Bravery [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 27 aug. 2014
  • Status: Igang
Louis Tomlinson er det nye medlem af det verdensberømte band, One Direction, da det senere medlem, Dylan Sykes, døde i en bilulykke for et halvt år siden. Han ved ikke helt hvordan han skal tackle det og han har svært ved at falde til, men i det mindste får han hjælp til at komme igang. Eller sådan da. Bandmedlemmet, Harry Styles, får Louis til at ønske at han aldrig var blevet født. Harry behandler Louis som lort, men Louis bliver ved med at hænge på til det sidste, for han har bestemt ikke lyst til at blive smidt af pinden på grund af denne her såkaldte Harry Styles. Men hvad sker der, når de lige pludselig ikke udveksler had med hinanden, uden at vide hvornår det stoppede? Kan man godt hade hinanden, men stadig gå i seng sammen? Eller er det helt forkert? [Anstødende sprog og seksuelle handlinger]

15Likes
16Kommentarer
1409Visninger
AA

4. 4* Days

Dagene var lange og tunge, og Harry gjorde det kun værre. Det var som om jeg mere var blevet hans babysitter, end hans bandkammerat. Han hadede mig, det var tydeligt. Jeg fik ikke andet en had i hovedet fra den første dag jeg trådte ind af døren. Jeg kunne ikke snakke med ham overhovedet. Han ville altid komme med en sårende bemærkning, eller overhovedet ikke sige noget. Ikke at jeg ikke var vant til det, men jeg prøvede virkelig på at gøre en indsats for at han ville komme til at lide mig. Men lige meget hvad, blev jeg bare hadet endnu mere for hvad jeg gjorde. Det var som om jeg var havnet i den omsatte verden. Jo bedre ting jeg gjorde for ham, jo mere hadet blev jeg. Det føltes ikke rigtigt, og det gjorde mig træt. Jeg havde ikke lyst til at bo med ham. Han gjorde mine dage til et helvede, og jeg hadede det. Det var meningen at begynde i bandet, skulle være sjovt og fedt. Damn, der er kun gået 6 dage og jeg er allerede fuldstændig død indvendigt. 

Noget godt var der dog kommet ud af det. De andre drenge havde virkelig taget godt imod mig, og det var ligesom dem der gjorde, at jeg havde lyst til at blive her. Hvis jeg havde problemer med Harry, var de hurtige til at muntre mig lidt op. Deres sange var nogle ørehænger, så det gik ret hurtigt med at få lært de dele af sangene, jeg skulle lære. Det var faktisk noget af det sjoveste, og vi havde det pisse fedt. Harry var ikke til at se tit. Han var der faktisk overhovedet ikke. Han befandt sig det meste af tiden på hans værelse, og det havde jeg sgu egentlig ikke rigtig noget imod. Bare han kunne blive der for evigt, så ville mine dage være reddet. 

Jeg blev mere og mere tørstig, men jeg orkede bare ikke at rejse mig fra min seng. Når man lige ligger allerbedst, kommer der et eller andet og skal fucke det hele op. 

Jeg drejede om på siden, og så at klokken var 22:07. Det var næsten helt mørkt udenfor, men man kunne stadig godt ane tingene i det fjerne. Jeg svang dynen af mig, og rejste mig fra sengen. Noget skulle der jo gøres ved den tørst. 

Luften var kølig, og jeg slog mine arme rundt om min nøgne overkrop, for ikke at begynde at klapre med tænderne og vække Harry. Hvorfor er der overhovedet så koldt herinde? Er der ikke noget gulvvarme eller sådan noget? Helt seriøst, det er sgu da ikke penge de behøver at spare på.

Jeg smuttede ned af trapperne, og drejede rundt om hjørnet så jeg befandt mig i køkkenet. Jeg tændte ikke lyset, da jeg sagtens kunne se i mørket. I stedet smuttede jeg bare hurtigt hen til vasken, og drak af den. Jeg orkede ikke til at finde et glas, for jeg kunne højst sandsynlig ikke finde det alligevel. 

