Forbidden Love | LS

Harry Styles er bare en helt almindelig dreng på Hall Cross. Han flirter, griner, gamer, fjoller rundt og bare laver det en hver normal teenager nu laver. Harry havde dog aldrig troet han ville falde for nogen, og da slet ikke deres nye lærer, Louis Tomlinson. Desværre er det sådan at deres kærlighed for hinanden har konsekvenser. De kan enten vælge at tage konsekvenserne eller holde deres forhold hemmeligt. Og hvem gider miste alt på grund af nogle dumme konsekvenser? Det bliver pludselig et hårdt program for dem begge to, og til sidst ser det vist ikke så hemmeligt ud som det egentlig var.

138Likes
146Kommentarer
20778Visninger
AA

16. 15; Over again. [2:2]

Harrys syn:

​Tårerne løb ned af mine kinder, og ramte gulvet. Jeg pressede mine øjne sammen. Mest af alt havde jeg bare lyst til at sætte mig ned på gulvet og smide alt hvad jeg havde i hænderne, selv om det ikke ville være en løsning, overhovedet. Jeg kunne godt mærke på mig selv at jeg ikke ville kunne klare at være længere inde i lokalet, men mine ben føltes tunge og jeg kunne ikke få mig selv til at løbe ud af døren. Alt hvad jeg kunne høre, var nogle gisp hist og her, men det var så fjernt som noget kunne være. Det skar i mit hjerte, at se det billede. Rettere sagt, det gjorde ondt at se andre se det. Billedet i sig selv gjorde mig ikke spor. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige eller gøre af mig selv. Jeg havde aldrig følt mig så forrådt og udstillet før. Det føltes som om Eleanor havde gået rundt med mit hjerte, og havde smidt det ned i gulvet, så det var gået i tusindevis af stykker foran dem alle sammen. Tårerne begyndte nu for alvor at strømme ned af mine kinder. Paige, som ellers holdte mig i hånden, havde givet slip og var gået væk fra mig. Alle øjne var i min retning, men jeg kunne knap nok kende de skikkelser omkring mig igennem mine tårer. Hvordan kunne hun få sig selv til at gøre det? Ødelægge det for mig, ødelægge mit omdømme, ødelægge mine venskaber, min kærlighed. Jeg blev så vred indvendigt, så sårbar, men jeg blev bare stående der i midten af dansegulvet hvor folk var så småt begyndt at gå væk fra mig. Deres hvisken forsvandt dog ikke.

Jeg vendte mig om for at kigge efter Louis. Ingen af lærerne havde rykket sig ud af stedet. De stod bare alle sammen der, mundlamme, og stirrede på billedet på væggen. Louis' kinder og øjne var våde. Det var tydeligt at se, selvom vi befandt os i denne belysning. Selv på afstand kunne jeg gennemskue hans kropsprog. Han ville væk herfra. Jeg gned mine tårer væk, og kiggede rundt på folk. De havde alle sammen det udtryk i øjnene, som jeg vidste de ville have når de fandt ud af det. Eleanor stod ikke længere oppe på scenen, jeg så hende ikke engang gå ned. Hendes flok og hende befandt sig heller ikke længere i lokalet. 

Jeg fik øje på Niall og Liam ovre ved et af bordene. Deres øjne så så såret ud. De så nærmest skuffet ud. Nialls kinder var våde, ligesom mine var, men han tørrede dem vredt væk, da jeg fik øje på ham. Han rystede skuffende på hovedet og tog en dyb indånding. Han tog Hanna i hånden og trak hende med efter sig. Han kiggede lige over skulderen, sendte mig det sidste såret blik, før han var ude af døren med Hanna. Liam og Danielle var lige i hælene på dem, men jeg fik ikke øjenkontakt med dem en eneste gang. Da de var gået, brød jeg sammen. Jeg kunne ikke holde dem tilbage længere, og tårerne væltede nu ud igen. Først der begyndte jeg at flytte mig fra stedet, og løbe ud af bagdøren. 

