 

"Harry Edward Styles!" 

Blodet begyndte at pumpe rundt i kroppen på mig. Jeg følte mig slet ikke klar til at gå der op og modtage beviset, men samtidig var der ikke andet i hele verden jeg hellere ville end det. Jeg rejste mig fra stolen, og gik op mod scenen hvor inspektøren stod og ventede på mig. Han sendte mig et smil, så det måtte vel betyde at han ikke hadede mig, vel? Jeg gik op af den lille trappe der var, og gik hen imod ham. Jeg modtog mit eksamensbevis, og inspektøren ræk hånden frem. I stedet for et håndtryk, gav jeg ham et kram, som vist overraskede os begge to. Det var bare lige det jeg følte for i det her øjeblik. Da jeg trak mig væk, kiggede jeg ud over publikum. De fleste sad og smilte, mens andre så anspændt ud, og sikkert ventede på at det blev deres tur. Jeg var måske selv en smule anspændt. Jeg gik hen mod mikrofonen, og tog fat i den så min mund var lige foran den. 

"Øhm, jeg har faktisk lige noget jeg godt kunne tænke mig at sige" Jeg grinte let og kløede mig i nakken. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle formulere mig, og det at jeg var anspændt gjorde det ikke ligefrem nemmere. "Det her er nok mest til de personer jeg holder af og de mennesker jeg snakker med" Jeg skimte salen, og så at Louis sad bagerst i venstre hjørne, sammen med nogle af de andre lærer der var mødt op i dag.

"Der er så mange jeg rigtig gerne ville takke mig for at være der for mig hen ad vejen. De svære tider gjorde i en helt del nemmere ved jer ved min side. Nogle gange ville jeg ønske, at alle i verden ville være lige så barmhjerte og glade som i er, for det kan man simpelhen aldrig blive træt af" Jeg kiggede ud over studenterne med hver deres smil plantet på læberne. "Det er bare trist at vores veje skal skilles nu. Det der gør det her så specielt er, at vi kan se tilbage på den tid vi gik i gymnasiet, og smile. Der er sket så meget på de få år vi har været her. Nye kærester, nye venskaber, drama, og på en eller anden måde er det det der har gjort det hele værd. I er sgu dejlige alle sammen, og jeg glæder mig sådan til at se jer igen" Jeg smilte og folk begyndte at klappe. Selv fra denne afstand, kunne jeg se at min mor sad med tårer i øjnene. Hun har nu altid været en følsom kvinde. 

Jeg satte mig ned ved siden af hende, og ventede på at alle var færdige. Nialls tale var noget af det sjoveste jeg havde hørt, og jeg var vist ikke den eneste der syntes det. Han kluderede rundt i det, og han lavede sjov med sig selv. Man kunne ikke andet end at grine, og jeg tror også at det var meningen han ville få os til det.

Efter at alle talerne var færdige og folk havde fået deres eksamensbevis, var vi igen på vej ud af døren til skolegården. Det var her vores veje skiltes, og vi skulle sige farvel til hinanden. Der var nogle der holdte en afskedningsfest et sted i byen, og folk kunne bare komme hvis de havde brug for det. Jeg var ikke selv i humør til det lige i øjeblikket. Min mor og Gemma kom hen og krammede mig og fortalte at de ville tage hjem nu. Jeg skulle bare tage min tid her, også komme hjem når vi var færdige. Jeg nikkede bare som svar, også var de ude af syne. Jeg prøvede på at finde Niall og Liam, men de var som forsvundet fra stedet. I stedet fandt jeg Louis. Han stod over mod indgangen med hænderne i lommen. Han smilte da han fik øje på mig, og jeg gik med raske skridt hen imod ham. Da jeg nåede ham, svingede jeg mine arme rundt om nakken på ham, og trak ham ind til mig. Jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg lige nu havde brug for Louis. 

"Du klarede det" Hviskede Louis i øret på mig. Jeg grinte kort, og rystede bare på hovedet af ham. 

"Det er kun fordi jeg havde den bedste lærer" Louis slog hovedet tilbage i et grin. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, og jeg begyndte også selv at grine af min kommentar. Han kiggede ned på mig igen med et mere seriøst blik. Hans blik sagde mere end tusinde ord, og det var helt smertefuldt at kigge ind i dem. 

"Jeg tror ikke de andre har det på samme måde" Sagde Louis, og lukkede afstanden imellem os. Vores læber mødtes i et blidt kys, og det var alt jeg havde brug for i øjeblikket. Hans hænder lukkede sig om min ryg og trak mig endnu længere ind i mod ham. Hvis det altså kunne lade sig gøre.

Det var det her der føltes rigtigt. Det var det her jeg ville gøre resten af mit liv. Jeg vidste ikke hvor vi ville ende henne, og jeg vidste ikke hvad der ville ske nu. Men med det vi har været igennem, er jeg stensikker på at alt vi møder på vores vej, vil vi kunne klare sammen. Vores kærlighed til hinanden er større end noget andet, og jeg overhovedet ikke tænkt mig at give slip på den. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad alle andre tænker, bare jeg har den person jeg elsker allermest ved min side. Det kan godt være at vi kommer til at gå igennem en hel masse skænderier, men det er helt sikkert det værd. Jeg har lært en hel masse, når det kommer til mig og Louis' forhold, og ikke mindst har jeg lært at ægte kærlighed har ingen lykkelig slutning, fordi ægte kærlighed ender ikke. 

SLUT

___________

TAK!! 

Tak fordi i har læst med og har liket og favoritet den! Det betyder en hel del for mig, og det er også en af de grunde til at jeg ikke har stoppet.

Det har virkelig været fantastisk at skrive denne her historie, og jeg kan ikke vente med at få mere tid til nogle af mine andre historier. I har været så tålmodige og det er jeg virkelig taknemmelig for. Ja, der har været en del ventetid og det må i undskylde. (Just slap me)

Endnu en gang, tusinde mange gange tak folkens! Fantastiske mennesker hver og en. 

See ya

- A

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...