Der lød en rømmen bagved mig, og jeg vendte mig om for så at stå ansigt til ansigt med Harry. Hans blik var tomt, og kulsort. Han så virkelig bleg ud fra den afstand vi have imellem os, men det gik ikke hurtigt før han kiggede ned i gulvet, så hans brune krøller dækkede næsten hele hans ansigt. Det stak i hjerte at se et anden menneske have det sådan, men jeg blev også hurtig sur på mig selv for at sige sådan. Han har jo ikke givet mig andet end besvær? Jeg havde virkelig ikke lyst til at føle noget for ham, især ikke medlidenhed. Hvis han ikke gad at give mig en chance, ville jeg sgu heller ikke give ham en. 

"Hvorfor er du oppe?"

Hans ord fyldte rummet, og nærmest ekkoede i det store rum. Hvis jeg ikke tog fejl, var det vist en af de første gange han havde snakket til mig? Hans toneleje lød nu heller ikke helt begejstret for at se mig. Han lød kold og kynisk.

"Jeg blev tørstig" svarede jeg stille, uden at vende blikket væk fra ham. Han nikkede bare, og så ned i gulvet. Ny indstilling, eller hvad? Jeg flyttede mig ikke ud af stedet, men blev bare stående. Faktisk gjorde jeg det ikke med vilje, jeg vidste bare ikke helt hvad jeg skulle gøre? 

Jeg fik det pludselig ubehageligt, og vendte mig om for at tage en tår af vandhanen. En forfærdelig smag havde bredt sig i munden på mig, og det sendte forkerte signaler ned i maven. Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham hoppe op på bordet, og sætte sig ved siden af mig. Wow han må have sovet godt, siden han tør at sidde så tæt på mig. 

Jeg drejede på vandhanen, så den slukkede. Jeg vidste ikke om jeg skulle blive stående, eller om jeg bare skulle gå min vej. Jeg havde egenligt ikke lyst til at gøre nogle af delene, da de begge bare ville gøre situationen endnu mere akavet. Dog valgte jeg alligevel at tage plan b. 

Jeg rømmede mig kort, før jeg drejede rundt og gik hen imod trappen. 

"Dårlige manér, Tomlinson" Hans stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Hvis bare han vidste hvilken vrede han satte igang i mig, ville han slet ikke turde at komme tæt på mig. Damn, hvor gør han mig bare sur. Kan han slet ikke se, at det er ham der har en dårlig indstilling her, og ikke mig? Jeg giver ham bare den samme medicin, og det pisser ham åbenbart af. Hvis han ikke kan klare det selv, burde han måske tag at rette op på det. Men han ved sikkert ikke engang hvad det er han gør forkert, han gør det bare. Han gør det der passer ham, og det er det der gør ham så fucking arrogant og pisse irriterende. 

Jeg vendte mig om, efter tankerne havde kørt rundt i mig. Harry sad stadig på bordet, lænet ud over kanten og hænderne på bordkanten, som om han skulle til at hoppe ned. Det der gjorde det endnu mere forvirrende, var det selvsikre smil, han havde smørret ud i hele fjæset. 

"Undskyld mig?" Var det eneste jeg kunne sige. Han gjorde ikke noget, han blev bare siddende i den stilling. "Har jeg dårlig manér?" Jeg pegede på mig selv lige i brystkassen, og løftede mit ene bryn. Det havde jeg altid en tildens til at gøre, når jeg blev irriteret. Han nikkede kort. 

"Det er sjovt, for jeg har fået den samme opfattelse af dig, Harry" Jeg krydsede mine arme over brystkassen, og gav ham det mest irriteret blik jeg nu kunne. Han hoppede ned fra bordet, og gik hen imod mig. Vi stod nu kun en meter fra hinanden, og jeg havde det allerede, som om jeg skulle brække mig.  

"Damn, hvorfor så negativ?" spurgte han, og brød ud i latter. Det fik mig bare til at tænde mere af. Jeg knyttede mine hænder hårdt sammen, for ikke at eksplodere midt i det hele. Det ville skam ikke blive noget kønt syn. 

Så ramte det mig med et. Hans ånde lugtede af sprut og cigaret røg. Han var fuld. Det kunne jeg også tydeligt se da jeg kiggede ham i øjnene. Han ville heller aldrig snakke til mig, og det blev mere forståeligt nu. Han stod bare der og smilte til mig, som der ingenting var sket. Det følte slet ikke rigtigt, og det fik mig også til at vende mig om og løbe op af trapperne. Jeg havde slet ikke lyst til at være i nærheden af ham, når han var på den måde. 