Jeg satte mig ned på kantstenen udenfor, og svingede frem og tilbage. Tankerne fór igennem mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg sad bare der og stirrede på den busk over for mig, mens tårerne løb ned af mine kinder. Jeg havde aldrig været så ødelagt indeni som nu, og igen var det Eleanors skyld. Igen skulle hun smadre alt for mig. Hun kunne lige så godt hive mig op på scenen, stikke en kniv i ryggen på mig, og lade publikum se mig lide. Smerten ville sikkert have været lige så slem alligevel. Jeg kunne slet ikke tænke på Louis i min tilstand, men alligevel havde jeg lyst til at løbe indenfor igen og finde ham. Men folks udtryk fra før, holdte mig alligevel tilbage. 

Jeg tog fat i stenen ved siden af mig, og rejste mig op. Først vidste jeg ikke hvad jeg ville gøre, men alligevel hejste jeg armen og kastede stenen alt hvad jeg kunne ned i jorden. Jeg havde lyst til at skrige, men de ville bare opdage mig. Jeg knyttede mine hænder og bed mine tænder hårdt sammen. Jeg smadrede derefter min højre knyttet hånd ind i muren alt hvad jeg kunne. Det føltes som om min hånd flækkede midt over. Det tog smerten fra hjertet og det gav mig en lettet fornemmelse. Blodet løb ned af hånden på mig, men jeg kunne egentlig ikke være mere ligeglad. Jeg havde lyst til at græde. Det var det eneste jeg havde lyst til, men jeg vidste også godt at det ikke ville løse nogle problemer i sidste ende. I sær ikke dette problem. 

Igen satte jeg mig ned på kantstenen. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Jeg måtte tænke klart, men det var bare så svært med det billede i hovedet. Niall og Liams udtryk. Det fik mig bare til at hade mig selv endnu mere. Jeg vidste godt hvornår det billede var taget. Det var taget den aften Louis havde inviteret mig på date. Hvor jeg havde spildt champagne ud over mig og vi bare sad der og spiste sandwich. Men med ham ville alt alligevel have været romantisk. Bag tårerne, kunne jeg alligevel godt smile af den aften. Det havde været fantastisk. Men det var også den aften jeg var blevet blendet af noget skarpt i vores kys, og jeg vidste nu hvad det var. Et kamera. 

Louis' syn: 

Jeg forstod ikke hvorfor han bare kunne efterlade mig sådan? At han bare kunne løbe ud af den dør, uden at tænke på min situation? Jeg begyndte selv at græde, da jeg opdagede hvad det var der skete. Billedet på væggen var af mig og Harry. Det var af den dag jeg havde inviteret ham over. Jeg lå en smule hen over hans krop, som var presset tæt op af min. Vores munde var mødt i et kys og vores øjne var lukket. Men der var alligevel ingen tvivl om at det var mig og ham når man så på det billede

Efter jeg havde fjernet mine øjne fra billedet, kiggede jeg ned i gulvet. Mine kinder var helt våde og jeg tørrede dem med mit ærme. Jeg så mig til højre og fik øjenkontakt med en af de andre lærer. Hans blik var forvirret, men der var alligevel en smule had i dem. En klump satte sig fast i halsen på mig. Jeg ville ikke være her længere. Jeg kunne ikke klare at have alle de øjne rettet imod mig. Det føltes ubehageligt og jeg blev skidt tilpas. Jeg tog en dyb indånding, og gik uden om alle de mennesker der stod og kiggede på mig. Jeg gik ud af fordøren og længere op imod vejen. Først der hev jeg min telefon op af lommen og tastede Zayns nummer ind. Med gråd i stemmen bad jeg Zayn om at komme og hente mig. Han ville allerede have en forklaring på hvorfor jeg græd i telefonen, men jeg havde ikke kræfter til det. Efter et par gange opgav han, og lagde på.

Efter bare 10 minutter, kom Zayn. I mellemtiden var nogle af eleverne på vej hjem fra festen. Festen var helt sikkert sat igang igen efter Harry og jeg havde efterladt den. De gik forbi mig og de begyndte alle sammen at små fnise og pege hen på mig. Jeg havde haft taget de dybeste åndedræt nogensinde for ikke at begynde at stor tude der midt på gaden. Mine øjne gjorde allerede utrolig ondt på grund af alle de tårer, og jeg måtte jo stoppe på et tidspunkt.  

Zayn kørte ikke med det samme, da jeg havde at mig ind i bilen. Han vendte sig om imod mig og så på mig med triste øjne. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge ham i øjnene. Jeg følte mig så blottet. Jeg fastholdte mit blik på forruden. 

"Vil du fortælle mig hvad der er sket?" Spurgte Zayn med en stille stemme. Bare lyden af min stemme fik tårerne frem igen. Jeg kunne bare ikke holde det inde. Det gjorde bare så ondt. Hele aftenen har været det rene marridt, og jeg skulle aldrig have været taget med. Jeg skulle aldrig have kysset Harry. Jeg skulle aldrig have været sammen med ham. Det var en fejl fra starten af at forelske mig i ham. Jeg blev så vred på mig selv at jeg hamrede min knytnæve ned i bilen. Jeg begyndte derefter at hulke. 

Zayn tyssede på mig og tog mig i hans arme. Det føltes så godt som noget overhovedet kunne være. Jeg vidste jeg altid kunne regne med Zayn. Lige meget hvad jeg ville rode mig ud i, ville Zayn altid være der for mig, og det var alt jeg havde brug for lige nu. Min bedste ven der ville fortælle mig at alt ville blive okay igen. Han svingede mig stille og roligt frem og tilbage for at få mig mere til ro. Det hjalp at have ham ved min side. Det fik mig til at blive mere roligere, men jeg var også bange for at jeg ville gå amok igen på et senere tidspunkt. 

Han trak mig væk fra ham og strøg stille sin hånd hen over min kind. Han sendte mig et lille uskyldigt smil, og tog så sin hånd til sig. Han startede bilen, og satte kursen hjem imod vores lejlighed. Da vi var nået hjem, gik jeg direkte ind på mit værelse og lagde mig i min seng. Zayn gik lige bag mig og satte sig på sengekanten. Jeg lagde mig om på siden, så jeg vendte ryggen imod Zayn. Zayn sukkede og han lagde en hånd på min skulder.

"Louis.. Du ved jeg hader at se dig sådan her." Sagde han. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke få et ord frem. Jeg følte mig bare så knust over det der var sket i dag. Aldrig i mine vildeste fantasi ville jeg tro at det ren faktisk ville komme frem. Tanken havde strejfet mig at vi måske ville blive opdaget, men jeg havde aldrig troet det ville ske. Men det gjorde det. Jeg snøftede og tog mig sammen til at snakke med Zayn om det. Jeg vidste det ville hjælpe.

​"De ved det… De ved det alle sammen" Fik jeg fortalt med gråd i stemmen. Jeg snøftede igen og tørrede mine kinder. Zayn rykkede sig ikke ud af stedet, han blev bare siddende. "Jeg har ødelagt alt" Jeg snøftede igen og pressede mine øjne hårdt sammen for ikke at begynde at græde igen. "Jeg var dum nok til at starte det" Jeg hulkede. Jeg kunne bare ikke holde det inde. Først der reagerede Zayn. Han lagde sig ned i sengen ved siden af mig og drejede mig rundt så jeg så på ham. Han strøg en finger over min våde kind. Jeg nænnede ikke at åbne øjnene. "Jeg burde have vidst bedre" Hviskede jeg stille. Jeg tog mine arme om Zayns krop og lagde mit hoved på hans brystkasse. Jeg havde brug for ro, jeg vidste bare ikke om jeg ville få så meget ro i øjeblikket. 