Jeg klappede døren i til værelset, og lagde mig hen i sengen med det samme. Jeg lå bare gloede op i loftet i jeg ved ikke hvor lang tid. Det gjorde mig ked af det. Det gjorde mig ked af at han var på den måde, og det gjorde mig ked af at han havde snakket til mig. Men det var det jeg bildte mig selv ind. Det der gjorde mig ked af det var, at i det øjeblik han talte til mig, håbede jeg på at det måske kunne udvikle sig til noget bedre, end bare bekendte der hadede hinanden. Det der gjorde mig ked af det, var at han kun ville tale til mig når han var fuld, så han alligevel ikke ville kunne huske det i morgen. Han hader mig, gør han ikke? 

∞∞∞

"Kunne du måske komme over? Jeg føler mig lidt ensom" Jeg tog en slurk af min te, og kiggede over på uret. Klokken var 10:56, og jeg havde ingenting planlagt i dag. Måske jeg kunne ændre det? 

"Vi kunne også bare gå en tur ned i parken? Efter hvad du har fortalt mig, har jeg helst ikke lyst til at måde denne her Harry Styles" svarede Jenna, og grinte derefter. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, selvom jeg vidste hun ikke kunne se det over telefonen. 

"Lyder som en plan" svarede jeg, med måske lidt for meget begejstring i stemmen. Jeg kunne bare ikke lade vær. Det var så længe siden jeg sidst har set hende, og jeg trænger til at komme væk fra det her hul i en fart. Jenna og jeg har også en masse vi skal nå at snakke om. Hun er trods alt min bedste veninde, vi ved alt om hinanden. 

"Lad os sige 11:30! Og du ved godt jeg kan høre når du smiler, hvilket er virkelig mærkeligt" Hun grinte endnu højere denne her gang. Mit smil blev bare bredere og bredere, og jeg kunne slet ikke gøre noget ved det. 

"Det ved jeg godt" svarede jeg efter nogle sekunders stilhed. Der blev igen stille. "Vi ses Jenna" Og med det lagde jeg på. Jeg puttede min telefon ned i forlommen. Jeg ville gå ind i stuen, men i dørkarmen stod Harry, desværre. Han stirrede ondt på mig, men hvornår gjorde han ikke det? Han sagde ikke noget, og det gjorde jeg egentlig heller ikke noget. Hvis han holdt sig for sig selv, ville jeg holde mig for mig selv. Jeg ignorerede hans onde blik, og fortsatte ind i stuen. Jeg gav hans skulder et stød, da jeg gik forbi ham, men han gjorde ikke noget ved det. Han blev stående i nogle få sekunder, før han vendte sig om for at gå tilbage til sit værelse. Det er rigtigt Harry, forsvind du bare med dig. Jeg satte mig ned i sofaen, og tog et eller andet gammelt random blad der lå på sofabordet, og begyndte at læse. Det tager 20 minutter om at gå ned i parken, og jeg skal først være der om 30 minutter. 

Imens jeg læste, kunne jeg høre Harry fare rundt oppe ovenpå. Den dreng havde ikke lavet noget i snart 2 uger, og lige pludselig har han en masse at lave. Han forstyrrede utrolig meget, men jeg havde ikke kræfterne til at gå op, og skælde ham ud. Der gik knap nok 2 minutter, også valgte jeg bare at gå ned til parken med det samme, og bare gå lidt langsommere så det ville passe med tiden. 

Jenna sad allerede ned i parken på en af bænkene, og hun fik først øje på mig, da jeg var kommet pænt tæt på hende. Hun lyste op i et smil, og det samme gjorde jeg. Vi mødtes i et dejligt tæt kram. Noget jeg havde savnet så utrolig meget. Hendes kram er de bedste! Vi satte os ned på bænken, og kiggede på hinanden. Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle starte, der var så meget at fortælle. Hun bed sig i underlæben, men smilte stadig bredt. Sådan gør hun altid, når hun har noget hun gerne ville fortælle.

"Jeg starter bare" Hun grinte af sig selv, og kiggede nu ned i hendes håndfalder. "Jeg er begyndt at se Jason igen!" råbte hun. Det kom som et chok for mig. Sidste gang hun snakkede om ham, havde hun aldrig haft så meget had til en person før. Det viser bare lidt, hvor lang tid siden det er vi sidst sås. Jason var hendes gamle kæreste. De slog op, fordi de bare havde for travlt med skolen til at have tid til hinanden. Hun havde aldrig grædt så meget i flere dage, og det gjorde helt ondt på mig at se hende sådan. Jason bragte det gode frem i Jenna. Han fik hende altid til at smile, og åbne mere op. Jeg har altid godt kunne lide Jason. De gange jeg har snakket med ham, har han virket som en ret barmhjertig og afslappende person. 