"Louis, lige så snart tingene går godt.. Lige så snart livet tager den bedste beslutning.. Går alt galt.. Bliver tabt, forvirret og rodet rundt i.. Og så falder du sammen.. Og du vil bare sidde der, fordi du ikke har styrken til at komme op at stå igen. Selv et godt liv kan ikke være uden mørke, og ordet 'Glad' ville tabe meningen hvis det ikke var balanceret med sorg. Det er meget bedre at tage tingene som de kommer med tålmodighed og sindsro." Han kørte hans hånd beroligende op og ned af min ryg. "Hør her Louis" Han kiggede ned på mig og jeg kiggede op på ham. "Når livet bliver hårdt og du bare har lyst til at give op, husk at livet er fuld af op- og nedture. Og uden nedturene, vil opturene slet ikke betyde noget. Jeres kærlighed er ikke noget man bare skal give slip på. I har opnået så meget, og i var begge villige til at tage chancen for at være sammen. Det er på ingen måder jordens undergang at folk ved det, men folk dømmer på bogens omslag, og det vil blive endnu en af jeres nedture. Jeg ved det vil være hårdt at komme op på hesten igen, men lige meget hvor sort tingene så end bliver, er jeg her for dig. Der er så mange mennesker der elsker dig, Louis. Lad vær med at bruge din energi på mennesker der ikke engang bekymrer sig om dig. Jeg ved at inderst inde fortryder du ikke at have været sammen med ham, du vil bare gerne bilde dig det ind. Du vil gerne tilstå at det var en fejl, også bare glemme det, ikk? Men lad vær. Lad for guds skyld vær. En kærlighed så stærk som jeres, skal man ikke bare lige give slip på. Kærlighed er hårdt arbejde og hårdt arbejde gør nogen gange ondt."Sagde han. Jeg havde ikke opdaget at jeg græd i mens han snakkede til mig, det var først da han tørrede min kind med hans hånd. Hans ord gik lige i hjertet. Med en bedste ven som ham, kunne man ikke andet end at blive rørt. Han vidste lige præcis hvad han skulle sige, og det fik mig også til at tænke en ekstra gang over tingene. Måske havde han ret? Måske ville det her bare være en periode og om nogle uger ville alt være godt igen? Men alt i alt elskede jeg Harry lige så meget som jeg gjorde før. 

"Undskyld jeg slog dig" Hviskede jeg stille. Jeg foldede mine hænder sammen og kiggede ned på dem. Jeg følte mig igen skidt tilpas over at have såret Zayn på den måde når han kun ville mig det bedste. Han rystede smilende på hovedet, og trak mig ind i et rigtig tæt kram.

"Ikke tænk på det, Louis. Måske var jeg den der dømte for hurtigt" Hviskede han. Jeg smilte igen og trak mig væk fra ham. Hans blik ændrede sig hurtigt til bekymret og han så på mig med et alvorligt blik. "Er du okay?" Spurgte han. Jeg sukkede dybt. Jeg var nok ikke helt okay, men jeg ville komme mig over det. Lige nu havde jeg bare brug for at snakke med Harry om det. 

Harry's syn: 

Alt var dobbelt for mig. Jeg kunne ikke længere genkende stedet ud fra mit syn, men jeg vidste godt hvor jeg var. Den varme alkohol løb atter ned halsen på mig. Jeg havde drukket så meget at jeg fik kvalme. Jeg fik det så dårligt at jeg brækkede mig ud over asfalten. Det fik mig alligevel til at tænke på noget andet end Louis. Jeg havde ikke brug for at have Louis i mit hoved lige nu. Det var ham der gjorde jeg fik trangen til at gøre selvskade på mig selv. Det var ham der fik mig til at have det dårligt med mig selv. Jeg havde det utrolig dårligt med mig selv, og jeg havde ingen anden idé end at drikke det væk. Det fik mig i det mindste til at glemme ham for et kort stykke tid. Tårerne havde ikke stoppet en eneste gang i mens jeg havde siddet her ude. Jeg vidste ikke en gang hvor lang tid jeg ren faktisk havde siddet her ude. 

Jeg slog flasken ned i asfalten så den gik i stykker. Jeg tog et af skårene op og pressede det i hånden. Jeg kunne mærke hvordan den skarpe kant gled ind i kødet på mig. Jeg så igen den røde væske løb ned af armen på mig og ned på jorden. Jeg havde ikke følt mig så godt tilpas i lang tid. Det fik smerten i hjerte til at forsvinde, og det var så godt. Et skarpt lys ude på vejen fik mig til at rette blikket op imod det. En bil havde kursen direkte imod mig. Den kørte med sådan en fart så jeg ikke vidste om den overhovedet ville stoppe i tide eller om den ville ramme mig. Jeg havde ikke kræfter til at rejse mig og flytte mig, samtidig havde jeg heller ikke lyst til det. Det kridhvide lys blev skarpere og skarpere at jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne. Og så blev alt sort.

______

Okaaayy.. Det her var andet sidste kapitel :/ 

- Næste kapitel er sidste, så nyd det! 

103 og 79? Det er virkelig alt for meget. Ved i godt hvor fantastiske i hver er? Damn, jeg ville ønske jeg kunne kramme jer alle sammen. Tusinde tak! X

På grund af projektuge i uge 3-4, kommer jeg ikke til at skrive særlig meget :/

- A

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...