Jeg hjulpede på en måde indeni. Jeg vidste bare de ville finde sammen igen! Hun havde det største smil på læberne, og hendes kinder var helt røde. Jeg kunne ikke lade vær med at give hende et kram igen. 

Vi snakkede mest om Jenna, da vi sad der på bænken. Ikke fordi at hun ikke spurgte, for det gjorde hun. Jeg vidste bare aldrig helt hvad jeg skulle fortælle eller snakke om. På en måde havde jeg lyst til at fortælle hende det hele, men en lille del af mig sagde, at jeg burde holde lidt igen. Hvorfor, vidste jeg ikke. Hun havde dog heller ikke noget imod det, for hun snakkede livligt igennem hele dagen. Faktisk kunne jeg næsten ikke stoppe hende, og på nogen punkter drøftede min hjerne også et andet sted hen, som for eksempel.. Harry. Jeg vidste ikke hvorfor jeg tænkte på ham, og jeg vidste jeg ikke kunne stoppe det. Det gik mig åbenbart mere på, end jeg havde regnet med. Denne her dag med Jenna skulle handle om hende og mig, ikke om Harry og mig. Det gjorde mig ked af det, men jeg kunne ikke stoppe. Heldigvis spurgte hun heller ikke indtil ham, eller så hvor såret jeg var. Det plejer hun ellers at opdage med det samme, men denne her gang er det anderledes. Hun er sammen med Jason igen, selvfølgelig er der en masse tanker der kører rundt inde i hende. Jeg har ikke lyst til at bebrejde hende. Hun har et liv, og det burde jeg også tage at få mig.

"Det har været hyggeligt, Louis" sagde hun da vi var gået ud af caféen. Vi havde valgt at tage på café, og få et eller andet og spise, og bare hygge os. Det ville da også have været helt extraordinært, hvis ikke Harry havde befandt sig i mit hoved hele dagen. 

"Det har det da" svarede jeg, og grinte kort. Jeg gav hende endnu et kram, og gav hende et lille smil, da jeg trak mig væk fra hende. Hun gengældte mit smil, og brød så ud i latter, og så ned på hendes sko. 

"Jeg håber vi kommer til at ses mere i fremtiden, jeg savner min bedste ven" sagde hun. Hendes smil forsvandt, og hun blev rød i kinderne. Jeg blev selv helt varm i kinderne over at se hende holde så meget af mig. 

"Selvfølgelig skal vi det" Jeg lagde igen mine arme om skulderne på hende, og kyssede hende i håret. Hun lagde hendes hænder om ryggen på mig, og låste dem fast. Hendes hoved lå på mit bryst, og jeg fik pludselig rigtig dårlig samvittighed over ikke rigtig at være helt til stede i aften, men hun burde også kunne have forstået det. Hun forstår alting. "Når jeg kommer hjem, sender jeg dig en besked med alle de datoer hvor jeg er helt fri, og så har du bare med at skrive de datoer det passer dig bedst, så vi kan ses igen" sagde jeg. Hun grinte så mit bryst begyndte at vibrere. 

"Det skal jeg nok, Lou" svarede hun ganske stille. 

"Husk at tag Jason med, så jeg kan have en lille snak med ham. Jeg har en masse trusler jeg skal have givet, så han ikke gør noget forkert" Jeg grinte af mig selv, og kørte en hånd hen over hendes hovedbund. Hun grinte selv, og hev sig selv stille væk fra mig.

"Det skal jeg fortælle ham" svarede hun. Hun smilte stort, og begyndte så stille at gå baglæns. Jeg blev stående, og puttede mine hænder i mine lommer. Hun sendte mig et smil, før hun vendte sig om, og drejede til højre om det næste hjørne. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, da jeg gik hjem af. 

Det var dog ikke helt det samme jeg blev mødt af, da jeg kom hjem.

________________

Denne pige spiller Jenna (: 

- Skriv hvad i synes om det indtil videre, det vil betyde meget, folks x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...